Anmeldelse af “Ma Ma”

mama1

Af Camilla Anderson

Den spanske film ”Ma Ma” handler om den smukke kvinde Magda, som er alene med sin 10-årige meget foldboldglade søn Dani. Til sønnens træning møder hun en dag talentspejderen Arturo og der opstår hurtigt et bånd mellem de to. Hun bliver hans store trøst, da han pludselig står over for en frygtelig familietragedie, men Arturo bliver samtidig også Magdas største støtte, da hun selv får stillet en alvorlig diagnose.

Filmen berører rigtig mange svære temaer i løbet af de to timer, som filmen varer; Kærlighedsproblemer, at miste nærtstående familiemedlemmer og at blive alvorligt syg, for at nævne nogle af de vigtigste. Men sideløbende med de tunge emner, gennemstråles filmen af Magdas livsglæde og lyse syn på livet. To gennemgående temaer i filmen er nemlig hendes forsøg på at finde de positive lyspunkter midt i en stor livskrise og håbet for Dani og hendes kommende datters fremtid.

Det er en film, hvor man skal forvente, at hele følelsesregisteret bliver arbejdet igennem. Måske især som mor er det let at leve sig ind i Magdas frygt for børnenes fremtid og for hendes egen sygdom, men man følger heldigvis lige så let hendes glæde og livsgnist.

mama2

Autentisk skuespil
Den indtagende Magda spilles af Penélope Cruz, mens talentspejderen Arturo spilles af Luis Tosar. Begge skuespillere virker meget autentiske i deres roller, og man føler næsten både den smerte og den kærlighed, som de gennemlever i løbet af filmen. Ma Ma er produceret af Penélope Cruz og Medem. Medem fik sit gennembrud i 1993, og hans film har blandt andet vundet ”Award of the Youth” på Cannes Festival og er blevet nomineret til Guldpalmerne i Cannes.

mama3

Jeg elsker dig. Derfor vil vi leve videre.
Sidst i filmen er der en utroligt rørende scene, hvor Magda optager en video til hendes kommende datter. Undervejs i videoen siger hun ”Jeg har en drøm om, at du er sund og rask. Jeg har også en anden drøm om, at mens du vokser inden i mig, så helbreder du mig. Jeg elsker dig. Derfor vil vi leve videre”. Sætningen indrammer Magdas sind og hendes tilgang til livet utroligt godt og bringer en lille tåre i øjet på seeren.

mama4

Smuk musik
Filmens musikalske spor er komponeret af den tredobbelte Oscar-nominerede Alberto Iglesias, som blandt andet også har lagt lydspor til ”Dame, konge es, spion”, ”Drageløberen” og The Constant Gardener”. Musikken supplerer filmens stemningsskift virkelig fint og man kan ind imellem fristes til at lukke øjnene og lade sig forføre af klaverets og violinens toner. Jeg gjorde det dog ikke, for jeg ønskede ikke at gå glip af de små finurligheder i denne fantastiske film.

Mor-skab giver ♥♥♥♥♥♥ – og anbefaler at du ikke ser den med alt for mange mor-hormoner i kroppen.

 Premiere i biograferne den 17. Marts 2016

Du kan se traileren her http://www.kino.dk/film/m/ma/ma-ma

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *