Biograffilm: “Den tid på året”

Fotograf: Klaus Vedfeldt

Af Maria Lyngsø Hougaard

Det er snart jul – den tid på året, du ved – hvor familien samles. Julefilmen ‘Den tid på året’ handler kort sagt om familien på godt og ondt. Selvom vi er “sat” sammen af blodets bånd, er det de færreste familier, der ikke har lidt konflikter. Og hvilket mere oplagt tidspunkt at belyse dette end i julen.

Familiehygge og konflikter
I filmen møder vi Katrine og Mads, der forsøger at samle hele familien til den traditionsrige juleaften hjemme hos dem. Men allerede før gæsterne ankommer, mærker man tydeligt, hvilke rolle de hver især har, og hvad der er af udfordringer. Vi vælger jo ikke vores familie, som vi vælger vores venner, og Katrine og Mads har allerede på forhånd forestillinger om, hvad der vil opstå af problemer, hvem der melder fra i sidste øjeblik, og hvordan de skal håndtere tingene, så det glider nemmest muligt på denne hyggelige aften.

På en aften som denne er der naturligvis plads til alle; de fraskilte forældre, den rapkæftede lillesøster, hendes nye mand og ikke mindst familiens børn, som skal passe ind i forældrenes forestilling om hjerternes fest.

Fotograf: Klaus Vedfeldt

Intens – men også sjov 
Fra start kan man mærke den intense stemning af, at mange har et horn i siden på hinanden, men prøver at gemme det væk i julehygge og flettede hjerter. Som det er hos mange familier. Spydigheder fuger hen over den lækre julemad. Når man samler så mange familiemedlemmer, som Katrine og Mads gør her, så vil der bare, som filmen viser, være skjulte konflikter og ting, der ulmer – mest af alt, fordi de undertrykkes for at bevare den gode familiestemning.

I “Den tid på året” morer man sig på familiens bekostning, fordi man snildt kan genkende de små familiære udfordringer, der ulmer under flæskestegen, og som skuespillerne leverer fremragende. Ingen er perfekte, og dem der sværger til at give et sponsorbarn i julegave, viser sig at være blandt de mest griske, når det kommer til stykket. De fleste vil kunne genkende relationer, roller og konflikter fra deres egen familie – og det er da til at grine over!

Fotograf: Klaus Vedfeldt

Mor-skab
Moderskabet er et centralt fokus i filmen. Vi har mormor, der er mor til tre døtre, der selv er mødre eller papmødre. Filmen tager nogle typiske forhold om mellem mødre og døtre; fra kvinden, der godt kan lide at være i fokus og samtidig spille den moderlige martyr til moderen, der helst vil gøre alt perfekt – lave maden ud fra den rigtige opskrift og selv sy børnenes fastelavnskostumer.

Fotograf: Klaus Vedfeldt

Stjernespækket film
Det er Paprika Steen, der spiller Katrine, og det er også Paprika, der er instruktør. Hun gør det rigtig godt i rollen som den helt almindelige mor og hustru – der måske ser sig selv som den, der gør det meste rigtigt, men også må sande at have fejl – ligesom alle de andre. Filmen er stjernespækket, og de gør det alle godt. De små børns replikker kan til tider blive en smule kunstige, men det er ikke noget, der vælter filmens oprigtighed.

“Den tid på Året” er dejligt underholdende, sjov og samtidig alvorlig og tankevækkende. Bestemt værd at se.

Vi giver filmen 5 ud af 6 hjerter ♥♥♥♥♥

Og advarsel: Du får altså en ustyrlig lyst til at male alle væggene i dit hjem i smukke douche farver…og til at spise en masse ris a la mande med kirsebærsauce;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *