Bøger til gravide

Af Maria Lyngsø Hougaard

Bøger til gravide: Her kan du få indblik i nogle bøger, der omhandler graviditeten. Der er både bogen, om det liv, der vokser i din mave, og hvordan det udvikler sig. Bogen med redskaber til en god fødsel. Og ikke mindst Barnets Bog, der allerede skal udfyldes fra graviditeten.

Withwhites Barnets Bog

Jeg er personligt ikke fan af alt det pussenussede, der kan følge med det at få en baby. Derfor har jeg været på udkig efter en Barnets Bog, der var det modsatte. Og her er den: Withwhites Barnets Bog er så fin og simpel.

Og du kan sagtens sætte dit eget præg på den ved at farvelægge, tegne, putte billeder eller udklip i. Det er så fint at den kan udvikles i en personlig retning, der afspejler barnet/familien.

Det er også virkelig smart, at bogen er et ringbind. Jeg hører så ofte forældre med dårlig samvittighed over de mange tomme sider, der er i deres barns bog. Men her kan du bare tage de sider ud, som du ikke får udfyldt. Så virker bogen ikke tom og uudfyldt. Og omvendt kan du putte flere sider ind, hvis du pludselig får skrivelyst, og der mangler sider.

Det er en virkelig fin Barnets Bog. Withwhite har mange andre fine ting i samme stil i deres sortiment fx milepæle-kort og højdemåler. Du kan se det hele på deres hjemmeside.

Koden morskab10 – den giver 10% på shoppen!


……………………..

Meyermetoden af Heidi Meyer Vallentin og Eline Holm

Engang blev man tilbudt praktisk fødselsforberedelse på hospitalerne. Ja, meget var anderledes engang. Man lå også en uge på barselsgangen efter fødslen.

I dag sendes man hjem, så hurtigt det giver mening. Og fødselsforberedelsen er blevet en snak om fødslen og det nye som forældre.

Så mange forældre opsøger en mere praktisk fødselsforberedelse. De vil gerne lære teknikker mod smerten og den bedste måde at trække vejret på. Samtidig ønsker de også, at partneren får en rolle. At han/hun inden fødslen har sat sig ind i tingene og fået redskaber til at hjælpe den fødende.

Bogen “Meyermetoden” er skrevet af jordemoder Heidi Meyer Valentin. Den omhandler netop disse teknikker – både til den fødende, men også til partneren.

Selvom de færreste fødsler er ens, er der dog mange fysiologiske lighedspunkter. Derfor er der også umiddelbart mange ligheder mellem de forskellige metoder; Meyermetoden, Smertefri Fødsel, Mamaprofylaks osv. Det handler (meget kort sagt) om, hvordan du på bedst mulig vis trækker vejret, så dine veer arbejder, men det gør mindst muligt ondt. Hvad der øger smerte og omvendt fjerner fokus fra den. Og hvilken rolle og redskaber din partner kan gøre brug af.

Heidi bruger for eksempel en tryk-metode, hvor partneren trykker forskellige steder på den fødende og på den måde afleder smerten.

Meyermetoden (og Heidi) får meget ros af mødre, der har gået til fødselsforberedelse hos Heidi, og det må alt andet lige være den bedste form for anmeldelse.

Forberedelsen lover:
-Indgående kendskab til fødselsmekanismen, hormoner og fødselsfremmende strategier.
-Indsigt i smerteteori og beviseligt smertelindrende teknikker.
-Konkrete værktøjer til teamwork og fælles ejerskab over fødslen.
-En dybdegående forståelse for den fødende, hendes natur, og hvad der virker.
-Den bedste fødselspartner du kan ønske dig.
-Mod på fødslen og forventningens glæde.

Herinde mener vi bestemt også, at fødselsforberedelse burde være obligatorisk, så alle er klædt bedst muligt på til en rigtig fin oplevelse.


………………


Det første mysterium af Katharina Vestre

Først synes jeg, det var lidt svært at lure, hvem denne bog henvender sig til. Den er skrevet til barnet i din mave, men bestemt med et sprog, der ikke henvender sig til små børn. Der er også meget tekst og samt få sort-hvide illustrationer.

Så jeg har konkluderet, at det er en anderledes måde for forældre og størrebørn at forstå, hvad der sker inde i maven igennem graviditeten.

Bogen ser på de bittesmå detaljer, der danner sig under graviditeten. Fra vi er en lillebitte celle, der deler sig i to, fire, otte og seksten dele. Bogen går ned i detaljer, som hvordan hjertet dannes – og hvordan cellerne overhovedet ved, at de skal danne et hjerte og ikke en hånd. Bogen handler i bund og grund om livets mirakel.

Jeg kan sagtens se for mig, hvordan bogen kan læses højt for/læses af større børn, der gerne vil vide mere om livets begyndelse og udvikling. Bogen forklarer med videnskabelige begreber, men på en simpel måde, så alle større børn og voksne kan være med. En rigtig fin bog om graviditeten, hvis du gerne vil følge med i din babys udvikling helt ned i de mirakuløse små detaljer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *