Lær din baby at kommunikere med babytegn!

Photo: melissajean.com.au #melissajeanbabies
Photo: melissajean.com.au
#melissajeanbabies

Af Camilla Anderson

Baby rækker ivrigt ud mod spisebordet og udbryder en lyd, som for ham bestemt har en betydning. Du forsøger at følge hans blik og starter den vanskelige spørgeleg; ”Vil du have mere leverpostej?”. Baby rynker brynene. Du forsøger dig nu med; ”Hvad med vand? Banan? Brød?”, mens dit blik bevæger sig rundt på bordets indhold, og din baby i stigende frustration former sin lille krop som en flitsbue og udbryder et vræl.

Er det et velkendt scenarie hjemme hos jer? Et alternativ til situationen kunne være, at baby ser mælken på bordet og laver babytegnet for mælk, hvorefter jeres hyggestund om måltidet kan fortsætte.
Lyder det for godt til at være sandt? Så prøv at læse videre.

Bertram er tørstig og laver tegnet for mælk
Bertram er tørstig og laver tegnet for mælk

Babytegn
Babytegn er forenklede tegn, som er inspireret af tegnsprog og af det naturlige kropssprog, vi alle bruger i hverdagen. Men tegnene ledsages altid af det talte sprog.
Babyers finmotorik udvikles langt hurtigere end deres taleorgan. Derfor kan de hurtigere lære at forme tegn med hænderne, end de kan lære at styre stemmelæberne og dermed bruge det talte sprog.

Ifølge Rebecca Wilms (stifter af Babysigning) kan babyer ”som oftest danne de første tegn, når de er mellem 7 og 9 måneder. Det første talte ord kommer som oftest ved 10-13 måneder.”
Babytegn giver derfor din baby mulighed for, at kommunikere og udtrykke sine ønsker tidligere end ellers.
Børnepsykolog Margrethe Bruun Hansen mener, at babytegn er et godt middel til at undgå unødige frustrationer for barnet, fordi det har muligheden for at fortælle, hvad det vil og måske især, hvad det IKKE vil. Dermed vil der også opstå en større forståelse mellem forældre og barn.
Margrethe siger: ”Hvis ikke man føler, at man forstår hinanden, så kan det skabe mange konflikter med barnet. Når man hele tiden taler forbi hinanden, så bliver barnet jo frustreret og ked af det. Derfor kan babytegn være en god måde at komme i kontakt med sit barn på.”

Vil babytegn erstatte det talte sprog?
Når talen falder på babytegn, har jeg ofte oplevet forældre, som er bekymrede for, om babytegnene vil erstatte det talte sprog. Det er dog ikke noget, du behøver være nervøs for. Flere undersøgelser (bl.a. en amerikansk undersøgelse foretaget af psykologiprofessorerne Goodwyn og Acredolo og en dansk undersøgelse lavet af Babysigning) viser, at børn som lærer babytegn, faktisk lærer talesproget tidligere end andre børn.

Margrethe Bruun Hansen har en mulig forklaring på dette:
”Det er vigtigt, du sætter ord på dine tegn, for babytegn og tale skal altid høre sammen. På den måde kan babytegn være med til at understøtte barnets sproglige udvikling, for hvis du er i god kontakt med dit barn, og barnet føler, du lytter efter, så får det også lyst til at bruge talesproget”. Hun mener altså, at idet brugen af babytegn gør, at barnet føler sig forstået og lyttet til, vil det i højere grad blive motiveret til at forsøge sig med det verbale sprog også.

Babytegn

Babysigning
En god måde at lære eller udvikle ordforrådet af babytegn, er gennem en kombinationen af sange, musik og babytegn. Rebecca Wilms har udviklet Babysigning, som har holdundervisning for forældre og babyer i rytmik og babytegn. Hun mener, at denne kombination er særligt god, fordi genkendeligheden i sangene, vil gøre det lettere for baby at huske tegnene. Desuden er det en god måde at arbejde konkret med babytegn på, hvis man har svært ved at gøre det til en naturlig del af hverdagen.
Du kan evt. bruge denne CD:

Hvis du gerne vil inddrage sange, når du og baby går i gang med babytegn. Babysigning har også lavet en DVD, hvor sangene vises med tegnene til.

Hvis du synes det er sjovere at prøve det sammen med andre, starter Babysigning nye hold til august. Her er en holdoversigt: http://babysigning.dk/hold/koebenhavn/

Babysigning har desuden lavet en gratis app, der hedder ”Babytegn”, samt en bog af samme navn. Her kan du fx se, at babytegnet for ”mor” er at lade pegefingeren løbe på langs af panden, mens ”far” er når pegefingeren løber ned langs kinden.

Personlige erfaringer med babytegn
Både som mor og som pædagog er jeg ret vild med babytegn. Min søns dagplejemor var virkelig dygtig til at bruge tegnene i hverdagen, og jeg er overbevist om, at det er medvirkende til, at han er blevet sådan et dejligt lille snakkehoved som gang på gang overrasker pædagogerne i vuggestuen med sit finurlige ordforråd.

I mit arbejde som pædagog letter det desuden hverdagen betydeligt, når børnene selv kan give udtryk for deres behov. Jeg kan se, hvor stolte og glade de bliver, når de bliver forstået af de voksne i vuggestuen. Det er tydeligt, at det booster deres selvtillid og deres selvfølelse at kunne fortælle, hvad de vil.


Rebecca Wilms huskenoter for babytegn:
– Brug babytegn så ofte du kan – hver dag
– Brug kun ét babytegn pr. sætning
– Brug det altid sammen med det talte sprog
– Lad være med at ”øve” tegnene med dit barn, men lad det indgå som en naturlig del af hverdagen.
– Babys første tegn kommer typisk ved 7-10 måneder.
– Lad babytegn komme naturligt for dit barn
– Lær nye babytegn hver uge.
– Hvad viser din baby interesse for? Brug disse tegn.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *