Af Melissa Helene Ejlersen
Jeg betragtede egentligt mig selv som en bevidst forbruger. Jeg spiser sjældent kød, handler overvejende økologiske bæredygtige varer og køber en masse ting secondhand. Så imens jeg pudsede min miljøglorie og bladrede op på første side af bogen “Lad os redde verden”, gjorde jeg mig parat til at sætte en masse flueben på husstandens vegne.
Lynguiden, som man bliver præsenteret for i starten af bogen, er god til at skabe en ramme for miljødialogen med et barn, som i langt højere grad kan relatere til dyrene og naturen, end de lidt tungere termer som CO2-udledning og drivhuseffekt. Samtidig giver den et godt begreb om, hvordan din indsats påvirker dit miljøaftryk og kan således tjene som kompas for de resultatorienterede.
Transport – en nem synder…
”Jamen mor, jeg kan virkelig godt lide at køre i bil”. En klar miljøsynder herhjemme hos os er, at vi er lidt for bekvemmelige i vores transport. Det er så nemt lige at suse afsted i bilen, fremfor at tage cyklen. Måske andre kan genkende, at det er nemmere, når man skal transportere både flyverdragt, tasker og de 30 pinde og sten barnet har fundet i løbet af dagen hjem. Så trods barnets protester, testede vi verdens bedste transport form som alternativ – cyklen!
Efter en lidt hård opstart for mor-nerverne, viste det sig at være et stort hit. For i stedet for at være fanget i trafikken, fik vi pludselig mulighed for at stoppe op undervejs og snakke lidt om hvad vi ser og ja, samle nogle flere pinde op. Men vi er gode ved miljøet og som bonus får vi lidt ekstra kvalitetstid og bevægelse bygget ind i en travl hverdag. Det kræver er at vi står op 15 minutter tidligere. En indsats der er lige til at overkomme og et resultat, som må kunne kvalificeres som dobbeltgevinst!
Spis flere pomfritter og grim mad!
Hvis I ikke ønsker at give jeres børn et argument for at spise flere pomfritter, så spring elegant afsnittet på side 118 over…
Har du nogensinde valgt de grøntsager der ser lækrest ud, den flotteste krydderurt, de mest symmetriske gulerødder? Det har jeg i hvert fald. En tredjedel af de fødevarer der bliver produceret ender i skraldespanden – det er et ret skræmmende faktum. Der er dog flere gode pointer i bogen som omhandler vores fødevare forbrug, og som for barnet og jeg har ændret måden vi køber ind og forbruger fødevarer, efter at have læst bogen.
2021 og en corona pandemi, lægger dog ikke ligefrem op til, at tage i supermarkedet og begynde at grave alle de grimmeste grøntsager frem af bunken. I stedet fandt vi Motatos.dk og EAT GRIM, som hjælper os med at handle varer og grøntsager, som ikke ellers ville have fundet vej til en forbruger grundet en skør form, overproduktion, eller et mærkat der sidder forket. Ofte til en langt billigere pris end i butikken og leveret lige til døren – nemt! Umiddelbart var barnet ikke begejstret ved tanken om at spise grim mad, men da han stiftede bekendtskab med slikkategorien på Motatos, skiftede han dog hurtigt mening.
Og hvad var det med pomfritterne? Tiden det tager at tilberede din mad, og dit strømforbruget, er også afgørende for dit køkkens miljøvenlighed.
Sluk lyset!
Okay indrømmet, som læsningen skred frem fandt jeg nogle gevaldige hakker i min miljøglorie. En ting er bilen, en anden vores strømforbrug. Jeg kunne pludselig høre en stemme fra min barndom; min far der siger ”sluk nu lyset Melissa”…
Som da vi læste os igennem de afsnit, som omhandler forbrug af vand og elektricitet. Ifølge bogen bliver næsten 46% af den producerede strøm dækket af vind- og solenergi. Det er jo gode nyheder i sig selv, men hvor tit tænker du over, hvornår på dagen du forbruger den strøm?
Det er selvfølgelig et lidt abstrakt emne for en 5-årig, men nu hvor han havde fået blod på tanden for at redde planeten, fik vi lavet nogle konkrete husregler, som vi har ansvaret for at huske hinanden på, skulle det glippe ind imellem.
- Opvaskemaskinen må først sættes i gang efter vi er gået i seng
- Fjernsynet og lyset skal altid slukkes når vi går fra det
- Stikkene skal ud af stikkontakterne når vi er færdige med at bruge opladere og fjernsyn
Det er muligvis ikke vores lille indsats ovenstående, som giver resultater i det store hele, men det skaber en bevidsthed og et udgangspunkt for at lære junior at træffe bevidste miljøvalg i fremtiden.
Konklusionen
Nu tænker du måske; ”De konklusioner kunne du nok godt have nået frem til uden en bog”, ja det kunne jeg nok, men havde jeg selv kunnet danne den samme samtaleramme med mit barn?
Bogen har været et stærkt hjælpemiddel i at kickstarte samtaler med en 5-årig om miljøet, og hvordan vi i fællesskab kan tage ansvar for det. Med et indhold og sprog der rammer alle aldersgrupper, er jeg overbevist om, at den også vil være en anvendelig investering for andre.
Vi har undervejs haft nogle gode snakke, ikke kun når vi læste, men også løbende i vores hverdag, hvor vi pludselig er blevet mere opmærksomme på hvordan vi bruger de ressourcer vi har tilgængeligt, træffer oplyste valg og arbejder videre med at forbedre vores egne miljøindsats.
Bogen er fyldt med gode tips og gode lister over ting I kan gøre sammen, som både giver anledning til refleksion og smil. Eksempelvis finder du på side 102 listen ”10 ting du kan gøre for at få et træ til at føle sig elsket”, der er tips til hvordan du starter en affaldsbande, laver alternativ gaveindpakning, og sågar hvordan du skiller dig bedst af med bogen efter brug. Jeg tror dog, at vi beholder vores eksemplar lidt endnu, for vi har stadig mange sjove eksperimenter foran os, for at skabe en mere miljørigtig hverdag.