Mine teenagebørns råd til deres mor

Skribentens to teenagedøtre

Af Catharina Andersen – mor til to teenagepiger

Begge mine store piger og jeg sidder ved spisebordet og er ved at indtage vores aftensmad, da snakken falder på, hvad teenagere tænker om forældre og deres indblandingen i forskellige ting i teenageres liv. Og her kommer den øverste etage virkelig på overarbejde hos teenagere, fordi sådanne spørgsmål kan man jo nærmest ikke svare på. Men efterhånden som snakken går, kommer der alligevel skred i tankerne…

Hvad er en mor bedst til?
At give en god krammer, lyder det nærmest samstemmigt fra mine to piger og de sidder med deres søde dådyr øjne og kikker sødt på mig med et stort smil på læben. Men så bliver der helt stille og de kikker begge på hinanden, for hvad er en mor mere god til. Så træder min store datter på 20 år i karakter og siger lidt belærende overfor min yngste datter på 15, at en mor også er god til at støtte, at kunne overskue alt fra at være kok, læge og hjælpelærer, til rengøringsdame og syerske. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, for hun har jo egentlig ret, som mor skal man faktisk kunne utroligt mange ting…man skal være en alt-mulig-kvinde.
Pigerne stikker hovederne sammen og hvisker til hinanden. Lidt efter kikker de begge på mig og smiler bredt, mens min store datter siger det, som de nok har hvisket om: ”Og så er en mor også bedst til at være den bedste veninde og ens største fan”. Jamen, ens børn ved jo lige, hvilke knapper de skal trykke på, for at man som forældre bliver helt blød i knæene og rørt indeni. De fik begge en kæmpe krammer og et kys for deres søde ord.

Hvordan skal jeg helst starte en sætning for at få jer til at lytte?
Mine piger ser totalt udtryksløse ud ved dette spørgsmål. ”Mor, der findes slet ikke sådan en sætning hos teenagere. Teenagere hører jo det de vil høre”, siger den ældste af mine piger, mens min yngste datter nikker genkendende.
De har de jo nok ret i. Mange forældre har prøvet at ”råbe” deres teenagere op, men hvilken sætning der er bedst at starte med er et stort mysterium, da de lever inde i deres egen lille klokke og ikke altid ser ret meget andet end dem selv. Når dette er skrevet, så kan de faktisk godt gøre alt, hvad der bliver sagt – hvis ellers det har deres interesse. Mine piger mener dog at hvis man som udgangspunkt starter med at sige barnets navn, så har man nok den største chance for at få en reaktion. Det har de helt ret i.

Hvad gør jeg, som mor jer mest pinlige over?
Eller skulle jeg måske sige…hvornår træder jeg som mor mest i spinaten og gør noget forkert? Fordi teenagere synes jo nærmest altid at forældre er pinlige.
Igen tager min store datter ordet. Hun ændrer lige pludselig sin stemme til at være mere skinger og også lidt højere i decibel: ”Noget af det mest pinlige en mor kan gøre er, at snakke om mig eller om mine problemer i offentligheden. Altså hvis man er ude og handle og ens mor siger: Kan du ikke lige tage de bind du gerne vil have og ligge ned i vognen? ” Min datter tager sig til hovedet og kommer med nogle tydelige irritations-lyde, mens hun ruller med øjnene, inden hun fortsætter: ”Eller hvis ens mor snakker med mine venner om mig, nævner ting om mig til min familie, bekendte eller kæreste. Det er simpelthen SÅ pinligt!!!” Så ændrer hun sin stemme til at være mere rolig og øjnene mere smilende: ”Men du gør det ikke mere, mor – vi har opdraget dig godt”, hvorefter der kommer et lille skævt smil.
Da jeg spørger min yngste datter, hvad hun vil svare på samme spørgsmål, siger hun blot: ”Hvorfor skal jeg svare på det, når hun (indforstået storesøster) allerede har svaret på det?” Jeg tænker at det jo netop lige præcis er sådan et svar en teenager kan finde på at komme med, så jeg smiler blot mens jeg nikker.

Hvor længe og hvor meget bør en mor blande sig i sine børns skolegang, fritidsinteresser m.m.?
Et åbenlyst stort problem for mine piger at svare på. De stikker hovederne sammen, sidder og snakker meget lavt sammen inden de kommer til en form for resultat. Den klassiske sætning: ”Har I lært noget spændende i skolen i dag?” er den absolut værste sætning at fyre af til sine børn, er de begge enige om. Derudover kender de ikke rigtig til, at have haft problemer med for meget engagement – hverken hos dem selv eller andre de kender. Mine piger er lidt som hund og kat og er nærmest aldrig enige om noget, men når det gælder meningen om forældre, hvad de gør forkert og hvordan de bør være, så er de sjovt nok rørende enige de fleste gange.

Hvad har I mest brug for, at man som mor siger eller gør for jer som teenagere?
Min yngste datter på 15 år udbryder med det samme: ”Hvor skulle jeg vide det fra?” Tjaaaa – det er måske også et svært spørgsmål at svare på, men jeg beder dem alligevel om at tænke sig godt om, fordi der må da være et eller andet man som mor kan gøre for teenagere, for at gøre tilværelsen lidt lettere. Vi ved jo alle at det er et meget hårdt liv at være teenagere – ja, faktisk nok de hårdeste år man overhovedet får (OBS: Ironi kan forekomme).
Efter et par minutters overvejelser træder min store datter i karakter igen og viser at hun er ældst. Hun tror at teenagere har mest brug for at høre sætninger som: ”Det kan jeg godt forstå, men…” og ”Jeg ved godt at jeg siger det her tit, men hvis du…(et eller andet)…så ville det gøre alting meget lettere.”
Hun siger at børn har brug for at blive rettet – uanset alder. De har brug for at kunne mærke en stopklods, så de ikke får frit løb. De skal lære at der er en grænse, at man skal opføre sig ordentligt.
Min yngste datter kikker lidt forundret på sin storesøster, som om storesøsteren lige var faldet ned fra månen og udbryder: ”Seriøst!” mens hun laver et ansigtsudtryk, der tydeligt fortæller at hun altså ikke er helt enig. Da jeg spørger hende om, hvad hun vil svare til samme spørgsmål ved hun dog stadig ikke, hvad hun skal sige. Så det spørgsmål lader vi ligge. Det er nemlig endnu en ting ved teenagere – det hjælper ikke altid at bore for meget i tingene, det kommer der ikke noget godt ud af, tværtimod risikerer de at gå i baglås. Så hellere bringe det på banen på et andet tidspunkt, hvor teenageren (måske) er mere modtagelig for spørgsmål.

Men jeg må konstatere at min store datter har ret. Selvom teenagere er store børn, så er de stadig børn, og børn har brug for råd og vejledning, at man som forældre siger eller gør noget for dem samt giver et blidt skub i den rigtige retning. Børn i alle aldre kan have brug for at få lidt hjælp til at finde deres stopklods, at blive guidet og støttet af sine forældre.
Man må dog som forældre ikke glemme at man også skal have det sjovt med teenagebørn. Humor er en vigtig del af en teenagers liv – ligesom humørsvingninger også præger teenageårene. Men jeg har, som mor, erfaret at humor med fordel kan inddrages i teenagers opdragelse, så råd og vejledning lettere bliver accepteret af teenagere.
Teenagere er, uanset hvor uregerlige, hysteriske og humørsvingende de kan være, også lige så søde, støttende, kærlige, snaksaglige, forstående, og sjove. Alle børn er dejlige – uanset alder. Og endnu mere ens egne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *