Gode råd om børneopdragelse…(er virkelig belastende at høre på)

 

børneopdragelse
Photo: melissajean.com.au
#melissajeanbabies

Af Louise Vilhelmsdal – mor til fire

Da jeg fik mit første barn Freja, havde jeg virkelig tjek på det der med at være nogens mor, hun sov og spiste som en sveske og alt var godt. Jeg var overbevist om, at hvis alle bare gjorde som os, var det da virkelig nemt at have børn… hvilket jeg helt sikkert har informeret min omverden om. Når jeg tænker på, hvordan jeg, i stor kærlighed selvfølgelig, har underholdt mine veninder med, hvor nemt det var, kan jeg godt blive helt træt.

6 år senere kom Vincent, mit lille længe ventede og højt elskede Vinsebarn, og han var sur!! Ingen af alle de gode råd jeg havde givet andre om søvn, virkede på ham. Han var sensitiv, før det blev moderne – virkelig dårlig timing af den unge mand.

I mit stille sind begyndte jeg at bande over alle de gode råd, der kom ind, hver gang nogen sagde: ”Har I prøvet kiropraktor, homeopater, godnat-og-sov-godt-bogen” osv., lød det i mine ører som: ”Louise, du er en nederen mor, fordi din unge vræler non-stop”, og vi havde jo prøvet alt muligt, dog ikke den der bog, for det virkede simpelthen for forkert i min optik.

Det endte med, at det eneste der virkede, var at lade være med at gøre noget… pakke ham i dynen og gå ind i et mørkt rum eller sætte ham i autostolen og køre. Det er jeg sikker på, at nogen også har foreslået, men jeg har bare mentalt været nået dertil, hvor jeg lukkede ørerne, da de sagde det.

Da Regitze kom til som nr 3, havde jeg styr på det hele… måske lige bortset fra, hvad man gør med børn, der kræver havregrød og fri leg udendørs fra kl 4 hver morgen… så er det godt at være gift med en bondemand, som kan få skylden for de gener. Men jeg var dog blevet så gammel, at jeg havde lært at holde igen med den uopfordrede rådgivning.

børneopdragelse
Louise med sine fire unger

Min lille Elisabeth-baby, der nu er 10 uger, er jo nr 4 i flokken, og nu burde jeg havde styr på det hele. Men hun græd de første 2 mdr pga reflux, og havde jeg ikke haft min sundhedsplejeske-søster at ringe til konstant, ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort.  Ligegyldigt hvor mange børn man får, kan man blive ramt af mor-usikkerheden, for vi vil jo så gerne gøre det perfekte for vores små guldklumper.

Men hvis jeg har lært noget af at have så mange børn, er det, at børn er forskellige og skal behandles forskelligt. Når man hører, hvad andre gør, er det ligesom at få et skrabelod gratis. Måske virker det, måske ikke, men man kan jo altid prøve det. Langt de fleste skrabelodder er givet i kærlighed, det kan ind imellem være svært at se, fordi de aktiverer den der mor-usikkerhed.

Men måske kunne du prøve næste gang, du får sådan et belastende lod af din svigermor, veninde, nabo, svigerinde, søster eller hvem der nu er i nærheden, at tænke: ”Jeg prøver det, hvis jeg synes, og ellers ryger det i skraldespanden på vej hjem”. Det er jo givet i kærlighed af én, der bare ikke har fået så mange børn, at hun har opdaget, at ingen har patent på den rigtige løsning.”

Drys lidt glimmer og kærlighed på de gode råd-skrabelodder, både når de gives, og når de modtages, for vi vil jo alle de små det bedste, og ingen har jo alligevel den helt perfekte uimodsigelige løsning.

Det var bare lige et råd fra mig (ha ha)!

Louise

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *