Hej Michelle
Tak for dit spørgsmål😊

Vores Anker havde fået en vane med slyngevugge, trillende barnevogn etc. Altså bevægelse for at kunne sove. Så den vane tog Ditte udgangspunkt i, men vi skulle hen til, at han skulle falde i søvn, mens barnevognen stod stille, så vi kom ud over, at han kun sov, hvis den bevægede sig.
Så hun puttede ham myndigt, men kærligt i barnevognen (hvis man er famlende, bliver barnet utrygt, så man skal stå ved sin beslutning om, at nu skal du sove), hun talte roligt og monotont til ham “du kan godt, det ved jeg”, mens hun rykkede vognen frem og tilbage på stedet (a la slyngevugge bevægelse), og gav ham sutten, og da hans øjne var ved at glide i, blev rykkende langsommere, og lige inden han faldt i søvn, stoppede hun med at bevæge vognen.
I bund og grund ledte/hjalp hun ham hen til søvnen, så han kunne tage allersidste step selv og på den måde se/opleve, at han godt selv kunne!
De første gange brokkede han sig selvfølgelig, når hun stoppede, og så startede hun igen. Og igen når han var ved at falde i søvn, stoppede hun. Til sidst faldt han i søvn, mens den stod stille = han oplevede, at søvn ikke er lig med bevægelse.

Og sådan gjorde vi så under de kommende mange putninger, indtil han ikke længere forbandt søvn med bevægelse.

Men det kræver ihærdighed og tålmodighed. Denne vane med slyngevugge-bevægelser skulle selvfølgelig fjernes igen efter en uges tid, da Anker begyndte at forstå, at han selv kunne falde i søvn. Ellers får de jo bare en ny vane.

Håber det var svar på dit spørgsmål? 🥰

Hej Nina
Tak for din besked. Ja, Ditte tager udgangspunkt i det enkelte barn. Vores Anker havde fået en vane med slyngevugge, trillende barnevogn etc. Så den vane tog Ditte udgangspunkt i, men han skulle falde i søvn, mens den stod stille.
Så hun puttede ham myndigt kærligt i barnevognen (hvis man er famlende, bliver barnet utrygt, så man skal stå ved sin beslutning om, at nu skal du sove), hun talte roligt og monotont til ham “du kan godt, det ved jeg”, mens hun rykkede vognen frem og tilbage på stedet (a la slyngevugge bevægelse), og da hans øjne var ved at glide i, blev rykkende langsommere, og lige inden han faldt i søvn, stoppede hun med at bevæge vognen.
I bund og grund ledte/hjalp hun ham hen til søvnen, så han kunne tage allersidste step selv og på den måde se/opleve, at han godt selv kunne!
Men det kræver ihærdighed og tålmodighed. Denne vane med slyngevugge-bevægelser skulle selvfølgelig fjernes igen efter en uges tid, da Anker begyndte at forstå, at han selv kunne falde i søvn.

Det er meget meget kort fortalt, der er selvfølgelig meget mere i det! Men ingen hokus pokus, men mega meget erfaring og viden.

Ditte er mega dygtig, og jeg hører kun positive oplevelser med hende. Men som sagt er det med udgangspunkt i barnet. Hun tjekkede også først hans mønster, helbredstilstand etc.
Held og lykke!
Kh Maria

Nu er det efterhånden et stykke tid siden, at du skrev dette indlæg, men i min ihærdige google-søgning faldt jeg over din blog. Jeg har en søn på 3 måneder, og du kunne ikke have beskrevet hans søvnvaner (eller mangel på samme!) bedre. Ditte Bach lyder som guds gave til zombie-mamma, men pengene er simpelthen ikke til det i øjeblikket. Har du mod på at beskrive kort, hvad der virkede for jer? Jeg ved, at hun tager udgangspunkt i hvert enkelt barns behov og kunnen, men det kunne være, at nogle af teknikkerne ville hjælpe på min søn. På forhånd tusind tak.

Vh. Nina

Kære Pernille
Tak for din kommentar og relevante spørgsmål. Jeg har lovet at vente lidt med at poste artikel nr 2, da Baby Instituttet er lidt ramt af sommerferie lige nu, og der skal jo være tid til folk, der evt. vil have glæde af hjælpen.

Men for at svare dig, så har det virkelig hjulpet!
Det kræver hårdt arbejde, for de kommer jo ikke og svinger en tryllestav, så I skal være indstillet på at gøre en indsats for at få nye vaner implementeret. Så de viser hvordan, og så gør man det samme. Og det betyder så meget, at man ser, at det virker, og dermed tror på sig selv, og det man gør. Metoderne er god gedin erfaring formet til det enkelte barn – jeg kan rigtig godt lide, at de tager udgangspunkt i hvert enkelt barn og dens kunnen eller det modsatte.
Ift gråd, så vil et barn jo græde, når der ændres i vaner og stilles krav, da det jo er barnets eneste sprog – men Ditte Bach går meget op i, at man ikke stiller krav, som man ikke ved, at barnet godt kan indfri – i så fald skal barnet først lære det et step ad gangen. Og så lytter hun meget til, om gåden er “jeg gider ikke”/”jeg vil hellere være oppe” eller om det er ulykkelighed/”Jeg kan ikke det, I vil have mig til” – og så er man som forælder hos barnet hele tiden i puttefasen og hjælper dem/støtter dem/gør dem trygge – de får ALDRIG lov at græde sig i søvn.

Jeg håber du kan bruge mit svar – ellers skriv igen.
Kh Maria/Mor-skab