Stimuler dit barn, opdrag med respekt og få søvn – 3 brugbare bøger

Mor-skab anbefaler her tre gode bøger til hjælp, når du skal opfostre et lille menneske – opdrage og stimulere det, lære det gode søvnvaner og selvværd.

De er alle bygget op som opslagsværker, hvilket gør det nemt for travle forældre, der måske ikke har tid til at læse en hel bog.

Bog: “Superbarn!”
Forfatter: Maria Beadle og  Anni Kirk

IMG_7133

Ved første øjekast irriterer titlen mig, da det nemt kan lyde som om, man skal pace sit barn, og nogle børn ikke er gode nok = ikke superbørn. Men ved nærmere bekendtskab virker bogen rigtig god.  Den er bygget op som et opslagsværk, hvilket er perfekt, da man måske ikke har tid til at læse en hel bog fra ende til anden med en baby på armen.

Bogen vil skabe glade børn (en titel, der ville være mere sigende for bogen, synes jeg) og har ikke fokus på amning, sengetider og ernæring, men stimulering. Bogens første del er inddelt efter alder fra 0-12 år, og hvordan man kan stimulere barnet lige netop der, hvor ens barn er.

Forfatterne fokuserer på børns selvværd, syn, motorik og indlæring, og hvordan du stimulerer dem på netop de punkter.
Når barnet er spæd, er fokus for eksempel, at det skal lære at ligge på maven, og hvordan du allerede der giver dit barn selvtillid. For det syv-årige barn, handler det om hjælp til at knække læsekoden og indøve koncentration inden skolestart.

Anden del af bogen gennemgår begreber som hjernens modning, syn og samsyn, reflekser og sanser – det hele hænger nemlig sammen, og forfatterne ønsker at udbrede, at hjernen ikke modnes passivt, men fordi den udfordres og stimuleres.
Det fedeste ved “Superbarn” er, at den kan bruges som et opslagsværk, hver gang du vil inspireres til, hvordan du stimulerer dit barn i den rigtige retning, og det er dejligt, når man som mor indimellem ikke længere kan finde på noget nyt.


Bog: “Helens bog om børn og opdragelse”
Forfatter: Helen Lyng Hansen

IMG_7132

Mottoet i bogen er: Tydelige voksne giver trygge børn!
Helen Lyng Hansen er en meget anerkendt netsundhedsplejerske, der via sin hjemmeside giver råd til rigtig mange forældre, og jeg har ofte brugt hendes råd der, for hun virker dejlige ligetil, kærlig og nede på jorden.

I bogen fokuserer hun på, at børn ikke skal trues eller dresseres til lydighed, men dog alligevel have tydelige forældre, der med grænser, dialog og empati giver deres børn selvværd og sociale kompetencer.
Og det begynder allerede hos det helt spæde barn, som man altid skal give trøst og kærlighed, hvis det græder. Det giver nemlig barnet en helt grundlæggende tillid til, at “mor og far vil mig det godt.”

Helen påpeger, at det er vigtigt, at vi, selvom vi sætter tydelige grænser og har sagt nej til noget, skal lytte til barnet, så det føler sig rummet med de følelser, det måtte have fx “Jeg kan se, at du bliver ked af, at du ikke må få isen – kom så skal jeg trøste dig” (selvom barnet stadig ikke må få isen). På den måde føler barnet, at du rummer hans/hendes følelser, og det giver tillid og selvværd.
Og i stedet for at bruge vendingen “du skal”, kan man for eksempel som forælder bruge sig selv  og sige “Jeg vil gerne, at du …”
I bogen understreger Helen også, at hårde ord og irettesættelser, som nedgør barnet skaber sorg, utryghed og mindreværdsfølelse.

Bogen er bygget op over 600 spørgsmål og svar om børneopdragelse, så man nemt kan slå lige netop det spørgsmål op, som man måtte have. Det gør bogen meget brugbar, både at læse fra start til slut, men bestemt også som opslagsværk, hvis man lige står med et bestemt problem.


Bog: “Helens bog om børn og søvn”
Forfatter: Helen Lyng Hansen

b0ed-dfce-4a70-bd82-dce9aaa9e7ec

Netsundhedsplejersken Helen Lyng Hansen tager her fat i mange forældres største kamp, nemlig søvnen. For hvordan får man den lille pode til at sove, så man selv kan mindske de sorte rander, der efterhånden er ankommet under ens øjne.

I følge Helen er kunsten at forstå dit lille barns søvnmønster, udviklingstrin og behov for tryghed. Helen slår fast, at god søvn overordnet handler om tryghed, tryghed, tryghed. Så hun er meget imod teorier om bare at lukke døren og sige godnat. Børn skal ikke græde sig i søvn, er Helen helt bestemt omkring! Og det er en af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved bogen. For hvis man kan få det til at lykkes, uden at barnet skal pines og græde sig i søvn, så er det vel det hele værd?!

Bogen indeholder et omfattende indeks med let tilgængelige råd om en lang række søvnproblemer. Både hvis dit barn kun vil sove med dit bryst i munden, altid står meget tidligt op, så du skal have ændret dets søvnmønster, eller hvis dit barn ikke er til at drive i seng om aftenen.
Den er meget nem at slå op i og finde præcis det problem, du som forælder måtte stå med. Så den kan varmt anbefales, hvis du har brug for hjælp til at komme ud af en dårlig søvn-vane på en kærlig og tryg måde med respekt for dit barn.

En tanke om "Stimuler dit barn, opdrag med respekt og få søvn – 3 brugbare bøger"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *