Vi lyver for at fremstå som perfekte mødre!

Perfekte mødre
Louise med sine unger

Af Louise Vilhelmsdal, mor til snart fire 

Jeg har et fotografi af mig selv som cirka 2 år gammel iført hønsestrik, lilla bukser i jernbanefløjl og orange seletøj, så jeg ikke kunne stikke af. Jeg var med min mor og hendes seminarieveninder til kvindefestival, hvor vi sang noget med ”okker-gokker- vi går med røde sokker”, og mødrene havde hængebryster og spillede guitar. Der er godt nok sket et par ting med mødre  siden.

Vi har fået babserne hejst op – enten med operationer eller teknisk undertøj. Ikke for mandens skyld selvfølgelig, vi er jo selvstændige frigjorte kvinder, det er kun fordi, vi selv føler os så meget bedre tilpas sådan… Men hvor mange push-up bhér og brystimplantater ville der egentlig blive solgt, hvis det kun var os selv der så dem??

Den omdiskuterede babysele
Babyseletøjet så jeg en heftig debat om på facebook for nylig, det findes åbenbart stadig og var anledning til, at de store følelser kom på bordet; barnet kan føle sig som en hund i snor, og en kærlig og  opmærksom mor ved altid, hvor hendes barn er….
Hmm, jeg har selv haft en søn, der konsekvent stak af i Føtex, fordi han havde opdaget, at man fik slik i informationen, når man var blevet væk… dengang gik mine overvejelser på noget med gaffa-tape, men endte med noget med at proppe ham ned i vognen, bestikke ham med rosinboller og handle så hurtigt, at vi lavede hjulspin med kundevognen. Havde jeg haft en sele, så havde jeg brugt den.

Jeg tænker, at vi gør os så meget umage for at være perfekte mødre i dag, at vi nogle gange får løjet lige lovligt meget for hinanden og os selv. Nej, nej vi lyver selvfølgelig ikke, vi viser bare kun den bid af sandheden, som passer til den slags mor, vi gerne vil være…

Vi lyver for at fremstå som perfekte mødre
Hvem kan sige sig fri for at have gemt pakken med pulvergrød fra Nestle omme bag den pæne, politisk korrekte, kasse fra årstiderne, et minut inden mødregruppen ankom?

Eller have sagt til selvsamme mødregruppe, at det da bare lige var nogle boller, man klaskede sammen på to min, selvom man svedende har stået og eksperimenteret med, om det er teknisk muligt lave boller med den ene hånd og putte sutten i munden på baby med den anden. Hvilket resulterede i bolledej på baby, bæresele og i ens hår?

Eller prøv at logge på facebook en almindelig søndag, der er aldrig nogen, der poster ”prinsessen har gloet I-pad og spist tørre kammerjunker hele formiddagen, mens mor overvejede, om det ikke var hurtigere at brænde vasketøjsbunken end at begynde på at lægge den sammen”

Glemmer vi at grine af os selv?
Men hvorfor egentlig? Har vi så travlt med at være gode mødre, at vi helt glemmer at grine af os selv og stå ved, hvem vi er på godt og skidt?

Og bliver vi indimellem nogle uautentiske plastikudgaver af os selv, fordi vi bruger en masse energi på, hvordan vi nu skal tale på girafsprog og i en anerkendende tone til vores barn. Så det på ingen måde er sjovt, når storebror spørger lillesøster, om tallerknen er en hat med det resultat, at hun tager den på hovedet, så der er jordbærgrød over alt… Jeg kan sige i en sidebemærkning, at den leg var meget populær herhjemme og sluttede helt uden girafsprog og med en kommentar fra teenage-datteren; ”Moar, når man råber af børn, er det ligesom at slå med stemmen, det står der på facebook.”

Jeg synes ikke nødvendigvis, at vi skal slippe ammebrysterne fri og sætte os i rundkreds med en guitar, men måske kunne det være både sjovere og bedre for både forældre og børn, hvis vi slappede en lille smule mere af, og bare var dem vi var og bakkede hinanden op som mødre, selvom vi er meget forskellige.

Bare de får kysser nok!
Jeg havde en klog veninde der sagde; ”bare de får kysser og havregrød nok, så er du en god nok mor”… Jeg ved godt at havregrød også ind imellem er til debat, men kysserne tror jeg nok, alle er enige om… altså så længe det ikke er pædagogerne, der kysser dem, eller hvad…?!

Men hvis vi nu blev enige om: At alle der kysser deres unger rigeligt er gode mødre, så kunne vi bruge vores krudt på nyde at være mødre, hygge os med hinanden uden at dømme nogen og måske være lidt mere åbne for at opleve hinandens forskelligheder uden at have så travlt med definere, hvilken slags mor vi er.

 

3 tanker om "Vi lyver for at fremstå som perfekte mødre!"

  1. Som altid har du fuldstændig ret. Det skal være sejt at være sig selv. Ikke leve op til alle andres idealer men følge sin egen overbevisning. Kærlighed og omsorg med masser af kysser og så en skideballe en gang imellem så går det nok alt sammen . Super indslag 😀

  2. Du har så ret.
    Jeg prøvede også at bevise at jeg kunne det hele, indtil jeg var ved at bryde sammen.
    Min kæreste var super konstruktiv og fandt en rengøringshjælper på http://handyhand.dk/hh (Louise) som løste alle de ting som jeg gik og havde dårlig samvittighed over.
    Det gav et overskud til alt det andet.

    Mit råd: Bed om hjælp!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *