Tumledyr – inspirerer til bevægelse

Smukke tumlemøbler fra Units

Af Maria Lyngsø Hougaard

Der er efterhånden mange forskellige tumlemøbler på markedet, der skal inspirere vores børn til bevægelse og bedre motorik – et område, som har det svært. De fleste forældre kender til Bobles, der har formået at gøre sig meget bemærket og populært. Men der er faktisk andre meget charmerende muligheder, som i hvert fald vores vennekreds ikke kendte til.

En elg og isbjørn i stuen
Det lille danske firma Units har kastet sig over dyr, som vi kender dem. Altså rimelig naturtro udgaver i tumlemøbler. Vi har æren af en isbjørn og en elg herhjemme. Herhjemme vækker det stor begejstring hos min søn, at han kan genkende dyrene.
Elgen og isbjørnen er fra Units serie “Nordic Animals”, men de har også lavet en serie, der hedder “Animal Farm” med bondegårdsdyr i forskellige størrelser samt en traktor.

Vi kan rigtig godt lide de afdæmpede og simple dyr, som elgen og isbjørnen er, for vi har dem stående i stuen, og de har en vis størrelse, der gør det rart, at man ikke har lyst til at gemme dem væk hver aften. Vi troede egentlig, at isbjørnen var mere hvid, men den er mere lysegul, hvilket en rigtig isbjørn vel i princippet også er. Og vi er meget tilfredse med de afdæmpede og naturtro farver.

Der laves “bane” i stuen

Laver “bane”
Min søn på 2 år bruger dem rigtig meget til at lave “bane” med, som han kalder det, hvor man bruger dem som udfordrende trædepuder. Her er han meget bevidst om, at nu går jeg “over på elgen”. Så det er klart motorik og bevægelse, de bruges til herhjemme.
Til en børnefødselsdag brugte børnene dem som stole (de blev lagt på siden), og de havde en perfekt højde til sofabordet.

Rollelege har der ikke været så meget af. Min søn og en ven har siddet på dyrene, som om de red på ryggen af dem, men det er som om, det hurtigt bliver for kedeligt.
Vi kunne godt ønske, at dyrene havde flere funktioner; fx at isbjørnen kunne agere vippe, hvis den lå på ryggen (det kan den ikke, da den har en bue i ryggen for at være realistisk, hvilket jo også gør den flottere). Eller at dyrene måske kunne bygges sammen til ét stort samlet tumlemøbel.

Der kravles på “Units dyr”

Bag Units dyrene
Dyrene er fremstillet i miljøvenlig EVA-skum, indeholder ingen skadelige stoffer, og dyrene virker meget holdbare. Dyrene er vaskbare.
Vi tænker, at det næste mændene bag – Claus, Peter og Kenneth – kaster sig over, nok er eksotiske dyr fra de varmere himmelstrøg som elefant, giraf og kænguru – det tror vi i hvert fald kunne være et hit!

Konklusion

Units’ tumlemøbler er de flotteste, vi har stiftet bekendtskab med. Og det er sjovt, at de er genkendelige for børnene, hvilket skaber en relation mellem barn og dyr.
Svagheden er, at de ikke har særlig mange funktioner, fordi der nok er tænkt mere i at gøre dem realistiske frem for fler-funktionelle.

Der er sponsorerede ting i artiklen – samarbejder med brands er altid nøje udvalgt af Mor-skab, og holdningerne er fra hjertet. Produkter, der fremvises her, er ting, vi har håndplukket! //Mor-skab

Selv hunde kan lide tumlemøbler

En tanke om "Tumledyr – inspirerer til bevægelse"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.