Af Maria Lyngsø Hougaard – Illustration: https://lullusillustrationsbiks.dk/
Føljeton: Jeg er 38 år gammel og mor til to drenge på snart 2 og 5 år. Jeg har haft brystkræft og går nu igennem et kemoforløb. Da jeg selv har haft meget glæde af at læse om andres forløb, og vi ikke er mange på min alder, der får brystkræft, har jeg besluttet at dele – i håb om at andre kan have glæde af mine erfaringer, tanker og tips.
For nogle uger siden ventede vi på julemanden…nu venter vi på hårtabet.
Jeg fik første kemobehandling den 28. december. Med kæresten nede på corona, lod vi børnene bliver hos bedsteforældrene i Jylland, og så flyttede jeg ind hos min veninde, der også tog med til første kemo. Min psyke kunne simpelthen ikke klare at rykke det yderligere (allerede rykket pga min egen corona i midt december).
Den første kemo
Den første kemo stod som den der store uvished. Diverse Facebookgrupper havde ladet mig vide, at folk oplever det meget forskelligt. De får får næsten ingen bivirkinger, og de få får det virkelig hammer skidt i mange dage. De første tre kemoer hedder EC og er med tre ugers mellemrum mellem hver. Ugerne deles op i rød uge (den første efter kemoen med bivirkninger), gul uge hvor ens immunforsvar dykker allermest, og bivirkningerne er bedre, og så den grønne uge, hvor immunforsvaret skal oppe sig igen. For så at kunne klare at blive banket ned af næste kemo. Hvis blodprøven viser, at immunforsvaret ikke har oppet sig nok, rykkes næste kemo, hvilket man ikke ønsker sig – dette skal ikke trækkes i langdrag!!
Og det var vildt, da kemoen løb ind i mine årer. Min veninde og jeg græd lidt. Det er cellegift. Og man ved ligesom, at så er der ingen vej tilbage. Man mister håret efter første runde, så det vil være lidt dumt at tage en omgang og så stoppe. Men kemoen er også den hjælper, der skal slå eventuelle løsrevne kræftceller ned, så den aldrig kommer igen.
De første fire dage var jeg mest ramt. Det startede med en voldsom svimmel. Jeg følte mig fuld og væltede glas og kunne ikke gå lige. Så var der kvalmen, der bliver holdt nede af medicinen fra sygehuset, men man kan godt mærke, at den er der. Og hovedpine og træthed. De første dage sov jeg mest. Men jeg sørgede for at drikke og spise, da det er vigtigt for at komme bedst muligt igennem. Og så havde jeg en teori om, at jeg ville drikke giften hurtigst muligt ud af kroppen, så det første døgn rendte jeg meget fra drikkeglas til toilet. Men alt i alt var det til at holde ud med medicin, søvn og mine egne tiltag (dem skriver jeg lige mere detaljeret om i en anden artikel).
