Kemo-mor: Mens vi venter…på hårtabet

Af Maria Lyngsø Hougaard – Illustration: https://lullusillustrationsbiks.dk/

Føljeton: Jeg er 38 år gammel og mor til to drenge på snart 2 og 5 år. Jeg har haft brystkræft og går nu igennem et kemoforløb. Da jeg selv har haft meget glæde af at læse om andres forløb, og vi ikke er mange på min alder, der får brystkræft, har jeg besluttet at dele – i håb om at andre kan have glæde af mine erfaringer, tanker og tips.

For nogle uger siden ventede vi på julemanden…nu venter vi på hårtabet.
Jeg fik første kemobehandling den 28. december. Med kæresten nede på corona, lod vi børnene bliver hos bedsteforældrene i Jylland, og så flyttede jeg ind hos min veninde, der også tog med til første kemo. Min psyke kunne simpelthen ikke klare at rykke det yderligere (allerede rykket pga min egen corona i midt december).

Den første kemo
Den første kemo stod som den der store uvished. Diverse Facebookgrupper havde ladet mig vide, at folk oplever det meget forskelligt. De får får næsten ingen bivirkinger, og de få får det virkelig hammer skidt i mange dage. De første tre kemoer hedder EC og er med tre ugers mellemrum mellem hver. Ugerne deles op i rød uge (den første efter kemoen med bivirkninger), gul uge hvor ens immunforsvar dykker allermest, og bivirkningerne er bedre, og så den grønne uge, hvor immunforsvaret skal oppe sig igen. For så at kunne klare at blive banket ned af næste kemo. Hvis blodprøven viser, at immunforsvaret ikke har oppet sig nok, rykkes næste kemo, hvilket man ikke ønsker sig – dette skal ikke trækkes i langdrag!!

Og det var vildt, da kemoen løb ind i mine årer. Min veninde og jeg græd lidt. Det er cellegift. Og man ved ligesom, at så er der ingen vej tilbage. Man mister håret efter første runde, så det vil være lidt dumt at tage en omgang og så stoppe. Men kemoen er også den hjælper, der skal slå eventuelle løsrevne kræftceller ned, så den aldrig kommer igen.
De første fire dage var jeg mest ramt. Det startede med en voldsom svimmel. Jeg følte mig fuld og væltede glas og kunne ikke gå lige. Så var der kvalmen, der bliver holdt nede af medicinen fra sygehuset, men man kan godt mærke, at den er der. Og hovedpine og træthed. De første dage sov jeg mest. Men jeg sørgede for at drikke og spise, da det er vigtigt for at komme bedst muligt igennem. Og så havde jeg en teori om, at jeg ville drikke giften hurtigst muligt ud af kroppen, så det første døgn rendte jeg meget fra drikkeglas til toilet. Men alt i alt var det til at holde ud med medicin, søvn og mine egne tiltag (dem skriver jeg lige mere detaljeret om i en anden artikel).

Mit lange hår som jeg altid har haft…

Gul uge
Jeg er nu i gul uge. Jeg og mit lave immumforsvar rager ting til mig – snot og hoste. Og samtidig har jeg kemo-bivirkninger – og hvad er så hvad?! Kemo-kasper – som kemoen kaldes i den børnebog, jeg læser for Anker – går efter hurtigt delende celler = kræftceller…men også hårceller, hud og slimhinder. Min mund er tør som Sahara, og det gør ondt, når jeg synker! Og næsen irriteret. Øjnene kan ikke klare linser for længe. Jeg er træt. Men alt i alt ved godt mod. Jeg hygger med børnene om morgenen, samler energi når de er i pasning, og har så energi til at hygge, når de er hentet…og går tidligt i seng om aftenen. Jeg ved, at det nok bliver noget værre med den energi, efterhånden som jeg får flere kemoer. Kroppen bliver slidt, når den bankes i bund igen og igen. Og så er der hjernen. Jeg frygter allermest, hvilken effekt kemoen får på min hjerne. Der er mange, der bliver langsommere og glemsomme. Det er bevist, at kemoen påvirker hjernen kognitivt. Men forhåbentlig gendanner det hele sig igen.


Først bliver du 90 år…
Jeg skriver med en tidligere kemopatient, Anne. Som jeg blev sat i kontakt med af en fælles veninde, fordi jeg gerne ville “tale” med en på min egen alder. Hun har beskrevet det meget godt; efterhånden som kemoen skrider frem, bliver man ældre og ældre for til sidst at være 90 år gammel; energien er i bund, man er mega træt, kroppen værker, huden er tør og rynken, man har ondt alle vegne, man kan ikke huske ordentligt, man er glemsom og langsom og kan intet overskue. Så slutter kemoen. Og over det næste års tid bliver man langsomt yngre og yngre for til sidst at nå sin egen alder igen. Hun følte sig først som sig selv efter et år. Min onkolog har sagt, at der kan gå op til 1 år og 9 måneder, før ens hjerne, krop og energi er tilbage på samme niveau som før. Og at den sværeste periode for mange er efter kemoen, hvor folk forventer, at man er tilbage – nu er kemoen slut – at man er sig selv igen. Men det er man bare ikke. Jep, tålmodigheden sættes på prøve…

Next step: Hårtabet
Vi kommer ikke uden om det; Kemo-Kasper æder også det gode hårceller, fordi de deler sig hurtigt. Det er altså noget skidt. Det bliver SÅ synligt, og man kommer til at se så syg ud. Jeg har hørt mange sige: Hvis man ikke bliver syg af kræften, så bliver man syg af kemoen!
Jeg har fået en flot turban af mine forældre i julegave. En med ekstra stof, der giver fylde. Æggehoved er det sidste jeg har lyst til at have. Og så har jeg købt en blå paryk på nettet – når nu det skal være;-)

Af det offentlige får man penge til en paryk. Først tænkte jeg, at det ikke var mig, fordi jeg vil se ud som om, jeg klæder mig ud. Men Anker på snart 5 år har det svært med, at jeg skal miste håret, og måske man også nogle gange har brug for at gå ud, uden folk kigger på den og tænker kræftpatient. Så jeg har nu allieret mig med søde Vivi fra Vilas Skandinavisk Parykcenter i Hillerød. Hun har bestilt parykker hjem, som jeg skal ud og prøve. Det vigtigste for mig er, at det ser så naturligt ud som muligt med den paryk (så kan den blå være den sjove), så jeg er meget spændt på det! Og endnu mere på, hvordan det bliver at være skaldet…

Min søn er frivilligt begyndt at bruge paryk😅

Læs evt første artikel i føljetonen HER.

Læs evt næste artikel i føljetonen HER.

2 tanker om "Kemo-mor: Mens vi venter…på hårtabet"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *