Kategoriarkiv: Tanker og debat

Debat om moderskab, graviditet og samfundet. Vi vender alt fra hjemmefødsler til det at have angst og alligevel blive mor til tre

Når veninderne får børn

Af Mette Nikolajsen

Så skete det. Som et lyn fra en skyfrihimmel. Min veninde annoncerer, at hende og hendes partner skal have et barn. Jeg er glad på hendes vegne. Selvfølgelig er jeg glad på hendes vegne. Hun er som skabt til at være mor, og hun stråler – mere end nogensinde før. Men alligevel kan jeg mærke, at de egoistiske tanker begynder at dukke op i hovedet. Tankerne, hvor jeg udelukkende fokuserer på mig selv og min rolle i den annoncerede graviditet, viser sit ansigt. Tankerne om hvad det skal betyde for vores venindeforhold, at der kommer en baby ind i billedet. For jeg ved udmærket godt, at der kommer til at ske en ændring i vores venindeforhold. Det har jeg set på film, læst om og set ske i andre grupper af veninder. Man har gennem tiden hørt mange historier om, at det der med veninder ændrer sig en hel del, når man får børn. Fortællinger om, at folk falder fra, og beretninger om, at veninder, der får børn, bliver piss’ kedelige.  Læs mere ...

Fra familie i byen til familie på landet

Af Kira Rosendahl Falsing 

Vi har altid god tid om morgenen. Hannah er 22 måneder og bliver nemlig passet hjemme. Hannah starter dagen med æg. Hver morgen uden undtagelser, efterspørger hun æg, når øjnene slår op. Hun henter selv sit æg hos hønsene, når vi lukker dem ud. Efter hønsene går turen til fårene. Vi har fire, men det ene ligger nu i kummefryseren. Hønsene fik vi med i huskøbet i marts, men fårene fik min kæreste leveret til døren af en lokal cowboyder, der fragtede dem på bagsædet af sin Suzuki for en stressfri kørsel.

Vi har boet her for enden af grusstien på en lille mørkerød gård siden marts 2017. Men før det havde jeg ikke forestillet mig at gå i den her retning. Jeg er 29 år, og min kæreste er 30 år og gymnasielærer. Vi er flyttet fra København til den lille by Kærby – og passer vores datter hjemme.

Min nye jobbeskrivelse
Hun smiler sødt: ”En tår vaaand”. Hun opererer primært med bydeform, så jeg skynder mig at fylde et glas, inden chefen ombestemmer sig. Hun kniber øjnene sammen og rækker glasset ud i strakt arm og bliver pludselig alvorlig. Som om hun overvejer mulighederne, der foreligger i sådan et fyldt glas vand. I et snuptag vender hun bunden i vejret på glasset, hælder det ned af sig selv og brøler; ”DEN ANDEN GLAS VAND!! DEN ANDEN!!”.
Min chef er uretfærdig. Hun prikker mig dagligt i ansigtet og fortæller mig, at jeg har ”et lille sår på kinden”. Hun er ubeslutsom, vægelsindet og utilregnelig, og hun har trukket tårer frem i frokostpausen, mere end nogen anden arbejdsplads ville tillade. Sådan er jobbeskrivelsen herhjemme, og jeg tilføjer dagligt nye adjektiver på listen over flere, spændende kvalifikationer. Omstillingsparat, tålmodig, (passivt aggressiv), bevarer overblikket i pressede situationer (nogen leger sandkasse i kattebakken med en grydeske), hurtig (tøj af-tøj på), og så sætter jeg punktum-punktum-komma-streg som den Cand.mag., jeg trods alt også er.

Ikke en nemmere løsning
I starten når jeg fortalte andre, at jeg går hjemme med vores datter, vidste jeg ikke lige, hvordan jeg skulle forklare det. Vi ser det ikke som mig, der er hjemmegående, men i stedet vores datter der er hjemme. Nogle får måske den opfattelse, at jeg mangler ambitioner for mig selv eller ikke ønsker at arbejde. Min kæreste er den, der hiver dollars hjem, mens jeg laver glutenprøve på speltboller derhjemme, og det placerer os i et flot kønnet familiemønster anno 1950, som vi langt fra identificerer os med. Men det handler ikke om mig, men derimod om vores datter og vores fælles familieliv.

Jeg kan se hos andre familier, at det også er en (sen)moderne tendens at give det rolige liv et skud. Og en reaktion på pressede daginstitutioner med for mange børn og for få hænder, får måske nogle forældre til at holde børnene hjemme. Der er mange forskellige årsager til at passe hjemme, men mit indtryk er, at langt de fleste selvfølgelig indretter sig på den her måde, fordi det giver mening for familielivet. Ikke fordi det er en nemmere løsning end at arbejde.

Egoistisk valg
Inden vi forlod Vesterbro i foråret, havde vi besluttet os for at prøve at holde vores datter hjemme. Hun havde blot et enkelt leveår i bleen, og vi syntes begge, at hun virkede så lille at sende afsted i vuggestue. Tilfældighederne ville, at jeg lige havde afsluttet seks år på universitet inden min barsel, mens min kæreste havde fast arbejde på et gymnasium. Derfor var det oplagt, at jeg blev hjemme. Men næste gang – eller på et andet tidspunkt – er det min kæreste, der overtager husholdningen. Jeg nåede at have et par møder hos min a-kasse, hvor jeg luftede mine tanker omkring det, inden vi besluttede os. Jobkonsulenten var overraskende positiv, og hun forsikrede mig, at jeg jo ikke har mistet ambitioner – de er bare blevet justeret, efter jeg har fået barn.

Både min kæreste og jeg vil begge opleve starten på livet sammen med vores datter, og for os føltes det helt mærkeligt at overlade de fleste af hendes vågne timer hos andre, når vi gerne ville tilbringe en masse tid sammen alle sammen og havde muligheden for at gøre noget andet. Det var et ganske egoistisk valg fra vores side, men heldigvis med god mavefornemmelse.

“Bliver du ikke bims?”
Jeg oplever tit, at folk spørger, hvad vi mon får dagen til at gå med, og om ”jeg ikke bliver bims”? Hånden på hjertet, så synes jeg, at min datter er strålende selskab, og at dagen går rimelig hurtigt, inden hendes far er hjemme ved 14.30-tiden. Vi vågner ved 8-tiden. Spiser morgenmad, går udenfor og leger, tager i legestue, når vi har tid og lyst, og får besøg af bedsteforældre eller tager hen til venner, der også har taget rykket fra by til land samtidig med os.

Nogle mødre, der overvejer at hjemmepasse, er måske bekymrede for, om de kan underholde og stimulere på samme niveau som en uddannet pædagog, der kan alle vers af ”Fem små aber” med tilhørende armgymnastik. Der kan jeg berolige med, at man kan komme langt med to melodier, lidt enderim og et hop på stedet og tramp i gulvet. Jeg føler egentlig ikke, jeg skal tilbyde en særlig slags stimuli, som kun uddannede pædagoger kan tilbyde. Børn har været ved deres mødre og fædre og ”fulgt flokken” altid, så vi behøver ikke otte-kantede legedimser med bjælder i for at blive stimuleret tilstrækkeligt i hverdagen.
Jeg må indrømme, vi hører mere Rihanna end Åh abe, og min datter kan sagtens være med i køkkenet, selvom hun kun er halvandet år. Hun skal selvfølgelig ikke lave spaghettisquash på mandolinjernet, ligesom vi venter med at stavblende, til hun er på den anden side af to år. Pointen er nok, at vi egentlig laver det, vi har lyst til i løbet af dagen. Om det så er at lege med traktor og lastbiler, eller om det er at lægge vasketøj sammen, så er det en fest for hende, når hun får lov at være med.

Hvad med det sociale?
Modsat den opfattelse nogle måske har, om ungerne nu får set andre børn og bliver socialiseret, stimuleret, aktiveret osv., så giver hjemmepasningen faktisk gode muligheder for at skabe nære relationer til mennesker, som man selv vælger til. For selvom vi hygger os med de jævnaldrende i legestuen, er det tydeligt, at min datter griner vildere, når hun løber om kap med sin farfar eller læser bog med farmor, og hun synger højere, når hun spiller guitar med sin mormor. Sammen med sin veninde på 3,5 år leger de to helt uforstyrret og fantasifuldt og bygger huler uden forældres indblanden. I legestuen leger børnene mest ved siden af hinanden, mens vi voksne en gang i mellem bruger lidt krudt på konfliktløsning, når flere tunger savler over den samme plysbjørn.
Flere sundhedsplejersker og psykologer bekræfter også, at børn først efter 2 års-alderen kan blive enige om, at det er sjovt at stable klodser i fællesskab. Men derfor er det stadig fint at have et netværk i f.eks. en legestue for både mor/far og barn, når man passer hjemme.

Tilskud til pasning af eget barn
Man behøver ikke spise havregrød tre gange om ugen, men det er en klar prioritering at passe hjemme alligevel. Vi er heldige, at vi er flyttet til en kommune, der giver tilskud til pasning af eget barn. Inden vi forlod København, var vi ret opsatte på projektet, og det lykkedes os. Men generelt er vi ret fornuftige med forbruget, når ikke min kæreste online-shopper (flere) dyr. Vi købte for eksempel en varmepumpe i stedet for at tage på bryllupsrejse. Heldigvis kan vi hurtigt få 28 grader indendørs og med Club Tropicana på anlægget, savner vi ikke syden. Vi er enige om, at det kan vente. Nogle kommuner giver op til 7000 kroner om måneden i tilskud til pasning af eget barn i et år, og faktisk kan man spare op til 4000 kroner om måneden ved ikke at betale institutionsplads. Hvis man er lidt kreativ og undersøger sin a-kasse, fagforening osv. kan man få nedsat kontingent på de forskellige medlemsskaber, man måtte have.

Tid til lange morgener
Det er altid en prioritering, for vi kunne jo have væsentligt flere sedler i banken, hvis vi havde to fuldtidsindtægter. Men frem for at vælge arbejdsindkomster fra, er det for os mere et valg om at vælge tid til. Tiden sammen og til hinanden og særligt imens, vores datter er lille. Det er livet lige nu. Når perioden med tilskud udløber, vil vi stadig passe vores datter hjemme. Dog vil jeg gerne arbejde også og har mulighed for at arbejde om eftermiddagen og om aftenen. På den måde skaber vi en fin balance i familieliv og arbejdsliv, så alle trives i bedste velgående – og vi stadig har god tid om morgenen.

“At være eller ikke at være… mor?”

Fra artiklen http://politiken.dk/fotografier/art5860579/»Jeg-ved-godt-at-de-ikke-er-levende-men-det-ved-andre-jo-ikke«

Af Sophie Rud

I artiklen »Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke« fortæller fotojournalisten Nanna Navntoft historien om den udviklingsforstyrrede 27-årige Mie Damkjær, der grundet sin udviklingsforstyrrelse har valgt ikke at få børn. Udover at give indblik i, hvordan den unge Mie håndterer sin længsel efter børn, giver artiklen også anledning til at aktualisere spørgsmålet: Har alle ret til at blive forældre?

NORDENS PARIS: Klokken er 18:15 og jeg sidder i min vindueskarm i min lejlighed efter at have læst Nanna Navntofts artikel omhandlende barnløse Mie. To modsatrettede tanker præger min tankeproces:

Først får jeg ondt af kvinden, der skal slå sig til tåls med livsløse dukker, når hendes største ønske at blive mor til et biologisk barn. Derned mærker jeg fascinationen af den styrke, det må kræve at sætte sit egoistiske behov på hylden i et forsøg på at gøre det rigtige.

Er børn en menneskeret?
»Det er den måde, jeg har valgt at leve mit liv på. Så kan det godt være, at der er andre, der vælger noget andet, men jeg vil ikke sætte et barn i verden, som vokser op med nogle forældre, der ikke er i stand til at give barnet det liv, som det fortjener«.

27-årige Mie kommer her med et tankevækkende argument, der danner grund for hendes beslutning om at forblive barnløs til trods for hendes kæmpe længsel efter at blive mor. Selvom Mies situation, samt hendes pointe om ikke at kunne leve op til den optimale forældrerolle, bygger på hendes mentale handicap, giver hendes selvindsigt og opofrende væsen stof til eftertanke hos mig, der selv biologisk set nærmer mig min mest optimale fødealder. Hvis jeg ser bort fra generelt at være velfungerende samt at være i optimal fysisk form, kan jeg ikke lade være med at stille mig selv samme spørgsmål som 27-årige Mie: ville jeg være i stand til at give et barn det liv, det fortjener?

Ret eller pligt?
Jeg er 22 år gammel. Studerende på 3. semester på Aalborg Universitet. Og jeg har travlt med livet. Blod på tanden. Lyst til at opleve. Og så er mit biologiske ur igangsat.

I forbindelse med at have valgt en uddannelse der kræver at være forberedt på ikke at have fast bopæl i længere perioder, har jeg med mit studievalg gjort mig det klart, at mine fremtidsplaner ikke stemmer overens med optimale rammer for at bringe børn til verden. Jeg er født og opvokset i udlandet og har i en alder af 22 haft 10 forskellige adresser samt gået på 8 forskellige undervisningsinstitutioner, og selvom mine forældres livsstil har inspireret mig i en sådan grad, at nomade-livet i dag tiltaler mig, ønsker jeg samtidigt ikke at lade mine eventuelt kommende børn vokse op med konstante flytninger og nye omgangskredse.

Fordi det primært er grundet min karrieredrøm, at det moralske dilemma “har alle ret til at få børn?” spøger, og fordi den gennemsnitlige danske kvinde på nuværende tidspunkt kun føder 1,7 børn, hvilket er for få til at kunne opretholde Danmarks nuværende befolkningstal (kilde: Danmarks Statistik, dst.dk), kan jeg samtidig ikke lade være med at spørge mig selv: er det som sund og velfungerende danske kvinde min pligt at bidrage til samfundet ved at blive mor?

Skal jeg vælge mit drømmejob fra?

Hvad skal i det hele taget drive den danske “børneproduktion” i fremtiden?

Drømmen om kernefamilien
»Jeg bliver jo enormt glad, når jeg har dem med i min barnevogn i Rema1000. Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke. Så tror de, at jeg er en mor på barsel, som er ude for at købe en liter mælk og en pakke rugbrød. Det synes jeg er en fed følelse«.

Den unge Mie forsøger i sin mangel på børn at erstatte sit savn med to realborndukker i vinyl. De giver hende mulighed for at udspille ovenstående scenarie uden at omverdenen vil lægge mærke til, at Mie faktisk ikke er har gennemgået en virkelig fødsel. Den unge kvinde gør det dermed også klart, at det biologiske kald ikke er den eneste faktor, der spiller en rolle i ønsket om at blive mor; det gør vores omgivelsers forventninger og accept også.

Selvom vi lever i et vestligt land, der, i takt med at de danske kvinder fik stemmeret og kom på arbejdsmarkedet, generelt har vænnet sig til at huse karrierekvinder, der vælger at finde lykken i deres arbejde i stedet for at få børn i deres 20’ere, er “kernefamilien” stadig et koncept, mange danskere kender til og stræber efter. At passe ind i normen er ikke en ukendt motivationsfaktor, og det er derfor heller ikke underligt, at Mies ønske om at kunne være på barsel som enhver anden kvinde betyder noget for hendes identitetsdannelse. Denne tankegang giver anledning til at stille endnu et spørgsmål. For hvis moderrollen betyder så meget for en kvindens identitetsdannelse, er netop denne pointe måske altoverskyggende: hvem har ret til at tage retten til at få børn fra en hvilken som helst kvinde? Til trods for dette emnes kompleksitet er jeg om ikke andet sikker på svaret til sidst opstillede spørgsmål: det har ingen!

Selvom Mie i sin artikel bliver portrætteret som værende noget af et unikum, har den unge kvinde haft både selvindsigt og medlidenhed nok til at gøre, hvad alle fødedygtige kvinder fremover burde overveje i forbindelse med at ville sætte børn i verden. Nemlig hvad det vil sige at være, og ikke at være, mor…?

Sophie Rud

Hvordan bliver min søn en ordentlig mand? #metoo

Af Melissa Ejlersen – mor til Villas på 1 år

I takt med at #metoo fænomenet vandt indpas på de sociale medier, gav det mig anledning til refleksion over det at være mor til en lille dreng. En dreng som en dag bliver en voksen mand, som behandler kvinder ordentligt – og alle andre for den sags skyld. Men hvordan vejleder jeg ham bedst på vej?

Den man tugter elsker man
Mine forældre sagde altid, at drengene kun nev og drillede, fordi de godt kunne lide mig. Hvilket temmelig sikkert var sandt. Jeg er også sikker på at ham håndværkeren, som råbte ubehagelige tilbud efter mig, da jeg som 22 årig kom cyklende forbi i min sommerkjole, godt kunne lide mig og i høj grad ønskede sig, at jeg vendte mig om og takkede ja til tilbuddet. Jeg er sikker på, at han ikke havde til hensigt at skabe utryghed hos mig…men det gjorde han!

Stammer denne adfærd i virkeligheden fra barndommen? Hvor vi bagatelliserer et puf eller en drilsk kommentar og dækker det ind under ”den man tugter elsker man”? Er det i virkeligheden uskyldige skolegårdsdrillerier, som har taget til i grovhed?

Jeg kender ikke svaret, men under alle omstændigheder synes jeg, at vi forældre skal aftale, at det stopper lige nu!

Æblet falder sjældent langt fra stammen…
Om Harvey Weinsteins far var en lige så stor idiot, som han har vist sig at være, skal jeg ikke kloge mig på. Jeg er dog ret sikker på, at den måde vi som forældre kommunikerer både med vores ord og kropssprog er toneangivende for, hvordan vores små poder kommer til at gribe verden an. Jeg vil gerne have at den mand, som min søn vokser op og bliver, forstår at længden på en kvindes kjole, ikke definerer en invitation til hendes intimsfære. Ligesom at han skal forstå, at han på ingen måde er berettiget til at give hende et nap bagi eller ”helt tilfældigt” komme til at stå lidt for tæt på i køen i Netto. Med en 19 måneder gammel spirrevip, som allerede har charmeret sin del af stewardesser, butiks- og restaurant personale, kan jeg godt se, at han får brug for god vejledning tidligt.

Fra mit perspektiv er det altafgørende, at vi som forældre danner fælles front. For mødrene kan prædike respekt for personlige grænser nok så meget, hvis ikke fædrene i praksis udviser den adfærd, så er der altså meget langt i mål.

Men hvad må man så?
Al diskrimination er uacceptabel i min optik.  Jeg ønsker at lære min søn, at det ikke er hverken køn, race, religion eller for den sags skyld seksualitet som definerer os som mennesker. Det er den måde, vi opfører os på, og det bidrag vi vælger at give til verden.

Jeg anerkender at #metoo fænomenet udspringer af et problem, som er langt større og mere komplekst, end den løsning jeg kan hitte på hjemme i hjørnesofaen en fredag aften. Samtidig mener jeg også, at al forandring starter i det små, og at den indsats vi som forældre gør for at vejlede vores børn ind i voksenlivet, er altafgørende for verdensbilledet om 100 år.

For mig handler det ikke om at stille forbud op og lære min søn, hvad dårlig adfærd er, tværtimod! Det handler om at vise ham hvordan man respektfuldt begår sig ude i verden, og hvordan man komplimenterer en kvinde, uden at hun skal føle sig forulempet, for det er vel i virkeligheden ikke så svært?

Du kan læse mere om #metoo HER 

Du kan læse om Harvey Weinstein HER

Bidrag meget gerne med din holdning, tanker og opdragelse herunder!


Klumme: Et års morskab

Af Melissa Ejlersen

Jeg mødte Villas første gang en sen marts aften i 2016. De foregående 9 måneder havde jeg lagt mig i selen for at forberede mig på den udfordring, som jeg nu stod overfor. I virkeligheden havde jeg ingen ide om, hvad præcist det var, der ville ramme mig.

Barselsboblen og eksamensangst
Da epiduralrusen først havde lagt sig, og roen havde sænket sig over barselsstuen, blev jeg ramt, som i virkelig ramt! En helt ny og fuldstændig overvældende følelse af kærlighed overmandede mig, og selvom det efterhånden var halvandet døgn siden, at jeg havde sovet, kunne jeg ikke andet end at ligge og kigge ned på det lille vidunder i krybben.

I løbet af de næste ugers barselslykke sneg der sig alligevel en lille smule angst ind. For hvornår var den store test mon? Altså ligesom at man skal til eksamen, før man må forlade skolen, eller køreprøven før man må sætte sig bag rettet alene? Hvornår var det så, at mine evner som mor skulle testes?

De har ikke været her med testen endnu eller også var jeg ikke hjemme den dag… Under alle omstændigheder vil jeg også mene, at det er gået fortræffeligt, selvom både TV- og kostpolitikken har ændret sig markant undervejs.

Principperne, der røg sig en tur
For man har virkelig ingen ide… Jeg troede, at børn sov i deres egne senge bare sådan per automatik. Nu er jeg praktiserende samsover, og kan slet ikke sove, hvis ikke han ligger ved siden af mig! Jeg havde også en helt skarp holdning til TV, det måtte bestemt være noget, som hørte sig specielle lejligheder til! Indtil at jeg mødte Blaze, Dora og hvalpene fra Adventure Bay. For når ulvetimen presser sig på, og man står der på hovedet og synger ”Der bor en lille nissemand”, selvom vi er i maj måned, imens man forsøger at røre endnu en omgang frikadeller sammen, så er fjernsyn og figenstænger pludselig ikke så dårlig en idé alligevel.

Foto: Melissa Ejlersen

Far, mor og kærester
En af de ting, der har overrasket mig mest det seneste år er, hvor stort et pres parforholdet bliver sat under. Bevares! Jeg har da set og hørt mine veninder, som har fortalt om det, men jeg har aldrig rigtig taget det ind, og helt forstået det før nu. For samtidig med at jeg pludselig oplevede en uadskillelig samhørighed omkring vores søn og den kærlighed, som vi havde skabt ham ud fra, så følte jeg pludselig også, at der blev skabt en dybere og dybere kløft imellem os.

Før i tiden havde vi masser af tid til at forme vores liv, som vi havde lyst. Men pludselig skulle selv en tur i Fakta planlægges minutiøst. Hvis jeg kun måtte give ét godt råd til kommende førstegangsforældre, så ville det være:
Husk hinanden, og husk kærligheden. Drop opvasken og de høje forventninger til husførelsen, for alle de praktiske ting skal nok løse sig hen ad vejen, men kærligheden er fundamentet for hele familiens trivsel.

Planlægning og prioritering
Selvom et år er lang tid, var tiden pludselig fløjet af sted. Indkøringen i vuggestuen var på plads, og mor var tilbage i arbejdstøjet. Hvis man troede, at ens Tetris-skills blev testet, når man begiver sig rundt i offentlig transport med barnevogn, så kunne man nok godt tro om igen – This is the real deal!  For hvem henter? Hvem bringer? Hvem bliver hjemme, når junior er syg, og hvordan skal det egentlig nogensinde lykkedes at komme ud af døren om morgenen, uden alt for mange havregrøds- eller snotrester på tøjet. Sidstnævnte scenarie er grunden til, at man ALTID skal have vådservietter i tasken– også computertasken.

Planlægning og prioritering er nøgleordet for mig. Helt ærligt, så synes jeg ikke, at det er supersexet, at bruge sine weekender på at forberede varierede måltider til hver eneste hverdagsaften kl. 17:30. Herhjemme er vi indtil videre kommet ret langt med havregrød, rugbrødsmadder og omeletter– og var der ikke engang en der skrev, at kærligheden er fundamentet?

 

Foto: Melissa Ejlersen

Det seneste år har jeg muligvis bestilt mere take away end gennemsnitskøbenhavneren, stortudet mere end rigeligt, opnået en helt ny og anderledes tolerance for rod og jeg har fundet ud af præcis hvor mange dage, der går før, at ens mascara er helt slidt af.  Men det betyder ikke så meget, for til gengæld har jeg også oplevet den vildeste kærlighed, det higheste high og lært en hel ny side af mig selv at kende – MORSKABET

Gode råd om børneopdragelse…(er virkelig belastende at høre på)

 

børneopdragelse
Photo: melissajean.com.au
#melissajeanbabies

Af Louise Vilhelmsdal – mor til fire

Da jeg fik mit første barn Freja, havde jeg virkelig tjek på det der med at være nogens mor, hun sov og spiste som en sveske og alt var godt. Jeg var overbevist om, at hvis alle bare gjorde som os, var det da virkelig nemt at have børn… hvilket jeg helt sikkert har informeret min omverden om. Når jeg tænker på, hvordan jeg, i stor kærlighed selvfølgelig, har underholdt mine veninder med, hvor nemt det var, kan jeg godt blive helt træt.

6 år senere kom Vincent, mit lille længe ventede og højt elskede Vinsebarn, og han var sur!! Ingen af alle de gode råd jeg havde givet andre om søvn, virkede på ham. Han var sensitiv, før det blev moderne – virkelig dårlig timing af den unge mand.

I mit stille sind begyndte jeg at bande over alle de gode råd, der kom ind, hver gang nogen sagde: ”Har I prøvet kiropraktor, homeopater, godnat-og-sov-godt-bogen” osv., lød det i mine ører som: ”Louise, du er en nederen mor, fordi din unge vræler non-stop”, og vi havde jo prøvet alt muligt, dog ikke den der bog, for det virkede simpelthen for forkert i min optik.

Det endte med, at det eneste der virkede, var at lade være med at gøre noget… pakke ham i dynen og gå ind i et mørkt rum eller sætte ham i autostolen og køre. Det er jeg sikker på, at nogen også har foreslået, men jeg har bare mentalt været nået dertil, hvor jeg lukkede ørerne, da de sagde det.

Da Regitze kom til som nr 3, havde jeg styr på det hele… måske lige bortset fra, hvad man gør med børn, der kræver havregrød og fri leg udendørs fra kl 4 hver morgen… så er det godt at være gift med en bondemand, som kan få skylden for de gener. Men jeg var dog blevet så gammel, at jeg havde lært at holde igen med den uopfordrede rådgivning.

børneopdragelse
Louise med sine fire unger

Min lille Elisabeth-baby, der nu er 10 uger, er jo nr 4 i flokken, og nu burde jeg havde styr på det hele. Men hun græd de første 2 mdr pga reflux, og havde jeg ikke haft min sundhedsplejeske-søster at ringe til konstant, ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort.  Ligegyldigt hvor mange børn man får, kan man blive ramt af mor-usikkerheden, for vi vil jo så gerne gøre det perfekte for vores små guldklumper.

Men hvis jeg har lært noget af at have så mange børn, er det, at børn er forskellige og skal behandles forskelligt. Når man hører, hvad andre gør, er det ligesom at få et skrabelod gratis. Måske virker det, måske ikke, men man kan jo altid prøve det. Langt de fleste skrabelodder er givet i kærlighed, det kan ind imellem være svært at se, fordi de aktiverer den der mor-usikkerhed.

Men måske kunne du prøve næste gang, du får sådan et belastende lod af din svigermor, veninde, nabo, svigerinde, søster eller hvem der nu er i nærheden, at tænke: ”Jeg prøver det, hvis jeg synes, og ellers ryger det i skraldespanden på vej hjem”. Det er jo givet i kærlighed af én, der bare ikke har fået så mange børn, at hun har opdaget, at ingen har patent på den rigtige løsning.”

Drys lidt glimmer og kærlighed på de gode råd-skrabelodder, både når de gives, og når de modtages, for vi vil jo alle de små det bedste, og ingen har jo alligevel den helt perfekte uimodsigelige løsning.

Det var bare lige et råd fra mig (ha ha)!

Louise

 

KAN MAN JULEHYGGE MED EN BABY?

En 9 måneder gammel baby skal da have pakkekalender og nissehue - skal han ikke?!
En 9 måneder gammel baby skal da have pakkekalender og nissehue – skal han ikke?!

Af Melissa Ejlersen

Det er min babys første jul♥

Og ligesom min mor har jeg altid været tosset med jul. Faktisk har jeg flere gange kærligt refereret til hende som ”juletossen” med henblik på antallet af kravlenisser, hun kan placere på en helt standard køkkenlåge.
Om det er et produkt af min barndoms fantastiske julemåneder eller det ligger helt dybt i min DNA nedarvet efter en lang række af juletosser, vil jeg lade stå hen i det uvisse men faktum er, at jeg er gået hen og blevet en juletosse selv!

Det begyndte faktisk allerede sidste år. Min efterhånden enorme gravide mave vidnede om, at der i julen 2016 ville være en ekstra beboer i den lille lejlighed, og jeg kunne slet ikke vente med at forkæle ham med pakkekalender, og hvad der nu ellers hører sig til.

Men hvad giver man en baby på 9 måneder?
Så snart vi ramte 1. November i år begyndte jeg at planlægge indholdet i henholdsvis junior og fars pakkekalender, for nu var det jo lige oppe over. Jeg kunne mærke spændingen, jeg glædede mig til at forære ham en lille fine ting hver dag.
Men så sad jeg der foran mit ”Jul 2016”-excelark og var pludselig helt blank på, hvad jeg skulle putte i pakkekalenderen. For når man kun er 9 måneder, så er der jo alligevel en del begrænsninger. Det går jo ikke at pakke 3 Knoppers, et par Mini Muh og en chokolade julemand ind, når det tætteste man har været på sukker er en tår rød saft.
Det er også svært at pakke 24 klementiner ind, de sidste 12 pakker ville ved nærmere eftertanke nok heller ikke være lige så lækre som de første 12. Så kunne det jo være legetøj, tænkte jeg, men indså hurtigt at det ville blive en ret så bekostelig affære at købe 24 stykker legetøj, som egner sig til alderen under 1 år. For ikke at tale om den uoverskuelig mængde legetøj der ville gøre sit indtog i min stue, når man både talte pakkekalender og julegaver med.

En mavepuster fra nordpolen
Jeg havde nok været naiv fra starten. For når man er 9 måneder er man jo fuldstændig ligeglad med om det er onsdag eller lørdag, selvsagt om det er november eller december måned. Den eneste forskel værende at der i december er lidt flere ting hjemme i stuen som glimter, og som man ikke må pille ved.
Det var som at få en mavepuster direkte fra Nordpolen! For hvordan skulle mine juletossede forventninger nu indfries?
Vi skulle jo også sidde der sammen og se julekalender med hver vores nissehue på – det havde jeg jo planlagt for et helt år siden!

Kompromisset blev en advendtskalender
Men hvad så? Jul bliver det under alle omstændigheder hvert år, men jeg var fast besluttet på at junior på en eller anden måde skulle involveres i festlighederne. Pakkekalenderen var skudt til hjørne, det samme var den daglige ”se julekalender med nissehue på”-aktivitet. Ikke kun fordi barnet max er vågent til kl. 19, men også fordi han ikke gider se andet end Dora Udforskeren og forresten også bliver sur, når han får den (af sin mormor) nyindkøbte Pyrus nissehue på.

ADVENTSKALENDER!
Selvfølgelig! Så med lidt hjælp fra lirumlarumleg.dk og den juletossede mormor fandt jeg indholdet i løbet af ingen tid, og til den overskuelige sum af 198,95 kr. Nu var der kun tilbage at glæde sig til første søndag i advent.

Endelig! 1. Søndag i advent
Spændt til bristepunktet gik jeg så rundt her til morgen og ventede på, at han stod op. Morgenbordet dækket med hans favoritter, for nu var det nu, at vi skulle tage hul på den allerførste jul sammen, og han skulle jo blive så glad for det omhyggeligt udvalgte miljørigtige badelegetøj, som jeg havde klikket hjem til ham, pakket pænt ind med silkebånd og flot papir, for ikke at tale om den specialindkøbte og yderst instagramvenlige trådkurv, hvori alle 4 gaver var blevet placeret omhyggeligt!

Glad!?! Det blev han i hvert fald. I første omgang for gavemærkatet, derefter fik det flotte silkebånd en omgang savlende kærlighed for til sidst at give gavepapiret en ordentligt tur, inden han kastede sin kærlighed på det gavepapir som hans fars adventsgave havde været pakket ind i…

– det miljørigtige badelegetøj værdigede han ikke mange blikke.

Resten af dagen har vi brugt på at øve med nissehuen…

Vi lyver for at fremstå som perfekte mødre!

Perfekte mødre
Louise med sine unger

Af Louise Vilhelmsdal, mor til snart fire 

Jeg har et fotografi af mig selv som cirka 2 år gammel iført hønsestrik, lilla bukser i jernbanefløjl og orange seletøj, så jeg ikke kunne stikke af. Jeg var med min mor og hendes seminarieveninder til kvindefestival, hvor vi sang noget med ”okker-gokker- vi går med røde sokker”, og mødrene havde hængebryster og spillede guitar. Der er godt nok sket et par ting med mødre  siden.

Vi har fået babserne hejst op – enten med operationer eller teknisk undertøj. Ikke for mandens skyld selvfølgelig, vi er jo selvstændige frigjorte kvinder, det er kun fordi, vi selv føler os så meget bedre tilpas sådan… Men hvor mange push-up bhér og brystimplantater ville der egentlig blive solgt, hvis det kun var os selv der så dem??

Den omdiskuterede babysele
Babyseletøjet så jeg en heftig debat om på facebook for nylig, det findes åbenbart stadig og var anledning til, at de store følelser kom på bordet; barnet kan føle sig som en hund i snor, og en kærlig og  opmærksom mor ved altid, hvor hendes barn er….
Hmm, jeg har selv haft en søn, der konsekvent stak af i Føtex, fordi han havde opdaget, at man fik slik i informationen, når man var blevet væk… dengang gik mine overvejelser på noget med gaffa-tape, men endte med noget med at proppe ham ned i vognen, bestikke ham med rosinboller og handle så hurtigt, at vi lavede hjulspin med kundevognen. Havde jeg haft en sele, så havde jeg brugt den.

Jeg tænker, at vi gør os så meget umage for at være perfekte mødre i dag, at vi nogle gange får løjet lige lovligt meget for hinanden og os selv. Nej, nej vi lyver selvfølgelig ikke, vi viser bare kun den bid af sandheden, som passer til den slags mor, vi gerne vil være…

Vi lyver for at fremstå som perfekte mødre
Hvem kan sige sig fri for at have gemt pakken med pulvergrød fra Nestle omme bag den pæne, politisk korrekte, kasse fra årstiderne, et minut inden mødregruppen ankom?

Eller have sagt til selvsamme mødregruppe, at det da bare lige var nogle boller, man klaskede sammen på to min, selvom man svedende har stået og eksperimenteret med, om det er teknisk muligt lave boller med den ene hånd og putte sutten i munden på baby med den anden. Hvilket resulterede i bolledej på baby, bæresele og i ens hår?

Eller prøv at logge på facebook en almindelig søndag, der er aldrig nogen, der poster ”prinsessen har gloet I-pad og spist tørre kammerjunker hele formiddagen, mens mor overvejede, om det ikke var hurtigere at brænde vasketøjsbunken end at begynde på at lægge den sammen”

Glemmer vi at grine af os selv?
Men hvorfor egentlig? Har vi så travlt med at være gode mødre, at vi helt glemmer at grine af os selv og stå ved, hvem vi er på godt og skidt?

Og bliver vi indimellem nogle uautentiske plastikudgaver af os selv, fordi vi bruger en masse energi på, hvordan vi nu skal tale på girafsprog og i en anerkendende tone til vores barn. Så det på ingen måde er sjovt, når storebror spørger lillesøster, om tallerknen er en hat med det resultat, at hun tager den på hovedet, så der er jordbærgrød over alt… Jeg kan sige i en sidebemærkning, at den leg var meget populær herhjemme og sluttede helt uden girafsprog og med en kommentar fra teenage-datteren; ”Moar, når man råber af børn, er det ligesom at slå med stemmen, det står der på facebook.”

Jeg synes ikke nødvendigvis, at vi skal slippe ammebrysterne fri og sætte os i rundkreds med en guitar, men måske kunne det være både sjovere og bedre for både forældre og børn, hvis vi slappede en lille smule mere af, og bare var dem vi var og bakkede hinanden op som mødre, selvom vi er meget forskellige.

Bare de får kysser nok!
Jeg havde en klog veninde der sagde; ”bare de får kysser og havregrød nok, så er du en god nok mor”… Jeg ved godt at havregrød også ind imellem er til debat, men kysserne tror jeg nok, alle er enige om… altså så længe det ikke er pædagogerne, der kysser dem, eller hvad…?!

Men hvis vi nu blev enige om: At alle der kysser deres unger rigeligt er gode mødre, så kunne vi bruge vores krudt på nyde at være mødre, hygge os med hinanden uden at dømme nogen og måske være lidt mere åbne for at opleve hinandens forskelligheder uden at have så travlt med definere, hvilken slags mor vi er.

 

Unge mødre kan godt være seje!

billede1
Unge mødre kan godt være seje – det er Nathalie et bevis på!

Af Ena Hajdari

Mange af os har ofte et snævret syn på unge forældre, der vælger at bringe et barn til verden mellem rusende fester, lysende cigaretglød, Carlsbergflasker og Roskilde festivaller, men lægger vi vores kontroversielle og fordomsfyldte briller til side, kan vi hurtigt få et glimt af den seje pige, der valgte at blive mor midt i sin ungdom.

»Aldrig har jeg følt mig så stærk og i live som i dét øjeblik. Jeg var drevet af uendelige fysiske kræfter, og som en anden løvemor skulle jeg bare have min søn til mig for at passe på ham med det samme. Inde i mit hoved, var jeg den sejeste brølende hunløve,« skriver Nathalie i sin blog om sin søns fødsel.

Nathalie er 24 år gammel, og for knap 3 år siden ventede hun og hendes nuværende mand en søn. I dag er hun fuldtidsstuderende og i fuld gang med at færdiggøre sin kandidat i digitalt design og kommunikation på ITU-universitetet. Som 21-årig var Nathalie – ved siden af studie, studiejob og ungdomslivet – stensikker; hun skulle være mor. Det blev hun også, og i dag er hun stolt mor, studerende og hustru som 24-årig:

»Min graviditet blev modtaget, som mange andres gør af min nærmeste familie og venner: Positivt. De kender min mand og jeg godt nok til at vide, at vi var et sted i vores liv, hvor vi drømte om et barn, og vi kunne håndtere det,« fortæller Nathalie og fortsætter:

»De mere fjerne bekendtskaber tog det dog ikke helt så glædeligt. Der var ingen familiemedlemmer eller venner som decideret sagde noget negativt, men jeg kunne se på deres ansigtsudtryk, at de blev chokeret. Andre spurgte ind til, om jeg ikke kom til at savne at feste eller tage i byen, ud fra en antagelse om, at det måtte jeg jo gå op i, når jeg var 21 år.”

Den seje kamp mod alle fordomme

billede2
Foto: Nathalie. Mark og sønnike Carl i svømmer

Vi ser dem alle vegne – de unge mødre. Vi ser dem på TV, hvor de fremstilles enten svage og utilpassede, eller også døjer de med vanskeligheder indenfor opdragelsen af deres børn på grund af uerfarenhed og splittelsen mellem at være ung og at være ansvarlig for et barn.

Det kan være særdeles svært at bryde med de fordomme der er bygget op omkring de unge forældre, der ihærdigt prøver at få familielivet til at spille. Klinikchef på fertilitetsklinikken, Rigshospitalet Søren Ziebe bakker op omkring at få børn, mens man er ung:

»Når vi går i gang med at lave børn, er biologien allerede dybt nedadgående – der er derfor flere og flere mennesker, der når at få sygdomme i deres reproduktion. Det ender dermed i barnløshed og fertilitetsbehandlinger,« fortæller han.

Ifølge Ziebe er vi nødt til at erkende, at den kvindelige krop mere er egnet til at sætte liv i verden end en kvinde i sine 30’ere, og hvis man – ligesom Nathalie og hendes mand Mark – kan koordinere studie og økonomien anstændigt omkring barnet, så burde der ikke være nogen grund til ikke at få en baby.

”Havde hun mon spurgt, om han var planlagt, hvis jeg havde været 30 år?”

Foto: Nathalie. Fødselsforberedelserne
Foto: Nathalie. Fødselsforberedelserne

»Den reaktion, som jeg husker bedst i dag, er fra sundhedsplejersken, der kom og besøgte os 4 dage efter min søn blev født. Hun spurgte først ind til amningen. Inden jeg nåede at svare, sagde hun, at jeg sagtens kunne stoppe med at amme, hvis jeg ville, for det var jo også hårdt at amme, særligt når man er ung mor.« fortæller Nathalie:

»Jeg blev virkelig chokeret, for amningen forløb perfekt, og jeg følte mig bestemt ikke som en dårligere eller mere udfordret mor på grund af min alder. Omvendt oplevede jeg, at det kropsligt var en fordel at være ung: Kroppen kom virkelig hurtigt på toppen igen.
Få minutter efter spurgte sundhedsplejersken os, om Carl var planlagt og sagde, at en ungdoms-mødregruppe var det bedste for mig, da det kunne være vanskeligt at tale med folk, der havde en fast indkomst. På det tidspunkt var min mand fuldtidsanset som bygningssnedker, og jeg havde et studiejob, som gav en ganske fin indtægt. Jeg følte mig igen ramt af hendes fordomme om unge forældre – havde hun mon spurgt, om han var planlagt, hvis jeg havde været 30 år?«

Nathalie og Mark skiftede efterfølgende sundhedsplejerske, og den nye sundhedsplejerske viste ingen tegn på fordomme. Nathalies hverdag som både studerende og som mor fungerer ganske fint, da man som studerende har fleksible arbejdstimer. Dog skal alting altid planlægges og koordineres nøje, og studiegruppen er forstående, hvis der skulle opstå komplikationer med sygdomme hos Carl.

»Det eneste tidspunkt det er svært, er i eksamensperioden. Som mor kan man bare ikke læse fra 7-24 hver dag i et par uger. Så man er virkelig nødt til at planlægge ens semester, så man ikke lægger en kæmpe arbejdsbelastning i slutningen. Men hvilken mor har ikke lært planlægningens dyd?« spørger hun.

Læs Nathalies blog HER

Jordemoder Cana Buttenschøns blogger også om ungdom og moderskab HER

SKAL man være ked af et kejsersnit?

Melissa med sin søn Villas efter kejsersnittet
Melissa med sin søn Villas efter kejsersnittet

Af Melissa Ejlersen

Hun læner sig tæt ind mod mig, og nærmest hvisker: ”Hvordan har du det efter dit kejsersnit?”. ”Fint, jeg er faktisk rigtig glad for det”, svarer jeg forsigtigt . Hun ånder lettet op og smiler ”Det er jeg også, mine to var endda planlagte – det var bare bedre for mig”.

For første gang i 6 måneder sad jeg overfor en kvinde, som ligesom jeg selv ikke følte sig frarøvet en oplevelse eller traumatiseret af det faktum, at hendes børn var kommet til verden ved et kejsersnit – og hvor var det dog forfriskende endelig at møde én.

Hver 5. fødsel er et kejsersnit
Ifølge Sundhedsstyrelsen udgjorde kejsersnit 21,2% af alle fødsler i 2012, det er altså ca. hvert 5. Barn, som blev forløst igennem maveskindet fremfor på naturlig vis.

Efter et vellykket og veludført akut kejsersnit var det en overraskelse for mig at møde en overvægt af historier, hvor kvinderne i lang tid efter måtte bearbejde følelsen af at være blevet snydt for en naturlig fødsel og faktisk at være mindre kvindelig.

Er det ærgerligt, når det ender med kejsersnit?
Man skal selvfølgelig skelne imellem planlagte og akutte kejsersnit, hvoraf der er betydeligt flere risici forbundet med det sidste. Alligevel fandt jeg det interessant, hvordan jeg  efterfølgende har fået medlidende blikke og velmenende kommentarer med på vejen om, ”at det vel nok var ærgerligt, at det endte med et kejsersnit”.
For det synes jeg faktisk ikke, at det var.

Jeg føler mig på ingen måde snydt, mindre kvindelig eller ærgerlig over, at jeg endte på operationsbordet. Derimod følte jeg en lettelse, ikke kun fordi jeg på det tidspunkt havde været i gang i næsten et døgn, men også fordi det for mig betød et mere kontrolleret forløb, hvor jeg kunne få konkrete fakta samt en på forhånd planlagt proces.

Bliver ikke forberedt på kejsersnit
Udfordringen for mig var dog, at jeg ikke følte mig forberedt på, at min fødsel kunne tage den drejning. Hverken i jordemoderkonsultationen eller til hospitalets fødselsforberedelse, var der nogen, der havde oplyst mig om, hvad det betyder at få foretaget et kejsersnit. Det resulterede i, at jeg ikke havde skænket det en tanke. Jeg troede simpelthen ikke, at det kunne ske.

Heldigvis havde jeg et par uger forinden indfundet mig nysgerrigt foran skærmen, da DR viste et kejsersnit live, hvilket i høj grad havde afdramatiseret det for mig. Jeg undrer mig dog stadig over, at det ikke vægtes højere, når man forbereder kvinder på deres fødsel.

Hvad så næste gang jeg skal føde
Jeg gik bagefter til min efterfødselssamtale med en forventning om, at jeg uden problemer ville kunne vælge et kejsersnit til en fremtidig fødsel. Muligheden foreligger også, men jeg blev overrasket over, hvor lidt fødselslægen lagde skjul på, at de til enhver tid vil forsøge at overtale mig til en naturlig fødsel.

I Patienthåndbogen fremgår det at 75% af alle kvinder, som tidligere har fået foretaget kejsersnit, og som forsøger sig med en vaginal fødsel gennemfører med succes. Det efterlader mig med en risiko på 25% for, at jeg igen ender med et akut kejsersnit.

Ikke fordi, det er nemt!
Spørger du mig i dag, så er det ikke en risiko, som jeg er klar til at løbe. Forsøget på en naturlig fødsel, har for mig resulteret i en større skræk for at føde, end jeg havde før, at jeg vidste, hvad det indebar.

Jeg er glad for mit kejsersnit, stolt af at have bragt et lille liv til verden og fødselsformen passede godt til mig. Ikke fordi det var let, det var det bestemt ikke. Der er intet let ved at blive skåret op på midten, og efterfølgende have nedsat følelse i hele den nedre region af maven. Det var heller ikke let, da jeg 3 uger efter blev indlagt med en sprængt blindtarm med tilhørende byld i maven. Sandsynligvis en konsekvens af kejsersnittet.

Jeg vil praktisere min ret til et planlagt kejsersnit, fordi jeg mener, at det er den rigtige fødselsform for mig, og det der giver mit barn den mest harmoniske start på livet – i sidste ende er det, hvad der vægter tungest hos mig.

HVORFOR INFORMERES DER SÅ LIDT OM KEJSERSNITTET?

Det er indimellem en balancegang, hvor meget man skal informere om risici under fødslen, og hvor meget du skal fokusere på det spontane og normale forløb og de udsving, der er i det. Skåret lidt firkantet ud, så kan man komme til at informere så meget om risici, at det skygger for fokus på den normale spontane fødsel – som heldigvis de fleste oplever”, forklarer Anne-Marie Kjeldset fra Jordemoderforeningen.

Har du fået kejsersnit, så er “Kejserinderne” måske et netværk for dig – se HER

Er du nysgerrig og kunne tænke dig at se et kejsersnit udført? Så kan du se med HER

Vil du vide mere om kejsersnit, og hvornår et sådant udføres, kan du finde svar HER