Tag-arkiv: opdragelse

5 veje: hjælp søskendekærlighed på vej

Af psykolog Heidi Agerkvist

Psykolog Heidi Agerkvist er familiepsykolog og parterapeut med base i Århus. Heidi har bygget et stort onlineunivers op på heidiagerkvist.dk, hvor hun i sin karakteristiske ligetil og meget konkrete stil formidler solid psykologisk viden og blogger om familielivet, parforholdet og forældreskabet. Du kan ”møde” Heidi ved at tilmelde dig hendes nyhedsbrev (via hjemmesiden).
Her har hun fokus på søskende. Læs mere ...

Lola Jensens guide: Få en god (børne) jul!

Julen er ikke perfekt

Af Nadia Jørgensen

Kalenderlyset er brændt helt i bund, og juleaften står nu endelig for døren – nu skal der julehygges. Vi skal spise både and og flæskesteg, se Disneys juleshow og til gudstjeneste, spise ris à la mande og se julekalender, danse om juletræet og åbne gaver, lege pakkeleg og måske endda få besøg af selveste Julemanden.

Men hvordan manøvrerer vi rundt i disse forskellige traditioner? Og er der overhovedet tid til det hele på samme aften, når nu familien er blevet udvidet med en lille nisse, som har både faste sove- og spisetider?

Ifølge familievejleder Lola Jensen kan det være en god ide at gøre sig nogle tanker om, hvilke traditioner man vil føre videre.
Specielt efter man selv er blevet forældre, kan julen generobre en særlig plads som årets højtid, og mange siger da også, at julen er børnenes tid.

Lolas råd til at få en hyggelig jul:

1) Afstem jeres forventninger
Ifølge Lola er der ingen grund til panik, når julen nærmer sig, og to-do listen er fyldt til randen med alt det, som skal planlægges, shoppes og gøres. Det gælder om at være i god tid, og skabe en jul med de traditioner, som både du selv og din partner vægter højest.

“Som en lille ny familie er det en god start at forventningsafstemme med sin partner”, siger Lola og fortsætter:
“Det er vigtigt at gøre det i god tid, og i samme tid melde ud til familien omkring, hos hvem og hvor man holder jul. Vælg hvilke traditioner som er de vigtigste for jeres nye familie og indse, at det ikke nødvendigvis er muligt at nå det hele. Man må give lidt og tage lidt, som det er i alle andre henseender, når man skal tilpasse sig hinanden”.

Det handler om at finde frem til nærværet og hyggen i julen, og efter der er kommet ét eller flere børn i familien, så kan det blive nødvendigt at justere en smule på juleaften.

“Alle dem fra min generation siger, at vi jo ikke sådan lavede om på juleaften for børnenes skyld. Vi spiste klokken 18, pakkede gaver op klokken 20, og børnene kom brugte i seng sent på aftenen. Og det er også rigtig, ” siger Lola og uddyber:
“Forskellen på den gang og nu er dog simpelthen den, at børnene har en anden hverdag nu, end de havde den gang, og det gælder også for julen.”

I dag er hverdagen langt mere travl for børnefamilier, og julen kan hurtigt ende med nedsmeltninger på stribe. Hvis vi vil undgå det, så er vi nødt til at tilpasse juleaften en smule til børnene.

“Det handler om at skabe nogle traditioner, hvor der ikke danses rundt om børnenes behov, men som dog alligevel tilgodeser dem og dermed også deres forældre”, pointerer Lola.

På samme måde kan det måske også være en god ide at starte juleaften tidligere end klokken 17.30. Der er jo ikke nogen som siger, at det ikke kunne være en god ide allerede at mødes klokken 15. Så har man mere tid til at hjælpes ad med det sidste, og børnene kan lege lidt rundt imens.

2) Undgå gaveræset
For nogle familier kan gaveræset blive en udfordring, og måske er man så mange samlet til jul, at gavestrømmen nærmest ingen ende vil tage. Ifølge Lola kan en mulig løsning på dette være at lave en aftale om, at alle må give to gaver maksimum.

“På den måde undgår vi, at julestemningen forsvinder i gaveræs, og vi bevarer plads til hyggen og julemagien”.

Det kan således også være en god ide, at de mindste kan pakke gaver op inden maden. Så kan de små blive puttet efter maden, hvor det så er de større børn og voksne, som deler gaver ud og danser om juletræet. På den måde undgår vi, at den lille kravlenisse er blevet helt skæv i øjnene af træthed, og nu slet ikke kan overkomme at skulle forholde sig til gaver.

Børnene bliver trætte, selvom det er juleaften, derfor er der ingen ide i, at alt det med gaver og dansen om juletræet nødvendigvis skal forskubbes til efter klokken 20. Hvis først vi har udkørte børn, så bliver det sjældent hyggeligt for hverken dem eller mor og far. Derfor mener Lola, at det hele skal tilpasses lidt, hvilket sagtens kan lade sig gøre uden at miste den traditionelle jul.

3) Julemand og mandelgave
De fleste voksne vil nok tilslutte sig, at julemanden ikke findes, mens han for de fleste mindre børn, fremstår meget virkelig. Vi Forældre fortæller, ifølge Lola, alt for levende om Julemanden og nisser, og vi skal passe på, at det ikke bliver på de voksnes præmisser.

“Jeg elsker traditioner, men med hensyn til Julemanden, så skal det forblive på børnenes præmisser og på et niveau, som de kan forstå og er trygge ved”, siger Lola.

I sin bog ”Må vi så få ro!” præciserer hun dette nærmere og lægger vægt på, at vi forældre ikke må bruge Julemanden som et hjælpemiddel til god opførsel. Det kan skabe en uro og usikkerhed i de små, som er unødvendig.

Ligesom det siges, at der kun er én Julemand, er der i mange familier også kun én mandel i ris à la manden med tilhørende gave. Også selvom der måske er flere børn tilstede som alle spiser hurtigt op i sin iver på at finde mandlen.

Her er beskeden klar fra Lola:
“Det er bare med at komme i gang. Jo tidligere vi starter med at lære vores børn det, jo nemmere bliver det for dem at håndtere det. Tab og vind med samme sind, det er denne situation en oplagt mulighed til at vise dem”.

4) Julen som et glansbillede
Der er intet galt med at se tilbage på sin egen barndoms jul og mindes den søde tid med familien samlet, og et julebord der bugnede. Det er dog bare ikke hele sandheden, mener Lola.

“Det er ligesom om, at der er en tendens til, at folk nærmest får juleglimmer i øjnene, når de tænker tilbage på juletiden fra deres barndom. Den gang kunne det også ske, at man glemte at komme sukker i dejen eller brændte vaniljekransene på, men det lagde man ikke mærke til og derfor er det heller ikke det, vi husker”.

Det bedste råd som Lola kan give, er derfor, at vi prøver at slippe ideen om, at julen skal være det perfekte glansbillede.

“For når vi først har indstillet os på det, så kan vi bedre tåle det, når noget går galt. Julen bliver garanteret ikke som tænkt, men det gør ikke noget, vi skal bare skrue ned for forventningerne”, afslutter hun.

Lola er uden tvivl en stor fortaler for både traditioner, fællesskab og jul, men hun mener, det er vigtigt, at vi ikke forsøger at overgå hinanden på alle mulige planer.
Hendes afsluttende råd er derfor at der skrues ned for noget af al julevirakken og i stedet skrues op for nærvær og hygge.

Og så er der vidst kun tilbage at sige – Rigtig Glædelig Jul!

***********

Familievejleder Lola Jensen

Om eksperten:

Lola Jensen er familievejleder, og kendt fra bl.a. TV2 Go` Morgen Danmark, hvor hun rådgiver om problematikker i forbindelse med børn og familier.

Hun er desuden forfatter til bogen ”Må vi så få ro!” som udkom på Politikens Forlag i august 2017. Læs mere ...

Bog: Det gør ondt i maven, mor

Forsiden til bogen “Det gør ondt i maven, mor”

Af Melissa Ejlersen

”Det gør ondt i maven , mor”, er skrevet af Iben Sandahl og Sarah  Zobel.  Det overordnede tema for bogen er, hvordan vi skaber mere nærvær, mindre stress og flere smukke øjeblikke med vores børn, og med ordet  KÆRLIGHED som omdrejningspunkt for de 9 kapitler, har de begået 196 sider med betragtninger, ærlige personlige fortællinger og guidance til læserens egen refleksion.

Samvær eller nærvær?
Jeg når kun frem til side 11, før jeg synes, at de to damer slår hovedet på sømmet første gang, her tager de fat i forskellen mellem samvær og nærvær. Samtidig med at jeg læser det, kan jeg høre lyden af det raslende hamsterhjul på overdrev, som jeg ofte ynder at sammenligne mit eget familieliv med.

Jeg kan nemlig godt lide at betragte mig selv som nærværende og inkluderende, men er jeg i virkeligheden det? For når alt kommer til alt, så bruger jeg måske nok mest tid på at koordinere familielivet, og knap så meget på at deltage aktivt.

Jeg synes for eksempel, at det er enormt vigtigt, at vi spiser sammen. Uden indblanding fra tablets, telefoner eller tegnefilm. De sidste par dage har jeg dog lagt mærke til, at den tid jeg skaber til nærvær, får jeg selv vekslet til planlægningstid hvor jeg, henover hovedet på min 2-årige, afkræver min kæreste svar på det næste kvartals aktiviteter. Ikke ligefrem en opfyldelse af mit nærværende selvbillede – det er nok ikke så underligt, at den 2-årige engang imellem kaster en falaffel i hovedet på mig eller, at den 35-årige sukker dybt.

Forfatterne med deres børn

Google det!
I debatten omkring børneopdragelse fylder skærmbrug en del. En negativ del det meste af tiden. I en verden hvor digitaliseringen vinder indpas, finder jeg det naivt blot at afvise brugen af skærme, som efterhånden er pensum helt ned i vuggetuerne. I min optik skal vi i højere grad diskutere forældrenes forbrug! For at kunne undgå at opdrage en uempatisk, konstant kattevideo-seende, meme senende, SoMe opdaterende generation, må vi nødvendigvis se indad, og gøre os umage for at være gode rollemodeller.

Sarah og Iben deler i afsnit 6 ”Google det!” nogle skønne refleksioner og brugbare erfaring, til at håndtere denne nye verden. Det er forfriskende at høre to eksperter anerkende, at skærme rent faktisk er kommet for at blive. I stedet for at tage afstand og behandle området negativt, tager de aktivt stilling og sætter rammer og vejleder deres børn i brugen af skærme.

Teori i øjenhøjde
Jeg har efterhånden tærsket igennem en del litteratur fra børneopdragelsesafdelingen i den lokale boghandel, men det her er første gang, hvor jeg føler mig ”talt til” i øjenhøjde og ikke ”talt henover hovedet”.

Uden at pådutte læseren anbefalinger, rammer de den helt perfekte balance imellem teorien og de personlige erfaringer. Jeg vil ikke anbefale bogen til nybagte forældre, for uden mine egne erfaringer som mor, ville jeg nok ikke fundet den lige så relevant. Til gengæld tror jeg at den ender som et opslagsværk i min bogreol, fordi den både rummer de helt små og de store teenagebørn, som jeg endnu har til gode.

 

“Ifavn” deler vandene

melissajean.com.au

Af Melissa Ejlersen

De seneste 2 år har jeg været så heldig, at være en del af verdens bedste klub – Forældreklubben! En klub hvor meningerne om opdragelse er mange og heldigvis for det! Lad mig fra en start slå fast, at jeg ikke tro på den gyldne formel. Alle familier skal finde ud af hvad der virker for dem og praktisere familieliv derefter. Jeg synes dog, at det er enormt spændende, når andre forældre deler ud af deres erfaringer og perspektiver på opdragelse, ligesom jeg sætter stor pris, på alle de gode og velmenende råd, som jeg har fået gennem de sidste par år. For fremtiden ønsker jeg mig, at flere forældre har lyst til at dele deres historier og indsigter, herunder deler jeg aller ydmygst min.

Et af de bedste råd jeg har modtaget har været, at kigge nærmere på ”Attachment Parenting” nok bedre kendt som ”Ifavnsk forældreskab”. Teorien bag metoden er, at en stærk tilknytning mellem forældre og barn danner det bedste fundament for barnets udvikling. Jeg er langt fra 100% ifavner, men finder stor inspiration i tilgangen og for mig, har bekendtskabet med Ifavn betydet et langt mere autentisk forældreskab, end jeg ville have kunnet praktisere med en traditionel tilgang til opdragelse.

Forbered dig på graviditet, fødsel og forældrerollen
”If you fail to plan, you plan to fail”. Det var næppe opdragelse Benjamin Franklin havde i tankerne, men citatet understøtter fint det Ifavnske ”forberedelsesprincip”, som handler om at forberede sig grundigt til forældreskabet. En ægte ifavner tager aktivt stilling til sin fødselsplan, sin egen rolle som forælder og tilegner sig dybdegående viden omkring børns udviklingsstadier og ikke mindst, holder sig opdateret på anbefalinger indenfor pleje af spædbørn forud for fødslen.

Med et akut kejsersnit i bagagen, er jeg den første til at falde i med ”du kan aldrig helt forberede dig til en fødsel” koret. Jeg ville dog ønske at jeg havde gjort mig lidt mere umage forud for min fødsel. For jeg tror på, at forståelse for den proces kroppen skal igennem, kan imødekomme en stor del af den usikkerhed som man kan opleve som førstegangsfødende og dermed, bidrage til en langt bedre fødselsoplevelse. Hospitalerne tilbyder et forløb, men der er også gode alternativer at finde hos private udbydere.

Søger du indsigt i børns udviklingsstadier, er min anbefaling er at du stifter bekendtskab med Tigerspringsteorien i bogen ”Vidunderlige uger”, som jeg synes giver det bedste overblik og redskaber til at håndtere og imødekomme barnets udvikling. Til dem som hellere ”vil se filmen”, findes der en ret udmærket app, som også advarer dig et par dage før det går løs – de af jer som kender teorien, ved hvad jeg mener…

melissajean.com.au

Vær opmærksom og opfang signaler
Forestil dig at du ikke har dine ord til, at forklare når noget går dig på, eller når et andet menneske overskrider dine grænser. Det er vores små guldklumpers virkelighed, når de kommer til verden. Den eneste måde de kan kommunikere er ved hjælp af gråd. Ifølge de ifavnske principper er det altafgørende, at den dybereliggende årsag til gråden identificeres og behandles kærligt.

For mig var det en øjenåbner, for jeg har altid tænkt at børn enten er sultne, trætte eller skal skiftes. Da jeg begyndte at se nærmere på de konkrete årsager til min søns gråd, lærte jeg for det første mit barn endnu bedre at kende, og at kunne komme hans behov i forkøbet. Eksempelvis blev han lynhurtigt overstimuleret, og det kunne tage flere timer at få ham til at falde til ro.  Ved at begynde at imødekomme, anderkende og forstå hans behov, opstod der langt færre tilfælde af overstimulation, og fordi vi kendte tegnene kunne vi reagere før en situation løb af sporet. Som en sidegevinst er han, i takt med at han er blevet ældre, også selv begyndt at forespørge de små pauser og afbræk, en evne jeg tilskriver vores vedvarende fokus på at forstå hans behov.

Kropskontakt og kærlig respons
Har du valgt 100% Ifavn, har du også valgt nærvær både dag og nat. Ifølge Ifavn har børn brug for at have deres forældre helt tæt på for at føle sig trygge og udvikle sig. Helt grundlæggende skal du anerkende og møde barnets følelsesmæssige tilstand, for at kunne trøste og flytte barnets fokus et nyt sted hen. Amning anbefales så længe barnet selv har lyst og det er udbredt, at bære børnene i slynger eller bæreseler ligesom, at samsovning er i højsæde hos de ifavnske forældre.

Jeg nåede kun at amme min søn i 4 uger. Store mængder antibiotika, som følge af en blindtarmsbetændelse satte en gevaldig stopper for den hyggestund, og på trods af en ihærdig amme-marathon indsats lykkedes det aldrig at få gang i madkasserne igen. I mit tilfælde var det sygdom, men der kan være mange årsager til, at amning fravælges frivillige som ufrivillige. Det vigtigste for mig var, at vedligeholde det kærlige momentum omkring måltiddet, og det lykkedes så fint med en masse hud-mod-hud og en sutteflaske.

En af de steder, hvor ifavn for alvor har ændret mit perspektiv er i forhold til samsovning. Jeg troede at man for alt i verden skulle holde baby ude af far og mors seng! Jeg fandt dog hurtigt ud af, at vores søvnkvalitet blev markant bedre, hvis han sov i sengen hos os. Til en start sov han i sin babynest og rykkede permanent i smørhullet, da han blev for stor til den. I dag fungerer hans juniorseng som en naturlig forlængelse af vores, pladsen i midten er nu heldigt nok tilfaldet mig. Det er tydeligt at mærke, at det i perioder med rivende udvikling er et helle for ham, at sove helt tæt som da han var baby, men at han også som selvstændighedsalderen kommer tættere og tættere på, også sætter pris på at have sit eget område.

Mad med kærlighed og respekt
Læs mere ...

Martin Høgsted – en sjov farmand!

Af Ena Hajdari

Stand-up komikeren Martin Høgsted savner på ingen måde at komme hjem klokken 5 om morgenen fra en bytur. Han ved, at det nye liv som familiefar er det helt rigtige for ham. Så rigtigt, at han har nok på hjerte til at lave podcasten ”Farmænd” sammen med vært og ven Jasper Ritz.

Martin bor med sin svenske kæreste Johanna i Københavns Nordhavn sammen med sønnen Sixten på 3,3 år og datteren Sally på 11 måneder. Han fester aldrig mere, men har lige været i Lalandia – hvilket giver det ret godt billede af den kontrast mange mænd oplever, når de bliver fædre.

Hvad tænker du om far-rollen:
”At være far til to er for mig helt naturligt – så naturligt, at det kom bag på mig”, fortæller Martin, mens han kører hjem til København fra Sverige, med sine to små børn sovende i bilen.

Hvordan vil du gerne opdrage dine børn?
”Jeg mener, at man er nødt til at lytte til sine børn, og mærke efter, hvad de egentlig har behov for i stedet for bare at skære igennem”

Sådan lærer man sin søn at gå på potte;-)

Hvad tænker du om den tid, du er sammen med dine børn?
”Jeg vil gerne være en ven og støtte til mine børn. Og så nyder jeg heldigvis at være sammen med dem. Jeg glæder mig faktisk til at hænge ud med dem!”

Mange mænd får skyld for at prioritere arbejde frem for børn – hvordan prioriterer du? Læs mere ...

Drop opdragelsen – vis hvem du er og bliv hørt!

Af Melissa Ejlersen

Første gang jeg læste overskriften, krummede jeg tæer. Det var svært for mig at forstå, hvordan jeg skulle få min søn til at opføre sig ordentligt uden at opdrage, irettesætte eller synliggøre konsekvensen af hans handlinger. Men efter at have læst bogen, har jeg nu fået fyldt min værktøjskasse godt og grundigt op.

Bogen “Drop Opdragelsen”

Drop opdragelsen – hvad er den nu af?
På trods af en titel der kan minde en om unger, der hænger i gardinerne og raserer bedsteforældrenes hus, mens mor og far trækker på skuldrene, så er det langt fra tilfældet. Fie beskriver på fineste vis værdien af at skifte udskammende sprog og konsekvensopdragelse ud med personlige grænser og klar kommunikation. Da jeg er skeptisk af natur, måtte jeg selvfølgelig prøve det af i praksis, før jeg for alvor købte ind på metoden.

Som alle andre 2-årige, finder min søn stor fornøjelse i at hælde indholdet af sit krus udover bordet. Som alle mødre til 2-årige, er jeg efterhånden ved at være træt af at tørre op efter ham. Jeg ved godt, at han ikke gør noget for at provokere eller med vilje. I disse tilfælde kommer jeg ofte til at optrappe konflikten ved, at bruge en masse ord til at forklare ham, hvorfor at det ikke er i orden. I søndags da der igen var plasket en deciliter mælk udover spisebordet, besluttede jeg mig for at prøve Fies metode af, så i stedet for min sædvanlige tilgang, som så ofte har resulteret i mere spildt mælk, sagde jeg helt roligt; ”Jeg vil ikke have, at du hælder din mælk ud på bordet”, og sørme om det ikke så ud til at barnet lyttede! Faktisk har han slet ikke hældt mælk udover bordet siden – ikke med vilje i hvert fald.

Lederskab i relationen
Selvom Fie i bogen lægger stor vægt på den ligeværdige relation, understreger hun samtidig også vigtigheden af, at forældrene tager lederskabet. Forældrene bærer ansvaret for at sætte personlige grænser på en ordentlig måde, hvor både toneleje og ord er afgørende for, hvordan modtageren, i dette tilfælde barnet, opfatter budskabet.
Gennem hele bogen kunne jeg ikke undgå at drage paralleller til mit professionelle liv, hvor jeg i høj grad gør mig umage for at kommunikere ordentligt, men efter kl. 16 nok nærmere indtager rollen som pædagog, hvilket ifølge bogen er uhensigtsmæssigt. Børn har brug for autentiske forældre, som sætter klare rammer, fremfor at forklare og gå på kompromis med egne overbevisninger og grænser. Er det ikke i virkeligheden også det, som vi i bund og grund alle sammen ønsker at lære vores børn, at være i stand til at sætte personlige grænser og være autentiske i deres relationer?

En klassisk konflikt
I kapitel 7 tager Fie måltidet op til revision. I en travl hverdag er aftensmåltidet et samlingspunkt og en klassisk skueplads for konflikter.  Under overskiften ”Lad det fælles måltid være en invitation”, giver Fie sit bud på, hvordan måltider skal håndteres, så de bliver mindre konfliktfyldte. Her foreslår hun blandt andet, at forældrene undgår at blande sig i hvor meget eller hvad børnene vælger at spise, og at vi streger den gamle devise om, at der skal spise op. Ved at kontrollere børnenes indtag af mad, undertrykker vi i virkeligheden deres evne til at mærke efter og sætte deres egne personlige grænser. Derudover rammer Fie i min optik hovedet på sømmet, når hun i kapitlet understreger, at det ofte er forældrenes uindfriede forventninger til måltidets grad af ”hygge”, som skaber en stor del af konflikterne.

Den vigtigste læring, som jeg tager med fra bogen er, at det i sidste ende ”blot” handler om anderkendelse, nærvær og at give plads til barnets naturlige reaktioner. Når vi sætter sætter grænser og bestemmer, hvad de må og ikke må, er det helt naturligt, at de vil reagere med både tårer og mindre fine gloser – og det er okay! Vores vigtigste rolle som forældre er så at rumme dem og vise dem, hvordan man forholder sig respektfuldt til både sig selv og andre mennesker.

Med bogen ”Drop opdragelsen – vis hvem du er og bliv hørt” har Fie Hørby begået en anbefalelsesværdig håndbog til børnefamiler, som ønsker at undgå dagligdagens konflikter. Bogen byder på lige dele teori og praksis, som gør den let læselig og relaterbar. Underbygget med gode eksempler og øvelser, byder Fie op til en refleksion over ens eget forældreskab – uden at nedgøre eller gøre brug af den ”banke oveni hovedet retorik” som ellers ofte kendetegner forældreskabsdebatten.

Hjælp, mit barn bider!

Af Camilla Anderson, mor og kandidat i pædagogisk antropologi

Det er eftermiddag, og du henter din datter i vuggestuen. Da du spørger pædagogen, om det har været en god dag, ser hun op på dig med et alvorligt, men medfølende blik i øjnene og siger ”Ja, men hun har bidt et af de andre børn i dag”.
Et lignende scenarie udspiller sig hver dag for forældre over hele landet, og for nogle børn er dét at bide en del af deres naturlige udvikling. Men hvorfor bider børn? Og vigtigst af alt; hvad kan man som forældre gøre, hvis ens barn begynder at bide enten hjemme eller når det bliver passet?

Bider dit barn?

Derfor bider børn
Det er især børn i 0-3 års alderen, som bider, og årsagerne kan være mange. Ifølge sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen (forfatter til flere bøger om børn og deres udvikling – fx ’Helens bog om dit barns udvikling’ og ’Helens bog om børn og opdragelse’ m.fl.) skal man ofte finde svaret i, at barnet mangler sprog. Det kan have svært ved at sætte ord på sine tanker og følelser, og når barnet mangler ord, kan det reagere ved at bide.
Et barn kan sagtens have et godt ordforråd og være dygtig til at tale, men stadig have svært ved at sætte ord på de større følelser. Eksempelvis mestrer børn i 0-3 års alderen endnu ikke at udtrykke følelser som ”jeg føler mig uretfærdigt behandlet”, ”jeg føler mig overset” eller ”jeg føler mig trængt op i en krog”, og kan derfor ende med at bide i afmagt over ikke at kunne udtrykke deres frustration.

Ifølge Helen Lyng Hansen er der typisk følgende syv situationer hvor børn bider:

1. Dit barn kan bide, fordi det føler vrede, fx hvis et andet barn har  taget dets legetøj.
2. Dit barn kan bide i forsvar. Det kan være situationer, hvor barnet føler sig trængt op i en krog.
3. Dit barn kan bide, fordi det ikke føler, at det bliver set eller lyttet til. Det er altså en måde at forsøge at få din opmærksomhed.
4. Dit barn kan bide, fordi det virker. Barnet fornemmer, at hvis det bider, så får det dén reaktion, som det søger.
5. Dit barn kan bide af erfaring. Nogle voksne reagerer voldsomt første gang et barn bider, og kan fx finde på at gribe til yderligheden at bide igen, for at vise barnet at det gør ondt. Men det kan faktisk have den modsatte effekt end den ønskede, fordi man dermed viser barnet, at det er i orden at bide hinanden.
6. Dit barn kan bide som imitation af andre børn. Børn lærer af hinanden og efterligner hinanden på godt og ondt. Derfor ser man ind imellem, at flere børn bider fordi de spejler sig i hinanden og deres måde at agere på.
7. Dit barn kan bide, fordi det har fået rollen, som dén der bider. Dit barns adfærd kan blive forstærket af forventninger og gentagne irettesættelser.

Desværre ses det også ind imellem, at børn bider impulsivt. Dvs. at det kommer ud af den blå luft, hvor ingen rigtig kan forklare hvorfor. Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen understreger dog, at der er forskel på de bid, som din 0-1 år gamle baby leverer, og dem, som din store tumling forvolder:
”Din baby kan godt komme til at smække gummerne sammen, når hun ligger ved dit bryst, men det er ikke ment som et bid. Det skyldes blot, at små børn udforsker alting med munden.” siger hun: “Hvis det sker, skal du blot tage barnet fra brystet og sige ”nej” og derefter lægge det til igen.”

Dette kan du gøre, hvis dit eget barn bider.
Når et barn bider, er det vigtigt, at vi voksne reagerer. Men det er ikke ligegyldigt hvordan. Hvis vi reagerer meget voldsomt og råber og skælder ud, så risikerer vi ifølge Helen Lyng Hansen blot at forstærke problemet. Det vigtigste er, at man forsøger at forhindre at barnet bider. Derfor skal du holde ekstra øje med barnet og prøve at finde ud af, hvilke situationer det bider i, og hvilke følelser i barnet, som fremprovokerer dets bid. Når du ved hvornår det sker, har du bedre mulighed for at gribe ind før det sker.

Derefter skal du forsøge at hjælpe dit barn med at udtrykke sine følelser i situationen verbalt. Når og hvis du kan se, at dit barn bliver ked af det, bange eller vred, så hjælp ham/hende med at sætte de rigtige ord på sine følelser i situationen. Sig fx “du bliver bare så vred, når…” eller “uh, du blev helt bange”. Er dit barn i en konflikt med et andet barn, og skal derfor til at bide, skal du hjælpe med at løse konflikten og guide dem videre i legen. Konflikter i 1-3 års alderen handler ofte om, at børnene vil lege med det samme legetøj. Du kan derfor fx vise dem at de kan deles, eller foreslå at de kan have hvert deres stykke legetøj. Husk at sætte ord på imens. På den måde kan dit barn stille og roligt lære, at man kan udtrykke sine følelser med ord i stedet for at bide.

Hvis du ikke nåede at gribe ind
Men selvom du er en opmærksom forælder, som har spottet i hvilke situationer dit barn bider, og forsøger at forhindre, at det sker, så kan uheldet alligevel være ude ind imellem. Og hvad gør man så?
Både Margrethe Brun Hansen og Helen Lyng Hansen er enige om, at det stadig handler om at sætte ord på situationen og på børnenes følelser. Både ift. dét barn som har bidt og dét som er blevet bidt. Det er vigtigt, at begge børn føler sig forstået og mødt. Børn under 2 år har svært ved at forstå, hvorfor andre børn græder når de bliver bidt, siger Helen. Det er de først ved at lære. Derfor er det vigtigt, at du fortæller dit barn hvorfor det andet barn bliver ked af det. Sig fx “det gør ondt at blive bidt, det er derfor hun græder. Vi skal trøste hende”. Hvis barnet der har bidt godt ved, at det er forkert, kan man fx sige “Åh, du kom til at bide, det er ikke rart. Næste gang skal du prøve at sige stop i stedet for at bide”. På dén måde får barnet en anden handlemulighed end at bide, hvis en lignende situation skulle opstå igen. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt at trøste det barn, som er blevet bidt, og fortælle begge børn, at det er forkert at bide. Børn skal lære, at dét de gør ved andre børn ikke altid er rart og derigennem lære at lade være, mener Helen.

Margrethe Brun Hansen foreslår derudover, at man også kan lade barnet vide, at det kan kalde på dig eller en anden voksen, i stedet for at bide, hvis det står i en svær situation. Hun tilføjer, at hvis dit barn har bidt mens det var i vuggestue eller et andet sted uden dig, kan det ikke nytte noget at tale med barnet om det, hvis du henter det flere timer efter, for der har det sandsynligvis glemt episoden.

Lad os slutte af med en beroligende bemærkning fra Margrethe Brun Hansen:
”Det er ikke sjovt at være mor til et barn, der bider. Men fortvivl ikke. Det er faktisk helt almindeligt, at små børn bider. Så stop med at spekulere på, hvor du har spillet fallit som mor, siden dit barn bruger tænderne lidt for meget til at kommunikere med for tiden. For det sker ganske ofte, at de små bruger tandsættet.”

Kilder: Netsundhedsplejerske.dk og alt.dk

Hvordan bliver min søn en ordentlig mand? #metoo

Af Melissa Ejlersen – mor til Villas på 1 år

I takt med at #metoo fænomenet vandt indpas på de sociale medier, gav det mig anledning til refleksion over det at være mor til en lille dreng. En dreng som en dag bliver en voksen mand, som behandler kvinder ordentligt – og alle andre for den sags skyld. Men hvordan vejleder jeg ham bedst på vej?

Den man tugter elsker man
Mine forældre sagde altid, at drengene kun nev og drillede, fordi de godt kunne lide mig. Hvilket temmelig sikkert var sandt. Jeg er også sikker på at ham håndværkeren, som råbte ubehagelige tilbud efter mig, da jeg som 22 årig kom cyklende forbi i min sommerkjole, godt kunne lide mig og i høj grad ønskede sig, at jeg vendte mig om og takkede ja til tilbuddet. Jeg er sikker på, at han ikke havde til hensigt at skabe utryghed hos mig…men det gjorde han!

Stammer denne adfærd i virkeligheden fra barndommen? Hvor vi bagatelliserer et puf eller en drilsk kommentar og dækker det ind under ”den man tugter elsker man”? Er det i virkeligheden uskyldige skolegårdsdrillerier, som har taget til i grovhed?

Jeg kender ikke svaret, men under alle omstændigheder synes jeg, at vi forældre skal aftale, at det stopper lige nu!

Æblet falder sjældent langt fra stammen…
Om Harvey Weinsteins far var en lige så stor idiot, som han har vist sig at være, skal jeg ikke kloge mig på. Jeg er dog ret sikker på, at den måde vi som forældre kommunikerer både med vores ord og kropssprog er toneangivende for, hvordan vores små poder kommer til at gribe verden an. Jeg vil gerne have at den mand, som min søn vokser op og bliver, forstår at længden på en kvindes kjole, ikke definerer en invitation til hendes intimsfære. Ligesom at han skal forstå, at han på ingen måde er berettiget til at give hende et nap bagi eller ”helt tilfældigt” komme til at stå lidt for tæt på i køen i Netto. Med en 19 måneder gammel spirrevip, som allerede har charmeret sin del af stewardesser, butiks- og restaurant personale, kan jeg godt se, at han får brug for god vejledning tidligt.

Fra mit perspektiv er det altafgørende, at vi som forældre danner fælles front. For mødrene kan prædike respekt for personlige grænser nok så meget, hvis ikke fædrene i praksis udviser den adfærd, så er der altså meget langt i mål.

Men hvad må man så?
Al diskrimination er uacceptabel i min optik.  Jeg ønsker at lære min søn, at det ikke er hverken køn, race, religion eller for den sags skyld seksualitet som definerer os som mennesker. Det er den måde, vi opfører os på, og det bidrag vi vælger at give til verden.

Jeg anerkender at #metoo fænomenet udspringer af et problem, som er langt større og mere komplekst, end den løsning jeg kan hitte på hjemme i hjørnesofaen en fredag aften. Samtidig mener jeg også, at al forandring starter i det små, og at den indsats vi som forældre gør for at vejlede vores børn ind i voksenlivet, er altafgørende for verdensbilledet om 100 år.

For mig handler det ikke om at stille forbud op og lære min søn, hvad dårlig adfærd er, tværtimod! Det handler om at vise ham hvordan man respektfuldt begår sig ude i verden, og hvordan man komplimenterer en kvinde, uden at hun skal føle sig forulempet, for det er vel i virkeligheden ikke så svært?

Du kan læse mere om #metoo HER 

Du kan læse om Harvey Weinstein HER

Bidrag meget gerne med din holdning, tanker og opdragelse herunder!


Bog: Tal trodsigt barn til ro!

Hjernesmarte børn – tal hidsighed væk
Photo: melissajean.com.au
#melissajeanbabies

Af Camilla Anderson
Mange forældre (eller andre som har børn i deres hverdag) kender vist situationer, hvor barnet pludselig slår helt bak og kaster sig ned på jorden, mens man selv står lidt magtesløs tilbage med et par gloser forrest på tungen, som man inderst inde godt ved, ikke vil gavne situationen.

Anette Prehn er kommet med en rigtig god hjælpende hånd i bogen Hjernesmarte Børn, som handler om, hvordan man kan tale hjernesmart til børn; dvs. at tale på en måde, som bringer det bedste frem i barnet, og udvikler det på en måde, hvor man fremmer hensigtsmæssig adfærd på sigt, frem for at bremse uhensigtsmæssig adfærd her og nu.

Læs her et par af hendes mest nyttige begreber og tips til håndtering af udfordrende situationer som den før beskrevede. For et grundigere indblik i hendes teknikker, er bogen dog helt klart en nærlæsning værd.

Hjernens Lommelygte
Ifølge Anette har hjernen en tendens til at styrke forbindelserne i dén del af hjernen, som vi retter vores opmærksomhed mod. Umiddelbart lyder det jo meget indlysende, og måske ikke særligt nytænkende, men prøv så at tænke efter, hvor ofte man som forældre udbryder sætninger som: ”Du må ikke slå!”, ”Du skal ikke være bange” eller ”Ikke mere iPad!”. Til trods for at man sætter en negation ind i sætningen, har hjernen alligevel en tendens til at fokusere på den adfærd vi forsøger at stoppe. Altså de fremhævede ord: slå, bange og iPad i eksemplerne her. Hjernens ”viskelæder” visker simpelthen ordet ”ikke” ud og fokuserer på dét vi egentlig gerne vil have barnet til at lade være med. Denne tendens kalder Anette for ”Den ironiske boomerang”, og mener, at det er en hjerneklodset måde at henvende sig til børn på, fordi den har en uhensigtsmæssig virkning.

Hen-imod-sprog
Men hvordan undgår vi så at tale hjerneklodset til børn? Det gør vi ved at bruge ”hen-imod-sprog” frem for ”væk-fra-sprog”. Altså at vi vender sætningerne om, og i stedet retter den mod den adfærd vi ønsker, frem for den adfærd vi ønsker, at barnet skal stoppe med. Tager vi eksempelvis fat i sætningen ”Du må ikke slå Elias”, hvor hjernen hurtigt fokuserer på ordet slå, kan vi vende den om og i stedet sige noget i retning af: ”Jeg har en vigtig opgave til dig. Vil du sørge for, at den arm dér er god mod andre? Det glemte den vist lige.” Når vi bruger ”hen-imod-sprog” giver vi barnet en reel handlemulighed på situationen, og hjælper det dermed til bedre at kunne håndtere en lignende situation en anden gang. Når vi bruger ”væk-fra-sprog” stopper vi blot situationen, men barnet lærer sjældent noget af det.

Kerneværdier i hen-imod-sætninger
Ifølge Anette kan vi hjælpe barnet videre i to retninger med ”hen-imod-sprog”. Den ene retter sig (som vi så i eksemplet før) mod en ændret adfærd, hvor den anden har fokus på værdier. Hvis vi derfor tager sætningen fra før, og i stedet ønsker at rette barnets opmærksomhed mod værdien ”empati”, kunne sætningen i stedet hedde ”Jeg kan se på Elias’ øjne, at han blev bange, da du slog”. På dén måde lærer man barnet, at være opmærksom på andres reaktioner og at man kan aflæse følelser i hinandens øjne. Et vigtigt redskab til at lære empati, er at kunne aflæse andres reaktioner i deres mimik og i deres øjne.

Når amygdala ser rødt
Men som tidligere skrevet kan børn (og voksne) ind imellem blive fanget helt ind i deres egen frustration. Når dét sker, er der ifølge Anette Prehn tale om en Amygdala-kapring. Amygdala er to mandelformede områder i hjernens følelsessystem, som bl.a. har rollen som hjernens alarmklokke. Når amygdala bliver kapret, er det fordi der er noget, som den anser for at være farligt. Anette opstiller i bogen de syv amygdala-trickere: statustrusler, diktater/råd, for store opgaver og mål, fremtidståge, ansigtsmimik (vrede), uretfærdighed og social eksklusion, og når noget minder om en tidligere oplevet farlig situation.

Det er forskelligt fra person til person, hvad der tricker amygdala mest, men hver gang amygdala bliver kapret, og barnet (eller den voksne) bliver fanget i sin egen frustration, danner det en sti i hjernen, så denne reaktion bliver den mest sandsynlige næste gang barnet står i samme situation. Derfor gælder det ifølge Anette Prehn om, at lære at omfortolke situationer, på et tidspunkt hvor amygdala ikke er kapret.

Omfortolkning
Omfortolkning (også kaldet reframing) handler om, at lære at se en situation fra andre vinkler. Hun foreslår at man leger ”hjernens fotograf” med sit barn, som netop handler om at tage forskellige mentale billeder af en specifik situation. Som en start foreslår hun, man starter med at emne, som ikke er så følsomt, så man kan øve sig lidt. Emnet kunne fx være regnvejr. Man kan tænke ”øv, hvor surt at det regner”. Men leger man ”Hjernens fotograf”, så omfortolker man situationen, så man ser alle fordelene. Omfortolkningerne kan her fx være, at når det regner kan man: stikke tungen ud og drikke vand, hoppe i vandpytter, lege med regnorme i en spand, vælge en smuk paraply osv.

Når du og barnet mestrer teknikken, kan I rykke videre til et sværere emne. Skriv så mange omfortolkninger som muligt ned på et stykke papir. Når I er færdige, så vælg den omfortolkning som giver den bedste mavefornemmelse. Næste gang dit barn så står i en svær situation, kan du prøve at forhindre en amygdalakapring, ved at minde ham/hende om ”hjernens fotograf”. Hvis barnet er blevet tilstrækkeligt dygtig til teknikken når I har øvet det i en rolig og afslappet tilstand, er der en god sandsynlighed for, at det også kan gøre god brug af det i svære situationer.

Også for voksne
Nå man læser bogen, bliver det hurtigt klart, at dette ikke blot er en guide til hvordan man taler hjernesmart til børn. Undervejs kommer Anette Prehn med flere små eksempler og historier, som både er rettet mod teenagere og mod voksne. Desuden opfordrer hun i bogen til, at man også arbejder med sig selv, og fx finder ud af hvilke kerneværdier man har, så man kan bruge dem i ”hen-imod-sprog”. Derudover gør hun opmærksom på, at begreberne i bogen ikke kun gælder børns hjerne, men også din egen, og at metoden med at omfortolke, også kan bruges ift. din personlige udvikling.

Som læser kan man ind imellem godt gå en smule kold på hendes yderst pædagogiske navngivning af både metode og fagtermer. På den anden side er den overskuelig, let at læse og let at anvende i praksis, fordi det netop foregår i et sprog, hvor alle kan være med. Desuden gør begreber som ”hjernens lommelygte” og ”hen-imod-sprog” det nemt at huske hvad det hele handler om, hvilket vel i grunden er temmelig hjernesmart.

 

 

 

Klumme: Et års morskab

Af Melissa Ejlersen

Jeg mødte Villas første gang en sen marts aften i 2016. De foregående 9 måneder havde jeg lagt mig i selen for at forberede mig på den udfordring, som jeg nu stod overfor. I virkeligheden havde jeg ingen ide om, hvad præcist det var, der ville ramme mig.

Barselsboblen og eksamensangst
Da epiduralrusen først havde lagt sig, og roen havde sænket sig over barselsstuen, blev jeg ramt, som i virkelig ramt! En helt ny og fuldstændig overvældende følelse af kærlighed overmandede mig, og selvom det efterhånden var halvandet døgn siden, at jeg havde sovet, kunne jeg ikke andet end at ligge og kigge ned på det lille vidunder i krybben.

I løbet af de næste ugers barselslykke sneg der sig alligevel en lille smule angst ind. For hvornår var den store test mon? Altså ligesom at man skal til eksamen, før man må forlade skolen, eller køreprøven før man må sætte sig bag rettet alene? Hvornår var det så, at mine evner som mor skulle testes?

De har ikke været her med testen endnu eller også var jeg ikke hjemme den dag… Under alle omstændigheder vil jeg også mene, at det er gået fortræffeligt, selvom både TV- og kostpolitikken har ændret sig markant undervejs.

Principperne, der røg sig en tur
For man har virkelig ingen ide… Jeg troede, at børn sov i deres egne senge bare sådan per automatik. Nu er jeg praktiserende samsover, og kan slet ikke sove, hvis ikke han ligger ved siden af mig! Jeg havde også en helt skarp holdning til TV, det måtte bestemt være noget, som hørte sig specielle lejligheder til! Indtil at jeg mødte Blaze, Dora og hvalpene fra Adventure Bay. For når ulvetimen presser sig på, og man står der på hovedet og synger ”Der bor en lille nissemand”, selvom vi er i maj måned, imens man forsøger at røre endnu en omgang frikadeller sammen, så er fjernsyn og figenstænger pludselig ikke så dårlig en idé alligevel.

Foto: Melissa Ejlersen

Far, mor og kærester
En af de ting, der har overrasket mig mest det seneste år er, hvor stort et pres parforholdet bliver sat under. Bevares! Jeg har da set og hørt mine veninder, som har fortalt om det, men jeg har aldrig rigtig taget det ind, og helt forstået det før nu. For samtidig med at jeg pludselig oplevede en uadskillelig samhørighed omkring vores søn og den kærlighed, som vi havde skabt ham ud fra, så følte jeg pludselig også, at der blev skabt en dybere og dybere kløft imellem os.

Før i tiden havde vi masser af tid til at forme vores liv, som vi havde lyst. Men pludselig skulle selv en tur i Fakta planlægges minutiøst. Hvis jeg kun måtte give ét godt råd til kommende førstegangsforældre, så ville det være:
Husk hinanden, og husk kærligheden. Drop opvasken og de høje forventninger til husførelsen, for alle de praktiske ting skal nok løse sig hen ad vejen, men kærligheden er fundamentet for hele familiens trivsel.

Planlægning og prioritering
Selvom et år er lang tid, var tiden pludselig fløjet af sted. Indkøringen i vuggestuen var på plads, og mor var tilbage i arbejdstøjet. Hvis man troede, at ens Tetris-skills blev testet, når man begiver sig rundt i offentlig transport med barnevogn, så kunne man nok godt tro om igen – This is the real deal!  For hvem henter? Hvem bringer? Hvem bliver hjemme, når junior er syg, og hvordan skal det egentlig nogensinde lykkedes at komme ud af døren om morgenen, uden alt for mange havregrøds- eller snotrester på tøjet. Sidstnævnte scenarie er grunden til, at man ALTID skal have vådservietter i tasken– også computertasken.

Planlægning og prioritering er nøgleordet for mig. Helt ærligt, så synes jeg ikke, at det er supersexet, at bruge sine weekender på at forberede varierede måltider til hver eneste hverdagsaften kl. 17:30. Herhjemme er vi indtil videre kommet ret langt med havregrød, rugbrødsmadder og omeletter– og var der ikke engang en der skrev, at kærligheden er fundamentet?

 

Foto: Melissa Ejlersen

Det seneste år har jeg muligvis bestilt mere take away end gennemsnitskøbenhavneren, stortudet mere end rigeligt, opnået en helt ny og anderledes tolerance for rod og jeg har fundet ud af præcis hvor mange dage, der går før, at ens mascara er helt slidt af.  Men det betyder ikke så meget, for til gengæld har jeg også oplevet den vildeste kærlighed, det higheste high og lært en hel ny side af mig selv at kende – MORSKABET