Tag-arkiv: bog

Mit første år som uperfekt mor

Af Bettina Holst

Julie Ugleholdt (født 1987) udkom i 2018 med sin første bog ”Projekt Baby”. Bogen er en personlig fortælling om hendes første år som mor, med særligt udgangspunkt i de udfordringer hun stod overfor, i sin nye rolle som forælder, med en fødselsdepression.  Det er tanker om drømme og håb, en spirende karriere og en let tilgang til det at skulle balancere karriere og baby. Læs mere ...

Bog: Tryk og glad godnatlæsning

Den nye bog “Tryk og glad godnatlæsning” er skrevet af zoneterapeut Katrine Birk, sprogpsykolog Lena Adalberth og forfatter Anne Marie Berså. Bogen kombinerer metoder fra blid akupressur og zoneterapi med de små godnathistorier om Lille Tumle. Med Tryk og glad godnatlæsning vil de tilbyde et mere helhedsorienteret alternativ – både til den klassiske godnatseance, men også til tendensen til at lade skærmtid overtage godnathistoriens plads. Læs mere ...

Bog: Alle veje fører til moR

Af Mette Nikolajsen

Alle veje fører til moR er en bog baseret på en mors og datters mailkorrespondance, da datteren flytter hjemmefra. Det er dog ikke en helt almindelig flytte-hjemmefra-situation, for datteren rejser til den italienske hovedstad, Rom.

Bogen er ikke ny – den er fra 2018 – men jeg synes, den har vigtig vinkel på moderskabet. For mødre med små børn vil det være så fjernt, at ens børn en dag forlader en. Nogle gange ønsker du sikkert en pause fra moderskabet…bare en formiddag…eller måske en helt weekend med mig-tid. Men så kan det måske også hjælpe lidt at blive mindet om, hvordan du en dag (nok) får det, når børnene flyver fra reden. Læs mere ...

Bog: Det gør ondt i maven, mor

Forsiden til bogen “Det gør ondt i maven, mor”

Af Melissa Ejlersen

”Det gør ondt i maven , mor”, er skrevet af Iben Sandahl og Sarah  Zobel.  Det overordnede tema for bogen er, hvordan vi skaber mere nærvær, mindre stress og flere smukke øjeblikke med vores børn, og med ordet  KÆRLIGHED som omdrejningspunkt for de 9 kapitler, har de begået 196 sider med betragtninger, ærlige personlige fortællinger og guidance til læserens egen refleksion.

Samvær eller nærvær?
Jeg når kun frem til side 11, før jeg synes, at de to damer slår hovedet på sømmet første gang, her tager de fat i forskellen mellem samvær og nærvær. Samtidig med at jeg læser det, kan jeg høre lyden af det raslende hamsterhjul på overdrev, som jeg ofte ynder at sammenligne mit eget familieliv med.

Jeg kan nemlig godt lide at betragte mig selv som nærværende og inkluderende, men er jeg i virkeligheden det? For når alt kommer til alt, så bruger jeg måske nok mest tid på at koordinere familielivet, og knap så meget på at deltage aktivt.

Jeg synes for eksempel, at det er enormt vigtigt, at vi spiser sammen. Uden indblanding fra tablets, telefoner eller tegnefilm. De sidste par dage har jeg dog lagt mærke til, at den tid jeg skaber til nærvær, får jeg selv vekslet til planlægningstid hvor jeg, henover hovedet på min 2-årige, afkræver min kæreste svar på det næste kvartals aktiviteter. Ikke ligefrem en opfyldelse af mit nærværende selvbillede – det er nok ikke så underligt, at den 2-årige engang imellem kaster en falaffel i hovedet på mig eller, at den 35-årige sukker dybt.

Forfatterne med deres børn

Google det!
I debatten omkring børneopdragelse fylder skærmbrug en del. En negativ del det meste af tiden. I en verden hvor digitaliseringen vinder indpas, finder jeg det naivt blot at afvise brugen af skærme, som efterhånden er pensum helt ned i vuggetuerne. I min optik skal vi i højere grad diskutere forældrenes forbrug! For at kunne undgå at opdrage en uempatisk, konstant kattevideo-seende, meme senende, SoMe opdaterende generation, må vi nødvendigvis se indad, og gøre os umage for at være gode rollemodeller.

Sarah og Iben deler i afsnit 6 ”Google det!” nogle skønne refleksioner og brugbare erfaring, til at håndtere denne nye verden. Det er forfriskende at høre to eksperter anerkende, at skærme rent faktisk er kommet for at blive. I stedet for at tage afstand og behandle området negativt, tager de aktivt stilling og sætter rammer og vejleder deres børn i brugen af skærme.

Teori i øjenhøjde
Jeg har efterhånden tærsket igennem en del litteratur fra børneopdragelsesafdelingen i den lokale boghandel, men det her er første gang, hvor jeg føler mig ”talt til” i øjenhøjde og ikke ”talt henover hovedet”.

Uden at pådutte læseren anbefalinger, rammer de den helt perfekte balance imellem teorien og de personlige erfaringer. Jeg vil ikke anbefale bogen til nybagte forældre, for uden mine egne erfaringer som mor, ville jeg nok ikke fundet den lige så relevant. Til gengæld tror jeg at den ender som et opslagsværk i min bogreol, fordi den både rummer de helt små og de store teenagebørn, som jeg endnu har til gode.

 

Drop opdragelsen – vis hvem du er og bliv hørt!

Af Melissa Ejlersen

Første gang jeg læste overskriften, krummede jeg tæer. Det var svært for mig at forstå, hvordan jeg skulle få min søn til at opføre sig ordentligt uden at opdrage, irettesætte eller synliggøre konsekvensen af hans handlinger. Men efter at have læst bogen, har jeg nu fået fyldt min værktøjskasse godt og grundigt op.

Bogen “Drop Opdragelsen”

Drop opdragelsen – hvad er den nu af?
På trods af en titel der kan minde en om unger, der hænger i gardinerne og raserer bedsteforældrenes hus, mens mor og far trækker på skuldrene, så er det langt fra tilfældet. Fie beskriver på fineste vis værdien af at skifte udskammende sprog og konsekvensopdragelse ud med personlige grænser og klar kommunikation. Da jeg er skeptisk af natur, måtte jeg selvfølgelig prøve det af i praksis, før jeg for alvor købte ind på metoden.

Som alle andre 2-årige, finder min søn stor fornøjelse i at hælde indholdet af sit krus udover bordet. Som alle mødre til 2-årige, er jeg efterhånden ved at være træt af at tørre op efter ham. Jeg ved godt, at han ikke gør noget for at provokere eller med vilje. I disse tilfælde kommer jeg ofte til at optrappe konflikten ved, at bruge en masse ord til at forklare ham, hvorfor at det ikke er i orden. I søndags da der igen var plasket en deciliter mælk udover spisebordet, besluttede jeg mig for at prøve Fies metode af, så i stedet for min sædvanlige tilgang, som så ofte har resulteret i mere spildt mælk, sagde jeg helt roligt; ”Jeg vil ikke have, at du hælder din mælk ud på bordet”, og sørme om det ikke så ud til at barnet lyttede! Faktisk har han slet ikke hældt mælk udover bordet siden – ikke med vilje i hvert fald.

Lederskab i relationen
Selvom Fie i bogen lægger stor vægt på den ligeværdige relation, understreger hun samtidig også vigtigheden af, at forældrene tager lederskabet. Forældrene bærer ansvaret for at sætte personlige grænser på en ordentlig måde, hvor både toneleje og ord er afgørende for, hvordan modtageren, i dette tilfælde barnet, opfatter budskabet.
Gennem hele bogen kunne jeg ikke undgå at drage paralleller til mit professionelle liv, hvor jeg i høj grad gør mig umage for at kommunikere ordentligt, men efter kl. 16 nok nærmere indtager rollen som pædagog, hvilket ifølge bogen er uhensigtsmæssigt. Børn har brug for autentiske forældre, som sætter klare rammer, fremfor at forklare og gå på kompromis med egne overbevisninger og grænser. Er det ikke i virkeligheden også det, som vi i bund og grund alle sammen ønsker at lære vores børn, at være i stand til at sætte personlige grænser og være autentiske i deres relationer?

En klassisk konflikt
I kapitel 7 tager Fie måltidet op til revision. I en travl hverdag er aftensmåltidet et samlingspunkt og en klassisk skueplads for konflikter.  Under overskiften ”Lad det fælles måltid være en invitation”, giver Fie sit bud på, hvordan måltider skal håndteres, så de bliver mindre konfliktfyldte. Her foreslår hun blandt andet, at forældrene undgår at blande sig i hvor meget eller hvad børnene vælger at spise, og at vi streger den gamle devise om, at der skal spise op. Ved at kontrollere børnenes indtag af mad, undertrykker vi i virkeligheden deres evne til at mærke efter og sætte deres egne personlige grænser. Derudover rammer Fie i min optik hovedet på sømmet, når hun i kapitlet understreger, at det ofte er forældrenes uindfriede forventninger til måltidets grad af ”hygge”, som skaber en stor del af konflikterne.

Den vigtigste læring, som jeg tager med fra bogen er, at det i sidste ende ”blot” handler om anderkendelse, nærvær og at give plads til barnets naturlige reaktioner. Når vi sætter sætter grænser og bestemmer, hvad de må og ikke må, er det helt naturligt, at de vil reagere med både tårer og mindre fine gloser – og det er okay! Vores vigtigste rolle som forældre er så at rumme dem og vise dem, hvordan man forholder sig respektfuldt til både sig selv og andre mennesker.

Med bogen ”Drop opdragelsen – vis hvem du er og bliv hørt” har Fie Hørby begået en anbefalelsesværdig håndbog til børnefamiler, som ønsker at undgå dagligdagens konflikter. Bogen byder på lige dele teori og praksis, som gør den let læselig og relaterbar. Underbygget med gode eksempler og øvelser, byder Fie op til en refleksion over ens eget forældreskab – uden at nedgøre eller gøre brug af den ”banke oveni hovedet retorik” som ellers ofte kendetegner forældreskabsdebatten.

Inspiration til leg og balance

Leg & Balance af Medde Lykke Vogensen

Der er sponsorerede ting i artiklen – samarbejde med brands er altid nøje udvalgt af Mor-skab, og holdninger er fra hjertet. Produkter, der fremvises her, er ting, der er ønsket og nøje udvalgt af afsenderen! //Mor-skab

Af Maria Lyngsø Hougaard

Du ved godt, at det er rigtig vigtigt at styrke dit barns motorik, men når du ti gange har vendt ham på hovedet, kan det være svært at finde på noget nyt.

Bogen Leg og Balance af Medde Lykke Vogensen fokuserer på børn fra 0-18 måneder og giver dig gode ideer til bevægelse, så du også som forælder kan føle dig lidt udfordret og nyde noget variation!

Leg & Balance af Medde Lykke Vogensen

Leg og Balance er bogen til dig, der gerne vil forstå dit barns motoriske udvikling og lære, hvordan du med intelligente og målrettede bevægelseslege kan støtte dit barn gennem de første 18 måneder.

I Bogen kan du også læse om dit barns udvikling måned for måned, og bogen ønsker at inspirere til sjov og udviklende samvær med dit barn, som styrker forbindelsen mellem krop og sind.

Så mangler du inspiration til en mere aktiv barsel for dit barn derhjemme på stuegulvet, er her et bud på en bog med masser af motorik og bevægelse.

Leg & Balance af Medde Lykke Vogensen
6 tegn på dårlig motorik
Meget klodset for sin alder
Har svært ved at holde balancen
Bliver utilpas ved berøring
Bliver utilpas ved voldsom leg, eller når man kører bil
Skolebarnet har svært ved at lære at læse
Svært ved at koncentrere sig.
Mulige årsager til dårlig motorik
Hjernestammen fungerer for kraftigt eller for svagt. Det vil sige, at hjernen mistolker sansernes signaler.En meget hyppig årsag, der for eksempel ses hos hyperaktive børn.
Generel understimulering motorisk. Det vil sige, at barnet ikke bliver opfordret til at bevæge sig.
Moderen har ligget meget stille under graviditeten.
Barnet har været meget sygt som spæd/lille og har derfor ligget meget stille.
For tidligt fødte børn har ofte sansemotoriske problemer.
Adoptivbørn kan have det, hvis de har ligget/siddet meget stille i tiden inden adoptionen.
Genetiske sygdomme som Asperger, autisme, Downs syndrom og DAMP giver ofte nedsat funktion af en eller flere sanser.
(fra voresborn.dk)

Bogen kan købes her: https://www.saxo.com/dk/leg-balance_medde-lykke-vognsen_indbundet_9788702232646

 

Helens bog til far og gravid-dagbog

Vi anmelder "Dagbog: Min graviditet" og "Helens bog til far"
Vi anmelder “Dagbog: Min graviditet” og “Helens bog til far”

Af  Maria Lyngsø Hougaard

Nu kan du give dit barn et minde om din graviditet eller en gravid veninde en gave, der kan forsøde den laaaange ventetide; nemlig bogen “Dagbog: Min graviditet”. Og så har den produktive Helen Lyng Hansen udgivet bogen “Helens bog til far” med en masse indsigt til farmand, der for en gang skyld ikke er skrevet som komik. Læs vores anmeldelser her:

“Helens bog til far” af Helen Lyng Hansen
Der er flere bøger til de nybagte fædre, men de er ofte skrevet som komik, hvilket sådan set også er fint, for der er mange sjove vinkler på det at blive far. Men det er også en dyb seriøs rolle, hvor man som mand nemt kan føle sig på dybt vand ved siden af moderens mere tydelige rolle.

Derfor må det være befriende, at sundhedsplejerske og børneekspert Helen Lyng Hansen nu har skrevet “Helens bog til far”, der helt seriøst tager hånd om faderen og giver ham erfaren indsigt i, hvordan han er den bedst mulige far for sit barn.

Hun er inde på emner som; hvordan han får en god tilknytning til barnet, både i dets første levetid, hvor moren ofte fylder det meste i det lille barns verden, og senere i opvæksten, hvor det er andre udfordringer, som melder sig. Hvordan han finder sin plads i familien, og hvordan han håndterer det, hvis en fødselsdepression rammer.

Også parforholdet berøres, for her føler mange mænd sig lidt overset, når alt opmærksomhed og fysisk berøring går til det lille nye barn. Helen er også inde på farmands rolle i andre konstallationer end den klassiske kernefamilie; hun berører faderen efter skilsmisse, i homoseksuelle forhold og i sammenbagte familier.

Sproget er levende og vedkommende, og Helen oplyser ikke bare, men guider også med forslag til samtaler og praktiske løsninger. Bogen er skrevet, så den enkelte far kan slå op og bruge det, der passer til ham.

Bogen kan købes HER.

“Dagbog: Min graviditet” af Jonna Nørgård Pedersen

img_1225

Der er masser af udgaver af Barnets bog, hvor forældre kan nedskrive en masse ting om barnets første år til evigt minde. Men det kunne også være sjovt at høre, hvordan det var for ens mor, da hun gik rundt med én i maven.

For det at vente et barn er en kæmpe ting i en kvindes liv, men alligevel kan man sjældent huske tankerne, fornemmelserne, det svære og det sjove, når først barnet er født.

Det er her bogen “Dagbog: Min graviditet” kommer ind i billedet. For hvis du under din graviditet udfylder sider til de 40 uger, en graviditet varer, så vil du og dit barn have et evigt minde om jeres allerførste tid sammen.

img_1226

Så kan I sammen grine ad den gang, hvor du brækkede dig i kontorets skraldespand eller begyndte at tude i bussen. Eller smile over de tanker du gjorde dig, da du fik kønnet at vide eller første gang mærkede liv. Alt sammen store og mindeværdige ting, som vi alt for sjældent får fortalt videre – fordi vi ikke kan huske det.

I den første del af bogen er der en side for hver uge i graviditeten. Her står der øverst en lille tekst, der kan sætte tanker i gang, så du ikke helt på bar bund skal finde på noget at skrive, hvis det ikke lige kommer til dig. Sidst i bogen er der en række sider, der minder om de klassiske Barnets bog, hvor du kan skrive om fødslen, barnets længde og vægt osv.

Giv den videre til dit barn eller giv den i gave til en ny-gravid veninde. Den kan købes HER.

img_1227

Stimuler dit barn, opdrag med respekt og få søvn – 3 brugbare bøger

Mor-skab anbefaler her tre gode bøger til hjælp, når du skal opfostre et lille menneske – opdrage og stimulere det, lære det gode søvnvaner og selvværd.

De er alle bygget op som opslagsværker, hvilket gør det nemt for travle forældre, der måske ikke har tid til at læse en hel bog.

Bog: “Superbarn!”
Forfatter: Maria Beadle og  Anni Kirk

IMG_7133

Ved første øjekast irriterer titlen mig, da det nemt kan lyde som om, man skal pace sit barn, og nogle børn ikke er gode nok = ikke superbørn. Men ved nærmere bekendtskab virker bogen rigtig god.  Den er bygget op som et opslagsværk, hvilket er perfekt, da man måske ikke har tid til at læse en hel bog fra ende til anden med en baby på armen.

Bogen vil skabe glade børn (en titel, der ville være mere sigende for bogen, synes jeg) og har ikke fokus på amning, sengetider og ernæring, men stimulering. Bogens første del er inddelt efter alder fra 0-12 år, og hvordan man kan stimulere barnet lige netop der, hvor ens barn er.

Forfatterne fokuserer på børns selvværd, syn, motorik og indlæring, og hvordan du stimulerer dem på netop de punkter.
Når barnet er spæd, er fokus for eksempel, at det skal lære at ligge på maven, og hvordan du allerede der giver dit barn selvtillid. For det syv-årige barn, handler det om hjælp til at knække læsekoden og indøve koncentration inden skolestart.

Anden del af bogen gennemgår begreber som hjernens modning, syn og samsyn, reflekser og sanser – det hele hænger nemlig sammen, og forfatterne ønsker at udbrede, at hjernen ikke modnes passivt, men fordi den udfordres og stimuleres.
Det fedeste ved “Superbarn” er, at den kan bruges som et opslagsværk, hver gang du vil inspireres til, hvordan du stimulerer dit barn i den rigtige retning, og det er dejligt, når man som mor indimellem ikke længere kan finde på noget nyt.


Bog: “Helens bog om børn og opdragelse”
Forfatter: Helen Lyng Hansen

IMG_7132

Mottoet i bogen er: Tydelige voksne giver trygge børn!
Helen Lyng Hansen er en meget anerkendt netsundhedsplejerske, der via sin hjemmeside giver råd til rigtig mange forældre, og jeg har ofte brugt hendes råd der, for hun virker dejlige ligetil, kærlig og nede på jorden.

I bogen fokuserer hun på, at børn ikke skal trues eller dresseres til lydighed, men dog alligevel have tydelige forældre, der med grænser, dialog og empati giver deres børn selvværd og sociale kompetencer.
Og det begynder allerede hos det helt spæde barn, som man altid skal give trøst og kærlighed, hvis det græder. Det giver nemlig barnet en helt grundlæggende tillid til, at “mor og far vil mig det godt.”

Helen påpeger, at det er vigtigt, at vi, selvom vi sætter tydelige grænser og har sagt nej til noget, skal lytte til barnet, så det føler sig rummet med de følelser, det måtte have fx “Jeg kan se, at du bliver ked af, at du ikke må få isen – kom så skal jeg trøste dig” (selvom barnet stadig ikke må få isen). På den måde føler barnet, at du rummer hans/hendes følelser, og det giver tillid og selvværd.
Og i stedet for at bruge vendingen “du skal”, kan man for eksempel som forælder bruge sig selv  og sige “Jeg vil gerne, at du …”
I bogen understreger Helen også, at hårde ord og irettesættelser, som nedgør barnet skaber sorg, utryghed og mindreværdsfølelse.

Bogen er bygget op over 600 spørgsmål og svar om børneopdragelse, så man nemt kan slå lige netop det spørgsmål op, som man måtte have. Det gør bogen meget brugbar, både at læse fra start til slut, men bestemt også som opslagsværk, hvis man lige står med et bestemt problem.

Bog: “Helens bog om børn og søvn”
Forfatter: Helen Lyng Hansen Læs mere ...