SOFIE LINDE: FÅRKING GRAVID

Af Melissa Ejlersen

En bog-klumme:

”NAAAAAJ, jeg er bare så fucking gravid!” – Råbte jeg ind i hoved at den stakkels produktionsassistent, som bare prøvede at få en lille bitte kommentar til et indslag til lokalnyhederne. Derefter slæbte jeg mine faktaposer fyldt med guilty pleasures hjemad. Det var d. 9. marts 2016, jeg var 3 dage over termin og rigtig træt af det. For at være gravid var ikke lige mig, jeg ventede forgæves på, at den permanente tilstand af lykke skulle indtræffe eller, at jeg på magisk vis ville tilegne mig evnen, til at svæve rundt på en lyserød sky. I stedet blev jeg tungere, trættere og mere og mere desperat efter, at kunne nå mine tæer igen.

En god mor defineres heldigvis ikke udfra graden af begejstring omkring alle de hormonelle processer, som allerede er i gang for fuld smadder, den dag du sidder med alle de små plastik pinde med TO lyserøde streger på. Det har Sofie Linde sat nogle gode og sjove ord på i sin bog ”Fårking Gravid”, hvor hun leverer en officiel stemme til dem af os,  der forpustet glædede os til, at det er overstået, allerede inden det rigtigt var gået i gang.

Verdens vigtigste regel

”Før min glæde kom frygten for at miste. Miste noget jeg ikke engang kendte endnu”

Sådan skriver Sofie Linde, og jeg kan snildt nikke genkendende til den angst og de 1 million pludseligt presserende spørgsmål, som pludselig opstår i det øjeblik du finder ud af, du er gravid. Her er det fristende at forlade sig på, at svaret findes derude på det store informationsrige internet.

Er der mon noget galt med babyen? Burde jeg kunne mærke noget? Hvad må man egentlig, når man er gravid? Hvad nu hvis? Vokser baby som den skal? Vil jeg amme? Hvordan f… kommer sådan en overhovedet ud? Det er her den ultimative regel kommer ind i billedet: DU MÅ IKKE GOOGLE! For du er nu kun 2 klik væk fra at stifte bekendtskab med en række skrækhistorier, som udelukkende vil føje brænde til dit i forvejen pulserende bål af bekymringer. Træk vejret! Det skal nok gå, også selvom du glemte din folinsyre i går, fordi du var optaget af din pludselige trang til rødkål – i juli måned.

Mor eller mig?

Sofie Linde citerer så fint Medinas sang ”Ensom”, for det kan virkelig være et ensomt job at gro et andet menneske. Fra den ene dag til den anden er du pludselig underlagt et helt specielt indiskutabelt regelsæt, og så snart røgen fra nyhedsfyrværkeriet har lagt sig, kan du ikke længere simulere, at du stadig kan det samme som alle, og som terminsdatoen skrider nærmere, begynder din omgangskreds også at tage specielle hensyn til dig.

Tag ikke fejl her! Jeg synes i høj grad, at der skal tages specielle hensyn til gravide. Jeg elskede selv, at det pludselig blev legalt kun at deltage i halvdelen af arrangementet, for jeg var bare SÅ træt eller forkvalmet hele tiden. Derfor kan jeg også virkelig godt relatere til det, når Sofie skriver: 

 ”Er det helt væk, at man gerne vil inviteres, selvom man faktisk ikke orker at komme?”. 

For hvordan holder man fast i stadig at være Sofie, Melissa, indsæt dit eget navn…, når din krop allerede er overtaget, og omdrejningspunktet for størstedelen af dine samtaler er forestående fødsel, indkøb af babygear, holdning til børneopdragelse, etc. 

Det der med cravings…

”Før jeg blev gravid, troede jeg, at cravings var noget, gravide kvinder havde fundet på for at få et fripas til at æde alt muligt lækkert på mærkelige tidspunkter”. 

Det er jo i grunden ret besynderligt, hvordan man kan miste herredømmet over sine arme, som pludselig er blevet robotdreven og kun lystrer ”hånd til mund” kommandoen…  Vi er næppe de eneste to, Sofie og jeg, som har udkæmpet en brav kamp mod den indre længsel og erfaret, at selvkontrol er en by i Rusland, når graviditetshormonerne raser, og man bare gerne vil have den kage!

Cravings fylder en del i bogen, ligesom det gjorde i min egen graviditet. For mit vedkommende var der to årsager til det massive indtag af Maxibon is, som jeg demonstrerede særligt de sidste 3 måneder. For det første var det en lettelse at slippe tøjlerne og ikke konstant bekymre sig om, hvor det her stykke chokolade ville sætte sig på kroppen. Jeg ville jo sådan set tage på, uanset hvor meget jeg anstrengte mig. For det andet, og det er i bagklogskabens lys nok det allervigtigste, den emotionelle proces i min graviditet var hård, og midt i al lykken blev jeg ubeslutsom og forvirret, for jeg vidste, hvad der kom, men ikke hvem eller hvordan det ville blive. Sådan tror jeg i øvrigt de fleste førstegangsfødende har det.

Skulle jeg gøre det om igen, ville jeg gerne have været modigere og italesat alle de ting og følelser, som jeg var i tvivl om i stedet for at holde hovedet oven vande ved at drukne det i Maxibon og Marabou. 

”Et lykkeligt angstanfald”

Sådan beskriver Sofie Linde sin nyerhvervede tilværelse som mor. Min egen oplevelse var da også, at alle de bekymringer jeg havde haft under graviditeten pludselig kunne ganges med faktor 50. Oveni kunne man ligge lidt naturlig søvnløshed til, og resultatet var et styk konfus babymama.

Jeg har mange gange haft sådan en lyst til at tvinge hende, altså Trine, ned i en form for skema med ønsker om at vide præcis, hvad hun gør og hvornår”.

Det hører mere til reglen end undtagelsen, at nybagte forældre som noget af det første beskriver det totale tab af kontrol, når jeg spørger dem, hvordan det går. Fra at have været en satellit til dig selv, har baby nu indtaget tronen og på trods af at den endnu ikke har tilegnet sig specielt mange kompetencer, styrer den nu dit hjem som en ægte diktator – den mest nuttede og fantastiske diktator nogensinde selvfølgelig.

Da jeg læste sidste del af bogen, den del efter Trines ankomst, og efterfølgende har fulgt med på Sofie Lindes Instagram, blev jeg bekræftet i det, jeg altid siger til førstegangsfødende, som synes det er hårdt at gennemleve en graviditet: ”Det er det værd!”.

For når alt kommer til alt, så er der jo en grund til, at kvinder gør det igen og igen <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.