Tag-arkiv: debat

SOFIE LINDE: FÅRKING GRAVID

Af Melissa Ejlersen

En bog-klumme:

”NAAAAAJ, jeg er bare så fucking gravid!” – Råbte jeg ind i hoved at den stakkels produktionsassistent, som bare prøvede at få en lille bitte kommentar til et indslag til lokalnyhederne. Derefter slæbte jeg mine faktaposer fyldt med guilty pleasures hjemad. Det var d. 9. marts 2016, jeg var 3 dage over termin og rigtig træt af det. For at være gravid var ikke lige mig, jeg ventede forgæves på, at den permanente tilstand af lykke skulle indtræffe eller, at jeg på magisk vis ville tilegne mig evnen, til at svæve rundt på en lyserød sky. I stedet blev jeg tungere, trættere og mere og mere desperat efter, at kunne nå mine tæer igen. Læs mere ...

“At være eller ikke at være… mor?”

Af Sophie Rud

I artiklen »Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke« fortæller fotojournalisten Nanna Navntoft historien om den udviklingsforstyrrede 27-årige Mie Damkjær, der grundet sin udviklingsforstyrrelse har valgt ikke at få børn. Udover at give indblik i, hvordan den unge Mie håndterer sin længsel efter børn, giver artiklen også anledning til at aktualisere spørgsmålet: Har alle ret til at blive forældre?

NORDENS PARIS: Klokken er 18:15 og jeg sidder i min vindueskarm i min lejlighed efter at have læst Nanna Navntofts artikel omhandlende barnløse Mie. To modsatrettede tanker præger min tankeproces:

Først får jeg ondt af kvinden, der skal slå sig til tåls med livsløse dukker, når hendes største ønske at blive mor til et biologisk barn. Derned mærker jeg fascinationen af den styrke, det må kræve at sætte sit egoistiske behov på hylden i et forsøg på at gøre det rigtige.

Er børn en menneskeret?
»Det er den måde, jeg har valgt at leve mit liv på. Så kan det godt være, at der er andre, der vælger noget andet, men jeg vil ikke sætte et barn i verden, som vokser op med nogle forældre, der ikke er i stand til at give barnet det liv, som det fortjener«.

27-årige Mie kommer her med et tankevækkende argument, der danner grund for hendes beslutning om at forblive barnløs til trods for hendes kæmpe længsel efter at blive mor. Selvom Mies situation, samt hendes pointe om ikke at kunne leve op til den optimale forældrerolle, bygger på hendes mentale handicap, giver hendes selvindsigt og opofrende væsen stof til eftertanke hos mig, der selv biologisk set nærmer mig min mest optimale fødealder. Hvis jeg ser bort fra generelt at være velfungerende samt at være i optimal fysisk form, kan jeg ikke lade være med at stille mig selv samme spørgsmål som 27-årige Mie: ville jeg være i stand til at give et barn det liv, det fortjener?

Ret eller pligt?
Jeg er 22 år gammel. Studerende på 3. semester på Aalborg Universitet. Og jeg har travlt med livet. Blod på tanden. Lyst til at opleve. Og så er mit biologiske ur igangsat.

I forbindelse med at have valgt en uddannelse der kræver at være forberedt på ikke at have fast bopæl i længere perioder, har jeg med mit studievalg gjort mig det klart, at mine fremtidsplaner ikke stemmer overens med optimale rammer for at bringe børn til verden. Jeg er født og opvokset i udlandet og har i en alder af 22 haft 10 forskellige adresser samt gået på 8 forskellige undervisningsinstitutioner, og selvom mine forældres livsstil har inspireret mig i en sådan grad, at nomade-livet i dag tiltaler mig, ønsker jeg samtidigt ikke at lade mine eventuelt kommende børn vokse op med konstante flytninger og nye omgangskredse.

Fordi det primært er grundet min karrieredrøm, at det moralske dilemma “har alle ret til at få børn?” spøger, og fordi den gennemsnitlige danske kvinde på nuværende tidspunkt kun føder 1,7 børn, hvilket er for få til at kunne opretholde Danmarks nuværende befolkningstal (kilde: Danmarks Statistik, dst.dk), kan jeg samtidig ikke lade være med at spørge mig selv: er det som sund og velfungerende danske kvinde min pligt at bidrage til samfundet ved at blive mor?

Skal jeg vælge mit drømmejob fra?

Hvad skal i det hele taget drive den danske “børneproduktion” i fremtiden?

Drømmen om kernefamilien
»Jeg bliver jo enormt glad, når jeg har dem med i min barnevogn i Rema1000. Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke. Så tror de, at jeg er en mor på barsel, som er ude for at købe en liter mælk og en pakke rugbrød. Det synes jeg er en fed følelse«.

Den unge Mie forsøger i sin mangel på børn at erstatte sit savn med to realborndukker i vinyl. De giver hende mulighed for at udspille ovenstående scenarie uden at omverdenen vil lægge mærke til, at Mie faktisk ikke er har gennemgået en virkelig fødsel. Den unge kvinde gør det dermed også klart, at det biologiske kald ikke er den eneste faktor, der spiller en rolle i ønsket om at blive mor; det gør vores omgivelsers forventninger og accept også.

Selvom vi lever i et vestligt land, der, i takt med at de danske kvinder fik stemmeret og kom på arbejdsmarkedet, generelt har vænnet sig til at huse karrierekvinder, der vælger at finde lykken i deres arbejde i stedet for at få børn i deres 20’ere, er “kernefamilien” stadig et koncept, mange danskere kender til og stræber efter. At passe ind i normen er ikke en ukendt motivationsfaktor, og det er derfor heller ikke underligt, at Mies ønske om at kunne være på barsel som enhver anden kvinde betyder noget for hendes identitetsdannelse. Denne tankegang giver anledning til at stille endnu et spørgsmål. For hvis moderrollen betyder så meget for en kvindens identitetsdannelse, er netop denne pointe måske altoverskyggende: hvem har ret til at tage retten til at få børn fra en hvilken som helst kvinde? Til trods for dette emnes kompleksitet er jeg om ikke andet sikker på svaret til sidst opstillede spørgsmål: det har ingen!

Selvom Mie i sin artikel bliver portrætteret som værende noget af et unikum, har den unge kvinde haft både selvindsigt og medlidenhed nok til at gøre, hvad alle fødedygtige kvinder fremover burde overveje i forbindelse med at ville sætte børn i verden. Nemlig hvad det vil sige at være, og ikke at være, mor…?

Sophie Rud

Hvordan bliver min søn en ordentlig mand? #metoo

Af Melissa Ejlersen – mor til Villas på 1 år

I takt med at #metoo fænomenet vandt indpas på de sociale medier, gav det mig anledning til refleksion over det at være mor til en lille dreng. En dreng som en dag bliver en voksen mand, som behandler kvinder ordentligt – og alle andre for den sags skyld. Men hvordan vejleder jeg ham bedst på vej?

Den man tugter elsker man
Mine forældre sagde altid, at drengene kun nev og drillede, fordi de godt kunne lide mig. Hvilket temmelig sikkert var sandt. Jeg er også sikker på at ham håndværkeren, som råbte ubehagelige tilbud efter mig, da jeg som 22 årig kom cyklende forbi i min sommerkjole, godt kunne lide mig og i høj grad ønskede sig, at jeg vendte mig om og takkede ja til tilbuddet. Jeg er sikker på, at han ikke havde til hensigt at skabe utryghed hos mig…men det gjorde han!

Stammer denne adfærd i virkeligheden fra barndommen? Hvor vi bagatelliserer et puf eller en drilsk kommentar og dækker det ind under ”den man tugter elsker man”? Er det i virkeligheden uskyldige skolegårdsdrillerier, som har taget til i grovhed?

Jeg kender ikke svaret, men under alle omstændigheder synes jeg, at vi forældre skal aftale, at det stopper lige nu!

Æblet falder sjældent langt fra stammen…
Om Harvey Weinsteins far var en lige så stor idiot, som han har vist sig at være, skal jeg ikke kloge mig på. Jeg er dog ret sikker på, at den måde vi som forældre kommunikerer både med vores ord og kropssprog er toneangivende for, hvordan vores små poder kommer til at gribe verden an. Jeg vil gerne have at den mand, som min søn vokser op og bliver, forstår at længden på en kvindes kjole, ikke definerer en invitation til hendes intimsfære. Ligesom at han skal forstå, at han på ingen måde er berettiget til at give hende et nap bagi eller ”helt tilfældigt” komme til at stå lidt for tæt på i køen i Netto. Med en 19 måneder gammel spirrevip, som allerede har charmeret sin del af stewardesser, butiks- og restaurant personale, kan jeg godt se, at han får brug for god vejledning tidligt.

Fra mit perspektiv er det altafgørende, at vi som forældre danner fælles front. For mødrene kan prædike respekt for personlige grænser nok så meget, hvis ikke fædrene i praksis udviser den adfærd, så er der altså meget langt i mål.

Men hvad må man så?
Al diskrimination er uacceptabel i min optik.  Jeg ønsker at lære min søn, at det ikke er hverken køn, race, religion eller for den sags skyld seksualitet som definerer os som mennesker. Det er den måde, vi opfører os på, og det bidrag vi vælger at give til verden.

Jeg anerkender at #metoo fænomenet udspringer af et problem, som er langt større og mere komplekst, end den løsning jeg kan hitte på hjemme i hjørnesofaen en fredag aften. Samtidig mener jeg også, at al forandring starter i det små, og at den indsats vi som forældre gør for at vejlede vores børn ind i voksenlivet, er altafgørende for verdensbilledet om 100 år.

For mig handler det ikke om at stille forbud op og lære min søn, hvad dårlig adfærd er, tværtimod! Det handler om at vise ham hvordan man respektfuldt begår sig ude i verden, og hvordan man komplimenterer en kvinde, uden at hun skal føle sig forulempet, for det er vel i virkeligheden ikke så svært?

Du kan læse mere om #metoo HER 

Du kan læse om Harvey Weinstein HER

Bidrag meget gerne med din holdning, tanker og opdragelse herunder!


SKAL man være ked af et kejsersnit?

Melissa med sin søn Villas efter kejsersnittet
Melissa med sin søn Villas efter kejsersnittet

Af Melissa Ejlersen

Hun læner sig tæt ind mod mig, og nærmest hvisker: ”Hvordan har du det efter dit kejsersnit?”. ”Fint, jeg er faktisk rigtig glad for det”, svarer jeg forsigtigt . Hun ånder lettet op og smiler ”Det er jeg også, mine to var endda planlagte – det var bare bedre for mig”.

For første gang i 6 måneder sad jeg overfor en kvinde, som ligesom jeg selv ikke følte sig frarøvet en oplevelse eller traumatiseret af det faktum, at hendes børn var kommet til verden ved et kejsersnit – og hvor var det dog forfriskende endelig at møde én.

Hver 5. fødsel er et kejsersnit
Ifølge Sundhedsstyrelsen udgjorde kejsersnit 21,2% af alle fødsler i 2012, det er altså ca. hvert 5. Barn, som blev forløst igennem maveskindet fremfor på naturlig vis.

Efter et vellykket og veludført akut kejsersnit var det en overraskelse for mig at møde en overvægt af historier, hvor kvinderne i lang tid efter måtte bearbejde følelsen af at være blevet snydt for en naturlig fødsel og faktisk at være mindre kvindelig.

Er det ærgerligt, når det ender med kejsersnit?
Man skal selvfølgelig skelne imellem planlagte og akutte kejsersnit, hvoraf der er betydeligt flere risici forbundet med det sidste. Alligevel fandt jeg det interessant, hvordan jeg  efterfølgende har fået medlidende blikke og velmenende kommentarer med på vejen om, ”at det vel nok var ærgerligt, at det endte med et kejsersnit”.
For det synes jeg faktisk ikke, at det var.

Jeg føler mig på ingen måde snydt, mindre kvindelig eller ærgerlig over, at jeg endte på operationsbordet. Derimod følte jeg en lettelse, ikke kun fordi jeg på det tidspunkt havde været i gang i næsten et døgn, men også fordi det for mig betød et mere kontrolleret forløb, hvor jeg kunne få konkrete fakta samt en på forhånd planlagt proces.

Bliver ikke forberedt på kejsersnit
Udfordringen for mig var dog, at jeg ikke følte mig forberedt på, at min fødsel kunne tage den drejning. Hverken i jordemoderkonsultationen eller til hospitalets fødselsforberedelse, var der nogen, der havde oplyst mig om, hvad det betyder at få foretaget et kejsersnit. Det resulterede i, at jeg ikke havde skænket det en tanke. Jeg troede simpelthen ikke, at det kunne ske.

Heldigvis havde jeg et par uger forinden indfundet mig nysgerrigt foran skærmen, da DR viste et kejsersnit live, hvilket i høj grad havde afdramatiseret det for mig. Jeg undrer mig dog stadig over, at det ikke vægtes højere, når man forbereder kvinder på deres fødsel.

Hvad så næste gang jeg skal føde
Jeg gik bagefter til min efterfødselssamtale med en forventning om, at jeg uden problemer ville kunne vælge et kejsersnit til en fremtidig fødsel. Muligheden foreligger også, men jeg blev overrasket over, hvor lidt fødselslægen lagde skjul på, at de til enhver tid vil forsøge at overtale mig til en naturlig fødsel.

I Patienthåndbogen fremgår det at 75% af alle kvinder, som tidligere har fået foretaget kejsersnit, og som forsøger sig med en vaginal fødsel gennemfører med succes. Det efterlader mig med en risiko på 25% for, at jeg igen ender med et akut kejsersnit.

Ikke fordi, det er nemt!
Spørger du mig i dag, så er det ikke en risiko, som jeg er klar til at løbe. Forsøget på en naturlig fødsel, har for mig resulteret i en større skræk for at føde, end jeg havde før, at jeg vidste, hvad det indebar.

Jeg er glad for mit kejsersnit, stolt af at have bragt et lille liv til verden og fødselsformen passede godt til mig. Ikke fordi det var let, det var det bestemt ikke. Der er intet let ved at blive skåret op på midten, og efterfølgende have nedsat følelse i hele den nedre region af maven. Det var heller ikke let, da jeg 3 uger efter blev indlagt med en sprængt blindtarm med tilhørende byld i maven. Sandsynligvis en konsekvens af kejsersnittet.

Jeg vil praktisere min ret til et planlagt kejsersnit, fordi jeg mener, at det er den rigtige fødselsform for mig, og det der giver mit barn den mest harmoniske start på livet – i sidste ende er det, hvad der vægter tungest hos mig.

HVORFOR INFORMERES DER SÅ LIDT OM KEJSERSNITTET?

Det er indimellem en balancegang, hvor meget man skal informere om risici under fødslen, og hvor meget du skal fokusere på det spontane og normale forløb og de udsving, der er i det. Skåret lidt firkantet ud, så kan man komme til at informere så meget om risici, at det skygger for fokus på den normale spontane fødsel – som heldigvis de fleste oplever”, forklarer Anne-Marie Kjeldset fra Jordemoderforeningen.

Har du fået kejsersnit, så er “Kejserinderne” måske et netværk for dig – se HER

Er du nysgerrig og kunne tænke dig at se et kejsersnit udført? Så kan du se med HER

Vil du vide mere om kejsersnit, og hvornår et sådant udføres, kan du finde svar HER