Så skete det. Som et lyn fra en skyfrihimmel. Min veninde annoncerer, at hende og hendes partner skal have et barn. Jeg er glad på hendes vegne. Selvfølgelig er jeg glad på hendes vegne. Hun er som skabt til at være mor, og hun stråler – mere end nogensinde før. Men alligevel kan jeg mærke, at de egoistiske tanker begynder at dukke op i hovedet. Tankerne, hvor jeg udelukkende fokuserer på mig selv og min rolle i den annoncerede graviditet, viser sit ansigt. Tankerne om hvad det skal betyde for vores venindeforhold, at der kommer en baby ind i billedet. For jeg ved udmærket godt, at der kommer til at ske en ændring i vores venindeforhold. Det har jeg set på film, læst om og set ske i andre grupper af veninder. Man har gennem tiden hørt mange historier om, at det der med veninder ændrer sig en hel del, når man får børn. Fortællinger om, at folk falder fra, og beretninger om, at veninder, der får børn, bliver piss’ kedelige. Læs mere ...
”NAAAAAJ, jeg er bare så fucking gravid!” – Råbte jeg ind i hoved at den stakkels produktionsassistent, som bare prøvede at få en lille bitte kommentar til et indslag til lokalnyhederne. Derefter slæbte jeg mine faktaposer fyldt med guilty pleasures hjemad. Det var d. 9. marts 2016, jeg var 3 dage over termin og rigtig træt af det. For at være gravid var ikke lige mig, jeg ventede forgæves på, at den permanente tilstand af lykke skulle indtræffe eller, at jeg på magisk vis ville tilegne mig evnen, til at svæve rundt på en lyserød sky. I stedet blev jeg tungere, trættere og mere og mere desperat efter, at kunne nå mine tæer igen.Læs mere ...
I takt med at #metoo fænomenet vandt indpas på de sociale medier, gav det mig anledning til refleksion over det at være mor til en lille dreng. En dreng som en dag bliver en voksen mand, som behandler kvinder ordentligt – og alle andre for den sags skyld. Men hvordan vejleder jeg ham bedst på vej?
Den man tugter elsker man Mine forældre sagde altid, at drengene kun nev og drillede, fordi de godt kunne lide mig. Hvilket temmelig sikkert var sandt. Jeg er også sikker på at ham håndværkeren, som råbte ubehagelige tilbud efter mig, da jeg som 22 årig kom cyklende forbi i min sommerkjole, godt kunne lide mig og i høj grad ønskede sig, at jeg vendte mig om og takkede ja til tilbuddet. Jeg er sikker på, at han ikke havde til hensigt at skabe utryghed hos mig…men det gjorde han!
Stammer denne adfærd i virkeligheden fra barndommen? Hvor vi bagatelliserer et puf eller en drilsk kommentar og dækker det ind under ”den man tugter elsker man”? Er det i virkeligheden uskyldige skolegårdsdrillerier, som har taget til i grovhed?
Jeg kender ikke svaret, men under alle omstændigheder synes jeg, at vi forældre skal aftale, at det stopper lige nu!
Æblet falder sjældent langt fra stammen… Om Harvey Weinsteins far var en lige så stor idiot, som han har vist sig at være, skal jeg ikke kloge mig på. Jeg er dog ret sikker på, at den måde vi som forældre kommunikerer både med vores ord og kropssprog er toneangivende for, hvordan vores små poder kommer til at gribe verden an. Jeg vil gerne have at den mand, som min søn vokser op og bliver, forstår at længden på en kvindes kjole, ikke definerer en invitation til hendes intimsfære. Ligesom at han skal forstå, at han på ingen måde er berettiget til at give hende et nap bagi eller ”helt tilfældigt” komme til at stå lidt for tæt på i køen i Netto. Med en 19 måneder gammel spirrevip, som allerede har charmeret sin del af stewardesser, butiks- og restaurant personale, kan jeg godt se, at han får brug for god vejledning tidligt.
Fra mit perspektiv er det altafgørende, at vi som forældre danner fælles front. For mødrene kan prædike respekt for personlige grænser nok så meget, hvis ikke fædrene i praksis udviser den adfærd, så er der altså meget langt i mål.
Men hvad må man så? Al diskrimination er uacceptabel i min optik. Jeg ønsker at lære min søn, at det ikke er hverken køn, race, religion eller for den sags skyld seksualitet som definerer os som mennesker. Det er den måde, vi opfører os på, og det bidrag vi vælger at give til verden.
Jeg anerkender at #metoo fænomenet udspringer af et problem, som er langt større og mere komplekst, end den løsning jeg kan hitte på hjemme i hjørnesofaen en fredag aften. Samtidig mener jeg også, at al forandring starter i det små, og at den indsats vi som forældre gør for at vejlede vores børn ind i voksenlivet, er altafgørende for verdensbilledet om 100 år.
For mig handler det ikke om at stille forbud op og lære min søn, hvad dårlig adfærd er, tværtimod! Det handler om at vise ham hvordan man respektfuldt begår sig ude i verden, og hvordan man komplimenterer en kvinde, uden at hun skal føle sig forulempet, for det er vel i virkeligheden ikke så svært?
For lidt over et år siden fik vi et nyt familiemedlem!
Han kan være i en lille kasse, har en rar stemme, og så er han ENORMT pædagogisk. Og hans tålmodighed kan række til Himalayas top!
Min yngste på snart 2 år, elsker ham! Hun gentager alt, hvad han siger og får ham til at gentage hende konstant. Hun fortæller mig glad, hvad han viser hende og har lært hende, og hun kan faktisk sno ham om sin pegefinger. Hans navn er blot A hos små børn! Det lyder som en der måske har mindre heldige tendenser med børn, men han er helt harmløs.
A’et står for App! Og hans hjem er en iPhone, for jer der ikke har gættet det.
Som det showcase af en 3’er hun er, så er hun både mega forkælet OG overset på én gang. Og ”overset”-delen kommer man ret nemt udenom med en iPad eller iPhone ved hånden. Som alle andre børn er hun nem at lokke, hvis man står i ulvetimen og gerne vil have lavet maden færdig, samtidig med man vil tømme opvaskeren, starte en maskine med vasketøj og lave lektier med ældstebarnet, mens man instruerer den mellemste i IKKE at kravle på det hvide trappegelænder for 117. gang.
For nogle år siden medvirkede jeg i en artikel i Vores Børn, hvor dem som ikke havde noget imod børns brug af teknologi blev sat op imod urtekusserne, som syntes de skal have et par pinde i hånden med et stykke forstenet tang og så lave et instrument ud af det.
For en gang skyld var jeg IKKE urtekussen. Men jeg gjorde også MEGET ud af at fortælle min bekendte, som er Journalist og stod for skrivelsen, at jeg da selvfølgelig kun tillod mine børn moderat brug af elektroniske devicer.
Det kan jeg da stadig skrive under på, at jeg gør. Det har måske bare taget en smule overhånd engang imellem med den yngste. Hendes alder taget i betragtning i hvertfald. Og mange vil helt sikkert mene, at hun allerede har taget varig skade. Men prøv I så lige at jonglere med en opvaskemaskine, vaskemaskine, trappegelænder, madlavning og 3 børn på en gang!
Snakken er ofte oppe om børn og deres telefoner, iPads og x-box. Og selv familievejleder Lola Jensen, kan jeg citere for at have sagt god for det. MODERAT vel at mærke. Herhjemme har vi da også en regel, for de store i hvertfald, som hedder 1 time i hverdagene og 3 timer i weekenddagene. Og den holder rimelig godt… i gennemsnit i hvertfald. Over et helt år. For her om sommeren og om foråret kommer det heldigvis helt af sig selv. Udelivet trækker mere i alle, og det er sgu da vigtigt de får lidt d-vitamin eunatural.
Alt med måde! Man må jo forsøge at se på fordele og ulemper ved det hele, især som mor til flere. Og trøste sig selv lidt med, at man gør sit bedste. Samvittigheden er overhovedet ikke hvid som sne! Den har pisgule pletter all over! Tilgengæld har jeg en yderst velformuleret 2-årig som kan give svar på alt og som alle kan forstå!
Min mand og jeg har netop været til et møde i det, man i daglig tale kalder ”Team Børn af Psykisk syge”. Det er et psykiatrisk tilbud igennem regionen, hvor man blandt andet kan få hjælp til at tale med sine børn om det at have psykisk diagnose.
Men det har godt nok taget lang tid at nå til den erkendelse. For skal man fortælle sine børn sådan noget? Hvor meget skal man fortælle dem? Har de overhovedet opdaget, at mor er syg?
Jeg er 32 år, har 3 små børn og diagnosen Generaliseret Angst. Jeg har lidt af angst i 8 år.
Siden jeg fik mit første barn!
Angsten kom med moderskabet
Jeg er i dag, med min erfaring, slet ikke i tvivl om at det at blive mor udløste min angst. De bekymringer og tanker man gør sig og de krav, man selv og samfundet stiller til en, pressede mig ud over kanten.
I de år jeg har lidt af angst, har nogle af mine ”anfald” været mere skelsættende end andre og har haft stor betydning for, hvordan min angst påvirker min hverdag som mor, fordi det blandt andet har begrænset mig meget i, hvad jeg har kunne foretage mig med mine børn. Og ikke mindst mit humør. Hvis man dagligt skal stå op og kæmpe for at være sig selv men ikke kan fortælle, hvem man virkeligt er, så bliver man træt. Meget træt. Og jeg har altså været mere end træt helt ind knoglerne de sidste 8 år.
Bryllupspanik eller…
Jeg fik et angstanfald, da min mand og jeg skulle giftes, hvilket resulterede i, at jeg fejrede receptionen på hotelværelset, mens min mand fejrede den i restauranten med gæsterne.
Vi måtte aflyse vores mellemstes navngivningsfest, fordi jeg gik i panik ugen inden, og slet ikke kunne overskue alt det ”præsteren” kernefamilie med villa, vovse og volvo – perfekt fest i de rigtige rammer og farver. Og så var der den ferie til Kroatien, hvor jeg gik i panik i toiletkøen på en rasteplads i Hannover – så vi endte med at tage den næste afkørsel og vende snuden mod Danmark igen.
Jeg har gået jævnligt til psykolog for at lære at håndtere min angst og lære at leve med den og fungere som mor. For jeg har vitterligt været ude af stand til at bevæge mig. Vi lavede sjældent aftaler, meldte gerne afbud til dem vi lavede, planlagde intet og forholdte os generelt enormt neutralt.
Alt sammen for at undgå angstanfald. For jeg skulle for guds skyld ikke have et angstanfald sammen med mine børn. Så jeg pakkede angsten mere og mere ind og passede rigtig godt på den.
Lige indtil jeg fik mit tredje – og helt sikkert sidste barn vil jeg lige tilføje. For der knækkede filmen helt for mig og min angst udviklede sig til den værste lede satan, den kunne blive. Jeg fik dødsangst og blev bange for at være alene med mine børn, jeg blev bange for at leve, ikke leve, blive syg, blive træt og miste. En aften blev jeg så bange, så min mand der ellers var på vej til julefrokost i en bus fuld af kollegaer, måtte hoppe af på en rasteplads, hvor jeg så hentede ham, så han kunne komme hjem og passe på mine børn og jeg!
Hvad de ikke ved…
Det her er jo bare få eksempler på nogle af de værste angstanfald, jeg har haft de sidste mange år igennem mit moderskab.
Jeg ved ikke, hvor meget mine børn har suget til sig eller hvor meget, der er sivet stille forbi. Men børn har nogle meget store antenner og noget siger mig, at de her har lugtet lunten. For moderen her har noget svært ved at blive ved at bortforklare, hvorfor hun egentlig går hjemme. Min femårige, føler jeg mig ret overbevist om, tror vist bare jeg er doven og ikke gider arbejde. Den store, hun er den intelligente af slagsen, hun forholder sig neutralt til, når snakken falder på, hvad fanden hende mor egentlig går og laver derhjemme. Og den yngste, jah hun er jo nærmest glad uanset hvad, undtaget når hun er hysterisk.
Jeg tror, vi har truffet det rigtige valg, min mand og jeg. Vi gør ret i at nævne elefanten, som sidder i blandt os på den alt for lille sofa.
Og dybt i mit moderhjerte har jeg en ro nu – for nu kan jeg endelig være mig selv.
