Når Mor har angst!

IMG_7895

Af Julie Holmgaard Thomsen

Min mand og jeg har netop været til et møde i det, man i daglig tale kalder ”Team Børn af Psykisk syge”. Det er et psykiatrisk tilbud igennem regionen, hvor man blandt andet kan få hjælp til at tale med sine børn om det at have psykisk diagnose.
Men det har godt nok taget lang tid at nå til den erkendelse. For skal man fortælle sine børn sådan noget? Hvor meget skal man fortælle dem? Har de overhovedet opdaget, at mor er syg?

Jeg er 32 år, har 3 små børn og diagnosen Generaliseret Angst. Jeg har lidt af angst i 8 år.

Siden jeg fik mit første barn!

Angsten kom med moderskabet
Jeg er i dag, med min erfaring, slet ikke i tvivl om at det at blive mor udløste min angst. De bekymringer og tanker man gør sig og de krav, man selv og samfundet stiller til en, pressede mig ud over kanten.

I de år jeg har lidt af angst, har nogle af mine ”anfald” været mere skelsættende end andre og har haft stor betydning for, hvordan min angst påvirker min hverdag som mor, fordi det blandt andet har begrænset mig meget i, hvad jeg har kunne foretage mig med mine børn. Og ikke mindst mit humør. Hvis man dagligt skal stå op og kæmpe for at være sig selv men ikke kan fortælle, hvem man virkeligt er, så bliver man træt. Meget træt. Og jeg har altså været mere end træt helt ind knoglerne de sidste 8 år.

Bryllupspanik eller…
Jeg fik et angstanfald, da min mand og jeg skulle giftes, hvilket resulterede i, at jeg fejrede receptionen på hotelværelset, mens min mand fejrede den i restauranten med gæsterne.

Vi måtte aflyse vores mellemstes navngivningsfest, fordi jeg gik i panik ugen inden, og slet ikke kunne overskue alt det ”præsteren” kernefamilie med villa, vovse og volvo – perfekt fest i de rigtige rammer og farver. Og så var der den ferie til Kroatien, hvor jeg gik i panik i toiletkøen på en rasteplads i Hannover – så vi endte med at tage den næste afkørsel og vende snuden mod Danmark igen.

Jeg har gået jævnligt til psykolog for at lære at håndtere min angst og lære at leve med den og fungere som mor. For jeg har vitterligt været ude af stand til at bevæge mig. Vi lavede sjældent aftaler, meldte gerne afbud til dem vi lavede, planlagde intet og forholdte os generelt enormt neutralt.

Alt sammen for at undgå angstanfald. For jeg skulle for guds skyld ikke have et angstanfald sammen med mine børn. Så jeg pakkede angsten mere og mere ind og passede rigtig godt på den.

Lige indtil jeg fik mit tredje – og helt sikkert sidste barn vil jeg lige tilføje. For der knækkede filmen helt for mig og min angst udviklede sig til den værste lede satan, den kunne blive. Jeg fik dødsangst og blev bange for at være alene med mine børn, jeg blev bange for at leve, ikke leve, blive syg, blive træt og miste. En aften blev jeg så bange, så min mand der ellers var på vej til julefrokost i en bus fuld af kollegaer, måtte hoppe af på en rasteplads, hvor jeg så hentede ham, så han kunne komme hjem og passe på mine børn og jeg!

Hvad de ikke ved…
Det her er jo bare få eksempler på nogle af de værste angstanfald, jeg har haft de sidste mange år igennem mit moderskab.
Jeg ved ikke, hvor meget mine børn har suget til sig eller hvor meget, der er sivet stille forbi. Men børn har nogle meget store antenner og noget siger mig, at de her har lugtet lunten. For moderen her har noget svært ved at blive ved at bortforklare, hvorfor hun egentlig går hjemme. Min femårige, føler jeg mig ret overbevist om, tror vist bare jeg er doven og ikke gider arbejde. Den store, hun er den intelligente af slagsen, hun forholder sig neutralt til, når snakken falder på, hvad fanden hende mor egentlig går og laver derhjemme. Og den yngste, jah hun er jo nærmest glad uanset hvad, undtaget når hun er hysterisk.

Jeg tror, vi har truffet det rigtige valg, min mand og jeg. Vi gør ret i at nævne elefanten, som sidder i blandt os på den alt for lille sofa.
Og dybt i mit moderhjerte har jeg en ro nu – for nu kan jeg endelig være mig selv.

Mor til 3, med angst

15 tanker om "Når Mor har angst!"

  1. hej Julie….Her sidder en stolt moster og læser hvad du har skrevet…Det er bare så godt …Du skriver så man får løst til at høre mere….så flot…knus fra Jette

  2. julie du er virkelig en smadder sej kvinde! Tak for et indblik i en sygdom man ellers ikke rigtigt får indblik i <3

  3. Kæmpe krammer til dig!! Hilsen mig, som er gift med en mand, der også har generaliseret angst! Det har dog hjulpet utroligt meget efter han fik medicin!

    1. Tusind tak Mette!! Jeg har aldrig fået medicin. Dels fordi jeg har været bange for det, men også fordi jeg tror på at der er en dybere mening med at jeg lider af angst og derfor foretrak (foretrækker) jeg psykologisk behandling! Men det har fandme også været op af bakke, skulle jeg hilse og sige! Men tusind tak for dit kram og kram tilbage til din mand og dig
      KH Julie

  4. Hej Julie
    Jeg er mor til 2 piger på 8og 10år ,jeg lider også af generaliserende angst 😞Og jeg er begyndt at tale med mine piger om det,for jeg kan ikke skjule det for dem mere.jeg syntes at de bliver nødtil at vide hvorfor mor aldrig er med nede i byen eller i Fårup sommerland eller en endags tur til Sverige, eller kommer og høre dem synge på skolen.de skal vide at det ikke er fordi jeg ikke har lyst,men at det er mors dumme sygdom der gør at mor får det dårligt.men jeg syntes det er svært at skal fortælle dem det når man må sige fra på grund af angsten.lige nu er jeg desværre nede på grund af angsten,og kan ikke være alene😞Så mens manden og børene er på job og i skole , er jeg hos mine forældre og det føles godt nok som et nederlag, men jeg må jo op på hesten igen som man siger,jeg skal bare lige samle kræfter .vh lise

    1. Hej Lise
      Tusind tak for din ærlige og åbne kommentar <3
      Mine tanker går virkelig til dig her i din svære tid! Kan sagtens følge og forstå dig. Jeg kan ikke rigtig spore om du får noget professionelt hjælp. Men jeg vil da stærkt råde dig til at tage kontakt til din læge og blive henvist til Psykiatrien som jeg blev. Der kan de tilbyde terapi til en enkeltvis og i gruppe. For dit vedkommende, vil det første nok være mest relevant. Jeg kan også anbefale min psykolog, som bruger tankefeltsterapi og DET har hjulpet mig meget! Du er meget velkommen til at kontakte mig på min mail: julieholmgaard@gmail.com, for at få lidt flere detaljer!

      Og Husk Lise! Du er IKKE en dårlig mor! Du tager ansvar for dig selv og viser dine piger at man skal passe på sig selv! Og det er en vigtig egenskab! Og så skal du forsøge ikke slå dig selv i hovedet fordi du er hos dine forældre i øjeblikket! Se det som en mulighed for at restiturere, samle energi og glæd dig over at du har den mulighed at være der, fremfor at være alene <3
      Tanker og kram til dig

      Kærlig Hilsen Julie

  5. Tak for ærligt indlæg om vigtigt emne! Jeg fik selv konstateret OCD efter min søns fødsel for 3 år siden. Gav mig mange søvnløse nætter, hvor jeg bare lå og rystede af angst. Efter flere års psyk. hjælp (kognitiv) er jeg nu højgravid med mit andet barn – selvom angsten stadig ligger i mig. Forsvinder nok aldrig helt igen, men den skal ikke afgøre, om jeg skal have flere børn.

  6. Jeg ved godt, dette er en gammel tråd, men jeg prøver alligevel. Jeg blev mor for et halvt år siden og udviklede i den forbindelse angst. Jeg er nu blevet enormt opmærksom på, hvordan jeg er sammen med min datter, da alle “de kloge” siger, at mit barn kan mærke, hvordan jeg har det. Dvs. at jeg nu er blevet angst for at påvirke hende negativt, selvom alle omkring mig, synes jeg gør det godt. Tror bare, jeg søger lidt trøst, og en forsikring om, at man godt kan være en god mor på trods af angst.

    1. Kære Katrine… man jan sagtens være en god mor og lide af angst! Jeg ville aldrig ha fået 3 børn, hvis jeg troede at jeg var en dårlig mor! Jeg tror også på at børn kan mærke, at man ikke er helt som man gerne vil være! Men det sker der absolut intet ved! Så længe du stadig kan sørge for at dit barn får den opmærksomhed og omsorg din datter har brug for, gør det ikke noget hun kan mærke du måske ikke altid er helt på dupperne! At skjule det gør det kun værre for især dig og derved også din datter! Jeg tror vi får nogle utrolig empatiske og rummelige børn, os som har en psykisk sygdom og kan finde ud af at fungere samtidig! Der er jo altid forskellige grader af at være syg og det er selvfølgelig vigtigt at man opsøger hjælp til at håndtere dette! Jeg ved ikke hvor du bor, men her fik jeg vis sundhedsplejerske en “støttepædagog” tilknyttet, som kom for at snakke med mig og observere lidt på om min datter “tog skade”! Men det er en meget lang snak som jeg gerne vil dele med dig på anden vis.. du er meget velkommen til at skrive til mig på julieholmgaard@gmail.com
      Sender varme kærlige tanker din vej og håber at høre fra dig
      Kærligst Julie

  7. Tak for dit indlæg. Jeg lider selv af angst. For mit vedkommende kom angsten også efter jeg blev mor og derefter at have gennemgået en svær og lang periode, da min kæreste fik en svær depression og endte med at blive indlagt. Jeg stod alene med alt ansvaret for vores lille dreng, mens jeg prøvede at opretholde en facade, som udadtil viste at alt var perfekt. Heldigvis er jeg kommet frem til, at den facade jeg har prøvet at opretholde gerne må falde ned. Men netop den erkendelse skaber også angst. For hvis jeg ikke længere kan skjule mig bag en facade, hvem er jeg så? Kan folk så overhovedet lide mig? Er jeg god nok? Og det er først nu, efter min kæreste har fået det godt igen (vi er stadig sammen), at angsten for alvor er blusset frem hos mig. Det er et kæmpe nederlag. For hvorfor skal jeg nu have det dårligt, når vi endelig kunne have det godt?

    1. Hej Johanna
      Jah det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, “hvorfor skal man nu have det skidt, når alt andet er godt”.? Det har jeg ofte spurgt mig selv om, men jeg tror at svaret skal findes i at, når alt andet er godt – så kan vi give slip og lade paraderne falde. Vi kan bedre slappe af, når alt andet er som det skal være. Og når vi så slapper, mister vi det krampagtige greb vi har i angsten – eller den har i os! Det er nu hvor alt andet er godt, at du skal bruge kræfterne på at arbejde med din angst. At give slip på angsten og finde en identitet uden den, kan være rigtig svær og kræve hårdt arbejde. Jeg har fundet ud af at distrahering hjælper mig rigtig meget! Jeg sætter mål og opgaver for dagen som jeg skal nå og gerne ting som jeg skal overvinde, ting som angsten kan være skyld i jeg ikke har gjort længe. For det giver mig andet at fokusere på, det distrahere mig og giver mig nogle sejre. Du må rigtig gerne skrive til mig på julieholmgaard@gmail.com, hvis du vil drøfte mere. Håber på det bedste for dig. Kærligst fra Julie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *