Tag-arkiv: moderskab

Mit første år som uperfekt mor

Af Bettina Holst

Julie Ugleholdt (født 1987) udkom i 2018 med sin første bog ”Projekt Baby”. Bogen er en personlig fortælling om hendes første år som mor, med særligt udgangspunkt i de udfordringer hun stod overfor, i sin nye rolle som forælder, med en fødselsdepression.  Det er tanker om drømme og håb, en spirende karriere og en let tilgang til det at skulle balancere karriere og baby. Læs mere ...

Bog: Alle veje fører til moR

Af Mette Nikolajsen

Alle veje fører til moR er en bog baseret på en mors og datters mailkorrespondance, da datteren flytter hjemmefra. Det er dog ikke en helt almindelig flytte-hjemmefra-situation, for datteren rejser til den italienske hovedstad, Rom.

Bogen er ikke ny – den er fra 2018 – men jeg synes, den har vigtig vinkel på moderskabet. For mødre med små børn vil det være så fjernt, at ens børn en dag forlader en. Nogle gange ønsker du sikkert en pause fra moderskabet…bare en formiddag…eller måske en helt weekend med mig-tid. Men så kan det måske også hjælpe lidt at blive mindet om, hvordan du en dag (nok) får det, når børnene flyver fra reden. Læs mere ...

Solomor til donorbarn

Af Bettina Holst

Camilla Hall Mauritzen er 37 år. Hun har valgt at være solomor og har netop født sit første barn, Alvin. Før fødslen interviewede jeg Camilla om hendes tanker omkring rollen som solomor, og tankerne hun gjorde sig op til graviditeten.

Hvordan opstod tanken om at blive solomor?
Jeg kan ikke helt huske, hvordan tanken opstod, men jeg har gået i mange år og haft lyst til at blive mor. Jeg har været i gang i et par år, for at prøve at blive gravid. Det er hårdt, når man ser veninder og familie få børn, også selvom, det er rigtig dejligt, og jeg elsker deres børn, men man kan godt føle sig sat udenfor. Det er faktisk det, jeg synes har været det største problem; at man bliver udelukket. Folk tænker; ”hun er single, hun gider nok ikke komme til børnefødselsdag”, så man bliver ofte fravalgt uden at ville det. Det føltes lige pludselig så ensomt at ”miste sine veninder”.

Hvad har været din bevæggrund for valget?
Den største bevæggrund har været mit eget behov, mit eget ønske. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle være mor, jeg drømte om at have mit eget barn, som de fleste kvinder jo gør. I marts 2015 mistede jeg min mormor. Hun var den eneste bedsteforælder, jeg havde, og vi var meget tæt knyttet, så det tog hårdt på mig. Jeg kan huske at efter et par måneder sneg tanken sig ind, det med døden og familie. Det gjorde mig så ondt, at jeg aldrig havde nået at sige til hende, at hun skulle være oldemor. Jeg havde en lang snak med min mor, hvor jeg nævnte de her ting og sagde: ”jeg har virkelig lyst til at gøre det nu, hvad synes du? ” Og så sagde hun; ”vi står bag dig uanset hvad, der er ikke noget at vente på”.

I lang tid har jeg ikke haft nogle faste forhold. Jeg har haft flere mænd, hvor jeg tænkte, at det kunne være potentielt at blive forældre sammen, men de har ikke haft samme mening som mig. Dem jeg har mødt har været sådan: én havde børn i forvejen og ville ikke have flere, en anden ville slet ikke have børn, så det har bare ikke passet ind.

Jeg havde gået i tiden op til, som 34 årig, og tænkt, at det måske var for tidligt at vælge at blive solomor og havde tanken om, at jeg jo stadig kunne nå at møde en, og om jeg var lidt for ivrig og impulsiv. Men min mor sagde; ”hvis det er det, du gerne vil, så synes jeg, du skal gøre det”. Så skulle jeg sige det til min far, og han var bare sådan ”det var noget værre pjat”. Han skulle lige finde ud af, hvad det var for noget, men derefter var han helt ombord, og det har min familie og mine veninder været lige fra start.

Hvordan startede du op på behandling?
Jeg gik i gang i 2015, så jeg har været i gang i 3 år. Der er en lang ventetid og lang venteliste, og jeg startede i fertilitetsbehandling på klinikken Trianglen i Hellerup. Der havde jeg 4 insemineringsforsøg. Jeg fik ikke hormoner, men man skal have checket, hvor mange æg man har, og checket ens æggeledere – og ja, den var led, den der æglederundersøgelse, det gjorde så ondt. Men det viste sig, at jeg havde færre æg end der var normalt for en kvinde på min alder, så min læge sagde; ”hvis du ved at du vil have børn, så gå i gang nu”. Så gik jeg så i gang.

I alt har jeg haft 7 insemineringer og 6 IVF forsøg på henholdsvis privatklinik og hospitalet. Jeg blev gravid i 2016, men tabte det, da jeg kun var et par uger henne. Alle de gange jeg har stået med negative tests, og så pludselig stå med en positiv og så alligevel ikke, det har været hårdt.

Derefter holdt jeg faktisk en pause, hvor jeg startede på en coachuddannelse. Det havde jeg brug for, for det er sindssygt hårdt psykisk at være i behandling. Jeg holdt en pause i 6-7 mdr. og blev uddannet som coach den 14. januar og var inde ugen efter og få sat et æg op. Jeg fik at vide den 14. februar, at jeg var gravid. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den indsigt jeg fik, og den ro som den coachuddannelse gav mig, medførte at min krop blev rolig og klar til at være gravid.

Nogle læger sammenligner det at være i fertilitetsbehandling med at have en kræftsygdom, fordi det er så psykisk hårdt. Bare perioden fra du er blevet insemineret, og de 14 dage indtil du har fået svar, de dage er ”mindblowing”, fordi du skal prøve ikke at tænke på det, selvom du ikke kan lade være med at tænke på det. Du kan i realiteten være gravid, så der er nogle ting, du ikke vil gøre, f.eks. drikke alkohol. Omverdenen har ikke vidst noget om min fertilitetsbehandling, kun dem der var tæt på mig vidste, hvad jeg gennemgik.

Hvordan har dine venner og familie reageret på din graviditet?
Læs mere ...

Fra familie i byen til familie på landet

Af Kira Rosendahl Falsing 

Vi har altid god tid om morgenen. Hannah er 22 måneder og bliver nemlig passet hjemme. Hannah starter dagen med æg. Hver morgen uden undtagelser, efterspørger hun æg, når øjnene slår op. Hun henter selv sit æg hos hønsene, når vi lukker dem ud. Efter hønsene går turen til fårene. Vi har fire, men det ene ligger nu i kummefryseren. Hønsene fik vi med i huskøbet i marts, men fårene fik min kæreste leveret til døren af en lokal cowboyder, der fragtede dem på bagsædet af sin Suzuki for en stressfri kørsel.

Vi har boet her for enden af grusstien på en lille mørkerød gård siden marts 2017. Men før det havde jeg ikke forestillet mig at gå i den her retning. Jeg er 29 år, og min kæreste er 30 år og gymnasielærer. Vi er flyttet fra København til den lille by Kærby – og passer vores datter hjemme.

Min nye jobbeskrivelse
Hun smiler sødt: ”En tår vaaand”. Hun opererer primært med bydeform, så jeg skynder mig at fylde et glas, inden chefen ombestemmer sig. Hun kniber øjnene sammen og rækker glasset ud i strakt arm og bliver pludselig alvorlig. Som om hun overvejer mulighederne, der foreligger i sådan et fyldt glas vand. I et snuptag vender hun bunden i vejret på glasset, hælder det ned af sig selv og brøler; ”DEN ANDEN GLAS VAND!! DEN ANDEN!!”.
Min chef er uretfærdig. Hun prikker mig dagligt i ansigtet og fortæller mig, at jeg har ”et lille sår på kinden”. Hun er ubeslutsom, vægelsindet og utilregnelig, og hun har trukket tårer frem i frokostpausen, mere end nogen anden arbejdsplads ville tillade. Sådan er jobbeskrivelsen herhjemme, og jeg tilføjer dagligt nye adjektiver på listen over flere, spændende kvalifikationer. Omstillingsparat, tålmodig, (passivt aggressiv), bevarer overblikket i pressede situationer (nogen leger sandkasse i kattebakken med en grydeske), hurtig (tøj af-tøj på), og så sætter jeg punktum-punktum-komma-streg som den Cand.mag., jeg trods alt også er.

Ikke en nemmere løsning
I starten når jeg fortalte andre, at jeg går hjemme med vores datter, vidste jeg ikke lige, hvordan jeg skulle forklare det. Vi ser det ikke som mig, der er hjemmegående, men i stedet vores datter der er hjemme. Nogle får måske den opfattelse, at jeg mangler ambitioner for mig selv eller ikke ønsker at arbejde. Min kæreste er den, der hiver dollars hjem, mens jeg laver glutenprøve på speltboller derhjemme, og det placerer os i et flot kønnet familiemønster anno 1950, som vi langt fra identificerer os med. Men det handler ikke om mig, men derimod om vores datter og vores fælles familieliv.

Jeg kan se hos andre familier, at det også er en (sen)moderne tendens at give det rolige liv et skud. Og en reaktion på pressede daginstitutioner med for mange børn og for få hænder, får måske nogle forældre til at holde børnene hjemme. Der er mange forskellige årsager til at passe hjemme, men mit indtryk er, at langt de fleste selvfølgelig indretter sig på den her måde, fordi det giver mening for familielivet. Ikke fordi det er en nemmere løsning end at arbejde.

Egoistisk valg
Inden vi forlod Vesterbro i foråret, havde vi besluttet os for at prøve at holde vores datter hjemme. Hun havde blot et enkelt leveår i bleen, og vi syntes begge, at hun virkede så lille at sende afsted i vuggestue. Tilfældighederne ville, at jeg lige havde afsluttet seks år på universitet inden min barsel, mens min kæreste havde fast arbejde på et gymnasium. Derfor var det oplagt, at jeg blev hjemme. Men næste gang – eller på et andet tidspunkt – er det min kæreste, der overtager husholdningen. Jeg nåede at have et par møder hos min a-kasse, hvor jeg luftede mine tanker omkring det, inden vi besluttede os. Jobkonsulenten var overraskende positiv, og hun forsikrede mig, at jeg jo ikke har mistet ambitioner – de er bare blevet justeret, efter jeg har fået barn.

Både min kæreste og jeg vil begge opleve starten på livet sammen med vores datter, og for os føltes det helt mærkeligt at overlade de fleste af hendes vågne timer hos andre, når vi gerne ville tilbringe en masse tid sammen alle sammen og havde muligheden for at gøre noget andet. Det var et ganske egoistisk valg fra vores side, men heldigvis med god mavefornemmelse.

“Bliver du ikke bims?”
Jeg oplever tit, at folk spørger, hvad vi mon får dagen til at gå med, og om ”jeg ikke bliver bims”? Hånden på hjertet, så synes jeg, at min datter er strålende selskab, og at dagen går rimelig hurtigt, inden hendes far er hjemme ved 14.30-tiden. Vi vågner ved 8-tiden. Spiser morgenmad, går udenfor og leger, tager i legestue, når vi har tid og lyst, og får besøg af bedsteforældre eller tager hen til venner, der også har taget rykket fra by til land samtidig med os.

Nogle mødre, der overvejer at hjemmepasse, er måske bekymrede for, om de kan underholde og stimulere på samme niveau som en uddannet pædagog, der kan alle vers af ”Fem små aber” med tilhørende armgymnastik. Der kan jeg berolige med, at man kan komme langt med to melodier, lidt enderim og et hop på stedet og tramp i gulvet. Jeg føler egentlig ikke, jeg skal tilbyde en særlig slags stimuli, som kun uddannede pædagoger kan tilbyde. Børn har været ved deres mødre og fædre og ”fulgt flokken” altid, så vi behøver ikke otte-kantede legedimser med bjælder i for at blive stimuleret tilstrækkeligt i hverdagen.
Jeg må indrømme, vi hører mere Rihanna end Åh abe, og min datter kan sagtens være med i køkkenet, selvom hun kun er halvandet år. Hun skal selvfølgelig ikke lave spaghettisquash på mandolinjernet, ligesom vi venter med at stavblende, til hun er på den anden side af to år. Pointen er nok, at vi egentlig laver det, vi har lyst til i løbet af dagen. Om det så er at lege med traktor og lastbiler, eller om det er at lægge vasketøj sammen, så er det en fest for hende, når hun får lov at være med.

Hvad med det sociale?
Modsat den opfattelse nogle måske har, om ungerne nu får set andre børn og bliver socialiseret, stimuleret, aktiveret osv., så giver hjemmepasningen faktisk gode muligheder for at skabe nære relationer til mennesker, som man selv vælger til. For selvom vi hygger os med de jævnaldrende i legestuen, er det tydeligt, at min datter griner vildere, når hun løber om kap med sin farfar eller læser bog med farmor, og hun synger højere, når hun spiller guitar med sin mormor. Sammen med sin veninde på 3,5 år leger de to helt uforstyrret og fantasifuldt og bygger huler uden forældres indblanden. I legestuen leger børnene mest ved siden af hinanden, mens vi voksne en gang i mellem bruger lidt krudt på konfliktløsning, når flere tunger savler over den samme plysbjørn.
Flere sundhedsplejersker og psykologer bekræfter også, at børn først efter 2 års-alderen kan blive enige om, at det er sjovt at stable klodser i fællesskab. Men derfor er det stadig fint at have et netværk i f.eks. en legestue for både mor/far og barn, når man passer hjemme.

Tilskud til pasning af eget barn
Man behøver ikke spise havregrød tre gange om ugen, men det er en klar prioritering at passe hjemme alligevel. Vi er heldige, at vi er flyttet til en kommune, der giver tilskud til pasning af eget barn. Inden vi forlod København, var vi ret opsatte på projektet, og det lykkedes os. Men generelt er vi ret fornuftige med forbruget, når ikke min kæreste online-shopper (flere) dyr. Vi købte for eksempel en varmepumpe i stedet for at tage på bryllupsrejse. Heldigvis kan vi hurtigt få 28 grader indendørs og med Club Tropicana på anlægget, savner vi ikke syden. Vi er enige om, at det kan vente. Nogle kommuner giver op til 7000 kroner om måneden i tilskud til pasning af eget barn i et år, og faktisk kan man spare op til 4000 kroner om måneden ved ikke at betale institutionsplads. Hvis man er lidt kreativ og undersøger sin a-kasse, fagforening osv. kan man få nedsat kontingent på de forskellige medlemsskaber, man måtte have.

Tid til lange morgener
Det er altid en prioritering, for vi kunne jo have væsentligt flere sedler i banken, hvis vi havde to fuldtidsindtægter. Men frem for at vælge arbejdsindkomster fra, er det for os mere et valg om at vælge tid til. Tiden sammen og til hinanden og særligt imens, vores datter er lille. Det er livet lige nu. Når perioden med tilskud udløber, vil vi stadig passe vores datter hjemme. Dog vil jeg gerne arbejde også og har mulighed for at arbejde om eftermiddagen og om aftenen. På den måde skaber vi en fin balance i familieliv og arbejdsliv, så alle trives i bedste velgående – og vi stadig har god tid om morgenen.

Barnløshed skaber stress – og stress skader fertiliteten

Af Thilde Vesterby – Yogalærer og coach med speciale i fertilitet

Thilde laver forløb med Yoga for fertilitet for kvinder, der forsøger at blive gravide naturligt eller er i fertilitetsbehandling – både i København og online.

Da jeg til Yoga for fertilitet forleden spurgte de 15 kvinder, der er på forløbet, hvor mange, der følte sig stresset pga. udebleven graviditet eller fertilitetsbehandling, rakte alle hånden op. Uden undtagelse.

Det er megastressende at ville være gravid og så ikke lige blive det. Faktisk siger man, at det er lige så stressende at være i fertilitetsbehandling, som det er at være kritisk syg.

Så er det ekstra nedslående at læse, at stress faktisk skader fertiliteten. Det har et amerikansk forskningsforsøg for nyligt bevist.

I et forsøg, har forskere fra University of Louisville School of Public Health and Information Sciences fundet ud af, at kvinder, der føler sig stressede, mens de har ægløsning, har 40 % mindre chance for at undfange i den cyklus end i en måned, de ikke føler sig stressede. Du kan læse mere om forsøget her.

Er det ikke paradoksalt? Stress skader fertiliteten, og fertilitetsbehandling forårsager stress. Det er noget af et ’catch 22’.

Heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at reducere stress. Yoga er én af dem.

Yoga kan afhjælpe dig med den stress ufrivillig barnløshed ofte bringer med sig

Når jeg underviser i yoga med fokus på fertilitet, laver vi øvelser, der fremmer kroppens naturlige fertilitet ved eksempelvis at øge blodtilførslen til livmoderen. Men endnu vigtigere: vi arbejder med stressreducerende teknikker, der hjælper med at være til stede i din krop og bevare forstanden, mens du arbejder på at blive gravid. Også når det er udfordrende at være dig.

Det gode ved yoga for kvinder, der prøver at blive gravide, er også, at du møder andre kvinder i sammen situation som dig selv. Der plejer at komme alt fra kvinder, der der ønsker at forberede kroppen på en sund graviditet til kvinder, der har været gennem flere fertilitetsbehandlinger. Det er noget, jeg oplever giver fællesskab og ro.

Rigtig meget held og lykke med at finde ro og stresse af midt i al den længsel og alle de tanker.

Du kan læse mere om Thilde og hendes fokus på fertilitet og yoga HER.

Thilde Vesterby – Thilde laver forløb med Yoga for fertilitet for kvinder, der forsøger at blive gravide naturligt eller er i fertilitetsbehandling – både i København og online

“At være eller ikke at være… mor?”

Fra artiklen http://politiken.dk/fotografier/art5860579/»Jeg-ved-godt-at-de-ikke-er-levende-men-det-ved-andre-jo-ikke«

Af Sophie Rud

I artiklen »Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke« fortæller fotojournalisten Nanna Navntoft historien om den udviklingsforstyrrede 27-årige Mie Damkjær, der grundet sin udviklingsforstyrrelse har valgt ikke at få børn. Udover at give indblik i, hvordan den unge Mie håndterer sin længsel efter børn, giver artiklen også anledning til at aktualisere spørgsmålet: Har alle ret til at blive forældre?

NORDENS PARIS: Klokken er 18:15 og jeg sidder i min vindueskarm i min lejlighed efter at have læst Nanna Navntofts artikel omhandlende barnløse Mie. To modsatrettede tanker præger min tankeproces:

Først får jeg ondt af kvinden, der skal slå sig til tåls med livsløse dukker, når hendes største ønske at blive mor til et biologisk barn. Derned mærker jeg fascinationen af den styrke, det må kræve at sætte sit egoistiske behov på hylden i et forsøg på at gøre det rigtige.

Er børn en menneskeret?
»Det er den måde, jeg har valgt at leve mit liv på. Så kan det godt være, at der er andre, der vælger noget andet, men jeg vil ikke sætte et barn i verden, som vokser op med nogle forældre, der ikke er i stand til at give barnet det liv, som det fortjener«.

27-årige Mie kommer her med et tankevækkende argument, der danner grund for hendes beslutning om at forblive barnløs til trods for hendes kæmpe længsel efter at blive mor. Selvom Mies situation, samt hendes pointe om ikke at kunne leve op til den optimale forældrerolle, bygger på hendes mentale handicap, giver hendes selvindsigt og opofrende væsen stof til eftertanke hos mig, der selv biologisk set nærmer mig min mest optimale fødealder. Hvis jeg ser bort fra generelt at være velfungerende samt at være i optimal fysisk form, kan jeg ikke lade være med at stille mig selv samme spørgsmål som 27-årige Mie: ville jeg være i stand til at give et barn det liv, det fortjener?

Ret eller pligt?
Jeg er 22 år gammel. Studerende på 3. semester på Aalborg Universitet. Og jeg har travlt med livet. Blod på tanden. Lyst til at opleve. Og så er mit biologiske ur igangsat.

I forbindelse med at have valgt en uddannelse der kræver at være forberedt på ikke at have fast bopæl i længere perioder, har jeg med mit studievalg gjort mig det klart, at mine fremtidsplaner ikke stemmer overens med optimale rammer for at bringe børn til verden. Jeg er født og opvokset i udlandet og har i en alder af 22 haft 10 forskellige adresser samt gået på 8 forskellige undervisningsinstitutioner, og selvom mine forældres livsstil har inspireret mig i en sådan grad, at nomade-livet i dag tiltaler mig, ønsker jeg samtidigt ikke at lade mine eventuelt kommende børn vokse op med konstante flytninger og nye omgangskredse.

Fordi det primært er grundet min karrieredrøm, at det moralske dilemma “har alle ret til at få børn?” spøger, og fordi den gennemsnitlige danske kvinde på nuværende tidspunkt kun føder 1,7 børn, hvilket er for få til at kunne opretholde Danmarks nuværende befolkningstal (kilde: Danmarks Statistik, dst.dk), kan jeg samtidig ikke lade være med at spørge mig selv: er det som sund og velfungerende danske kvinde min pligt at bidrage til samfundet ved at blive mor?

Skal jeg vælge mit drømmejob fra?

Hvad skal i det hele taget drive den danske “børneproduktion” i fremtiden?

Drømmen om kernefamilien
»Jeg bliver jo enormt glad, når jeg har dem med i min barnevogn i Rema1000. Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke. Så tror de, at jeg er en mor på barsel, som er ude for at købe en liter mælk og en pakke rugbrød. Det synes jeg er en fed følelse«.

Den unge Mie forsøger i sin mangel på børn at erstatte sit savn med to realborndukker i vinyl. De giver hende mulighed for at udspille ovenstående scenarie uden at omverdenen vil lægge mærke til, at Mie faktisk ikke er har gennemgået en virkelig fødsel. Den unge kvinde gør det dermed også klart, at det biologiske kald ikke er den eneste faktor, der spiller en rolle i ønsket om at blive mor; det gør vores omgivelsers forventninger og accept også.

Selvom vi lever i et vestligt land, der, i takt med at de danske kvinder fik stemmeret og kom på arbejdsmarkedet, generelt har vænnet sig til at huse karrierekvinder, der vælger at finde lykken i deres arbejde i stedet for at få børn i deres 20’ere, er “kernefamilien” stadig et koncept, mange danskere kender til og stræber efter. At passe ind i normen er ikke en ukendt motivationsfaktor, og det er derfor heller ikke underligt, at Mies ønske om at kunne være på barsel som enhver anden kvinde betyder noget for hendes identitetsdannelse. Denne tankegang giver anledning til at stille endnu et spørgsmål. For hvis moderrollen betyder så meget for en kvindens identitetsdannelse, er netop denne pointe måske altoverskyggende: hvem har ret til at tage retten til at få børn fra en hvilken som helst kvinde? Til trods for dette emnes kompleksitet er jeg om ikke andet sikker på svaret til sidst opstillede spørgsmål: det har ingen!

Selvom Mie i sin artikel bliver portrætteret som værende noget af et unikum, har den unge kvinde haft både selvindsigt og medlidenhed nok til at gøre, hvad alle fødedygtige kvinder fremover burde overveje i forbindelse med at ville sætte børn i verden. Nemlig hvad det vil sige at være, og ikke at være, mor…?

Sophie Rud

Klumme: Et års morskab

Af Melissa Ejlersen

Jeg mødte Villas første gang en sen marts aften i 2016. De foregående 9 måneder havde jeg lagt mig i selen for at forberede mig på den udfordring, som jeg nu stod overfor. I virkeligheden havde jeg ingen ide om, hvad præcist det var, der ville ramme mig.

Barselsboblen og eksamensangst
Da epiduralrusen først havde lagt sig, og roen havde sænket sig over barselsstuen, blev jeg ramt, som i virkelig ramt! En helt ny og fuldstændig overvældende følelse af kærlighed overmandede mig, og selvom det efterhånden var halvandet døgn siden, at jeg havde sovet, kunne jeg ikke andet end at ligge og kigge ned på det lille vidunder i krybben.

I løbet af de næste ugers barselslykke sneg der sig alligevel en lille smule angst ind. For hvornår var den store test mon? Altså ligesom at man skal til eksamen, før man må forlade skolen, eller køreprøven før man må sætte sig bag rettet alene? Hvornår var det så, at mine evner som mor skulle testes?

De har ikke været her med testen endnu eller også var jeg ikke hjemme den dag… Under alle omstændigheder vil jeg også mene, at det er gået fortræffeligt, selvom både TV- og kostpolitikken har ændret sig markant undervejs.

Principperne, der røg sig en tur
For man har virkelig ingen ide… Jeg troede, at børn sov i deres egne senge bare sådan per automatik. Nu er jeg praktiserende samsover, og kan slet ikke sove, hvis ikke han ligger ved siden af mig! Jeg havde også en helt skarp holdning til TV, det måtte bestemt være noget, som hørte sig specielle lejligheder til! Indtil at jeg mødte Blaze, Dora og hvalpene fra Adventure Bay. For når ulvetimen presser sig på, og man står der på hovedet og synger ”Der bor en lille nissemand”, selvom vi er i maj måned, imens man forsøger at røre endnu en omgang frikadeller sammen, så er fjernsyn og figenstænger pludselig ikke så dårlig en idé alligevel.

Foto: Melissa Ejlersen

Far, mor og kærester
En af de ting, der har overrasket mig mest det seneste år er, hvor stort et pres parforholdet bliver sat under. Bevares! Jeg har da set og hørt mine veninder, som har fortalt om det, men jeg har aldrig rigtig taget det ind, og helt forstået det før nu. For samtidig med at jeg pludselig oplevede en uadskillelig samhørighed omkring vores søn og den kærlighed, som vi havde skabt ham ud fra, så følte jeg pludselig også, at der blev skabt en dybere og dybere kløft imellem os.

Før i tiden havde vi masser af tid til at forme vores liv, som vi havde lyst. Men pludselig skulle selv en tur i Fakta planlægges minutiøst. Hvis jeg kun måtte give ét godt råd til kommende førstegangsforældre, så ville det være:
Husk hinanden, og husk kærligheden. Drop opvasken og de høje forventninger til husførelsen, for alle de praktiske ting skal nok løse sig hen ad vejen, men kærligheden er fundamentet for hele familiens trivsel.

Planlægning og prioritering
Selvom et år er lang tid, var tiden pludselig fløjet af sted. Indkøringen i vuggestuen var på plads, og mor var tilbage i arbejdstøjet. Hvis man troede, at ens Tetris-skills blev testet, når man begiver sig rundt i offentlig transport med barnevogn, så kunne man nok godt tro om igen – This is the real deal!  For hvem henter? Hvem bringer? Hvem bliver hjemme, når junior er syg, og hvordan skal det egentlig nogensinde lykkedes at komme ud af døren om morgenen, uden alt for mange havregrøds- eller snotrester på tøjet. Sidstnævnte scenarie er grunden til, at man ALTID skal have vådservietter i tasken– også computertasken.

Planlægning og prioritering er nøgleordet for mig. Helt ærligt, så synes jeg ikke, at det er supersexet, at bruge sine weekender på at forberede varierede måltider til hver eneste hverdagsaften kl. 17:30. Herhjemme er vi indtil videre kommet ret langt med havregrød, rugbrødsmadder og omeletter– og var der ikke engang en der skrev, at kærligheden er fundamentet?

 

Foto: Melissa Ejlersen

Det seneste år har jeg muligvis bestilt mere take away end gennemsnitskøbenhavneren, stortudet mere end rigeligt, opnået en helt ny og anderledes tolerance for rod og jeg har fundet ud af præcis hvor mange dage, der går før, at ens mascara er helt slidt af.  Men det betyder ikke så meget, for til gengæld har jeg også oplevet den vildeste kærlighed, det higheste high og lært en hel ny side af mig selv at kende – MORSKABET