Af Ida Lantz Møller

Sabrina var kun 27 år, da hun besluttede sig for at blive solomor. Helt alene. Solomor til et donorbarn. Hun ville ikke vente på, at kærligheden skulle lykkes eller på at det var sidste udkald sidst i 30’erne.

“Jeg ville være mor for alt i verden”

Sabrina har siden de tidlige teenageår vidst, at hun gerne vil være mor. Hvis det havde stået til hende, var hun blevet mor som 20-årig og lavet en familie sammen med en mand. Men drømmen ændrede sig op gennem hendes 20’ere, da det blev tydeligt for hende at ønsket om at være mor, vægtede højere end det at finde kærligheden.

“Jeg har vidst i mange år, at jeg ville være mor for alt i verden, og at jeg ville få børn med mig selv, hvis ikke jeg fandt en mand. I starten var det sådan, når jeg bliver 38, ej når jeg bliver 36 – og langsomt gik den der grænse bare længere og længere ned. Jeg tror, det var min mor, der spurgte mig, hvorfor har du den grænse, hvorfor er den alder så vigtig? Det fik mig til at mærke efter indeni, og jeg kunne mærke, at det ikke fungerede inde i mig. Jeg kunne ikke finde en mand, for det eneste jeg kiggede på, var om han kunne blive far til mine børn.”

Blokeret for at finde kærligheden

Op gennem sine 20’ere troede Sabrina stadig, at hun ville finde kærligheden. Drømmen om kernefamilien begyndte først at flimre tæt på hendes beslutning om at blive solomor. Spændingen ved datinglivet begyndte at falme.

Sabrina oplevede tæt på, hvad en skilsmisse kan gøre ved børn og tanken om at være solomor begyndte at klinge mere positivt end den havde gjort før. Hun begyndte at mærke dybere efter og fandt ud af, at det var ikke tosomheden og trygheden i et forhold til en mand hun søgte, men mere at få afløb for den omsorg og kærlighed hun ville kunne give sit barn.

“Jeg ville hellere være solomor end at ende med at blive skilt. Jeg ville ikke kunne undvære mit barn. Jeg ved, at hvis jeg havde fundet en mand på det her tidspunkt, så ville vi ende med at blive skilt, for det eneste mål for mig, på det her tidspunkt, var at finde en mand, så jeg kunne få et barn. Så jeg ville jo aldrig nogensinde vide, om jeg ville gide den her mand, fordi jeg bare ville have barnet, og så ville det nok alligevel ende med, at vi blev skilt. Og så skulle jeg undvære barnet, og det ville jeg ikke kunne.”

Sabrina ville ikke byde hverken en mand eller et barn dette og besluttede sig for at det var bedre at bytte rundt på rækkefølgen. Først mor, både fordi det var det hun ville, men også fordi hun følte sig blokeret for at finde kærligheden, så længe hendes drøm om at blive mor ikke blev til virkelighed. Og derefter håbede hun på, at hun måske ikke længere ville være blokeret for at finde kærligheden.

Det vigtige netværk

For Sabrina var det vigtigt, at hendes familie støttede op om hendes beslutning om at blive solomor i en alder af 27 år. Hun følte, at fordi hun ikke var ti år ældre, havde hun brug for deres accept.

“Jeg tror det har haft en stor betydning for mit valg, at mine forældre har bakket mig op, for hvis de havde kigget skævt til mig, tror jeg, at jeg havde ventet. Jeg er meget afhængig af min familie. Og det er vigtigt med et godt netværk, når man gør det selv”

Sabrina deler gård med sine forældre og søster, som hele vejen igennem har gjort det klart, at de vil stå der dag og nat. Hun oplevede en generel positivitet omkring sit ønske og vidste med sikkerhed, at der altid ville være en hjælpende hånd.

Efter det stod klart at hendes netværk bakkede op om hendes beslutning, så hun ingen grund til at vente længere på at udleve drømmen.

“Til sidst handlede det om at gøre mig selv lykkelig. Det var et egoistisk valg, men det er det jo. Så var det bare, jeg tænkte fuck alt, fuck 30, jeg gør det nu.”

En ting er en drøm, en anden er det praktiske

Da Sabrina var afklaret med, at hun skulle være solomor, begyndte hun at overveje om hendes liv var indrettet til at få et barn. Det var især vigtigt for hende, at hendes barn ikke skulle mangle noget.

“Jeg tænkte over min økonomi, om den kunne bære det, fordi det var vigtigt for mig at have råd til at kunne give det samme til mit barn, som to forældre kan. Jeg tænkte meget over min jobsituation, hvor jeg fremskyndede noget uddannelse for at have det på plads, inden babyen kom”

Sabrina elsker at rejse og har selv været rundt i verden med sine forældre. Derfor var det vigtigt for hende, at hun ville have muligheden for at kunne give sit barn det samme privilegerede liv, som hun havde haft. Hun sørgede for at hendes liv var tilpasset efter det med en stabil boligsituation og en jobsituation, som kunne passe ind i livet som solomor. Det hele faldt meget naturligt på plads, da ønsket om at være mor på en måde allerede op gennem 20’erne havde dannet rammerne for et liv som mor.

Da det praktiske var faldet på plads, rumsterede tanken, om hvordan det ville være at finde kærligheden, efter hun var blevet mor.

“Jeg har tænkt meget over, om jeg kunne finde en mand, efter jeg havde fået et barn, for det er ikke, fordi jeg ikke vil have en mand på et tidspunkt. Det vil jeg rigtig gerne, men jeg kom hurtigt frem til, at der er jo mange over 30, som har børn, og så havde det ikke så stor betydning, at jeg også kom med et barn. Plus det måske var federe, at jeg ikke også kom med en eksmand.”

Når livet falder på plads

Det er dog ikke Sabrinas mål at finde en mand lige nu. Hun blev mor til Elliot for et halvt år siden og har nok i ham. Sabrina siger, at hun har fundet sig selv og aldrig har været mere lykkelig. Bekymringerne om at finde kærligheden har Elliot heldigvis sørget for er forsvundet, og Sabrina har på ingen måde fortrudt, at hun som 27-årig valgte, at hun blive solomor.

“Jeg gik i dag og tænkte på. hvor privilegeret jeg er, hvor lykkelig jeg er. Tingene er bare faldet på plads inde i mig. Jeg tror egentlig, at jeg allerhelst vil lave barn nummer to sammen med den samme donor!”