Kategoriarkiv: Langsom livsstil – slow movement

Slow living – en livsstil, der giver dig tid til det vigtige

Af Ole Ditlev Nielsen, forfatter og foredragsholder – initiativ Nadia Andersen

Savner du også mere tid til at være sammen med dine børn? Din partner? Vennerne? Måske have tid til dig selv, et kreativt projekt, du gerne vil gå ombord i? Eller slet og ret bare få lidt ro på i hverdagen? Læs mere ...

Livsændring: Fra by til primitivt stenhus på spansk bjergskråning

Af Camilla Anderson

En frodig spansk bjergskråning, et 400 år gammelt stenhus, nærvær og tid sammen, multtoilet, solopvarmet udendørs brusebad med udsigt over bjergene, et liv lige midt i naturen. Sådan har Signe og Tarje valgt at bosætte sig, sammen med deres to børn Liv og Roar på hhv. 4 måneder og 3 år. Læs mere ...

At være barn i et bofællesskab

Af Camilla Anderson

Du slår døren op til haven og lader børnene løbe ud på græsset i bare tæer. Du bliver hilst venligt godmorgen af en nabo, som sidder derude med sin kaffe. Lidt længere væk sidder nogle andre naboer og spiser morgenmad. Der dufter i haven af urter, som en tredje nabo har plantet. Du befinder dig i bofællesskabet Sneglebo, hvor værdierne fællesskab, ”slow living” og sund, økologisk mad er i fokus. Lyder det som et godt sted at lade sine børn vokse op? Det mener Andreas Lau, som har bosat sig dér, sammen med sine to drenge Kristian og Mikkel på seks og ti år.

Et bofællesskab er en boform, hvor menneskers behov for såvel privatliv som fællesskab søges forenet. Flere familier eller enkeltpersoner bor i samme hus, i et arkitekttegnet “tæt-lavt byggeri” eller i et lejlighedskompleks med fælles arealer og kollektive faciliteter, men hvor hverdagen kun i begrænset omfang tilrettelægges kollektivt. Herved adskiller boformen sig fra et kollektiv. (Kilde: Gyldendal. Den store danske.)

”Jeg blev meget hurtigt, meget glad for at bo her” fortæller Andreas: ”Folk var enormt søde til at tage imod os, og vi havde ikke boet her ret mange minutter, før den første af nabobørnene bankede på og spurgte om drengene kom ud og legede.”
Når man ser på de fysiske rammer som omgiver Sneglebo, er det da også let af forstå, hvorfor man som børnefamilie føler sig tiltrukket af at bosætte sig netop der. Der er mange grønne områder tæt på, og ikke så langt derfra er der en fold, hvor der bl.a. går får og geder. På Sneglebos grund er der kaniner, og der er et lækkert udeområde med køkkenhave. Der er hyggeligt og lidt landligt, men det er alligevel ikke alt for langt væk fra centrum af Roskilde.

Det er også tydeligt, at det ikke kun er Andreas som er blevet rigtig glad for at være i bofællesskabet. Hans to drenge Kristian og Mikkel er også faldet godt til. Faktisk så godt, at de i sommerferien langt hellere ville tilbringe deres tid dér, end de ville ud og se på resten af verden. ”Her i sommer havde jeg planlagt alt muligt, vi skulle opleve, men de ville hellere bare være hér og hænge ud. Så var det sådan nogle dag-til-dag-ting i stedet for. Vi vågnede op og sagde ”skal vi spise morgenmad udenfor? Så gjorde vi det. Pludselig var kl.17 og så blev vi enige om at grille. Så gik vi over i køkkenhaven og plukkede salat. Der var nogle naboer der havde dyrket fire forskellige slags salater, og der var bær, squash, ærter og alt muligt. Det var sådan noget med at rende rundt med bare tæer i græsset hele sommeren. Det var fantastisk. Det var den fedeste ferie, og vi havde bare været lige dér.”

Slow living i Sneglebo

Børnegruppen
I Sneglebo bliver der sat stort fokus på trivslen blandt børnene. Der er en ”Børnegruppe” som står for aktiviteter for børnene. Det kan fx være planlægning af Fastelavn, Halloween eller juleklip, men de står også for planlægningen af en fællesfødselsdag for alle børnene. Det gør de for at sikre sig, at alle børn bliver fejret og fordi det er nemmere end at skulle holde 15 børnefødselsdage på et år. ”Så holder vi bare én samlet. Den varer til gengæld hele dagen, og rigtig mange i Sneglebo er engagerede i det,” siger Andreas, og fortæller at fællesfødselsdagene ofte har et tema, og indeholder fx bueskydning, skattejagt, grillmad eller andre rare ting.

Kristian til fællesfødselsdag i Sneglebo

Men fokus på trivslen blandt børnene i Sneglebo handler ikke kun om fejring og fester. Det handler også om værdien i at mærke, at man selv som barn kan bidrage til et fællesskab. De fleste bofællesskaber har fælles arbejdsdage, hvor der skal ordnes forskellige praktiske ting. I Sneglebo er der tre årlige udendørs arbejdsdage og én indendørs, hvor alle børn og voksne er med. Alle bidrager efter evne, så børnene arbejder selvfølgelig på lidt andre vilkår end de voksne, men de bidrager stadig. Om efteråret kan der fx være, at de samler nedfaldsæbler op fra græsplænen eller river løv sammen, mens de voksne slår græs, klipper træer og buske ned, renser tagrender osv. På den måde har børnene også en funktion, hvor de tilfører fællesskabet noget værdi og de har en arbejdsevne som bliver sat i spil. Undervejs er der fælles frokost, og hygge med boller og kakao eller lignende.

 

Sneglebo er et bofællesskab i den vestlige del af Roskilde, beliggende i nærheden af Boserupskoven og fjorden.
Der findes 20 selvstændige lejligheder, med 2, 3 og 4 værelser på 55-85 kvm.
Sneglebo blev opført i 1987.
Mere information kan findes på hjemmesiden Bosj.dk/sneglebo

Fællesspisning
Men selv om fællesskabet er i fokus, er der alligevel meget personlig frihed i Sneglebo. Fællesspisning er eksempelvis ikke obligatorisk. Hvis man har en periode med stress, sygdom eller andet, så er der en fin forståelse for at man trækker sig. Både fra fællesspisning og fra andre pligter som man ellers plejer at bidrage med til fællesskabet. Der kan godt være lidt varierende holdninger til dette fra bofællesskab til bofællesskab. Nogle steder er det forventet at man deltager i fællesspisning. I Sneglebo forventes det som udgangspunkt, at man laver mad fem gange i kvartalet. Det svarer til, at der cirka er fællesspisning fem dage om ugen, hvis alle gør det. Overordnet set er det et system der fungerer, selv om det i nogle perioder fungerer bedre end i andre. Andreas udtrykker: ”For det er mennesker der er i dét system, og der skal være plads til folk.” Rummeligheden ift. at mennesker har forskellige behov kan også spores i selve madlavningen. Her er der ofte et bredt udvalg, fordi der er nogle blandt beboerne som ikke spiser kød og andre specifikke fødevarer. ”Vi køber økologisk og vi køber sundt. Primært. Så det er god kost vi får, og det er meget, meget lækkert.” fortæller Andreas.

Bær og grønt fra køkkenhaven i Sneglebo

 Man skal lære at dele
Men selvfølgelig er der også enkelte ulemper ved at bo i et bofællesskab. En del bofællesskaber har meget små lejligheder, men til gengæld er der fællesfaciliteter som er tilsvarende store, for at kunne huse store dele af fællesskabet. Det kan man så bruge omkostningsfrit. I Sneglebo er lejlighederne også ret små, men der er et fælleshus, hvor der bl.a. er et stort køkken med industrikomfur og ovn. Fælleshuset kan man også benytte som en ekstra dagligstue, hvis man vil holde en stor fødselsdag, fest eller lignende, fordi der kan sidde omkring 30 mennesker. Derfor er der ikke helt det samme behov for at have et stort hus selv. ”Mine børn har jo aldrig været vant til andet end at have deres eget værelse, før de kom ud i et bofællesskab. Det har de ikke mere nu, for det er der ikke plads til. Men det er ikke kun en ulempe.” forklarer Andreas. ”Det er ligesom alt muligt andet herude, at så skal man lære at dele. Og det er en god ting at lære sine børn.”

Skal vi trække stikket, mor?

Af Maria Lyngsø Hougaard

Der er sponsorerede ting i artiklen – samarbejder med brands er altid nøje udvalgt af Mor-skab, og holdningerne er fra hjertet. Produkter, der fremvises her, er ting, vi har håndplukket! //Mor-skab

Mor-skab sætter fokus på slow movement, at gå glip og få ro på. Fordi vi tror, at det er vigtigt for alle – og måske forældre (og deres børn) i særdeleshed! Så skal vi trække stikket, mor?

Læs den første artikel med samme fokus her.

SLUK – KUNSTEN AT OVERLEVE I EN DIGITAL VERDEN af Imran Rashid
Hvert 10. sekund bliver der sendt 8 millioner mails, 2 millioner sms’er og 309.375 facebook likes.
Speciallæge og innovationschef Imran Rashid hvilken effekt de kollosale datamængder har på vores hjerne og krop.

Der er 12 kapitler i bogen, som er opdelt i to faser ”Det komplekse liv” og ”Et liv i flow”. Først fremlægges de problemer og udfordringer, der følger med et moderne liv med ubalancer mellem arbejde og frihed. Og den sidste del gennemgår, hvordan vi kan få flow i vores liv med mental og fysisk sundhed. Og herunder oplistes 10 bud til et sundere, digitalt liv:
1) Køb et vækkeur (og smid Smartphonen ud af soveværelset), 2) læg telefonen helt væk, når du arbejder eller er i selskab med andre mennesker, 3) brug FORSTYR IKKE funktionen, 4) slå notifikationer fra, 5) fjern alle apps, der kan stjæle din opmærksomhed, 6) fjern farver fra skærmen og skru ned for lyset, 7) fjern batteri-ikonet, 8) prioritér, hvem der skal have adgang til din hjerne, 9) vær bevidst om, hvornår du bruger telefonen, og hvordan den bruger sig, og 10) husk, at når du tænder skærmen, risikerer du at slukke for nærværet.

Forfatteren har i sit virke som læge og innovationschef mødt masser af mennesker, primært såkaldte vidensarbejdere, som gør skade på både deres mentale og fysiske helhed, fordi de har svært ved at slippe arbejdet, når de kommer hjem. De (vi) er online nærmest 24/7.

Da vi var på barselsrejse seks uger på Bali med en 8-9 måneder gammel baby, talte vi meget om skærmforbruget. Jeg var ved at skrive på en bog samt artikler til Mor-skab, og jeg så de mange uger som en mulighed for at få skrevet en masse. Men når jeg satte mig bag skærmen, havde min lille søn kun øje på den og mig, selvom hans far legede med ham i poolen. Så vi besluttede i fællesskab, at jeg kunne tage nogle timer et andet sted, hvor jeg skrev igennem, men ikke foran vores søn. Og samtidig fik jeg tænkt over, hvor meget jeg ville skrive, og hvor meget jeg ville være – så jeg ikke fortrød det bagefter. Imram Rashid har helt sikkert ret i, at vi måske slet ikke fatter omfanget af den digitale indgriben i vores liv – og at vi skal overveje, hvad der er det gode liv samt selv tage kontrol.

PAPMACHEREGLEN af Hella Joof
Okay, det er ikke direkte en bog om at leve langsomt og finde ro. Men jeg synes alligevel den passer ind, for hele essensen i Hella Joofs bog er (som jeg læser det), at vi skal slappe lidt af og tage det sure med det søde.

Der er ingen som Hella Joof, der kan få tingene til at blive simple og enkle – også ret alvorlige og komplekse ting. Der er 25 livsregler i Papmachebogen – ikke regler som Hella har fundet på, men bare regler, der er. Og hvis man følger dem, bliver det hele meget mere simpelt.

For eksempel Rub & Stub reglen:
“Når man ser nogen, der har en virkelig smart nederdel på, så kunne man godt tænke “nøj, nogle flotte ben”. Altså man ser noget, man gerne vil være eller gerne vil have, og så begynder man at dæmonisere dem en smule. I stedet for det, så skal man lave rub-og-stub-øvelsen, hvor man må vælge hvilket-som-helst andet menneske i verden, som man så vil bytte liv med. Bytte med alt – rub og stub. Det er hele butikken, det er dine børn, din mand, din udsigt, dine hunde, det hele skal byttes ud med den anden. Så skal vi sidde og mærke efter – og så viser det sig, at der faktisk ikke er en eneste person, vi vil bytte med.”

og Banal-reglen:
“Reglen om banalt er den mest banale regel, der handler om, at det er de mindste ting, der gør os lykkelige.
Det skal ikke særligt meget til for at gøre os lykkelige. Det er meget banalt. Det er ikke noget særligt. Det er tit sådan noget med, at nogle laver mad til én. Nogle lægger armen omkring én, når man er ked af det. Eller at nogen siger, at man ikke ser træt ud.”

Emnerne er mange, og bogen er fuld af gode og finurlige anekdoter.
Jeg oplevede at se mere lyst på det hele – især efter at have hørt lydbogen, hvor Hella selv læser sin bog højt. Kan man andet?
Hellas anekdoter og vinkler på tingene får det hele til at være så banalt (positivt forstået), og man bliver sådan lidt “pyt” og samtidig; Hey, jeg skal sætte pris på de vigtige ting, for hvad betyder ellers noget?!

Tak Hella!

Du trænger til langsom livsstil, mor!

Af Maria Lyngsø Hougaard

Der er sponsorerede ting i artiklen – samarbejder med brands er altid nøje udvalgt af Mor-skab, og holdningerne er fra hjertet. Produkter, der fremvises her, er ting, vi har håndplukket! //Mor-skab

Hver dag er der en ny artikel, om at nutidens forældre ikke gør det godt nok. Og artikler om forkert og dårlig opdragelse. Og mødre, der peger fingre af hinanden. Der er dagligt roller, der skal udfyldes; mor, kone, kvinde, veninde, medarbejder, datter… Ting, der skal varetages; sundhed, helbred, kærlighed, hjemmet, fødselsdage, to do-lister, ting der skal passes og plejes. Og hvad med det liv, du havde før, du blev mor? Måske du lige kan nå et teaterstykke eller en biograffilm eller i hvert fald bare at holde øje på Facebook med, hvad der sker i byen… Og nu skal sønnike have ny flyverdragt (den er blevet for lille), og skuret trænger virkelig til maling, og du skal have set de veninder, og være en god kæreste, og hvilken børnehave skal han skrives op til, hov, du burde også snart få løbet igen! og hvad med fødselsdagsgaven til din mor, og naboen du lovede at invitere til hygge, og …

Der er uden tvivl rigtig meget at se til som mor (og far). Og menneske i en moderne verden. Men måske dit nytårsfortsæt skal være, at få ro på? Okay, nogle ting er jo “need”, og de “nice” giver også livsglæde, men måske kan du skralde en masse af det unødvendige af, og finde ro og bare være til stede…og lave noget unyttigt, som dronning Margrethe sagde i sin nytårstale…hvis du har lyst?!

Vi har set på to bøger/livsstile, der måske kan inspirere dig – “Langsom Livsstil” af Karen Pallisgaard og “Gå Glip” af Svend Brinkmann: Læs mere ...

Fra familie i byen til familie på landet

Af Kira Rosendahl Falsing 

Vi har altid god tid om morgenen. Hannah er 22 måneder og bliver nemlig passet hjemme. Hannah starter dagen med æg. Hver morgen uden undtagelser, efterspørger hun æg, når øjnene slår op. Hun henter selv sit æg hos hønsene, når vi lukker dem ud. Efter hønsene går turen til fårene. Vi har fire, men det ene ligger nu i kummefryseren. Hønsene fik vi med i huskøbet i marts, men fårene fik min kæreste leveret til døren af en lokal cowboyder, der fragtede dem på bagsædet af sin Suzuki for en stressfri kørsel.

Vi har boet her for enden af grusstien på en lille mørkerød gård siden marts 2017. Men før det havde jeg ikke forestillet mig at gå i den her retning. Jeg er 29 år, og min kæreste er 30 år og gymnasielærer. Vi er flyttet fra København til den lille by Kærby – og passer vores datter hjemme.

Min nye jobbeskrivelse
Hun smiler sødt: ”En tår vaaand”. Hun opererer primært med bydeform, så jeg skynder mig at fylde et glas, inden chefen ombestemmer sig. Hun kniber øjnene sammen og rækker glasset ud i strakt arm og bliver pludselig alvorlig. Som om hun overvejer mulighederne, der foreligger i sådan et fyldt glas vand. I et snuptag vender hun bunden i vejret på glasset, hælder det ned af sig selv og brøler; ”DEN ANDEN GLAS VAND!! DEN ANDEN!!”.
Min chef er uretfærdig. Hun prikker mig dagligt i ansigtet og fortæller mig, at jeg har ”et lille sår på kinden”. Hun er ubeslutsom, vægelsindet og utilregnelig, og hun har trukket tårer frem i frokostpausen, mere end nogen anden arbejdsplads ville tillade. Sådan er jobbeskrivelsen herhjemme, og jeg tilføjer dagligt nye adjektiver på listen over flere, spændende kvalifikationer. Omstillingsparat, tålmodig, (passivt aggressiv), bevarer overblikket i pressede situationer (nogen leger sandkasse i kattebakken med en grydeske), hurtig (tøj af-tøj på), og så sætter jeg punktum-punktum-komma-streg som den Cand.mag., jeg trods alt også er.

Ikke en nemmere løsning
I starten når jeg fortalte andre, at jeg går hjemme med vores datter, vidste jeg ikke lige, hvordan jeg skulle forklare det. Vi ser det ikke som mig, der er hjemmegående, men i stedet vores datter der er hjemme. Nogle får måske den opfattelse, at jeg mangler ambitioner for mig selv eller ikke ønsker at arbejde. Min kæreste er den, der hiver dollars hjem, mens jeg laver glutenprøve på speltboller derhjemme, og det placerer os i et flot kønnet familiemønster anno 1950, som vi langt fra identificerer os med. Men det handler ikke om mig, men derimod om vores datter og vores fælles familieliv.

Jeg kan se hos andre familier, at det også er en (sen)moderne tendens at give det rolige liv et skud. Og en reaktion på pressede daginstitutioner med for mange børn og for få hænder, får måske nogle forældre til at holde børnene hjemme. Der er mange forskellige årsager til at passe hjemme, men mit indtryk er, at langt de fleste selvfølgelig indretter sig på den her måde, fordi det giver mening for familielivet. Ikke fordi det er en nemmere løsning end at arbejde.

Egoistisk valg
Inden vi forlod Vesterbro i foråret, havde vi besluttet os for at prøve at holde vores datter hjemme. Hun havde blot et enkelt leveår i bleen, og vi syntes begge, at hun virkede så lille at sende afsted i vuggestue. Tilfældighederne ville, at jeg lige havde afsluttet seks år på universitet inden min barsel, mens min kæreste havde fast arbejde på et gymnasium. Derfor var det oplagt, at jeg blev hjemme. Men næste gang – eller på et andet tidspunkt – er det min kæreste, der overtager husholdningen. Jeg nåede at have et par møder hos min a-kasse, hvor jeg luftede mine tanker omkring det, inden vi besluttede os. Jobkonsulenten var overraskende positiv, og hun forsikrede mig, at jeg jo ikke har mistet ambitioner – de er bare blevet justeret, efter jeg har fået barn.

Både min kæreste og jeg vil begge opleve starten på livet sammen med vores datter, og for os føltes det helt mærkeligt at overlade de fleste af hendes vågne timer hos andre, når vi gerne ville tilbringe en masse tid sammen alle sammen og havde muligheden for at gøre noget andet. Det var et ganske egoistisk valg fra vores side, men heldigvis med god mavefornemmelse.

“Bliver du ikke bims?”
Jeg oplever tit, at folk spørger, hvad vi mon får dagen til at gå med, og om ”jeg ikke bliver bims”? Hånden på hjertet, så synes jeg, at min datter er strålende selskab, og at dagen går rimelig hurtigt, inden hendes far er hjemme ved 14.30-tiden. Vi vågner ved 8-tiden. Spiser morgenmad, går udenfor og leger, tager i legestue, når vi har tid og lyst, og får besøg af bedsteforældre eller tager hen til venner, der også har taget rykket fra by til land samtidig med os.

Nogle mødre, der overvejer at hjemmepasse, er måske bekymrede for, om de kan underholde og stimulere på samme niveau som en uddannet pædagog, der kan alle vers af ”Fem små aber” med tilhørende armgymnastik. Der kan jeg berolige med, at man kan komme langt med to melodier, lidt enderim og et hop på stedet og tramp i gulvet. Jeg føler egentlig ikke, jeg skal tilbyde en særlig slags stimuli, som kun uddannede pædagoger kan tilbyde. Børn har været ved deres mødre og fædre og ”fulgt flokken” altid, så vi behøver ikke otte-kantede legedimser med bjælder i for at blive stimuleret tilstrækkeligt i hverdagen.
Jeg må indrømme, vi hører mere Rihanna end Åh abe, og min datter kan sagtens være med i køkkenet, selvom hun kun er halvandet år. Hun skal selvfølgelig ikke lave spaghettisquash på mandolinjernet, ligesom vi venter med at stavblende, til hun er på den anden side af to år. Pointen er nok, at vi egentlig laver det, vi har lyst til i løbet af dagen. Om det så er at lege med traktor og lastbiler, eller om det er at lægge vasketøj sammen, så er det en fest for hende, når hun får lov at være med.

Hvad med det sociale?
Modsat den opfattelse nogle måske har, om ungerne nu får set andre børn og bliver socialiseret, stimuleret, aktiveret osv., så giver hjemmepasningen faktisk gode muligheder for at skabe nære relationer til mennesker, som man selv vælger til. For selvom vi hygger os med de jævnaldrende i legestuen, er det tydeligt, at min datter griner vildere, når hun løber om kap med sin farfar eller læser bog med farmor, og hun synger højere, når hun spiller guitar med sin mormor. Sammen med sin veninde på 3,5 år leger de to helt uforstyrret og fantasifuldt og bygger huler uden forældres indblanden. I legestuen leger børnene mest ved siden af hinanden, mens vi voksne en gang i mellem bruger lidt krudt på konfliktløsning, når flere tunger savler over den samme plysbjørn.
Flere sundhedsplejersker og psykologer bekræfter også, at børn først efter 2 års-alderen kan blive enige om, at det er sjovt at stable klodser i fællesskab. Men derfor er det stadig fint at have et netværk i f.eks. en legestue for både mor/far og barn, når man passer hjemme.

Tilskud til pasning af eget barn
Man behøver ikke spise havregrød tre gange om ugen, men det er en klar prioritering at passe hjemme alligevel. Vi er heldige, at vi er flyttet til en kommune, der giver tilskud til pasning af eget barn. Inden vi forlod København, var vi ret opsatte på projektet, og det lykkedes os. Men generelt er vi ret fornuftige med forbruget, når ikke min kæreste online-shopper (flere) dyr. Vi købte for eksempel en varmepumpe i stedet for at tage på bryllupsrejse. Heldigvis kan vi hurtigt få 28 grader indendørs og med Club Tropicana på anlægget, savner vi ikke syden. Vi er enige om, at det kan vente. Nogle kommuner giver op til 7000 kroner om måneden i tilskud til pasning af eget barn i et år, og faktisk kan man spare op til 4000 kroner om måneden ved ikke at betale institutionsplads. Hvis man er lidt kreativ og undersøger sin a-kasse, fagforening osv. kan man få nedsat kontingent på de forskellige medlemsskaber, man måtte have.

Tid til lange morgener
Det er altid en prioritering, for vi kunne jo have væsentligt flere sedler i banken, hvis vi havde to fuldtidsindtægter. Men frem for at vælge arbejdsindkomster fra, er det for os mere et valg om at vælge tid til. Tiden sammen og til hinanden og særligt imens, vores datter er lille. Det er livet lige nu. Når perioden med tilskud udløber, vil vi stadig passe vores datter hjemme. Dog vil jeg gerne arbejde også og har mulighed for at arbejde om eftermiddagen og om aftenen. På den måde skaber vi en fin balance i familieliv og arbejdsliv, så alle trives i bedste velgående – og vi stadig har god tid om morgenen.