Af Maria Lyngsø Hougaard
Der er sponsorerede ting i artiklen – samarbejder med brands er altid nøje udvalgt af Mor-skab, og holdningerne er fra hjertet. Produkter, der fremvises her, er ting, vi har håndplukket! //Mor-skab
Hver dag er der en ny artikel, om at nutidens forældre ikke gør det godt nok. Og artikler om forkert og dårlig opdragelse. Og mødre, der peger fingre af hinanden. Der er dagligt roller, der skal udfyldes; mor, kone, kvinde, veninde, medarbejder, datter… Ting, der skal varetages; sundhed, helbred, kærlighed, hjemmet, fødselsdage, to do-lister, ting der skal passes og plejes. Og hvad med det liv, du havde før, du blev mor? Måske du lige kan nå et teaterstykke eller en biograffilm eller i hvert fald bare at holde øje på Facebook med, hvad der sker i byen… Og nu skal sønnike have ny flyverdragt (den er blevet for lille), og skuret trænger virkelig til maling, og du skal have set de veninder, og være en god kæreste, og hvilken børnehave skal han skrives op til, hov, du burde også snart få løbet igen! og hvad med fødselsdagsgaven til din mor, og naboen du lovede at invitere til hygge, og …
Der er uden tvivl rigtig meget at se til som mor (og far). Og menneske i en moderne verden. Men måske dit nytårsfortsæt skal være, at få ro på? Okay, nogle ting er jo “need”, og de “nice” giver også livsglæde, men måske kan du skralde en masse af det unødvendige af, og finde ro og bare være til stede…og lave noget unyttigt, som dronning Margrethe sagde i sin nytårstale…hvis du har lyst?!
Vi har set på to bøger/livsstile, der måske kan inspirere dig – “Langsom Livsstil” af Karen Pallisgaard og “Gå Glip” af Svend Brinkmann:
LANGSOM LIVSSTIL af Karen Pallisgaard
Forlaget skriver: “Langsom livsstil er et opgør med den tyranniske travlhed, der hersker i vores samfund. Vi skal lære at nyde timerne og minutterne i stedet for blot at måle dem i effektivitet og produktivitet. Det er blevet tid til at dyrke kvalitet frem for kvantitet.”
Forfatteren Karen levede selv livet i overhalingsbanen og nåede alting på den halve tid, indtil hendes krop og sind en dag sagde stop og fik hende til at sætte sig ind i slow movement bølgen. Og på den baggrund kom bogen, som er bygget op over 10 principper og tips til at føre en langsom livsstil. Karens grundlag for at skrive om langsom livsstil er ekspertinterviews, forskning og egen erfaring.
Jeg kender selv tanken om, at når jeg bare lige når denne to-do-liste, så er tavlen vasket ren – så kan jeg slappe af – så er der styr på det hele. Og min to-do-liste (på min smartphone) er også fyldt med dejlige spændende ting; gode idéer, ting der kunne være fede at få gjort, men som bestemt ikke er need. Og for mig er en to do liste også en måde, at kunne lægge ting fra mig – ikke at skulle tænke på dem, fordi de nu er skrevet ned. Men da min veninde spurgte mig nytårsaften, om jeg har nogle nytårsfortsæt, havde jeg allerede tænkt tanken; jeg vil lave flere unyttige ting – som dronning Margrethe sagde i sin nytårstale – jeg vil have flere stunder i 2018, hvor jeg bare er til. Hvor jeg bare leger med min søn, selvom jeg så ikke når alt det andet.
Og det er faktisk ret svært.
I Karens bog opmuntrer hun netop til at leve livet lidt langsommere – uden at det skal blive endnu et projekt, der skaber stress. Hun motiverer os til at sænke farten, trække vejret dybt, mærke sin krop, komme ud i naturen og slukke sin telefon – i hvert fald for en stund. Det kan lyde så nemt, men det er det ikke, forsikrer Karen. Og hvis du tænker, men hvad gør hun helt konkret, så kommer hun med helt nede på jorden hverdags eksempler i et interview på dr.dk:
“Jeg er begyndt at gå ture, mere end jeg løber. Jeg tænder først min smartphone om morgenen, når jeg har kysset min mand og vores datter farvel. Jeg laver færre ligegyldige kaffeaftaler. Jeg prioriterer tætte venskaber højere. Jeg går tidligere i seng. Jeg er blevet nyforelsket i skønlitteratur, jeg øver mig i at slukke Facebook, når jeg arbejder, og vi spiser sammen som familie uden telefoner og tv.”
Og selvom det er simple ting, er det rigtig godt at blive mindet om, hvad man konkret kan gøre. Nogle gange skal der ikke mere til en det. Jeg vil i hvert fald tage hendes pointer (og dronningens;-)) til mig og være mere tilstede, leve lidt langsommere og gør en masse unyttige ting i 2018!
Læs resten af interviewet med Karen om hendes nye livsstil her!
GÅ GLIP! af Svend Brinkmann
At gå glip af noget lyder som noget negativt. At man går glip af noget godt. Men i Svend Brinkmanns bog “Gå Glip!” er det en godt ting at gå glip af noget. At vælge nogle ting fra for at kunne være til stede i andre ting. At begrænse sig.
Jeg kan huske fra min ungdom, at det var svært at nøjes, for tænk hvis man gik glip af det sjoveste. Så hellere ville det hele og få det hele med. Men det kunne godt være stressende.
Og med barn og pligter er det endnu sværere. Men alle valg er også fravalg, og ifølge Svend Brinkmann er det ‘at gå glip’ ikke noget passivt, det bare sker – men noget vi skal gøre. Det kræver en indsats, og er en aktiv handling fra vores side. Og ikke en let ting, men ikke desto mindre en eksistentiel, etisk og psykologisk nødvendighed.
Bogens opbygning er omkring fem argumenter om, at vi ikke skal og kan nå det hele. Vi bliver nødt til at gå glip af noget for at få mere ud af livet. De fem argumenter er baseret på henholdsvis politiske, eksistentielle, etiske, psykologiske og æstetiske overvejelser og referencer. Bogen har også fokus på nutidens overforbrug, og alle de ting vi bare må eje. Og at mådehold giver lykke.
Agendaen er simpel. Vi lever i en verden med uhæmmet vækst, stigende ulighed og unødvendigt overforbrug, hvilket alt sammen tjærer på den menneskelige psyke og jordens ressourcer. For at stoppe dette, skal vi gå glip af ting. Gør tingene langsommere og mere i dybden. Slukke skærmen og undgå fristelser. Dette både i de små hjem rundt omkring, men også på organisatorisk og samfundsmæssigt niveau.
Men hvordan gør man så det? Til sidst i bogen kommer Svend Brinkmann med nogle helt konkrete løsningsmuligheder fx.:
“Den enkelte kan selvfølgelig gøre noget selv (undgå at oplade smartphonen ved siden af sengen, undgå skærmbrug lige før sengetid, slå notifikationer fra.”(s. 110)
Det er altid godt og sundt at få en moralsk opsang, selvom om man måske allerede har en anelse om hvordan tingene forholder sig.
Lad os slå et slag for JOMO (Joy Of Missing Out)
Og husk: Der kommer flere artikler om emnet 🙂
En tanke om "Du trænger til langsom livsstil, mor!"