Fra familie i byen til familie på landet

Af Kira Rosendahl Falsing 

Vi har altid god tid om morgenen. Hannah er 22 måneder og bliver nemlig passet hjemme. Hannah starter dagen med æg. Hver morgen uden undtagelser, efterspørger hun æg, når øjnene slår op. Hun henter selv sit æg hos hønsene, når vi lukker dem ud. Efter hønsene går turen til fårene. Vi har fire, men det ene ligger nu i kummefryseren. Hønsene fik vi med i huskøbet i marts, men fårene fik min kæreste leveret til døren af en lokal cowboyder, der fragtede dem på bagsædet af sin Suzuki for en stressfri kørsel.

Vi har boet her for enden af grusstien på en lille mørkerød gård siden marts 2017. Men før det havde jeg ikke forestillet mig at gå i den her retning. Jeg er 29 år, og min kæreste er 30 år og gymnasielærer. Vi er flyttet fra København til den lille by Kærby – og passer vores datter hjemme.

Min nye jobbeskrivelse
Hun smiler sødt: ”En tår vaaand”. Hun opererer primært med bydeform, så jeg skynder mig at fylde et glas, inden chefen ombestemmer sig. Hun kniber øjnene sammen og rækker glasset ud i strakt arm og bliver pludselig alvorlig. Som om hun overvejer mulighederne, der foreligger i sådan et fyldt glas vand. I et snuptag vender hun bunden i vejret på glasset, hælder det ned af sig selv og brøler; ”DEN ANDEN GLAS VAND!! DEN ANDEN!!”.
Min chef er uretfærdig. Hun prikker mig dagligt i ansigtet og fortæller mig, at jeg har ”et lille sår på kinden”. Hun er ubeslutsom, vægelsindet og utilregnelig, og hun har trukket tårer frem i frokostpausen, mere end nogen anden arbejdsplads ville tillade. Sådan er jobbeskrivelsen herhjemme, og jeg tilføjer dagligt nye adjektiver på listen over flere, spændende kvalifikationer. Omstillingsparat, tålmodig, (passivt aggressiv), bevarer overblikket i pressede situationer (nogen leger sandkasse i kattebakken med en grydeske), hurtig (tøj af-tøj på), og så sætter jeg punktum-punktum-komma-streg som den Cand.mag., jeg trods alt også er.

Ikke en nemmere løsning
I starten når jeg fortalte andre, at jeg går hjemme med vores datter, vidste jeg ikke lige, hvordan jeg skulle forklare det. Vi ser det ikke som mig, der er hjemmegående, men i stedet vores datter der er hjemme. Nogle får måske den opfattelse, at jeg mangler ambitioner for mig selv eller ikke ønsker at arbejde. Min kæreste er den, der hiver dollars hjem, mens jeg laver glutenprøve på speltboller derhjemme, og det placerer os i et flot kønnet familiemønster anno 1950, som vi langt fra identificerer os med. Men det handler ikke om mig, men derimod om vores datter og vores fælles familieliv.

Jeg kan se hos andre familier, at det også er en (sen)moderne tendens at give det rolige liv et skud. Og en reaktion på pressede daginstitutioner med for mange børn og for få hænder, får måske nogle forældre til at holde børnene hjemme. Der er mange forskellige årsager til at passe hjemme, men mit indtryk er, at langt de fleste selvfølgelig indretter sig på den her måde, fordi det giver mening for familielivet. Ikke fordi det er en nemmere løsning end at arbejde.

Egoistisk valg
Inden vi forlod Vesterbro i foråret, havde vi besluttet os for at prøve at holde vores datter hjemme. Hun havde blot et enkelt leveår i bleen, og vi syntes begge, at hun virkede så lille at sende afsted i vuggestue. Tilfældighederne ville, at jeg lige havde afsluttet seks år på universitet inden min barsel, mens min kæreste havde fast arbejde på et gymnasium. Derfor var det oplagt, at jeg blev hjemme. Men næste gang – eller på et andet tidspunkt – er det min kæreste, der overtager husholdningen. Jeg nåede at have et par møder hos min a-kasse, hvor jeg luftede mine tanker omkring det, inden vi besluttede os. Jobkonsulenten var overraskende positiv, og hun forsikrede mig, at jeg jo ikke har mistet ambitioner – de er bare blevet justeret, efter jeg har fået barn.

Både min kæreste og jeg vil begge opleve starten på livet sammen med vores datter, og for os føltes det helt mærkeligt at overlade de fleste af hendes vågne timer hos andre, når vi gerne ville tilbringe en masse tid sammen alle sammen og havde muligheden for at gøre noget andet. Det var et ganske egoistisk valg fra vores side, men heldigvis med god mavefornemmelse.

“Bliver du ikke bims?”
Jeg oplever tit, at folk spørger, hvad vi mon får dagen til at gå med, og om ”jeg ikke bliver bims”? Hånden på hjertet, så synes jeg, at min datter er strålende selskab, og at dagen går rimelig hurtigt, inden hendes far er hjemme ved 14.30-tiden. Vi vågner ved 8-tiden. Spiser morgenmad, går udenfor og leger, tager i legestue, når vi har tid og lyst, og får besøg af bedsteforældre eller tager hen til venner, der også har taget rykket fra by til land samtidig med os.

Nogle mødre, der overvejer at hjemmepasse, er måske bekymrede for, om de kan underholde og stimulere på samme niveau som en uddannet pædagog, der kan alle vers af ”Fem små aber” med tilhørende armgymnastik. Der kan jeg berolige med, at man kan komme langt med to melodier, lidt enderim og et hop på stedet og tramp i gulvet. Jeg føler egentlig ikke, jeg skal tilbyde en særlig slags stimuli, som kun uddannede pædagoger kan tilbyde. Børn har været ved deres mødre og fædre og ”fulgt flokken” altid, så vi behøver ikke otte-kantede legedimser med bjælder i for at blive stimuleret tilstrækkeligt i hverdagen.
Jeg må indrømme, vi hører mere Rihanna end Åh abe, og min datter kan sagtens være med i køkkenet, selvom hun kun er halvandet år. Hun skal selvfølgelig ikke lave spaghettisquash på mandolinjernet, ligesom vi venter med at stavblende, til hun er på den anden side af to år. Pointen er nok, at vi egentlig laver det, vi har lyst til i løbet af dagen. Om det så er at lege med traktor og lastbiler, eller om det er at lægge vasketøj sammen, så er det en fest for hende, når hun får lov at være med.

Hvad med det sociale?
Modsat den opfattelse nogle måske har, om ungerne nu får set andre børn og bliver socialiseret, stimuleret, aktiveret osv., så giver hjemmepasningen faktisk gode muligheder for at skabe nære relationer til mennesker, som man selv vælger til. For selvom vi hygger os med de jævnaldrende i legestuen, er det tydeligt, at min datter griner vildere, når hun løber om kap med sin farfar eller læser bog med farmor, og hun synger højere, når hun spiller guitar med sin mormor. Sammen med sin veninde på 3,5 år leger de to helt uforstyrret og fantasifuldt og bygger huler uden forældres indblanden. I legestuen leger børnene mest ved siden af hinanden, mens vi voksne en gang i mellem bruger lidt krudt på konfliktløsning, når flere tunger savler over den samme plysbjørn.
Flere sundhedsplejersker og psykologer bekræfter også, at børn først efter 2 års-alderen kan blive enige om, at det er sjovt at stable klodser i fællesskab. Men derfor er det stadig fint at have et netværk i f.eks. en legestue for både mor/far og barn, når man passer hjemme.

Tilskud til pasning af eget barn
Man behøver ikke spise havregrød tre gange om ugen, men det er en klar prioritering at passe hjemme alligevel. Vi er heldige, at vi er flyttet til en kommune, der giver tilskud til pasning af eget barn. Inden vi forlod København, var vi ret opsatte på projektet, og det lykkedes os. Men generelt er vi ret fornuftige med forbruget, når ikke min kæreste online-shopper (flere) dyr. Vi købte for eksempel en varmepumpe i stedet for at tage på bryllupsrejse. Heldigvis kan vi hurtigt få 28 grader indendørs og med Club Tropicana på anlægget, savner vi ikke syden. Vi er enige om, at det kan vente. Nogle kommuner giver op til 7000 kroner om måneden i tilskud til pasning af eget barn i et år, og faktisk kan man spare op til 4000 kroner om måneden ved ikke at betale institutionsplads. Hvis man er lidt kreativ og undersøger sin a-kasse, fagforening osv. kan man få nedsat kontingent på de forskellige medlemsskaber, man måtte have.

Tid til lange morgener
Det er altid en prioritering, for vi kunne jo have væsentligt flere sedler i banken, hvis vi havde to fuldtidsindtægter. Men frem for at vælge arbejdsindkomster fra, er det for os mere et valg om at vælge tid til. Tiden sammen og til hinanden og særligt imens, vores datter er lille. Det er livet lige nu. Når perioden med tilskud udløber, vil vi stadig passe vores datter hjemme. Dog vil jeg gerne arbejde også og har mulighed for at arbejde om eftermiddagen og om aftenen. På den måde skaber vi en fin balance i familieliv og arbejdsliv, så alle trives i bedste velgående – og vi stadig har god tid om morgenen.

En tanke om "Fra familie i byen til familie på landet"

  1. ”Den lille bondegård ved mosen” (ISBN 978-87-7190-975-3) – Godt liv i “Vilde vidunderlige Danmark”

    Fornøjeligt ophold i naturen fremtryller gode oplevelser, og sammen med motionen og den friske luft bringer det lise og velvære for krop og sjæl og ro i sindet. Lyden af vindens stille bevægelse af kvistene på mosens buske og især sivenes sagte raslen, minder dig om pulsslaget og den hvislende lyd fra det sivende blod i moders liv før fødslen, og du fornemmer ubevidst trygheden. Under naturtemaet “Vilde vidunderlige Danmark” hyldes vores vilde natur, og i debatten om biodiversitet sættes positivt fokus på en varieret oplevelse. I den forbindelse er det relevant at opmuntre ved formidling af autentiske fortællinger om naturen og om livet på landet på en tid, hvor livet var lidt anderledes.

    Positive anekdoter om naturen og om livets vante gang på en lille bondegård tæt ved en tørvemose på den tid da seniorer var børn og arbejdet var lidt mere besværligt, er temaet i bogen ”Den lille bondegård ved mosen” – ISBN 978-87-7190-975-3. – Det var tiden, hvor økologi var en helt naturlig ting, da der ikke var råd til kemiske sprøjtemidler, megen kunstgødning og den slags – tiden hvor der manuelt blev høstet med leen hele vejen rundt om kornmarken før, der skulle høstes med selvbinderen, så intet af det dyrebare korn gik til spilde – tiden hvor traktoren så småt begyndte at afløse hesten som trækkraft rundt omkring på bondegårdene – og tiden hvor køerne fik lov til at græsse lidt græs langs markvejen, når de blev hentet hjem til malkning.

    I bogen fortælles om mennesker og dyr og ikke mindst også om naturen. Lidt mere specielt beskrives især den store betydning tørvemosen havde for lokalbefolkningen på den tid. Tørvemosen vil sikkert fortsat bestå, men de kulturelle præg og minder, der viser hvordan mennesket ved slid og flid påvirkede landskabet, udviskes efterhånden. I bogen fortælles blandt andet om arbejdet i mosen i forbindelse med tørvene om græsning af kreaturerne og så videre, såvel som om rekreative aktiviteter og fornøjelser som leg, lystfiskeri og interessante vandreture, hvor mosens specielle planter og dyr kunne betragtes på nært hold.

    Du kan naturligvis få lid mere at vide om handlingen i en fysisk boghandel eller på en net-boghandels hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.