Af Ida Lantz Møller
Det lå aldrig i kortene, at Signe ville vælge et liv som hjemmegående! Både før og under barslen med Willum fokuserede hun på at køre karriere og glædede sig til at skulle tilbage på arbejdet. Men så skete der noget med Signe.
Målet var karriere og høj løn
Signe har altid været fokuseret på at tage den rigtige uddannelse, så hun kunne lande det rigtige job og få den helt rigtige løn, som en fast besluttet karrierekvinde. Ikke at disse valg ikke kunne hænge sammen med det at være mor, som også var en vigtig prioritering i Signes liv:
“Jeg har bare altid været meget feministisk i min tilgang til arbejde og studie, så jeg har altid haft det i mine tanker; hvad skulle jeg læse på min videregående uddannelse, hvilket job skulle jeg have og hvilken løn skulle jeg have. Jeg er altid gået efter at få et godt job og en god uddannelse. Så jeg har læst cand.merc. og jeg har arbejdet i en stor international virksomhed”.
Da Signe fik sit første barn og var på barsel, glædede hun sig til at starte på job igen. Signe følte bestemt ikke, at det var en dans på roser at være på barsel og ville gerne fortsætte sin karriere, ved siden af sit nye liv som mor.
“Da jeg var på barsel, tænkte jeg faktisk ikke på det at være hjemmegående. For det første, syntes jeg, det var rigtig hårdt at være på barsel med en lille baby, og jeg glædede mig rigtig meget til at skulle tilbage på arbejdet. Og så fordi jeg fik et nyt job, så jeg var sikker på, at jeg skulle tilbage”, forklarer Signe og tænker tilbage.
Signe havde landet en rigtig god stilling i det firma, hun var på barsel fra, hvor hun ville få masser af ansvar og spændende opgaver. Hun endte med at få en stor lønforhøjelse og være den som tjente flest penge derhjemme. Men efter Signes kæreste afsluttede sin barsel og hendes søn Willum skulle indkøres i vuggestue, begyndte det fancy job og den høje løn pludselig at få en væsentlig mindre betydning for Signe:
“Jeg tror bare, at de fem måneder, hvor jeg var i det job, mens Willum var hjemme med sin far og senere i vuggestue, der gik det bare op for mig, at jeg gik hele tiden og tænkte på ham og savnede ham. Det var selvfølgelig allerværst, da han startede i vuggestue. Men det byggede sig bare langsomt op.”
Fordi samfundet dikterer noget, så behøver jeg jo ikke at følge det
Signe begyndte at være kritisk over for samfundsnormen om at sende sit 11 måneder gamle barn i vuggestue for at blive passet af andre mennesker, imens hun selv sad på et kontor og passede sit arbejde.
“Jeg synes bare, det var så unaturligt at fremmede mennesker skulle tage sig af mit barn i den alder. Altså jeg begyndte at tænke at for 30 år siden, var man seks måneder, når man blev sendt af sted, og det ville, de fleste jo nok også synes var meget unaturligt i dag, så hvorfor synes vi, det er så naturligt at sende et 11 måneders barn afsted, det er jo bare, fordi vores samfund er bygget op, som det er, at vi skal ud og tjene penge. Der havde jeg bare brug for at tage et aktivt valg for mit eget liv.”
Signe begyndte at finde inspiration fra folk på de sociale medier for at få et indblik i livet som hjemmegående. Her gik det for alvor op for hende, at fuldtidsmor sagtens kunne være ens drømmejob og rent faktisk skabe rammerne om et velfungerende liv.
“Jeg begyndt at følge nogle på de sociale medier, som har truffet nogle andre valg, og som har fortalt deres historie, og det har helt klart også påvirket mig til at tænke, at det lød ret fantastisk ikke at have det der forjagede liv, hvor man skal op om morgen og vække et sovende barn, og den ene skal tidligt afsted for at kunne hente, og den anden skal aflevere et grædende barn. Så ville jeg hellere fokusere på at have et lille barn nu, og når jeg så kommer ud og arbejde igen, så kan jeg også meget bedre fokusere på det. For de to måneder Willum var i institution, der kunne jeg ikke tænke på andet end ham i løbet af dagen.”
En definitiv beslutning
Der var mange ting som spillede ind for Signe, og beslutningen var bestemt ikke lige til. Hun skulle overbevise kæresten om, at hendes idé var god samtidigt med, at hun skulle affinde sig med at være afhængig af en mand, som skulle forsørge hende og deres fælles barn.
“Det var rigtig svært for mig at tage beslutningen, jeg er jo altid gået den lige vej i forhold til uddannelse og job. Det var da enormt svært for mig at få et hul i mit CV og sige farvel til den der verden og ikke at få nogen indtægt. Jeg skal ligesom forsørges af min kæreste, Frygteligt! Ej haha. Jeg begyndte dog at google lidt om at være hjemmegående, men jeg tænkte bare, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi vi havde ikke råd til det, og det er simpelthen for ufornuftigt. Men jeg kunne ikke slippe tanken, så jeg begyndte at snakke med min kæreste om det, og han var ret afvisende fra starten af. Han var sådan; ej lad os nu lige køre ham ind, og alle andre starter jo i institution, når de er 11 måneder, han er jo sådan en glad og social dreng. Så det tog noget tid at overbevise ham.”
Signes kæreste kom dog på andre tanker, efter han oplevede hende og Willums reaktion på indkøring i vuggestuen. Efterfølgende var det ikke svært at overbevise ham om, hvordan deres nye liv skulle se ud:
“De fire uger vi kørte Willum ind, der var jeg bare enormt ulykkelig hver aften. Jeg var kun med en morgen for at aflevere ham, og jeg kunne seriøst mærke, at jeg var ved at brække mig, da vi gik derfra, fordi der var et lille barn, der bare skreg efter os. Og det er jo klart, at sådan har min kæreste jo heller ikke lyst til, at det skal være. Så på den måde kunne vi stille og roligt finde frem til den rigtige løsning, og nu er han bare vildt glad for, at vi har taget den her beslutning, fordi vi heller ikke har så travlt i vores liv mere.”
Signe begyndte derfor for alvor at undersøge mulighederne for at blive hjemmegående. Hun og kæresten havde en økonomisk barriere, som de skulle have løst. Signe var villig til at flytte fra deres store lækre lejlighed for at bo i noget mindre og billigere, men kæresten ønskede, at de fandt en anden fælles løsning, hvor de kunne blive boende.
“Så det at jeg er hjemmegående kan lade sig gøre, ved at vi har lånt nogle penge i banken, og at vi kan supplere det med min kærestes løn og børnepenge, hvilket betyder at vi lige kan få det til at løbe rundt. Og så køber vi ikke så meget. Det er ikke lige i år, at vi køber ny vinterjakke. Men det er for en periode til Willum er to år, måske lidt længere.”
Hjælpen fra bedsteforældrene har også haft en stor betydning for, at Willum ikke skulle mangle noget på trods af, at familien skulle leve af en indtægt, hvilket Signe har følt en stor taknemmelighed over.
”Willums farmor strikker, køber flyverdragt og sådan noget til ham. Så der er også rigtig meget, vi får hjælp til i forhold til Willums tøj, så det er faktisk ikke så svært for os lige nu, vi kunne sagtens være mere sparsommelige, og det tror jeg også vi kommer til at være”
Hjemmegående, af hvad for noget?
Signe var glad for beslutningen fra starten, hun nød livet derhjemme sammen med Willum. Hun satte hurtigt struktur på deres dagligdag. På legeplads klokken ni, hjem og sove middagslur og ud igen og opleve verden om eftermiddagen. Dog var der nogle i hendes nære omgangskreds, som lige skulle se den nye livsstil an for helt at forstå idéen med at sige sit gode job op og sætte karrieren på pause.
“Veninderne synes bare, det er mega fedt, og der har været meget positiv respons. Så har der måske lige været mine forældre, der lige skulle sluge kamelen. De var lidt bekymret for, at jeg smed en god uddannelse og godt job over bord. Men det tog ikke så lang tid for dem at indse, hvor godt vi trives i det, og hvor vigtig det er for mig og Willum og min kæreste”
Det er dog ikke helt uden kritiske spørgsmål at vælge en ukonventionel livsstil som at være hjemmegående. Signe møder ofte spørgsmålet omkring socialisering af Willum, nu når han hjemmepasses.
“Der er mange som snakker om socialisering af hjemmebørn, men der vil jeg sige, at børn er forskellige, der helt sikkert andre børn, der opsøger mere kontakt til andre børn. Willum er først nu begyndt at komme ud af sin skal, og jeg har ikke oplevet før nu, at han har været særligt interesseret i andre børn. Og så siger forskningen omkring små børn, at de første to år, der kan børn ikke rigtig finde ud af at lege sammen, de leger blot ved siden af hinanden”
Signe har dog alligevel stort fokus på, at Willum ikke skal sidde hjemme i lejligheden hele dagen. Hun prioriterer, at de opsøger fællesskaber og møder andre mennesker i deres hverdag.
“Vi er meget ude på legepladser, hvor vuggestuerne er, så han har rig mulig for at opsøge andre børn. Vi går også til faste aktiviteter, hvor han møder de samme børn hver uge, og så er jeg gået i gang med at kontakte andre hjemmegående forældre for at få lavet en fast aftale med nogle jævnaldrende børn, så han også får muligheden for at møde de samme børn igen og igen for at få socialisering”
Det bedste jeg har gjort for mig selv
Signes beslutning om at være hjemmegående var i første omgang for Willums skyld. Men Signe har efterfølgende reflekteret over sin hårde kamp i adskillelsen af dem, og har forstået at det at kunne være sammen med sin søn hver dag hele dagen har været lige så vigtig for hende selv:
“Jeg har brug for at være tæt knyttet til Willum og mærke ham hver dag, og se hvor han er og se, hvilket humør han er i. Jeg tror det bunder i en hård fødsel, og et ammeforløb jeg ikke kunne få op at køre. Det har jeg i hvert fald tænkt rigtig meget over, hvilket har betydet, at jeg ikke har kunne give slip på ham og omvendt. Alle snakker jo om den hårde indkøring, så det er jo hårdt for alle børn at adskille sig fra sine forældre, men der er nogen, det er nemmere for end andre. Jeg havde det bare sådan, at hvis det ikke føles normalt for mig, hvorfor skulle det så føles normalt for Willum. Det her er det helt rigtige for vores familie, og jeg er så lykkelig for, at det kan lade sig gøre.”