Af Jordemoder Christina B. Friis
Du har garanteret allerede læst en hel masse om graviditet, fødsel og amning. Det kan absolut være en jungle at finde rundt i alle de filosofier, informationer og debatforums, der findes. Nogle vil sige, at det var som at skide en ananas, da baby kom ud – andre at det var som at smutte en mandel. Andre ting, taler man ikke om, selvom de er helt naturlige, normale og sker for alle.
Stand-up komikeren Martin Høgsted savner på ingen måde at komme hjem klokken 5 om morgenen fra en bytur. Han ved, at det nye liv som familiefar er det helt rigtige for ham. Så rigtigt, at han har nok på hjerte til at lave podcasten ”Farmænd” sammen med vært og ven Jasper Ritz.
Martin bor med sin svenske kæreste Johanna i Københavns Nordhavn sammen med sønnen Sixten på 3,3 år og datteren Sally på 11 måneder. Han fester aldrig mere, men har lige været i Lalandia – hvilket giver det ret godt billede af den kontrast mange mænd oplever, når de bliver fædre.
Hvad tænker du om far-rollen:
”At være far til to er for mig helt naturligt – så naturligt, at det kom bag på mig”, fortæller Martin, mens han kører hjem til København fra Sverige, med sine to små børn sovende i bilen.
Hvordan vil du gerne opdrage dine børn?
”Jeg mener, at man er nødt til at lytte til sine børn, og mærke efter, hvad de egentlig har behov for i stedet for bare at skære igennem”
Hvad tænker du om den tid, du er sammen med dine børn?
”Jeg vil gerne være en ven og støtte til mine børn. Og så nyder jeg heldigvis at være sammen med dem. Jeg glæder mig faktisk til at hænge ud med dem!”
Mange mænd får skyld for at prioritere arbejde frem for børn – hvordan prioriterer du?
Mette Marie og kæresten Kasper glædede sig til at blive forældre til deres første barn i slutningen af marts 2016. Hendes termin var sat til 22. marts, så da vandet gik d. 28. December 2015 var det alt for tidligt.
Bille blev født to dage efter kun 39 cm lang og med en vægt på 985 gram.
=&0=&
Fra starten valgte de at være positive. Glæden over at være blevet forældre, det faktum at Bille hele tiden gjorde fremskridt og ikke mindst, lettelsen over at kunne se ham og følge udviklingen udenfor maven, gjorde det lettere at tackle den medfølgende uvished og det åbenlyse tab af kontrol.
Bevidst valgte de ikke at søge efter information om for tidlig fødte børn på internettet og dermed risikere at blive negativt påvirket. I stedet støttede de sig op af fagpersonalets kyndige råd og vejledning, og Mette Marie meldte sig ind i forskellige grupper på Facebook for forældre med præmaturbørn.
Bille blev født under juleferien i Sønderjylland, langt væk fra de vante rammer hjemme i København. Så udover at skulle tackle den nye dagligdag på hospitalet, meldte der sig også en række praktiske spørgsmål; ”hvor lang tid skal vi blive her?” og ”hvad skal der ske”. Den 16. Januar kom de endelig tættere på hjem, da de blev overflyttet til Hvidovre Hospitals Neonatal afdeling – en hård transporttur, hvor der ikke var plads til andre end Bille i ambulancen. Så Mette Marie og Kasper måtte følge efter i deres egen bil.
=&1=&
De fleste førstegangsforældre kommer hjem efter et par dage på barselsgangen og kan tage hul på den nye hverdag som forældre. I Mette Marie og Kaspers tilfælde var det dog noget anderledes. På trods af at de blot befandt sig få km fra deres hjem, blev hospitalet nu deres faste base. For efter den første måned hvor Kasper var medindlagt, skulle han nu tilbage på arbejde og Mette Marie være alene i dagtimerne, hvor hun udover at skulle lige hud-mod-hud med Bille det meste af tiden, også deltog alene i dagens lægesamtaler og undersøgelser. Det bliver meget ensomt i længden og der er derfor også et hårdt slag, da de tror de skal udskrives første gang, men det desværre viser sig at Bille ikke kan trække vejret selv endnu. Den 26. Februar får de endelig lov til at tage deres lille dreng med hjem. De kommer hjem på THO (Tidlig Hjemme Ophold), og Den 1. Marts bliver de endeligt udskrevet – 22 dage før at de oprindeligt skulle have været forældre.
Den nye hverdag byder også på flere opfølgningsbesøg på hospitalet, hos fysioterapeut, kiropraktor og ekstra besøg af Sundhedsplejersken. Bille skal følges ekstra tæt indtil 3 årsalderen, grundet den øgede risiko for tilstødende komplikationer. Udover disse skal de også hele tiden prøve at forudse Billes behov og reaktioner på eksempelvis sociale sammenhænge, kan de tage ud eller skal de blive hjemme? Og hvilken slags institution skal Bille gå i? Skal det være en for børn med specielle behov? For Mette Marie og Kasper har det dog været vigtigt ikke at isolere sig og afskærme Bille fra omverdenen, men i stedet være positive i udgangspunktet og gøre de samme ting som andre forældre gør. De tager ud og besøger familie og venner som før, dog nu med det forbehold at besøgets længde kan være alt imellem få minutter til flere timer, alt afhængig af Bille.
=&2=&
Det man oftest ikke skænker en tanke når det omhandler præmaturbørn er, at det jo ikke kun er børnene der bliver født for tidligt, men også forældrene der bliver forældre for tidligt. Mette Marie og Kasper gik glip af den sidste utålmodige ventetid hvor man tydeligt kan se og mærke liv udenpå maven. Det glæder Mette Marie sig til at opleve, når det engang bliver tid til at tilføje endnu et medlem til den lille familie. Mette Marie er ikke nervøs for en ny graviditet. Da det ikke har været muligt at konkludere en årsag til Billes for tidlige fødsel, er der derfor heller ikke nogen åbenlyse forbehold hun kan tage. Den eneste overvejelse som hun har gjort sig i den forbindelse, er at skrue en smule ned for løbeturene under graviditeten. Ellers håber hun blot på et ukompliceret forløb næste gang.
=&3=&
Som nybagt mor mødte Mette Marie en masse velmenende medlidenhed. Folk omkring dem syntes at det var en uretfærdig og ikke mindst forfærdelig start på deres familieliv, og derfor blev glæden over Billes ankomst nogen gange overset. Mette Maries råd til pårørende er at sige tillykke i stedet for at fokusere på det negative. Vær optimistiske og støt forældrene sig ”Hvor er det dog godt at de undersøger det” i stedet for ”Nej hvor forfærdeligt at i også skal igennem det”. Situationen i sig selv er alvorlig nok, så der er ingen grund til at tilføre mere negativitet til den.
Til de nybagte forældre er hendes råd ligeledes at være positive: ”Man skal huske på at hver situation er unik, derfor skal man også sortere i alt det generelle omkring præmaturbørn. Hvis du ser og tro på det positive, så er det også det der sker”. Derudover er det en go ide at melde sig ind i et forum, hvor man kan møde andre forældre med præmatur børn. Her ser findes de positive historier og man kan få dæmpet en del af den tvivl som kan opstå. Uanset hvad er det vigtigste dog at mærke efter og finde sit eget ståsted i situationen.
Derudover har Mette Marie fået bearbejdet en del af oplevelen ved at være åben og aktivt dele deres historie på Instagram, hvor hun via profilen @metzit giver et indblik i både det at være præmatur mor, men også inspirerer til at leve livet med positiviteten i højsædet, hvilket er til stor inspiration for mange mødre, præmatur såvel som mødre til rettidigt fødte børn.
=&4=&
Da Bille skulle døbes i maj, bød ceremonien til gæsternes storeoverraskelse ikke kun på en dåb, men også et bryllup. En klar følge af den lange hospitalsindlæggelse og de prøvelser de måtte igennem i forbindelse med Billes fødsel, hvis du spørger Mette Marie ”Det har altid ligget i kortene at vi skulle giftes, men på grund af situationen med Bille, er det bare sket hurtigere. Man ser nogle helt andre sider af hinanden og får nogle oplevelser som ikke kan måles med noget andet. Selvom vi var under et enormt pres har vi ikke skændtes eller været uenige på noget tidspunkt, så hvis vi kan klare det her, så kan vi klare alt”.
Efterfølgende har den lille familie skabt nye rammer for familielivet i hus lidt udenfor København, hvor Bille og Mette Marie ivrigt udforsker området på løbeturene med Babyjoggeren.
Nu er Bille startet i vuggestue, og Mette Marie er vendt tilbage til sit job som Account Manager. Hun glæder sig til at opnå en anden slags resultater, men har i høj grad nydt sit år på barsel, hvor hun har lært sig selv at kende på en helt ny måde og oplevet en helt ny side af sig selv – Morskabet.
=&5=&
Hvert år ankommer ca. 4500 børn for tidligt til verden. Det udgør ca. 7,3% af det samlede fødselstal.
Om et barn er præmatur defineres oftest efter graviditetens varighed:
For tidligt: uge 33-36
Meget for tidligt: uge 28-32
Ekstremt for tidligt: uge 23-27
Men kan også opdeles efter barnets fødselsvægt:
Lav fødselsvægt: under 2500 gram
Meget lav fødselsvægt: under 1500 gram
Ekstrem lav fødselsvægt: under 1000 gram
Det er ikke altid muligt at fastslå en årsag , i ca. 1/3 del af tilfældene kender man ikke årsagen. Der er dog en række kendte faktorer, som giver større risiko for tidlig fødsel end andre. Eksempelvis fødes flerlinger oftere end enlinger. Svangerskabsforgiftning, keglesnit, problemer med moderkagefunktionen samt urinvejsinfektion kan ligeledes forhøje risikoen for tidlig fødsel. Derudover forekommer for tidlig fødsel oftere hos kvinder under 20 år eller over 35 år.Stressfulde begivenheder kan sætte gang i fødslen, dog er der ikke dokumentation for at almindelig daglig stress kan sætte den i gang.
Kilde: Dansk Præmatur Forening
Vil du vide mere om præmatur børn, har brug for rådgivning eller andet, kan du finde hjælp hos Dansk Præmatur Forening: http://www.praematur.dk
Af Nadia Jørgensen
Alle fødsler er forskellige, som også alle mødre er det. Nogle mindes den måske med glædestårer i øjnene, mens andre husker det som et traumatisk øjeblik, hvor de gav slip på al kontrol. Når man som kvinde har født ved kejsersnit, kan der være brug for at få ordentlig gang i den fysiske og mentale helingsproces, fordi kejsersnittet måske ikke var planlagt, og fysikken er slået tilbage.
Af Maria Lyngsø Hougaard
Jeg glæder mig ikke til min fødsel
Jeg er gravid med søn nummer to. Jeg glæder mig ikke til min fødsel. Hvorfor ikke? Det er lidt svært at sætte ord på. Jeg var meget nysgerrig på min første fødsel for snart tre år siden – jeg er nysgerrig af natur, så selvfølgelig var jeg spændt på at opleve det. Vi forberedte os godt med fødselsforberedelse i privat regi, men den fødsel vi fik, var vi ikke forberedte på.
Af Nadia Jørgensen
Kalenderlyset er brændt helt i bund, og juleaften står nu endelig for døren – nu skal der julehygges. Vi skal spise både and og flæskesteg, se Disneys juleshow og til gudstjeneste, spise ris à la mande og se julekalender, danse om juletræet og åbne gaver, lege pakkeleg og måske endda få besøg af selveste Julemanden.
Men hvordan manøvrerer vi rundt i disse forskellige traditioner? Og er der overhovedet tid til det hele på samme aften, når nu familien er blevet udvidet med en lille nisse, som har både faste sove- og spisetider?
Ifølge familievejleder Lola Jensen kan det være en god ide at gøre sig nogle tanker om, hvilke traditioner man vil føre videre.
Specielt efter man selv er blevet forældre, kan julen generobre en særlig plads som årets højtid, og mange siger da også, at julen er børnenes tid.
Lolas råd til at få en hyggelig jul:
1) Afstem jeres forventninger
Ifølge Lola er der ingen grund til panik, når julen nærmer sig, og to-do listen er fyldt til randen med alt det, som skal planlægges, shoppes og gøres. Det gælder om at være i god tid, og skabe en jul med de traditioner, som både du selv og din partner vægter højest.
“Som en lille ny familie er det en god start at forventningsafstemme med sin partner”, siger Lola og fortsætter:
“Det er vigtigt at gøre det i god tid, og i samme tid melde ud til familien omkring, hos hvem og hvor man holder jul. Vælg hvilke traditioner som er de vigtigste for jeres nye familie og indse, at det ikke nødvendigvis er muligt at nå det hele. Man må give lidt og tage lidt, som det er i alle andre henseender, når man skal tilpasse sig hinanden”.
Det handler om at finde frem til nærværet og hyggen i julen, og efter der er kommet ét eller flere børn i familien, så kan det blive nødvendigt at justere en smule på juleaften.
“Alle dem fra min generation siger, at vi jo ikke sådan lavede om på juleaften for børnenes skyld. Vi spiste klokken 18, pakkede gaver op klokken 20, og børnene kom brugte i seng sent på aftenen. Og det er også rigtig, ” siger Lola og uddyber:
“Forskellen på den gang og nu er dog simpelthen den, at børnene har en anden hverdag nu, end de havde den gang, og det gælder også for julen.”
I dag er hverdagen langt mere travl for børnefamilier, og julen kan hurtigt ende med nedsmeltninger på stribe. Hvis vi vil undgå det, så er vi nødt til at tilpasse juleaften en smule til børnene.
“Det handler om at skabe nogle traditioner, hvor der ikke danses rundt om børnenes behov, men som dog alligevel tilgodeser dem og dermed også deres forældre”, pointerer Lola.
På samme måde kan det måske også være en god ide at starte juleaften tidligere end klokken 17.30. Der er jo ikke nogen som siger, at det ikke kunne være en god ide allerede at mødes klokken 15. Så har man mere tid til at hjælpes ad med det sidste, og børnene kan lege lidt rundt imens.
2) Undgå gaveræset
For nogle familier kan gaveræset blive en udfordring, og måske er man så mange samlet til jul, at gavestrømmen nærmest ingen ende vil tage. Ifølge Lola kan en mulig løsning på dette være at lave en aftale om, at alle må give to gaver maksimum.
“På den måde undgår vi, at julestemningen forsvinder i gaveræs, og vi bevarer plads til hyggen og julemagien”.
Det kan således også være en god ide, at de mindste kan pakke gaver op inden maden. Så kan de små blive puttet efter maden, hvor det så er de større børn og voksne, som deler gaver ud og danser om juletræet. På den måde undgår vi, at den lille kravlenisse er blevet helt skæv i øjnene af træthed, og nu slet ikke kan overkomme at skulle forholde sig til gaver.
Børnene bliver trætte, selvom det er juleaften, derfor er der ingen ide i, at alt det med gaver og dansen om juletræet nødvendigvis skal forskubbes til efter klokken 20. Hvis først vi har udkørte børn, så bliver det sjældent hyggeligt for hverken dem eller mor og far. Derfor mener Lola, at det hele skal tilpasses lidt, hvilket sagtens kan lade sig gøre uden at miste den traditionelle jul.
3) Julemand og mandelgave
De fleste voksne vil nok tilslutte sig, at julemanden ikke findes, mens han for de fleste mindre børn, fremstår meget virkelig. Vi Forældre fortæller, ifølge Lola, alt for levende om Julemanden og nisser, og vi skal passe på, at det ikke bliver på de voksnes præmisser.
“Jeg elsker traditioner, men med hensyn til Julemanden, så skal det forblive på børnenes præmisser og på et niveau, som de kan forstå og er trygge ved”, siger Lola.
I sin bog ”Må vi så få ro!” præciserer hun dette nærmere og lægger vægt på, at vi forældre ikke må bruge Julemanden som et hjælpemiddel til god opførsel. Det kan skabe en uro og usikkerhed i de små, som er unødvendig.
Ligesom det siges, at der kun er én Julemand, er der i mange familier også kun én mandel i ris à la manden med tilhørende gave. Også selvom der måske er flere børn tilstede som alle spiser hurtigt op i sin iver på at finde mandlen.
Her er beskeden klar fra Lola:
“Det er bare med at komme i gang. Jo tidligere vi starter med at lære vores børn det, jo nemmere bliver det for dem at håndtere det. Tab og vind med samme sind, det er denne situation en oplagt mulighed til at vise dem”.
4) Julen som et glansbillede
Der er intet galt med at se tilbage på sin egen barndoms jul og mindes den søde tid med familien samlet, og et julebord der bugnede. Det er dog bare ikke hele sandheden, mener Lola.
“Det er ligesom om, at der er en tendens til, at folk nærmest får juleglimmer i øjnene, når de tænker tilbage på juletiden fra deres barndom. Den gang kunne det også ske, at man glemte at komme sukker i dejen eller brændte vaniljekransene på, men det lagde man ikke mærke til og derfor er det heller ikke det, vi husker”.
Det bedste råd som Lola kan give, er derfor, at vi prøver at slippe ideen om, at julen skal være det perfekte glansbillede.
“For når vi først har indstillet os på det, så kan vi bedre tåle det, når noget går galt. Julen bliver garanteret ikke som tænkt, men det gør ikke noget, vi skal bare skrue ned for forventningerne”, afslutter hun.
Lola er uden tvivl en stor fortaler for både traditioner, fællesskab og jul, men hun mener, det er vigtigt, at vi ikke forsøger at overgå hinanden på alle mulige planer.
Hendes afsluttende råd er derfor at der skrues ned for noget af al julevirakken og i stedet skrues op for nærvær og hygge.
Og så er der vidst kun tilbage at sige – Rigtig Glædelig Jul!
***********
Om eksperten:
Lola Jensen er familievejleder, og kendt fra bl.a. TV2 Go` Morgen Danmark, hvor hun rådgiver om problematikker i forbindelse med børn og familier.
Hun er desuden forfatter til bogen ”Må vi så få ro!” som udkom på Politikens Forlag i august 2017.
Af Marie Vik Hessner
Rebozo er for alvor begyndt at få sit indtog i Danmark både hos de gravide og som et redskab under fødslerne. Men hvad er rebozo egentlig? Og er det brugbart for alle gravide og fødende?
Rebozo er et spansk ord for ”sjal”. Rebozo stammer fra Mexico, hvor det er blevet brugt gennem flere århundrede. Rebozo bruges som forlængelse af hænderne til at massere, strække og vugge din krop. Den bruges til at løsne spændinger dybt inde i din krop og hjælper dit barn, så han/hun lægger sig optimalt med hovedet i dit bækken.
Allerede fra første trimester kan du som gravid opleve bækkengener eller muskelspændinger i lænd og nakke og senere i graviditeten kan muskler omkring den voksende livmoder give gener. Her er rebozo helt fantastisk til at afhjælpe spændinger.
Rebozo virkede under min egen fødsel
Første gang jeg hører ordet rebozo er midt under fødslen af mit første barn. Min lille dreng havde ligget skævt i mit bækken og fødslen havde haft meget lidt fremgang i 7 timer. Min fantastiske jordemoder siger så “Marie, må jeg ikke prøve at lave noget rebozo på dig?” Rebozo hva’ for noget, tænker jeg, men på det tidspunkt i min fødsel er jeg nærmest frisk på hvad som helst.
Min jordemoder finder et kæmpe klæde frem, får mig ned i albue/knæ-leje på sengen og får viklet det her klæde rundt om mine hofter. “Sig til mig, når du får en ve, Marie”, og inden hun når at sige sætningen færdig får jeg råbt “NU!” Og så strammer hun klædet hårdt rundt om mine hofter venter på, at veen aftager og begynder så at ryste mine hofter for fuld skrue med det store tørklæde.
WAUW, hvor var det rart. Det lyder banalt, men det var VIRKELIG rart og smertelindrende. Min jordemoder arbejder – altså sådan virkelig arbejder – i 20 min. og får rystet mig godt igennem. Hun og min mand får efterfølgende bakset mig ned på hug, og så skal jeg ellers love for, at der kom fut i min fødsel. Min jordemoders hårde arbejde havde givet potte. Min søn var angiveligt gledet rigtigt ned i mit bækken nu. Mine veer begyndte at have bedre effekt og under en time senere fik jeg presseveer og ud kom vores vidunderlige søn.
Men hvad er det med rebozo?
Jeg vil gerne vide noget mere om rebozo, og hvor ofte jordemødre egentlig bruger rebozo til de gravide både i graviditeten og på de danske fødegange. Jeg er derfor taget ind på Jordemoderhuset i Stenosgade i København for at blive klogere på emnet.
Da jeg træder ind i Jordemoderhuset bliver jeg mødt af et væld af søde jordemødre. Stemningen herinde er rolig og virkelig behageligt. På deres hylder observerer jeg, at der ligger en bunke med flotte rebozo’er, man kan købe i huset.
Medejeren af Jordemoderhuset Lea Toft kommer ud i receptionen og tager imod mig. Vi går sammen ind i et af deres lokaler. Det er som at gå rundt i en stor herskabslejlighed midt på Vesterbro med smalle knirkende gange og hyggelig små lokaler over det hele.
Vi sætter os i et af de hyggelige lokaler med en kop kaffe og hurtigt går samtalen ind på graviditet, fødsel og rebozo.
Lea er uddannet jordemoder fra 2008 og er selv mor til to. Hun har stor erfaring både fra hospitalsfødsler og hjemmefødsler.
En jordemoder forklarer:
Hun er medejer af både Jordemoderhuset på Stenosgade og Københavns Fødeklinik.
Hvad er din erfaring med rebozo? Har du brugt det under en fødsel?
Jeg har brugt rebozo under mange fødsler. Dels som smertelindring, men også ved fødsler hvor hovedet ikke har været indstillet korrekt i bækkenet, og hvor man ved hjælp af rebozo har kunne skabe den rotation der skulle til for, at barnet blev født.
Hvad er det rebozo kan i graviditeten og under en fødsel?
Rebozo kan være med til at skabe den bevægelse, der skal til i bækkenet for, at barnet indstiller sig korrekt. Ved at ryste/ bevæge bækkenet får barnets hoved mulighed for bedre at få sin hage ned på brystet og rotere ned i gennem bækkenet, så det følger fødekanalens vej på den nemmeste måde. Dette giver hurtigere og mindre smertefulde fødsler.
Rebozo virker også, fordi det får ligamenterne i bækkenet til at slappe af og derved mindsker det spændte ligamenter, der kan “holde” tilbage på barnets rotation gennem bækkenet.
Hvem vil du anbefale rebozo til?
Alle kan bruge rebozo. Meget blidt og vuggende rebozo, fungerer rigtigt fint som en slags afspændende massage.
Til fødsler, kan det også bruges af alle, også selv om man har brug for overvågning af barnet som f.eks. CTG.
Især kvinder med et barn, hvor hovedet “står højt” eller skævt, kan rebozo være det redskab, der skal til for at få fødslen på rette kurs.
Efter min snak med jordemoder Lea om rebozo, og efter jeg selv har prøvet det under min første fødsel kan jeg godt forstå, hvorfor rebozo er blevet så populært i Danmark. Jeg er i hvert fald ikke selv i tvivl om, at jeg skal have fingrene i sådan en rebozo, hvis jeg en dag bliver gravid igen.
Som en lille bonusinformation kan en rebozo anvendelse som vikle, når du har født. Så den kan bruges som to-i-en investering. En vikle giver den vigtige hud-mod-hud kontakt uden at måtte blive i sengen, hvilket kan være noget så praktisk hvis man for eksempel har flere børn og har brug for hænderne frie til større søskende, madlavning eller andet. Det tætte nærvær giver baby tryghed, glæde og masser af gode oplevelser sammen.
Se her, hvordan en jordemoder guider Zarah Zobel igennem rebozoens teknikker:
Af Maria Lyngsø Hougaard
I følge ny forskning kan små børns brug af skærme være mere ødelæggende end vi måske gik og troede – eller vil se i øjnene.
“Få styr på dit barns digitale verden” hedder en ny bog af psykolog Ulla Dyrløv, der har speciale i børns trivsel. I bogen ‘viser’ den erfarne familieterapeut, hvorfor tablets til de mindste kan skade deres udvikling. Her er pointen, at små børn under 3 år ikke har godt af at bruge skærme og har meget bedre af at vente. Det tilfører ikke noget godt i den alder, som de ikke har bedre af at være foruden.
Når så børnene bliver større, kan en tablet sagtens tilføre noget godt, men det kræver, at vi forældre guider og sætter tydelige grænser for forbruget.
Er det flot, at en 1-årig kan bruge iPad?
Jeg stod selv for nogle år siden med et forældrepar, der stolte fortalte mig, at de havde brugt en del af deres påskeferie på at lære deres 1-årige at bruge iPad. Indeni tænkte jeg; er det nu en flot bedrift? Jeg var ikke selv mor dengang, men jeg var bevidst om, at jeg ikke ville se nogen grund til ligefrem at lære sin 1-årige at bruge en iPad.
Ifølge bogen – og de undersøgelser som Ulla Dyrlev bygger sin viden på – så er det direkte skadeligt for det lille barn under 3 år at bruge tablets. Simpelthen fordi barnet ikke får udviklet sin krop og sanser lige så godt som med fysisk legetøj og aktivitet – man ser faktisk, at de nyere generationer af børn har dårligere håndmotorik end tidligere generationer og er meget mere stillesiddende.
Tablets skaber afhængighed
Men hvad så, når lille Oda virker så glad for sin tablet? Det skyldes faktisk hjernens belønningssystem, hvor stoffet dopamin udløses, når barnet har en succesoplevelse på skærmen. Præcis som hvis det kæmper med at lære at gå og lykkes med det – det er bare meget hårdere! Derfor kan man risikere, at barnet vil foretrække skærmens udfordringen frem for virkelighedens.
Med fysisk legetøj og aktiviteter udvikler barnet sine motoriske evner, sin fantasi og lærer at kæmpe for at opnå mål.
Skærme er ikke bandlyst
Det er ikke, fordi Ulla Dyrlev og forskerne synes, at vi nu bare skal smide alle vores tablets ud. Det er kun børn under 3 år, der slet ikke bør bruge tablets. Det digitale er selvfølgelig en del af hverdagen for vores større børn og vi voksne. Men konklusionen er, at det er super vigtigt, at vi forholder os til udviklingen og sætter klare regler og grænser – at vi forholder os til, at brugen af tablets kan skabe store problemer i vores og vores børns liv. I bogen er der mange konkrete forslag til, hvordan man som forældre kan guide sine børn i deres forbrug.
Steve Jobs børn måtte ikke bruge tablets
Er det ikke også opsigtsvækkende at selveste Steve Jobs nægtede sine egne børn at bruge iPhone og iPads?
I et interview fra 2010 spurgte Nick Bilton, journalist og ansat påThe New York Times, Jobs: “Dine børn elsker sikkert iPaden, ikke sandt?” Jobs svarede: “De har ikke brugt den, vi begrænser den mængde af teknologi, børnene må bruge i hjemmet.”
Faktisk er der et stort antal af ledere fra de berømte Sillicon Valley virksomheder, som begrænser deres børns tid foran computerskærmen, mobilen eller tabletten. Jobs var, i hvert fald i sit eget miljø, ikke mærkelig i den forstand.
For eksempel har Co-skaberen af Twitter, Ewan William, indrømmet, at han vil foretrække, at hans børn vokser op og udvikler sig ved hjælp af bøger i stedet for iPads. Han og hans kone, Sara, køber hundrede af printede bøger, som deres børn er interesseret i. De placerer dem rundt omkring i huset.
Dit digitale barn har brug for en voksen
Også i bogen “Dit digitale barn har brug for en voksen” af Lykke Møller Kristensen, mener Lykke, at vi som forældre skal tage styringen på vores børns digitale verden. For nok er de født ind i den digitale verden, men de er ikke digitalt indfødte. De skal guides.
Hun er ikke i tvivl om, at det ikke kun er muligt at ændre den nuværende tilstand, men også at det er højst nødvendigt. Og at ansvaret er de voksnes.
Bogen forbinder forskning og studier til gode råd og cases, uanset om det handler om et barn i indskolingsalderen, en teenager eller en ny på de sociale medier. Forfatterens fokus er på, hvad vi kan gøre for at opdrage, vejlede og lære af udviklingen.
Hvordan ændrer vi tingenes nuværende tilstand?
Uddrag fra “Dit digitale barn har brug for en voksen”:
I takt med at de digitale medier udviklede sig, og vi udviklede os med, var der nogle, der forstod konsekvenserne og mulighederne. Det var ikke dem, der har ansvaret for børn og unges trivsel eller læring. Det var derimod den industri, der skulle sælge varer og markedsføre.
Udviklingen førte nogle initiativer med sig men medførte først og fremmest en digital brugerkultur, der har været mindre bevidst og mere hovedkulds.
Måske det er på tide at kigge nærmere på de ting, vi ikke gjorde eller kun sporadisk tog initiativ til undervejs, for at finde en metode til at ændre tingenes nuværende tilstand.
Af Melissa Ejlersen
De seneste 2 år har jeg været så heldig, at være en del af verdens bedste klub – Forældreklubben! En klub hvor meningerne om opdragelse er mange og heldigvis for det! Lad mig fra en start slå fast, at jeg ikke tro på den gyldne formel. Alle familier skal finde ud af hvad der virker for dem og praktisere familieliv derefter. Jeg synes dog, at det er enormt spændende, når andre forældre deler ud af deres erfaringer og perspektiver på opdragelse, ligesom jeg sætter stor pris, på alle de gode og velmenende råd, som jeg har fået gennem de sidste par år. For fremtiden ønsker jeg mig, at flere forældre har lyst til at dele deres historier og indsigter, herunder deler jeg aller ydmygst min.
Et af de bedste råd jeg har modtaget har været, at kigge nærmere på ”Attachment Parenting” nok bedre kendt som ”Ifavnsk forældreskab”. Teorien bag metoden er, at en stærk tilknytning mellem forældre og barn danner det bedste fundament for barnets udvikling. Jeg er langt fra 100% ifavner, men finder stor inspiration i tilgangen og for mig, har bekendtskabet med Ifavn betydet et langt mere autentisk forældreskab, end jeg ville have kunnet praktisere med en traditionel tilgang til opdragelse.
Forbered dig på graviditet, fødsel og forældrerollen
”If you fail to plan, you plan to fail”. Det var næppe opdragelse Benjamin Franklin havde i tankerne, men citatet understøtter fint det Ifavnske ”forberedelsesprincip”, som handler om at forberede sig grundigt til forældreskabet. En ægte ifavner tager aktivt stilling til sin fødselsplan, sin egen rolle som forælder og tilegner sig dybdegående viden omkring børns udviklingsstadier og ikke mindst, holder sig opdateret på anbefalinger indenfor pleje af spædbørn forud for fødslen.
Med et akut kejsersnit i bagagen, er jeg den første til at falde i med ”du kan aldrig helt forberede dig til en fødsel” koret. Jeg ville dog ønske at jeg havde gjort mig lidt mere umage forud for min fødsel. For jeg tror på, at forståelse for den proces kroppen skal igennem, kan imødekomme en stor del af den usikkerhed som man kan opleve som førstegangsfødende og dermed, bidrage til en langt bedre fødselsoplevelse. Hospitalerne tilbyder et forløb, men der er også gode alternativer at finde hos private udbydere.
Søger du indsigt i børns udviklingsstadier, er min anbefaling er at du stifter bekendtskab med Tigerspringsteorien i bogen ”Vidunderlige uger”, som jeg synes giver det bedste overblik og redskaber til at håndtere og imødekomme barnets udvikling. Til dem som hellere ”vil se filmen”, findes der en ret udmærket app, som også advarer dig et par dage før det går løs – de af jer som kender teorien, ved hvad jeg mener…
Vær opmærksom og opfang signaler
Forestil dig at du ikke har dine ord til, at forklare når noget går dig på, eller når et andet menneske overskrider dine grænser. Det er vores små guldklumpers virkelighed, når de kommer til verden. Den eneste måde de kan kommunikere er ved hjælp af gråd. Ifølge de ifavnske principper er det altafgørende, at den dybereliggende årsag til gråden identificeres og behandles kærligt.
For mig var det en øjenåbner, for jeg har altid tænkt at børn enten er sultne, trætte eller skal skiftes. Da jeg begyndte at se nærmere på de konkrete årsager til min søns gråd, lærte jeg for det første mit barn endnu bedre at kende, og at kunne komme hans behov i forkøbet. Eksempelvis blev han lynhurtigt overstimuleret, og det kunne tage flere timer at få ham til at falde til ro. Ved at begynde at imødekomme, anderkende og forstå hans behov, opstod der langt færre tilfælde af overstimulation, og fordi vi kendte tegnene kunne vi reagere før en situation løb af sporet. Som en sidegevinst er han, i takt med at han er blevet ældre, også selv begyndt at forespørge de små pauser og afbræk, en evne jeg tilskriver vores vedvarende fokus på at forstå hans behov.
Kropskontakt og kærlig respons
Har du valgt 100% Ifavn, har du også valgt nærvær både dag og nat. Ifølge Ifavn har børn brug for at have deres forældre helt tæt på for at føle sig trygge og udvikle sig. Helt grundlæggende skal du anerkende og møde barnets følelsesmæssige tilstand, for at kunne trøste og flytte barnets fokus et nyt sted hen. Amning anbefales så længe barnet selv har lyst og det er udbredt, at bære børnene i slynger eller bæreseler ligesom, at samsovning er i højsæde hos de ifavnske forældre.
Jeg nåede kun at amme min søn i 4 uger. Store mængder antibiotika, som følge af en blindtarmsbetændelse satte en gevaldig stopper for den hyggestund, og på trods af en ihærdig amme-marathon indsats lykkedes det aldrig at få gang i madkasserne igen. I mit tilfælde var det sygdom, men der kan være mange årsager til, at amning fravælges frivillige som ufrivillige. Det vigtigste for mig var, at vedligeholde det kærlige momentum omkring måltiddet, og det lykkedes så fint med en masse hud-mod-hud og en sutteflaske.
En af de steder, hvor ifavn for alvor har ændret mit perspektiv er i forhold til samsovning. Jeg troede at man for alt i verden skulle holde baby ude af far og mors seng! Jeg fandt dog hurtigt ud af, at vores søvnkvalitet blev markant bedre, hvis han sov i sengen hos os. Til en start sov han i sin babynest og rykkede permanent i smørhullet, da han blev for stor til den. I dag fungerer hans juniorseng som en naturlig forlængelse af vores, pladsen i midten er nu heldigt nok tilfaldet mig. Det er tydeligt at mærke, at det i perioder med rivende udvikling er et helle for ham, at sove helt tæt som da han var baby, men at han også som selvstændighedsalderen kommer tættere og tættere på, også sætter pris på at have sit eget område.
Mad med kærlighed og respekt
Første gang jeg læste overskriften, krummede jeg tæer. Det var svært for mig at forstå, hvordan jeg skulle få min søn til at opføre sig ordentligt uden at opdrage, irettesætte eller synliggøre konsekvensen af hans handlinger. Men efter at have læst bogen, har jeg nu fået fyldt min værktøjskasse godt og grundigt op.
Drop opdragelsen – hvad er den nu af?
På trods af en titel der kan minde en om unger, der hænger i gardinerne og raserer bedsteforældrenes hus, mens mor og far trækker på skuldrene, så er det langt fra tilfældet. Fie beskriver på fineste vis værdien af at skifte udskammende sprog og konsekvensopdragelse ud med personlige grænser og klar kommunikation. Da jeg er skeptisk af natur, måtte jeg selvfølgelig prøve det af i praksis, før jeg for alvor købte ind på metoden.
Som alle andre 2-årige, finder min søn stor fornøjelse i at hælde indholdet af sit krus udover bordet. Som alle mødre til 2-årige, er jeg efterhånden ved at være træt af at tørre op efter ham. Jeg ved godt, at han ikke gør noget for at provokere eller med vilje. I disse tilfælde kommer jeg ofte til at optrappe konflikten ved, at bruge en masse ord til at forklare ham, hvorfor at det ikke er i orden. I søndags da der igen var plasket en deciliter mælk udover spisebordet, besluttede jeg mig for at prøve Fies metode af, så i stedet for min sædvanlige tilgang, som så ofte har resulteret i mere spildt mælk, sagde jeg helt roligt; ”Jeg vil ikke have, at du hælder din mælk ud på bordet”, og sørme om det ikke så ud til at barnet lyttede! Faktisk har han slet ikke hældt mælk udover bordet siden – ikke med vilje i hvert fald.
Lederskab i relationen
Selvom Fie i bogen lægger stor vægt på den ligeværdige relation, understreger hun samtidig også vigtigheden af, at forældrene tager lederskabet. Forældrene bærer ansvaret for at sætte personlige grænser på en ordentlig måde, hvor både toneleje og ord er afgørende for, hvordan modtageren, i dette tilfælde barnet, opfatter budskabet.
Gennem hele bogen kunne jeg ikke undgå at drage paralleller til mit professionelle liv, hvor jeg i høj grad gør mig umage for at kommunikere ordentligt, men efter kl. 16 nok nærmere indtager rollen som pædagog, hvilket ifølge bogen er uhensigtsmæssigt. Børn har brug for autentiske forældre, som sætter klare rammer, fremfor at forklare og gå på kompromis med egne overbevisninger og grænser. Er det ikke i virkeligheden også det, som vi i bund og grund alle sammen ønsker at lære vores børn, at være i stand til at sætte personlige grænser og være autentiske i deres relationer?
En klassisk konflikt
I kapitel 7 tager Fie måltidet op til revision. I en travl hverdag er aftensmåltidet et samlingspunkt og en klassisk skueplads for konflikter. Under overskiften ”Lad det fælles måltid være en invitation”, giver Fie sit bud på, hvordan måltider skal håndteres, så de bliver mindre konfliktfyldte. Her foreslår hun blandt andet, at forældrene undgår at blande sig i hvor meget eller hvad børnene vælger at spise, og at vi streger den gamle devise om, at der skal spise op. Ved at kontrollere børnenes indtag af mad, undertrykker vi i virkeligheden deres evne til at mærke efter og sætte deres egne personlige grænser. Derudover rammer Fie i min optik hovedet på sømmet, når hun i kapitlet understreger, at det ofte er forældrenes uindfriede forventninger til måltidets grad af ”hygge”, som skaber en stor del af konflikterne.
Den vigtigste læring, som jeg tager med fra bogen er, at det i sidste ende ”blot” handler om anderkendelse, nærvær og at give plads til barnets naturlige reaktioner. Når vi sætter sætter grænser og bestemmer, hvad de må og ikke må, er det helt naturligt, at de vil reagere med både tårer og mindre fine gloser – og det er okay! Vores vigtigste rolle som forældre er så at rumme dem og vise dem, hvordan man forholder sig respektfuldt til både sig selv og andre mennesker.
Med bogen ”Drop opdragelsen – vis hvem du er og bliv hørt” har Fie Hørby begået en anbefalelsesværdig håndbog til børnefamiler, som ønsker at undgå dagligdagens konflikter. Bogen byder på lige dele teori og praksis, som gør den let læselig og relaterbar. Underbygget med gode eksempler og øvelser, byder Fie op til en refleksion over ens eget forældreskab – uden at nedgøre eller gøre brug af den ”banke oveni hovedet retorik” som ellers ofte kendetegner forældreskabsdebatten.
