Af Camilla Anderson
Du står op og vækker kærligt børnene, inden du går ud på badeværelset og lader bruserens forfriskende stråler skylle ned over dig. Efter et godt, sundt og hyggeligt morgenmåltid åbner I alle jeres computere for, friske og veloplagte naturligvis, at logge ind og tage fat på dagens hjemmeskole eller hjemmearbejde. Her kommer I slet ikke til at forstyrre hinandens ”Teams-møder” og børnene bliver tilpas intellektuelt stimulerede.
Lyder det bekendt? Nej, vel? Det er nok de færreste hjem, hvor virkeligheden ser sådan ud for tiden, med 5. – 9. -klasserne hjemsendt siden starten af december og 0. – 4. klasserne siden starten af året, er mange børnefamilier måske mere end almindeligt pressede. I skrivende stund er der dog et løfte om, at de yngste elever kan vende tilbage til skolen snart.
Thomas Kardel Brøndal er en af de mange forældre, som i denne tid skal balancere mellem hjemmearbejde og hjemmeskole. Thomas er folkeskolelærer på Gadstrup Skole på Sjælland i indskolingen, det vil sige de yngste klasser. Han er hjemsendt for at undervise virtuelt, mens han samtidig har sine to døtre Sigrid på 13 år og Astrid på 7 år derhjemme.
Læs hvilke erfaringer han har gjort sig, samt hans tre gode råd til forældre med børn som hjemmeskoles.
Mere tid sammen, men dårlig samvittighed
”Det er en blanding af, at det er rart, at have mere tid sammen med mine børn, og at have en hverdagsmorgen, hvor vi ikke har travlt. Men i løbet af dagen kan jeg godt få dårlig samvittighed, for når dagen er gået i gang og de sidder på deres Google Meet-møder hvor de har deres virtuelle undervisning og jeg har mit, så kan jeg godt føle, at jeg ikke er der for dem, hvis de har nogle spørgsmål. Også selv om de rent faktisk ikke har nogle spørgsmål. Det er bare sådan en tanke jeg har ind imellem. De kommer ind og så må jeg sige ”I må lige vente 5 minutter” til mine egne børn. Det kan jeg bare ikke lide”.
Den dårlige samvittighed er sandsynligvis en, som mange danske forældre støder på i løbet af dagene med hjemmeskole og hjemmearbejde. At skulle navigere mellem enten at afvise, at hjælpe sit barn, fordi man samtidig skal arbejde, eller alternativt at skulle misse en arbejdsopgave for at prioritere at hjælpe sit barn, kan være hård kost.
Thomas fortæller, at Astrid og Sigrid er helt indforståede med, at han ind imellem sidder i møde, for de er jo selv ”omme på den anden side” hver dag. Men alligevel opstår der nogle gange sådan en dårlig samvittighed, hvor han tænker ”nu har jeg ikke snakket med dem i over en time. Gad vide om de er ok, og om de klarer det selv”. Thomas kan heldigvis konstatere, at de faktisk klarer sig fint, og at de i øvrigt ikke giver udtryk for, at de generelt savner hans tilstedeværelse. ”Jeg tror egentlig mest, at det ligger hos mig, fordi jeg føler, at jeg skal være en del af deres indlæring” fortæller Thomas, mens han samtidig drager en parallel til sin egen barndom, hvor han mindes, at de sagtens kunne være hjemme og føle at de var sammen som familie, selv om de ikke nødvendigvis var i samme rum allesammen. Sigrid har pga. hendes alder ikke det store behov for hans tilstedeværelse i den faglige indlæring, og Astrid har det efterhånden heller ikke længere. Der er en vis forudsigelighed og rutine i den virtuelle undervisning som gør, at hun lettere kan klare tingene selv. Lærerne har sørget for, at det er forskellige opgaver, mens rammerne og typerne af opgaver er de samme.
Selv om både Astrid og Sigrid er meget selvkørende ift. skolen, er der alligevel opstået en uventet udfordring i deres hjem. ”Når vi mødes til frokost, skal vi lige tune os ind på hinanden. Det er som om, der sker et skift fra tre forskellige verdener, som skal mødes og spise. Der mangler den periode hvor man normalt på vejen hjem omstiller sig til at skulle være hjemme. Derfor kan det ind imellem skabe lidt konflikter, når den periode mangler, og de tre verdener bare skal mødes direkte til en frokost”. Thomas ser det dog ikke som et problem, men det er blot en opmærksomhed han har.
Social og faglig læring
Hvis man tænker kvantitet ift. faglig læring, mener Thomas ikke umiddelbart, at der er stor forskel ift. hvis børnene blev undervist i et klasselokale. Dog ser han en tendens til, at de knap så fagtunge fag som musik eller idræt bliver mere nedprioriteret, da det er en større udfordring at foretage direkte undervisning virtuelt i de fag. Alligevel er der en lille tvivl om eleverne nu også er så godt med, som han tror. ”En ting er, hvad vi lærere tror at eleverne får lavet lige nu, men måske bliver det en udfordring at følge årsplanen ift. om alle er klar til næste skridt. Er vi alle sammen nået hertil? Skal vi fortsætte med det her emne. Men jeg tror nu nok, at det skal gå, for så længe har vi jo heller ikke været væk”.
Thomas ser dog en større udfordring i, at børnene ikke har deres venner tæt på. ”De har ikke de samme muligheder for adspredelse og de får ikke den samme mængde input fra deres jævnaldrende. De får ikke modspil og medspil fra jævnaldrende. Ikke fordi jeg tror, at der når at ske det store på så få uger, men ift. social udvikling med jævnaldrende, det tænker jeg stagnerer lidt. Men det skal både mine elever og mine egne børn nok hurtigt få indhentet”. Astrid og Sigrid giver da også udtryk for, at de helst vil afsted i skole. Hvis Astrid fortæller at hun savner sine venner, fordi hun ikke har set dem siden før jul, kan Sigrid næsten blive helt forarget, fordi hun har været hjemmeskolet i længere tid. ”Du skal ikke komme her og.. Det er da mig der savner mine venner” siger hun til Astrid.
Heldigvis kan hjemmeskole også opleves sådan her, hvor opgaven lød på at bygge så høj en snemand de kunne.
At gå virtuelt rundt mellem børnene
En anden ting, som børnene mangler i denne tid, som man ikke kan arbejde med virtuelt, er den dannelse som man plejer at arbejde med i skolen. Den institutionelle dannelse, som bl.a. handler om hvordan man gebærder sig i en gruppe. ”Nogle af de børn, hvor man kæmper lidt ift. den opdragelse som er i hjemmet, som sagtens kan være kærlig og fin, men der er nogle ting som gør, at barnet kan have svært ved at indgå i skolens rammer. Det kan eksempelvis være, at være nogenlunde rolig i timerne, eller at tale pænt til de andre. Der går vi nok lidt et par skridt tilbage” siger Thomas lidt eftertænksomt.
Også før hjemsendelsen, var der nogle børn som var bedre til at sidde stille og koncentrere sig i timerne end andre. Forskellen er nu, at man som lærer ikke kan gå forbi dem og prikke dem på skulderen, give dem et smil eller hvad der skal til. Nogle gange kender man jo sine elever så godt, at man ved, om de ind imellem lige skal have et ”ej, det ser godt ud” eller om de skal have et smil, eller om man bare lige skal gå forbi dem. Det kan man jo ikke her. Og jeg kan ikke se alle mine elever på skærmen på en gang. Så den føling har jeg slet ikke, om de er koncentrerede. ” fortæller Thomas. Han beder bl.a. derfor børnene om, at sende et billede af det de har lavet, så han kan fornemme, om de har forstået hvad han sagde.
Udover at man ikke kan gå fysisk rundt mellem eleverne, er der også meget kropssprog og mimik, man går glip af ved virtuel undervisning, så det kan være sværere for eleverne at aflæse læreren og en lærer kan ikke udfolde sig på samme måde bag en skærm som i en klasse. Men Thomas ser alligevel nogle fordele ved den virtuelle undervisning, bl.a. at man kan ”gå rundt mellem eleverne virtuelt”. I Teams kan han ringe sine elever op enkeltvis eller skrive til dem, eller de kan ringe eller skrive til ham. Derudover ser han også en fordel i, at hvis en elev sidder og laver en lyd, bliver de andre ikke forstyrrede af det, som de ellers ville gøre i en klasseundervisning. ”På den måde vil jeg faktisk tro, er der er flere som kan koncentrere sig bedre om opgaven, og jeg kan bedre komme rundt til de forskellige, for jeg skal ikke bruge tid på at stoppe op hos nogle der fx larmer. Så jeg kan give dem meget mere feedback end jeg normalt ville gøre og det er en kæmpe fordel. Så jeg kan faktisk komme lidt dybere fagligt” siger Thomas.
Skolen som et frirum
Thomas fortæller, at der er nogle elever som får alt det de skal bruge hjemmefra. Rigeligt med kærlighed og tilpas med opmærksomhed. De elever taler han ikke nødvendigvis ret meget med i løbet af en dag, for de har ikke særligt meget brug for ham, selv om de kun går i 2. klasse. Men der er også nogle elever, som har meget brug for 1 til 1-kontakt. Hyppigt men lidt i løbet af en dag. ”Det er svært at vide, om de har brug for den opmærksomhed. Hvis de sidder alene derhjemme og arbejder, tænker jeg jo, at de har brug for den” siger Thomas. Han fortæller, at han har nogle elever, hvor skolen kan være et frirum fra de hjemlige forhold. Det kan fx være pga. skilsmisse. Derudover er der også nogle børn, som kan opleve at føle sig ensomme i denne periode. Dem forsøger Thomas at ringe op virtuelt en ekstra gang eller på en anden måde at give dem lidt ekstra opmærksomhed i løbet af ugen.
Selv om der er mange udfordringer ved den virtuelle undervisning, er der alligevel nogle erfaringer, som Thomas har gjort sig, som han gerne vil tage med videre, når de kommer tilbage i skolen. Den øgede daglige feedback som han giver børnene, reagerer de rigtig positivt på: ”Det synes jeg, at jeg kan fornemme, selv om vi er på hver vores side af en skærm. Mange af dem svarer ”tak for det, Thomas”, hvis jeg giver dem ros for noget af det de har lavet”.
Thomas’ tre gode råd til forældre som hjemmeskoler:
1. Kommuniker med lærerne og giv dem feedback
Først og fremmest at forældrene endelig skal give læreren besked, hvis deres børn får for meget at lave, hvis deres børn har svært ved at få holdt pauserne, eller hvis de sidder for meget ved en skærm. Jeg tror, det er langt fra alle lærere der, hvis de kører efter det normale skema, får koordineret med hinanden. Altså hvis der er flere om en klasse. Nu er jeg så heldig, at jeg har min egen klasse, så jeg kan lidt bedre fornemme om de fx sidder alt for længe ved skærmen. Husk at give lærerne feedback, så vi kan justere.
2. Det er ok ikke at blive helt færdig
Fortæl jeres barn dagligt, at de når det de når. Jeg tror, der er mange pligtopfyldende børn derude, og de skal huske at holde pauser og gerne fortælle læreren, hvis de ikke får holdt pauserne. De skal ikke sidde og stresse over, at de ikke nåede at blive færdig med en opgave. Ovre i skolen kan læreren jo med sin autoritet sige ”så, nu nåede vi ikke mere i dag. Det er helt ok, at du ikke blev færdig.” Jeg tror, det generelt bliver glemt lidt, fordi man jo ikke afslutter timerne på samme måde virtuelt. De fleste sætter eleverne i gang, men eleverne logger jo ikke ind for at sige, at nu er de færdige. Så man ved jo ikke, hvis der er nogle, som sidder hele frokostpausen, når de i virkeligheden skal holde pause.
3. Det er nødundervisning
Hold fast i, at det er nødundervisning, så I som forældre skal heller ikke stresse over det. Vi kan ikke forvente det samme af hinanden.
Er der uro i jeres familie pga. hjemsendelsen, så giver Psykiatrien Region Midtjylland følgende råd, som kan følges af både børn, unge og voksne:
