Af Maria Lyngsø Hougaard
En kaotisk tandbørstning, som alle andre aftener. Begejstring over livretten i gryden. En sommerdag med bare maver i haven. Det er livet, det er familieliv.
Frederikke Brostrup er familiefotograf. Det vil sige, at hun er specialiseret i at dokumentere familiers liv. Hun kan simpelthen hyres ud til at følge en familie en dag i deres liv – her fotograferer hun virkeligheden – ikke opstillede portrætter – og familien får nogle minder for livet. Ikke kun af, hvordan de ser ud det år, men også hvad de lavede, hvad børnene gik op i, hvordan samspillet i familien var.