Af Ena Hajdari og Maria Lyngsø Hougaard
I en tid med store klimaforandringer og snak om, at det kan hjælpe, hvis vi spiser mindre kød, der er der kommet et større fokus på plantebaseret kost. Det virker til, at flere familier har indført en kødfri dag om ugen, og på min arbejdsplads er flere gået over til vegetar-kost til frokost, selvom de ikke er vegetarer. Faktisk lever mere end 160.000 voksne danskere som veganere og vegetarer, og tallet er stigende.
Der er dog et område, hvor vegansk og vegetarisk kost er mere udskældt; til små børn. Mange mener, at det er for farligt, fordi børn vil mangle nogle vigtige ingredienser, og kosten vil være for ensidig.
Diætist Maria Felding er specialiseret inden for plantebaseret ernæring, og hun er i gang med at skrive en bog om plantebaseret kost stil børn ammen med jurist, forfatter og veganer Mia Sommer:
Risici forbundet med vegansk/vegetarisk kost til småbørn
”Med hensyn til vegansk/vegetarisk ernæring til de helt små, så anbefaler sundhedsstyrelsen og fødevarestyrelsen det ikke. Årsagen til det er, at de ikke mener, at man ikke får sammensat den rigtige ernæring, der giver kroppen de nødvendige vitaminer, mineraler, proteiner mm. Der kan med andre ord være risici i forhold til mangler.”Maria er dog ikke afvisende for en vegansk kost til de små:
”Det kan man rette op på, hvis man er sikker på at sammensætte den rigtige kost. Dermed kan man sikre sig, at man får al den næring som kroppen skal bruge, og samtidig undgå kød og andre dyrebaserede produkter.
Jeg mener også, at danskerne spiser usundt. En dansk kost bliver hurtigt mangelfuld. Vi spiser ganske enkelt ikke særlig sundt i Danmark. Vi spiser ikke særlig mange grøntsager eller fuldkorn og frø, som vi jo bliver anbefalet at spise. Så når vi i forvejen ikke spiser særlig sunde fødevarer, og derudover går ind og fjerner kød, mælk, ost og æg, så mangler kroppen endnu flere næringsstoffer, end den gjorde før. Derfor er det vigtigt at sammensætte en god og planlagt kost, hvis man vælger at blive vegetar/veganer.”
Det kan være svært at finde en ekspert på området, som kan guide en til at sammensætte en ideel kost. Derfor er det ikke let for den almindelige borger i Danmark at søge viden og information om en plantebaseret kost, uden at skulle arbejde for meget for det.
Sundhedsstyrelsen godkender vegetarkost – men ikke vegansk
Spørger man Sundhedsstyrelsen, kan vegetarkost sagtens gå an. Men styrelsen siger nej til vegansk kost til børn under to år.
»Børn på vegansk kost kan let komme til at mangle B12-vitamin, og det kan være farligt«, siger professor Kim Fleischer Michaelsen, der rådgiver Sundhedsstyrelsen om spædbørns ernæring. Han uddyber:
»Vi er bekymrede, da vi har set børn indlagt med irreversible hjerneskader, fordi de mangler B12 på grund af veganerkost. Hjernen vokser mindre, og deres psykomotoriske udvikling kan blive reduceret«.
Barnets ernæring under graviditeten og de to første leveår er vigtig, fordi den skaber de grundlæggende byggesten for deres videre vækst og udvikling.
Det er svært at gøre på en ren veganerkost, så i Sundhedsstyrelsens håndbog til sundhedspersonale frarådes den, og det tilrådes, at barnets vækst følges nøje, hvis familien insisterer på kostformen. Det er dog noget andet med vegetarbabyer:
»Der ligger solid forskning bag anbefalingerne, som skal sikre, at børn i den første sårbare periode af deres liv får præcis den ernæring, de behøver for at vokse optimalt. Vi fastslår også, at vegetarisk kost kan give tilstrækkelig ernæring til børn under to år, så formuleringen om at vegetarbabyer bliver mistænkeliggjort, undrer os lidt«, siger sundhedsplejerske Annette Poulsen, Sundhedsstyrelsen.
(kilde: Politiken.dk)
Maria Felding mener dog ikke, at det er så stort et problem at lade sine børn leve vegansk, hvis bare man sætter sig ordentlig ind i det:
“Mangel på B12 vitamin kan nemt forebygges ved at tage et tilskud af det. Sundhedsmyndighederne i flere andre lande har allerede anerkendt, at en velplanlagt vegansk kost er passende til alle stadier i livet. Det behøver ikke at være svært at ernære sine børn vegansk, man skal bare vide hvordan”, forklarer Maria Felding.
Familie på fem: Vi er veganere
Hos Mia Sommer er de alle sammen veganere. Mia og hendes mand Daniel har børnene Julius på 10 år, Augusta på 5 år og Bastian på 3 år. Mia fortæller:
”Vi er alle sammen veganere. Jeg har været veganer, siden jeg var 17 år, og børnene har været det hele deres liv. Vi har valgt at være veganere, fordi vi ikke vil være med til at udnytte og misbruge dyr. Dyrene lider rigtig meget i landbruget, og det er fuldstændig unødvendigt, når vi bare kan spise noget andet, der endda er bedre for os selv. En gang troede jeg, at køerne skulle malkes, for ellers ville det gøre ondt i deres yvere. Men jeg blev veganer, da jeg fandt ud af, hvordan det virkelig hænger sammen. Køerne skal først føde en kalv for at kunne producere mælk (ligesom mennesker får mælk i brysterne, når vi har født et barn). Kalven bliver taget væk fra sin mor kort tid efter fødslen, og hvis ikke den bliver slået ihjel lige med det samme efter fødslen, hvilket sker for en del tyrekalve, så bliver den placeret alene i en bås, hvor den bliver opfostret på mælkeerstatning i stedet for sin mors mælk. Som mor til tre børn kan jeg levende forestille mig, hvilken sorg køer og kalve oplever, når de bliver adskilt fra hinanden kort tid efter fødslen og aldrig får lov til at være sammen. Det er hjerteskærende, hvad der foregår i landbruget, og derfor er jeg veganer!”
Mias børn har det helt fint med at være veganere. Ifølge Mia er de helt klar over, hvad det indebærer, og de fravælger selv animalske produkter, når de er ude:
”For mig er det vigtigt ikke at “tvinge” dem til en vegansk livsstil, for de skal selv føle, at de har et valg. Vi snakker jævnligt om, hvorfor vi er veganere, og for dem giver det 100 % mening, at vi skal være gode mod dyrene. De kan jo rigtig godt lide dyr og ønsker ikke at gøre dem ondt. De to yngste børn kan selv huske, da de ammede, og de forstår godt, at komælk er til kalve, og at menneskemælk er til menneskebørn,” forklarer Mia.
Mia blev selv veganer for 13 år siden, så det var længe før børnene kom til. For hende er det helt naturligt, at hendes børn også lever vegansk, for for hende er det en kærlig livsstil, der både er sund og god for dyrene og klimaet. Og det er ikke noget, de tænker så meget over i dagligdagen:
”I dagligdagen tænker vi ikke så meget over, at vi spiser anderledes end de fleste. Børnene får madpakker med i skole og børnehave ligesom alle de andre børn, og de er glade for den mad, som jeg laver til dem. Vi har også en del venner og bekendte, som er veganere, og flere af dem har børn, så på den måde ved mine børn også, at der er mange andre, der lever ligesom os. Vores øvrige venner og familie respekterer vores valg, så der er der heller ikke nogen problemer.
Børnene og jeg har et godt helbred og er sjældent syge, og jeg tænker, at det til dels skyldes vores kost, som indeholder en masse sunde ting.
Den største fordel ved at være veganer er dog at vide, at jeg/vi er med til at gøre en positiv forskel i verden! Det føles godt at vide, at mine børn vokser op med empati for vores medvæsener her på jorden og samtidig spiser en kost, der er mindre belastende for klimaet og miljøet,” påpeger Mia.
Her kan du få mere viden om vegansk ernæring til gravide og småbørn: http://diaetist-felding.dk/artikler/spaedboernspjece
Og Mia Sommer kan følges på Instagram under brugernavnet @miasommervegan og på madbloggen miasommer.dk