Slut med sut!

Sutter

Af Camilla Anderson, kandidat i pædagogisk antropologi

Din næsten nyfødte efterspørger konstant dit bryst, og desperat forsøger du at vænne baby til at tage en sut, så du kan få en lille pause. Det kan virke lidt fjollet, at du blot få år efter skal tage den fra ham/hende igen. Så hvad er overhovedet meningen med at give den i første omgang, hvorfor kan det være så svært at give slip på den og hvordan kan du gribe det an, når sutten for allersidste gang har trøstet og beroliget dit barn?

Suttebehov
Ifølge psykolog Palle Hoffmann fødes din baby med et instinktivt behov for at sutte. Naturen har formet det så smart, at din baby instinktivt søger mod overlevelse ved at efterspørge sin mors bryst. Men det er ikke kun behovet for væske og føde, som baby får stillet, når det sutter. Det er blandt andet også behovet for tryghed, omsorg og hudkontakt.

Når du giver din baby en sut, bliver sutten opfattet som en forlængelse af brystet og alt det førnævnte, som brystet repræsenter for baby. Sutten bliver altså en erstatning for mor, når hun ikke er der, og hjælper derfor barnet til at finde tryghed. Dette er også forklaringen på, at det kan være svært at skulle sige farvel til sutten, selv om det biologiske suttebehov reelt forsvinder efter barnet er blevet 1-1 ½ år. Det er ikke kun sutten og den trygge vane med at sutte sig selv i søvn, som dit barn skal sige farvel til, det er også alt dét som sutten repræsenterer for barnet.

Pige med sut

Derfor bør du støtte dit barn i at slippe sutten
Men selv om det kan være svært at slippe sutten, er det nu langt fra umuligt, og der er mange gode grunde til at gøre det.
Ifølge tandlæge Mette Borum er det som hovedregel bedst at sige farvel til sutten, inden dit barn fylder tre år. De første tre år af dit barns liv, er knoglerne (og dermed også kæberne) bløde og lette at forme. Når dit barn bruger sut ændrer sutten ved den form som kæberne genetisk skulle have haft. Sutten danner et undertryk i munden, som gør at ganeknoglen suges op. Derfor bliver overkæben smallere, kindtænderne i siden trækkes ind mod midten og fortænderne skubbes fremad i et overbid.
Hvis man støtter sit barn i at holde op med at bruge sut inden det fylder tre år, er kæberne så bløde, at de i langt de fleste tilfælde former sig tilbage til deres oprindelige genetiske bestemmelse.

En anden grund til at hjælpe dit barn af med sutten, er at den vanskeliggør hans/hendes sproglige udvikling. Det er svært at lære at tale og udtale ordene korrekt, når man har en sut i munden.

Men til trods for de problemer som sutten kan skabe, anbefaler tandlægerne alligevel at man lader sit barn bruge sut. Grunden er, at hvis barnet ikke får stillet sit suttebehov, risikerer man, at det i stedet bruger tommelfingeren, som er væsentligt sværere at hænge på et suttetræ eller give til suttefeen.

To sutter

Sådan slipper I sutten
Der findes mange gode råd ti,l hvordan I som forældre kan gribe suttestoppet an. Jeg har her samlet nogle af dem, som jeg finder mest brugbare:

  1. Skær ned i god tid. Før I tager sutten helt fra den lille, er det en god ide at lave en blød overgang. Gør det fx til en regel, at sutten kun er i brug, når dit barn skal sove eller er ked af det. Et alternativ kan være, at fastgøre sutten til sengen. På den måde skal dit barn forlade jeres gode selskab, hvis det vil sutte på sutten. Det bliver hurtigt kedeligt for den lille, så derfor er det en effektiv måde at skære ned på.
  2. Vær konsekvent! Det er måske det vigtigste råd. Når først I har sagt helt farvel til sutten, må I ikke give efter, for så kan I risikere, at suttestoppet trækker ud i en evighed. Har I først givet efter én gang, bliver det ikke lettere at sige nej, når dit barn næste gang grædende beder om sutten.
  3. Giv barnet en gyldig grund. Lige som du selv gerne vil have en forklaring, hvis du pludselig skal undvære noget, du rigtig godt kan lide, så vil dit barn også gerne vide, hvorfor det ikke må bruge sutten mere. Derfor er det en god ide, at finde en god forklaring eller historie, som dit barn kan forholde sig til. Prøv evt. at finde en historie som passer ind i jeres liv. Kender I nogen som lige har fået en baby, kan forklaringen være, at den lille baby har brug for sutterne.
  4. Forær sutterne væk. I kan hænge dem på en af de mange suttetræer, der står rundt omkring. Men I kan også sende dem til julemanden, Ramasjang eller ganske enkelt forære dem til en autoritet som fx tandlægen. På dén måde, er sutterne heller ikke længere i huset, og du risikerer derfor ikke at give efter i et svagt øjeblik.
  5. Vælg det rigtige tidspunkt. For mange børn er det en stor ting at skulle af med sutten. Den har været den trofaste følgesvend hele livet. Derfor er det vigtigt, at I (så vidt muligt) forsøger at lægge suttestoppet i en rolig periode, og undgår at lægge det oven i fx børnehavestart eller andre store omvæltninger i dit barns liv.
  6. Ros! Husk at rose dit barn og understøtte ham/hende i at være en stor dreng/pige som ikke længere behøver bruge sut.

Til sidst er det måske rart for jer at vide, hvis I står og skal i gang med et suttestop, at mange forældre oplever, at det ikke var nær så problematisk at smide sutten som ventet. Faktisk kan det i langt de fleste tilfælde klares med to-tre knap så sjove aftener/nætter (især hvis I følger ovenstående råd).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.