Af Melissa Ejlersen
Første gang jeg læste overskriften, krummede jeg tæer. Det var svært for mig at forstå, hvordan jeg skulle få min søn til at opføre sig ordentligt uden at opdrage, irettesætte eller synliggøre konsekvensen af hans handlinger. Men efter at have læst bogen, har jeg nu fået fyldt min værktøjskasse godt og grundigt op.
Af Maria Lyngsø Hougaard
Flyverdragten er ikke længere forbeholdt børn, håndværkere og fiskere. Den er virkelig dukket op i bybilledet – på voksne!
Den er også blevet set på en af de klassiske not-lister, der ofte dukker op, når vi skriver “nytår” i kalenderen – der var én, der syntes, det var skørt med flyverdragt til et voksent menneske. Men når jeg kigger på gadebilledet viser det, at alle langt fra er enige. Og jeg er hvert fald ikke – det giver da så god mening!
Du slår døren op til haven og lader børnene løbe ud på græsset i bare tæer. Du bliver hilst venligt godmorgen af en nabo, som sidder derude med sin kaffe. Lidt længere væk sidder nogle andre naboer og spiser morgenmad. Der dufter i haven af urter, som en tredje nabo har plantet. Du befinder dig i bofællesskabet Sneglebo, hvor værdierne fællesskab, ”slow living” og sund, økologisk mad er i fokus. Lyder det som et godt sted at lade sine børn vokse op? Det mener Andreas Lau, som har bosat sig dér, sammen med sine to drenge Kristian og Mikkel på seks og ti år.
| Et bofællesskab er en boform, hvor menneskers behov for såvel privatliv som fællesskab søges forenet. Flere familier eller enkeltpersoner bor i samme hus, i et arkitekttegnet “tæt-lavt byggeri” eller i et lejlighedskompleks med fælles arealer og kollektive faciliteter, men hvor hverdagen kun i begrænset omfang tilrettelægges kollektivt. Herved adskiller boformen sig fra et kollektiv. (Kilde: Gyldendal. Den store danske.) |
”Jeg blev meget hurtigt, meget glad for at bo her” fortæller Andreas: ”Folk var enormt søde til at tage imod os, og vi havde ikke boet her ret mange minutter, før den første af nabobørnene bankede på og spurgte om drengene kom ud og legede.”
Når man ser på de fysiske rammer som omgiver Sneglebo, er det da også let af forstå, hvorfor man som børnefamilie føler sig tiltrukket af at bosætte sig netop der. Der er mange grønne områder tæt på, og ikke så langt derfra er der en fold, hvor der bl.a. går får og geder. På Sneglebos grund er der kaniner, og der er et lækkert udeområde med køkkenhave. Der er hyggeligt og lidt landligt, men det er alligevel ikke alt for langt væk fra centrum af Roskilde.
Det er også tydeligt, at det ikke kun er Andreas som er blevet rigtig glad for at være i bofællesskabet. Hans to drenge Kristian og Mikkel er også faldet godt til. Faktisk så godt, at de i sommerferien langt hellere ville tilbringe deres tid dér, end de ville ud og se på resten af verden. ”Her i sommer havde jeg planlagt alt muligt, vi skulle opleve, men de ville hellere bare være hér og hænge ud. Så var det sådan nogle dag-til-dag-ting i stedet for. Vi vågnede op og sagde ”skal vi spise morgenmad udenfor? Så gjorde vi det. Pludselig var kl.17 og så blev vi enige om at grille. Så gik vi over i køkkenhaven og plukkede salat. Der var nogle naboer der havde dyrket fire forskellige slags salater, og der var bær, squash, ærter og alt muligt. Det var sådan noget med at rende rundt med bare tæer i græsset hele sommeren. Det var fantastisk. Det var den fedeste ferie, og vi havde bare været lige dér.”
Børnegruppen
I Sneglebo bliver der sat stort fokus på trivslen blandt børnene. Der er en ”Børnegruppe” som står for aktiviteter for børnene. Det kan fx være planlægning af Fastelavn, Halloween eller juleklip, men de står også for planlægningen af en fællesfødselsdag for alle børnene. Det gør de for at sikre sig, at alle børn bliver fejret og fordi det er nemmere end at skulle holde 15 børnefødselsdage på et år. ”Så holder vi bare én samlet. Den varer til gengæld hele dagen, og rigtig mange i Sneglebo er engagerede i det,” siger Andreas, og fortæller at fællesfødselsdagene ofte har et tema, og indeholder fx bueskydning, skattejagt, grillmad eller andre rare ting.
Men fokus på trivslen blandt børnene i Sneglebo handler ikke kun om fejring og fester. Det handler også om værdien i at mærke, at man selv som barn kan bidrage til et fællesskab. De fleste bofællesskaber har fælles arbejdsdage, hvor der skal ordnes forskellige praktiske ting. I Sneglebo er der tre årlige udendørs arbejdsdage og én indendørs, hvor alle børn og voksne er med. Alle bidrager efter evne, så børnene arbejder selvfølgelig på lidt andre vilkår end de voksne, men de bidrager stadig. Om efteråret kan der fx være, at de samler nedfaldsæbler op fra græsplænen eller river løv sammen, mens de voksne slår græs, klipper træer og buske ned, renser tagrender osv. På den måde har børnene også en funktion, hvor de tilfører fællesskabet noget værdi og de har en arbejdsevne som bliver sat i spil. Undervejs er der fælles frokost, og hygge med boller og kakao eller lignende.
| Sneglebo er et bofællesskab i den vestlige del af Roskilde, beliggende i nærheden af Boserupskoven og fjorden. Der findes 20 selvstændige lejligheder, med 2, 3 og 4 værelser på 55-85 kvm. Sneglebo blev opført i 1987. Mere information kan findes på hjemmesiden Bosj.dk/sneglebo |
Fællesspisning
Men selv om fællesskabet er i fokus, er der alligevel meget personlig frihed i Sneglebo. Fællesspisning er eksempelvis ikke obligatorisk. Hvis man har en periode med stress, sygdom eller andet, så er der en fin forståelse for at man trækker sig. Både fra fællesspisning og fra andre pligter som man ellers plejer at bidrage med til fællesskabet. Der kan godt være lidt varierende holdninger til dette fra bofællesskab til bofællesskab. Nogle steder er det forventet at man deltager i fællesspisning. I Sneglebo forventes det som udgangspunkt, at man laver mad fem gange i kvartalet. Det svarer til, at der cirka er fællesspisning fem dage om ugen, hvis alle gør det. Overordnet set er det et system der fungerer, selv om det i nogle perioder fungerer bedre end i andre. Andreas udtrykker: ”For det er mennesker der er i dét system, og der skal være plads til folk.” Rummeligheden ift. at mennesker har forskellige behov kan også spores i selve madlavningen. Her er der ofte et bredt udvalg, fordi der er nogle blandt beboerne som ikke spiser kød og andre specifikke fødevarer. ”Vi køber økologisk og vi køber sundt. Primært. Så det er god kost vi får, og det er meget, meget lækkert.” fortæller Andreas.
Man skal lære at dele
Men selvfølgelig er der også enkelte ulemper ved at bo i et bofællesskab. En del bofællesskaber har meget små lejligheder, men til gengæld er der fællesfaciliteter som er tilsvarende store, for at kunne huse store dele af fællesskabet. Det kan man så bruge omkostningsfrit. I Sneglebo er lejlighederne også ret små, men der er et fælleshus, hvor der bl.a. er et stort køkken med industrikomfur og ovn. Fælleshuset kan man også benytte som en ekstra dagligstue, hvis man vil holde en stor fødselsdag, fest eller lignende, fordi der kan sidde omkring 30 mennesker. Derfor er der ikke helt det samme behov for at have et stort hus selv. ”Mine børn har jo aldrig været vant til andet end at have deres eget værelse, før de kom ud i et bofællesskab. Det har de ikke mere nu, for det er der ikke plads til. Men det er ikke kun en ulempe.” forklarer Andreas. ”Det er ligesom alt muligt andet herude, at så skal man lære at dele. Og det er en god ting at lære sine børn.”
Der er sponsorerede ting i artiklen – samarbejder med brands er altid nøje udvalgt af Mor-skab, og holdningerne er fra hjertet. Produkter, der fremvises her, er ting, vi har håndplukket! //Mor-skab
Mor-skab sætter fokus på slow movement, at gå glip og få ro på. Fordi vi tror, at det er vigtigt for alle – og måske forældre (og deres børn) i særdeleshed! Så skal vi trække stikket, mor?
Læs den første artikel med samme fokus her.
SLUK – KUNSTEN AT OVERLEVE I EN DIGITAL VERDEN af Imran Rashid
Hvert 10. sekund bliver der sendt 8 millioner mails, 2 millioner sms’er og 309.375 facebook likes.
Speciallæge og innovationschef Imran Rashid hvilken effekt de kollosale datamængder har på vores hjerne og krop.
Der er 12 kapitler i bogen, som er opdelt i to faser ”Det komplekse liv” og ”Et liv i flow”. Først fremlægges de problemer og udfordringer, der følger med et moderne liv med ubalancer mellem arbejde og frihed. Og den sidste del gennemgår, hvordan vi kan få flow i vores liv med mental og fysisk sundhed. Og herunder oplistes 10 bud til et sundere, digitalt liv:
1) Køb et vækkeur (og smid Smartphonen ud af soveværelset), 2) læg telefonen helt væk, når du arbejder eller er i selskab med andre mennesker, 3) brug FORSTYR IKKE funktionen, 4) slå notifikationer fra, 5) fjern alle apps, der kan stjæle din opmærksomhed, 6) fjern farver fra skærmen og skru ned for lyset, 7) fjern batteri-ikonet, 8) prioritér, hvem der skal have adgang til din hjerne, 9) vær bevidst om, hvornår du bruger telefonen, og hvordan den bruger sig, og 10) husk, at når du tænder skærmen, risikerer du at slukke for nærværet.
Forfatteren har i sit virke som læge og innovationschef mødt masser af mennesker, primært såkaldte vidensarbejdere, som gør skade på både deres mentale og fysiske helhed, fordi de har svært ved at slippe arbejdet, når de kommer hjem. De (vi) er online nærmest 24/7.
Da vi var på barselsrejse seks uger på Bali med en 8-9 måneder gammel baby, talte vi meget om skærmforbruget. Jeg var ved at skrive på en bog samt artikler til Mor-skab, og jeg så de mange uger som en mulighed for at få skrevet en masse. Men når jeg satte mig bag skærmen, havde min lille søn kun øje på den og mig, selvom hans far legede med ham i poolen. Så vi besluttede i fællesskab, at jeg kunne tage nogle timer et andet sted, hvor jeg skrev igennem, men ikke foran vores søn. Og samtidig fik jeg tænkt over, hvor meget jeg ville skrive, og hvor meget jeg ville være – så jeg ikke fortrød det bagefter. Imram Rashid har helt sikkert ret i, at vi måske slet ikke fatter omfanget af den digitale indgriben i vores liv – og at vi skal overveje, hvad der er det gode liv samt selv tage kontrol.
PAPMACHEREGLEN af Hella Joof
Okay, det er ikke direkte en bog om at leve langsomt og finde ro. Men jeg synes alligevel den passer ind, for hele essensen i Hella Joofs bog er (som jeg læser det), at vi skal slappe lidt af og tage det sure med det søde.
Der er ingen som Hella Joof, der kan få tingene til at blive simple og enkle – også ret alvorlige og komplekse ting. Der er 25 livsregler i Papmachebogen – ikke regler som Hella har fundet på, men bare regler, der er. Og hvis man følger dem, bliver det hele meget mere simpelt.
For eksempel Rub & Stub reglen:
“Når man ser nogen, der har en virkelig smart nederdel på, så kunne man godt tænke “nøj, nogle flotte ben”. Altså man ser noget, man gerne vil være eller gerne vil have, og så begynder man at dæmonisere dem en smule. I stedet for det, så skal man lave rub-og-stub-øvelsen, hvor man må vælge hvilket-som-helst andet menneske i verden, som man så vil bytte liv med. Bytte med alt – rub og stub. Det er hele butikken, det er dine børn, din mand, din udsigt, dine hunde, det hele skal byttes ud med den anden. Så skal vi sidde og mærke efter – og så viser det sig, at der faktisk ikke er en eneste person, vi vil bytte med.”
og Banal-reglen:
“Reglen om banalt er den mest banale regel, der handler om, at det er de mindste ting, der gør os lykkelige.
Det skal ikke særligt meget til for at gøre os lykkelige. Det er meget banalt. Det er ikke noget særligt. Det er tit sådan noget med, at nogle laver mad til én. Nogle lægger armen omkring én, når man er ked af det. Eller at nogen siger, at man ikke ser træt ud.”
Emnerne er mange, og bogen er fuld af gode og finurlige anekdoter.
Jeg oplevede at se mere lyst på det hele – især efter at have hørt lydbogen, hvor Hella selv læser sin bog højt. Kan man andet?
Hellas anekdoter og vinkler på tingene får det hele til at være så banalt (positivt forstået), og man bliver sådan lidt “pyt” og samtidig; Hey, jeg skal sætte pris på de vigtige ting, for hvad betyder ellers noget?!
Tak Hella!
Af Peder Holflod Carlsen
En dag i juni blev der vendt op og ned på 25-årige Maria Jakobsens liv, da hun blev gravid med sin kæreste Rasmus, som hun havde været sammen med i under et år. Pludselig stod hun med et livsændrende valg.
Af Maria Lyngsø Hougaard
Der er sponsorerede ting i artiklen – samarbejder med brands er altid nøje udvalgt af Mor-skab, og holdningerne er fra hjertet. Produkter, der fremvises her, er ting, vi har håndplukket! //Mor-skab
Hver dag er der en ny artikel, om at nutidens forældre ikke gør det godt nok. Og artikler om forkert og dårlig opdragelse. Og mødre, der peger fingre af hinanden. Der er dagligt roller, der skal udfyldes; mor, kone, kvinde, veninde, medarbejder, datter… Ting, der skal varetages; sundhed, helbred, kærlighed, hjemmet, fødselsdage, to do-lister, ting der skal passes og plejes. Og hvad med det liv, du havde før, du blev mor? Måske du lige kan nå et teaterstykke eller en biograffilm eller i hvert fald bare at holde øje på Facebook med, hvad der sker i byen… Og nu skal sønnike have ny flyverdragt (den er blevet for lille), og skuret trænger virkelig til maling, og du skal have set de veninder, og være en god kæreste, og hvilken børnehave skal han skrives op til, hov, du burde også snart få løbet igen! og hvad med fødselsdagsgaven til din mor, og naboen du lovede at invitere til hygge, og …
Der er uden tvivl rigtig meget at se til som mor (og far). Og menneske i en moderne verden. Men måske dit nytårsfortsæt skal være, at få ro på? Okay, nogle ting er jo “need”, og de “nice” giver også livsglæde, men måske kan du skralde en masse af det unødvendige af, og finde ro og bare være til stede…og lave noget unyttigt, som dronning Margrethe sagde i sin nytårstale…hvis du har lyst?!
Vi har set på to bøger/livsstile, der måske kan inspirere dig – “Langsom Livsstil” af Karen Pallisgaard og “Gå Glip” af Svend Brinkmann:
Af Maria Hougaard
Fertilitet er en underlig størrelse. Det er noget, som mange nok tager for givet, indtil de skal bruge den, og den så måske svigter. For det gør den for mange. Måske fordi vi bliver ældre, når vi får børn. Måske fordi vi fylder os med underlige hormonforstyrrende ting. Mellem 16 og 25 procent af alle par har forsøgt at få børn, uden at det lykkes, og cirka hver femte kvinde har oplevet fertilitetsproblemer.
Når fertiliteten svigter, så fylder det rigtig meget. Hvis man læser om det, er der flere ting, man selv kan gøre – ændre livsstil, spise gode vitaminer og stresse af. Eller det modsatte; helt ændre fokus og tænke på noget andet (nemmere sagt end gjort). Men det kan også være et skridt i den rigtige retning at tage noget kontrol og finde et sted, hvor du kan hjælpe naturen lidt på vej og samtidig få ro og en ventil for alle de tanker, der florerer i dit hovede.
Booster fertilitet med zoneterapi
Izabella Winther er zoneterapeut hos Husk Dig Selv med særligt fokus på fertilitet og barnløshed. Som hun siger, kan der være mange årsager til barnløshed – og i de fleste tilfælde kræver det blot tid og tålmodighed. Men hvis menstruation og ægløsning er meget uregelmæssig og i værste fald udebliver for eksempel efter mange års brug af p-piller, så arbejder Izabella med zoneterapi på at regulere cyklussen, så den igen bliver regelmæssig.
Når man kommer hos Izabella, tager hun først en lille snak med en, om hvor man er i processen. På briksen er det dejligt afslappende at få “nusset” sine fødder under et varmt tæppe. Izabella forklarer, at hun aktiverer livmoderen, og det er ret ømt, da hun trykker på det zonepunkt.
En ventil for alle tankerne
Izabella forklarer, at hun ud over behandlingen gør meget ud af at tale med kvinden om alle de tanker og følelser, som hun bærer rundt på – for dem er der ofte rigtig mange af. Nogle kvinder finder det svært at tale med veninder eller deres partner om alle deres tanker, fortæller Izabella.
Så at booste sin fertilitet hos en zoneterapeut kan både være mental terapi og et boost af den del af kroppen, der skal slå et slag for, at der kommer en baby.
Zoneterapi betegnes som “alternativ behandling” – og virker det så?
Det korrekte svar må være, at det er svært at vide, hvordan tingene var gået, hvis man ikke havde været til zoneterapeut. Men hvis man har brug for at finde ro i krop og sjæl samt føle, at man tager sagen lidt i egen hånd og gør noget, så er zoneterapi bestemt en mulighed.
*********
Hvad er zoneterapi?
“Når noget i din krop ikke fungerer, kommer den i ubalance, og ubalance kan resultere i sygdom, smerter, ubehag og træthed. Zoneterapi kan genskabe denne balance ved tryk på fødderne. Under og på dine fødder findes en zone, kaldet en reflekszone, for hvert eneste område af din krop. Hvis en reflekszone er øm, er der problemer det tilsvarende sted på kroppen. Under zoneterapi behandles reflekszonerne med særlige trykkombinationer, og zoneterapeuten løser problemerne, så kroppen igen kommer i balance.” (Izabella Winther)
Det er eftermiddag, og du henter din datter i vuggestuen. Da du spørger pædagogen, om det har været en god dag, ser hun op på dig med et alvorligt, men medfølende blik i øjnene og siger ”Ja, men hun har bidt et af de andre børn i dag”.
Et lignende scenarie udspiller sig hver dag for forældre over hele landet, og for nogle børn er dét at bide en del af deres naturlige udvikling. Men hvorfor bider børn? Og vigtigst af alt; hvad kan man som forældre gøre, hvis ens barn begynder at bide enten hjemme eller når det bliver passet?
Derfor bider børn
Det er især børn i 0-3 års alderen, som bider, og årsagerne kan være mange. Ifølge sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen (forfatter til flere bøger om børn og deres udvikling – fx ’Helens bog om dit barns udvikling’ og ’Helens bog om børn og opdragelse’ m.fl.) skal man ofte finde svaret i, at barnet mangler sprog. Det kan have svært ved at sætte ord på sine tanker og følelser, og når barnet mangler ord, kan det reagere ved at bide.
Et barn kan sagtens have et godt ordforråd og være dygtig til at tale, men stadig have svært ved at sætte ord på de større følelser. Eksempelvis mestrer børn i 0-3 års alderen endnu ikke at udtrykke følelser som ”jeg føler mig uretfærdigt behandlet”, ”jeg føler mig overset” eller ”jeg føler mig trængt op i en krog”, og kan derfor ende med at bide i afmagt over ikke at kunne udtrykke deres frustration.
Ifølge Helen Lyng Hansen er der typisk følgende syv situationer hvor børn bider:
1. Dit barn kan bide, fordi det føler vrede, fx hvis et andet barn har taget dets legetøj.
2. Dit barn kan bide i forsvar. Det kan være situationer, hvor barnet føler sig trængt op i en krog.
3. Dit barn kan bide, fordi det ikke føler, at det bliver set eller lyttet til. Det er altså en måde at forsøge at få din opmærksomhed.
4. Dit barn kan bide, fordi det virker. Barnet fornemmer, at hvis det bider, så får det dén reaktion, som det søger.
5. Dit barn kan bide af erfaring. Nogle voksne reagerer voldsomt første gang et barn bider, og kan fx finde på at gribe til yderligheden at bide igen, for at vise barnet at det gør ondt. Men det kan faktisk have den modsatte effekt end den ønskede, fordi man dermed viser barnet, at det er i orden at bide hinanden.
6. Dit barn kan bide som imitation af andre børn. Børn lærer af hinanden og efterligner hinanden på godt og ondt. Derfor ser man ind imellem, at flere børn bider fordi de spejler sig i hinanden og deres måde at agere på.
7. Dit barn kan bide, fordi det har fået rollen, som dén der bider. Dit barns adfærd kan blive forstærket af forventninger og gentagne irettesættelser.
Desværre ses det også ind imellem, at børn bider impulsivt. Dvs. at det kommer ud af den blå luft, hvor ingen rigtig kan forklare hvorfor. Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen understreger dog, at der er forskel på de bid, som din 0-1 år gamle baby leverer, og dem, som din store tumling forvolder:
”Din baby kan godt komme til at smække gummerne sammen, når hun ligger ved dit bryst, men det er ikke ment som et bid. Det skyldes blot, at små børn udforsker alting med munden.” siger hun: “Hvis det sker, skal du blot tage barnet fra brystet og sige ”nej” og derefter lægge det til igen.”
Dette kan du gøre, hvis dit eget barn bider.
Når et barn bider, er det vigtigt, at vi voksne reagerer. Men det er ikke ligegyldigt hvordan. Hvis vi reagerer meget voldsomt og råber og skælder ud, så risikerer vi ifølge Helen Lyng Hansen blot at forstærke problemet. Det vigtigste er, at man forsøger at forhindre at barnet bider. Derfor skal du holde ekstra øje med barnet og prøve at finde ud af, hvilke situationer det bider i, og hvilke følelser i barnet, som fremprovokerer dets bid. Når du ved hvornår det sker, har du bedre mulighed for at gribe ind før det sker.
Derefter skal du forsøge at hjælpe dit barn med at udtrykke sine følelser i situationen verbalt. Når og hvis du kan se, at dit barn bliver ked af det, bange eller vred, så hjælp ham/hende med at sætte de rigtige ord på sine følelser i situationen. Sig fx “du bliver bare så vred, når…” eller “uh, du blev helt bange”. Er dit barn i en konflikt med et andet barn, og skal derfor til at bide, skal du hjælpe med at løse konflikten og guide dem videre i legen. Konflikter i 1-3 års alderen handler ofte om, at børnene vil lege med det samme legetøj. Du kan derfor fx vise dem at de kan deles, eller foreslå at de kan have hvert deres stykke legetøj. Husk at sætte ord på imens. På den måde kan dit barn stille og roligt lære, at man kan udtrykke sine følelser med ord i stedet for at bide.
Hvis du ikke nåede at gribe ind
Men selvom du er en opmærksom forælder, som har spottet i hvilke situationer dit barn bider, og forsøger at forhindre, at det sker, så kan uheldet alligevel være ude ind imellem. Og hvad gør man så?
Både Margrethe Brun Hansen og Helen Lyng Hansen er enige om, at det stadig handler om at sætte ord på situationen og på børnenes følelser. Både ift. dét barn som har bidt og dét som er blevet bidt. Det er vigtigt, at begge børn føler sig forstået og mødt. Børn under 2 år har svært ved at forstå, hvorfor andre børn græder når de bliver bidt, siger Helen. Det er de først ved at lære. Derfor er det vigtigt, at du fortæller dit barn hvorfor det andet barn bliver ked af det. Sig fx “det gør ondt at blive bidt, det er derfor hun græder. Vi skal trøste hende”. Hvis barnet der har bidt godt ved, at det er forkert, kan man fx sige “Åh, du kom til at bide, det er ikke rart. Næste gang skal du prøve at sige stop i stedet for at bide”. På dén måde får barnet en anden handlemulighed end at bide, hvis en lignende situation skulle opstå igen. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt at trøste det barn, som er blevet bidt, og fortælle begge børn, at det er forkert at bide. Børn skal lære, at dét de gør ved andre børn ikke altid er rart og derigennem lære at lade være, mener Helen.
Margrethe Brun Hansen foreslår derudover, at man også kan lade barnet vide, at det kan kalde på dig eller en anden voksen, i stedet for at bide, hvis det står i en svær situation. Hun tilføjer, at hvis dit barn har bidt mens det var i vuggestue eller et andet sted uden dig, kan det ikke nytte noget at tale med barnet om det, hvis du henter det flere timer efter, for der har det sandsynligvis glemt episoden.
Lad os slutte af med en beroligende bemærkning fra Margrethe Brun Hansen:
”Det er ikke sjovt at være mor til et barn, der bider. Men fortvivl ikke. Det er faktisk helt almindeligt, at små børn bider. Så stop med at spekulere på, hvor du har spillet fallit som mor, siden dit barn bruger tænderne lidt for meget til at kommunikere med for tiden. For det sker ganske ofte, at de små bruger tandsættet.”
Kilder: Netsundhedsplejerske.dk og alt.dk
Thilde laver forløb med Yoga for fertilitet for kvinder, der forsøger at blive gravide naturligt eller er i fertilitetsbehandling – både i København og online.
Da jeg til Yoga for fertilitet forleden spurgte de 15 kvinder, der er på forløbet, hvor mange, der følte sig stresset pga. udebleven graviditet eller fertilitetsbehandling, rakte alle hånden op. Uden undtagelse.
Det er megastressende at ville være gravid og så ikke lige blive det. Faktisk siger man, at det er lige så stressende at være i fertilitetsbehandling, som det er at være kritisk syg.
Så er det ekstra nedslående at læse, at stress faktisk skader fertiliteten. Det har et amerikansk forskningsforsøg for nyligt bevist.
I et forsøg, har forskere fra University of Louisville School of Public Health and Information Sciences fundet ud af, at kvinder, der føler sig stressede, mens de har ægløsning, har 40 % mindre chance for at undfange i den cyklus end i en måned, de ikke føler sig stressede. Du kan læse mere om forsøget her.
Er det ikke paradoksalt? Stress skader fertiliteten, og fertilitetsbehandling forårsager stress. Det er noget af et ’catch 22’.
Heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at reducere stress. Yoga er én af dem.
Når jeg underviser i yoga med fokus på fertilitet, laver vi øvelser, der fremmer kroppens naturlige fertilitet ved eksempelvis at øge blodtilførslen til livmoderen. Men endnu vigtigere: vi arbejder med stressreducerende teknikker, der hjælper med at være til stede i din krop og bevare forstanden, mens du arbejder på at blive gravid. Også når det er udfordrende at være dig.
Det gode ved yoga for kvinder, der prøver at blive gravide, er også, at du møder andre kvinder i sammen situation som dig selv. Der plejer at komme alt fra kvinder, der der ønsker at forberede kroppen på en sund graviditet til kvinder, der har været gennem flere fertilitetsbehandlinger. Det er noget, jeg oplever giver fællesskab og ro.
Rigtig meget held og lykke med at finde ro og stresse af midt i al den længsel og alle de tanker.
Du kan læse mere om Thilde og hendes fokus på fertilitet og yoga HER.
I artiklen »Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke« fortæller fotojournalisten Nanna Navntoft historien om den udviklingsforstyrrede 27-årige Mie Damkjær, der grundet sin udviklingsforstyrrelse har valgt ikke at få børn. Udover at give indblik i, hvordan den unge Mie håndterer sin længsel efter børn, giver artiklen også anledning til at aktualisere spørgsmålet: Har alle ret til at blive forældre?
NORDENS PARIS: Klokken er 18:15 og jeg sidder i min vindueskarm i min lejlighed efter at have læst Nanna Navntofts artikel omhandlende barnløse Mie. To modsatrettede tanker præger min tankeproces:
Først får jeg ondt af kvinden, der skal slå sig til tåls med livsløse dukker, når hendes største ønske at blive mor til et biologisk barn. Derned mærker jeg fascinationen af den styrke, det må kræve at sætte sit egoistiske behov på hylden i et forsøg på at gøre det rigtige.
Er børn en menneskeret?
»Det er den måde, jeg har valgt at leve mit liv på. Så kan det godt være, at der er andre, der vælger noget andet, men jeg vil ikke sætte et barn i verden, som vokser op med nogle forældre, der ikke er i stand til at give barnet det liv, som det fortjener«.
27-årige Mie kommer her med et tankevækkende argument, der danner grund for hendes beslutning om at forblive barnløs til trods for hendes kæmpe længsel efter at blive mor. Selvom Mies situation, samt hendes pointe om ikke at kunne leve op til den optimale forældrerolle, bygger på hendes mentale handicap, giver hendes selvindsigt og opofrende væsen stof til eftertanke hos mig, der selv biologisk set nærmer mig min mest optimale fødealder. Hvis jeg ser bort fra generelt at være velfungerende samt at være i optimal fysisk form, kan jeg ikke lade være med at stille mig selv samme spørgsmål som 27-årige Mie: ville jeg være i stand til at give et barn det liv, det fortjener?
Ret eller pligt?
Jeg er 22 år gammel. Studerende på 3. semester på Aalborg Universitet. Og jeg har travlt med livet. Blod på tanden. Lyst til at opleve. Og så er mit biologiske ur igangsat.
I forbindelse med at have valgt en uddannelse der kræver at være forberedt på ikke at have fast bopæl i længere perioder, har jeg med mit studievalg gjort mig det klart, at mine fremtidsplaner ikke stemmer overens med optimale rammer for at bringe børn til verden. Jeg er født og opvokset i udlandet og har i en alder af 22 haft 10 forskellige adresser samt gået på 8 forskellige undervisningsinstitutioner, og selvom mine forældres livsstil har inspireret mig i en sådan grad, at nomade-livet i dag tiltaler mig, ønsker jeg samtidigt ikke at lade mine eventuelt kommende børn vokse op med konstante flytninger og nye omgangskredse.
Fordi det primært er grundet min karrieredrøm, at det moralske dilemma “har alle ret til at få børn?” spøger, og fordi den gennemsnitlige danske kvinde på nuværende tidspunkt kun føder 1,7 børn, hvilket er for få til at kunne opretholde Danmarks nuværende befolkningstal (kilde: Danmarks Statistik, dst.dk), kan jeg samtidig ikke lade være med at spørge mig selv: er det som sund og velfungerende danske kvinde min pligt at bidrage til samfundet ved at blive mor?
Skal jeg vælge mit drømmejob fra?
Hvad skal i det hele taget drive den danske “børneproduktion” i fremtiden?
Drømmen om kernefamilien
»Jeg bliver jo enormt glad, når jeg har dem med i min barnevogn i Rema1000. Jeg ved godt, at de ikke er levende, men det ved andre jo ikke. Så tror de, at jeg er en mor på barsel, som er ude for at købe en liter mælk og en pakke rugbrød. Det synes jeg er en fed følelse«.
Den unge Mie forsøger i sin mangel på børn at erstatte sit savn med to realborndukker i vinyl. De giver hende mulighed for at udspille ovenstående scenarie uden at omverdenen vil lægge mærke til, at Mie faktisk ikke er har gennemgået en virkelig fødsel. Den unge kvinde gør det dermed også klart, at det biologiske kald ikke er den eneste faktor, der spiller en rolle i ønsket om at blive mor; det gør vores omgivelsers forventninger og accept også.
Selvom vi lever i et vestligt land, der, i takt med at de danske kvinder fik stemmeret og kom på arbejdsmarkedet, generelt har vænnet sig til at huse karrierekvinder, der vælger at finde lykken i deres arbejde i stedet for at få børn i deres 20’ere, er “kernefamilien” stadig et koncept, mange danskere kender til og stræber efter. At passe ind i normen er ikke en ukendt motivationsfaktor, og det er derfor heller ikke underligt, at Mies ønske om at kunne være på barsel som enhver anden kvinde betyder noget for hendes identitetsdannelse. Denne tankegang giver anledning til at stille endnu et spørgsmål. For hvis moderrollen betyder så meget for en kvindens identitetsdannelse, er netop denne pointe måske altoverskyggende: hvem har ret til at tage retten til at få børn fra en hvilken som helst kvinde? Til trods for dette emnes kompleksitet er jeg om ikke andet sikker på svaret til sidst opstillede spørgsmål: det har ingen!
Selvom Mie i sin artikel bliver portrætteret som værende noget af et unikum, har den unge kvinde haft både selvindsigt og medlidenhed nok til at gøre, hvad alle fødedygtige kvinder fremover burde overveje i forbindelse med at ville sætte børn i verden. Nemlig hvad det vil sige at være, og ikke at være, mor…?
