Af Camilla Anderson

Mange forældre (eller andre som har børn i deres hverdag) kender vist situationer, hvor barnet pludselig slår helt bak og kaster sig ned på jorden, mens man selv står lidt magtesløs tilbage med et par gloser forrest på tungen, som man inderst inde godt ved, ikke vil gavne situationen.

Anette Prehn er kommet med en rigtig god hjælpende hånd i bogen Hjernesmarte Børn, som handler om, hvordan man kan tale hjernesmart til børn; dvs. at tale på en måde, som bringer det bedste frem i barnet, og udvikler det på en måde, hvor man fremmer hensigtsmæssig adfærd på sigt, frem for at bremse uhensigtsmæssig adfærd her og nu.

Læs her et par af hendes mest nyttige begreber og tips til håndtering af udfordrende situationer som den før beskrevede. For et grundigere indblik i hendes teknikker, er bogen dog helt klart en nærlæsning værd.

Hjernens Lommelygte
Ifølge Anette har hjernen en tendens til at styrke forbindelserne i dén del af hjernen, som vi retter vores opmærksomhed mod. Umiddelbart lyder det jo meget indlysende, og måske ikke særligt nytænkende, men prøv så at tænke efter, hvor ofte man som forældre udbryder sætninger som: ”Du må ikke slå!”, ”Du skal ikke være bange” eller ”Ikke mere iPad!”. Til trods for at man sætter en negation ind i sætningen, har hjernen alligevel en tendens til at fokusere på den adfærd vi forsøger at stoppe. Altså de fremhævede ord: slå, bange og iPad i eksemplerne her. Hjernens ”viskelæder” visker simpelthen ordet ”ikke” ud og fokuserer på dét vi egentlig gerne vil have barnet til at lade være med. Denne tendens kalder Anette for ”Den ironiske boomerang”, og mener, at det er en hjerneklodset måde at henvende sig til børn på, fordi den har en uhensigtsmæssig virkning.

Hen-imod-sprog
Men hvordan undgår vi så at tale hjerneklodset til børn? Det gør vi ved at bruge ”hen-imod-sprog” frem for ”væk-fra-sprog”. Altså at vi vender sætningerne om, og i stedet retter den mod den adfærd vi ønsker, frem for den adfærd vi ønsker, at barnet skal stoppe med. Tager vi eksempelvis fat i sætningen ”Du må ikke slå Elias”, hvor hjernen hurtigt fokuserer på ordet slå, kan vi vende den om og i stedet sige noget i retning af: ”Jeg har en vigtig opgave til dig. Vil du sørge for, at den arm dér er god mod andre? Det glemte den vist lige.” Når vi bruger ”hen-imod-sprog” giver vi barnet en reel handlemulighed på situationen, og hjælper det dermed til bedre at kunne håndtere en lignende situation en anden gang. Når vi bruger ”væk-fra-sprog” stopper vi blot situationen, men barnet lærer sjældent noget af det.

Kerneværdier i hen-imod-sætninger
Ifølge Anette kan vi hjælpe barnet videre i to retninger med ”hen-imod-sprog”. Den ene retter sig (som vi så i eksemplet før) mod en ændret adfærd, hvor den anden har fokus på værdier. Hvis vi derfor tager sætningen fra før, og i stedet ønsker at rette barnets opmærksomhed mod værdien ”empati”, kunne sætningen i stedet hedde ”Jeg kan se på Elias’ øjne, at han blev bange, da du slog”. På dén måde lærer man barnet, at være opmærksom på andres reaktioner og at man kan aflæse følelser i hinandens øjne. Et vigtigt redskab til at lære empati, er at kunne aflæse andres reaktioner i deres mimik og i deres øjne.

Når amygdala ser rødt
Men som tidligere skrevet kan børn (og voksne) ind imellem blive fanget helt ind i deres egen frustration. Når dét sker, er der ifølge Anette Prehn tale om en Amygdala-kapring. Amygdala er to mandelformede områder i hjernens følelsessystem, som bl.a. har rollen som hjernens alarmklokke. Når amygdala bliver kapret, er det fordi der er noget, som den anser for at være farligt. Anette opstiller i bogen de syv amygdala-trickere: statustrusler, diktater/råd, for store opgaver og mål, fremtidståge, ansigtsmimik (vrede), uretfærdighed og social eksklusion, og når noget minder om en tidligere oplevet farlig situation.

Det er forskelligt fra person til person, hvad der tricker amygdala mest, men hver gang amygdala bliver kapret, og barnet (eller den voksne) bliver fanget i sin egen frustration, danner det en sti i hjernen, så denne reaktion bliver den mest sandsynlige næste gang barnet står i samme situation. Derfor gælder det ifølge Anette Prehn om, at lære at omfortolke situationer, på et tidspunkt hvor amygdala ikke er kapret.

Omfortolkning
Omfortolkning (også kaldet reframing) handler om, at lære at se en situation fra andre vinkler. Hun foreslår at man leger ”hjernens fotograf” med sit barn, som netop handler om at tage forskellige mentale billeder af en specifik situation. Som en start foreslår hun, man starter med at emne, som ikke er så følsomt, så man kan øve sig lidt. Emnet kunne fx være regnvejr. Man kan tænke ”øv, hvor surt at det regner”. Men leger man ”Hjernens fotograf”, så omfortolker man situationen, så man ser alle fordelene. Omfortolkningerne kan her fx være, at når det regner kan man: stikke tungen ud og drikke vand, hoppe i vandpytter, lege med regnorme i en spand, vælge en smuk paraply osv.

Når du og barnet mestrer teknikken, kan I rykke videre til et sværere emne. Skriv så mange omfortolkninger som muligt ned på et stykke papir. Når I er færdige, så vælg den omfortolkning som giver den bedste mavefornemmelse. Næste gang dit barn så står i en svær situation, kan du prøve at forhindre en amygdalakapring, ved at minde ham/hende om ”hjernens fotograf”. Hvis barnet er blevet tilstrækkeligt dygtig til teknikken når I har øvet det i en rolig og afslappet tilstand, er der en god sandsynlighed for, at det også kan gøre god brug af det i svære situationer.

Også for voksne
Nå man læser bogen, bliver det hurtigt klart, at dette ikke blot er en guide til hvordan man taler hjernesmart til børn. Undervejs kommer Anette Prehn med flere små eksempler og historier, som både er rettet mod teenagere og mod voksne. Desuden opfordrer hun i bogen til, at man også arbejder med sig selv, og fx finder ud af hvilke kerneværdier man har, så man kan bruge dem i ”hen-imod-sprog”. Derudover gør hun opmærksom på, at begreberne i bogen ikke kun gælder børns hjerne, men også din egen, og at metoden med at omfortolke, også kan bruges ift. din personlige udvikling.

Som læser kan man ind imellem godt gå en smule kold på hendes yderst pædagogiske navngivning af både metode og fagtermer. På den anden side er den overskuelig, let at læse og let at anvende i praksis, fordi det netop foregår i et sprog, hvor alle kan være med. Desuden gør begreber som ”hjernens lommelygte” og ”hen-imod-sprog” det nemt at huske hvad det hele handler om, hvilket vel i grunden er temmelig hjernesmart.