Af Maria Lyngsø Hougaard
Føljeton: Jeg er 38 år og mor til to drenge på snart 2 og 5 år. Jeg har haft brystkræft og går nu igennem et kemoforløb. Da jeg selv har haft meget glæde af at læse om andres forløb, og vi ikke er mange på min alder, der får brystkræft, har jeg besluttet at dele – i håb om at andre kan have glæde af mine erfaringer.
Pludselig skal man tage stilling til paryk og turbaner… og skaldethed. Faktisk havde jeg det helt ok med Sinead O’Connor looket. Jeg har altid været langhåret, og der var sgu lidt bad ass-hed over det korte look, når jeg bare skruede op for en feminin skjorte, store øreringe og rød læbestift. Men den sidste 1 cm hår ryger jo også, og skaldethed er bare noget andet.
Læs evt. her hvordan jeg tog det sidste hår af sammen med børnene.
Så jeg tog en tur op til Hillerød til Vila’s Skandinavisk Parykcenter og mødte søde Vivi og Cecilie. De er både et frisør- og paryksted, og de leverer især parykker (og andre hovedbeklædninger) til kræftpatienter – både i ægte og i kunstigt hår. Vila’s har også deres egen linje af hårprodukter til deres parykker.
Hvor ofte er det lige, at man får lov til at prøve, hvordan man ser ud med pandehår, mørkt hår, kort hår, havfruehår… Det var ret sjovt at prøve.
Til sidst var jeg i tvivl, om jeg skulle gå med en rødbrun paryk med store bløde krøller og gå en anden retning, end mit normale jeg…eller en smuk lys paryk, der i farve minder om mit gamle hår og med den fineste mørke udgroning i toppen, der får det til at se ægte ud. Begge dele kunne noget, men jeg endte med den, der mindede mest om mit eget, fordi jeg nok bliver gladest for det på lang sigt.
Måske er én paryk en for lidt
Jeg kan virkelig anbefale andre at prøve mange parykker af. Få en oplevelse ud af situationen og se dig selv med hår, du ellers aldrig kommer til. Jeg har faktisk også købt en blå paryk – jep blå. Når man nu kan skifte hår, tænker jeg, at der måske kommer en anledning til blåt hår. Inspirationen fik jeg fra den tidligere radiovært, skuespiller og musiker Louise Hart, der desværre er død nu. Hun gik igennem sin kemoterapi med mange forskellige parykker, som hun skiftede imellem efter humør – og der var både en rød, blå og gul i blandt. Hun delte også ud om sit forløb med en masse tips på sin blog, som desværre blev lukket efter hendes død.
Hovedbeklædning
Vilas’ Parykker har også smukke hovedbeklædninger, så man kan købe både paryk og turban hos dem. Jeg faldt for en smuk sort turban med palietter og en smuk velourturban fra Christine Headwear, hvorpå der kan klikkes bånd og stof på for mere fylde.
Og de turbaner kan virkelig noget. Christine Headwear har specialiseret sig i at lave smuk hovedbeklædning til folk, der mister deres hår. Jeg fik virkelig optur, da jeg fandt ud af, at man inden for hovedbeklædning til blandt andet kemopatienter har nye kollektioner efter årstiderne ligesom i resten af modebranchen. Det er da virkelig fint! Man gør noget ud af det for os, der i en periode (eller resten af livet) må undvære hår. Og så er de fulde af farver, mønstre, bånd der kan knappes på…eller helt klassiske og elegante.
som Vila’s Skandinavisk Parykcenter også forhandler
Skal vi skjule os?
Da jeg bevægede mig ind på det her område, hvor jeg heldigvis aldrig har været før – altså at være kemopatient – undrede det mig tidligt, at der lidt er en retorik om, at man skal skjule, at man har mistet sit hår. Jeg forstår godt, at mange har brug for indimellem bare at blende ind – især hvis man er igennem en længere periode uden hår. Men der tales meget om, at “man ser mindre, at du er i kemobehandling, hvis…”, “Du bør skaffe dig en paryk, så man ikke kan se, du er i kemobehandling”, “En almindelig hue vil syne mindre af kemopatient end en farverig turban, der vil tiltrække mere opmærksomhed” osv. Det har bare undret mig, at det er noget, man åbenbart skal skjule! Som om man skal være flov over det.
Jeg elsker min nye paryk! Og de mange smukke turbaner, som jeg efterhånden har fra Christine Headwear! Men jeg ser ikke nogen grund til at skjule, at jeg er i kemobehandling. Det er ikke noget, jeg skal være flov over, eller som jeg er skyld i. Det er bare sådan det er. Og det vil jeg hellere gå i møde med en blanding af ingen hår, en smuk paryk og flere smukke hovedbeklædninger, som jeg kan skifte imellem lige som man skifter tøj efter humør. Men ja! Jeg er i kemobehandling, og det må alle gerne vide.
3 tanker om "Kemo-mor: Paryk og turban"