Af Camilla Anderson

Du slår døren op til haven og lader børnene løbe ud på græsset i bare tæer. Du bliver hilst venligt godmorgen af en nabo, som sidder derude med sin kaffe. Lidt længere væk sidder nogle andre naboer og spiser morgenmad. Der dufter i haven af urter, som en tredje nabo har plantet. Du befinder dig i bofællesskabet Sneglebo, hvor værdierne fællesskab, ”slow living” og sund, økologisk mad er i fokus. Lyder det som et godt sted at lade sine børn vokse op? Det mener Andreas Lau, som har bosat sig dér, sammen med sine to drenge Kristian og Mikkel på seks og ti år.

Et bofællesskab er en boform, hvor menneskers behov for såvel privatliv som fællesskab søges forenet. Flere familier eller enkeltpersoner bor i samme hus, i et arkitekttegnet “tæt-lavt byggeri” eller i et lejlighedskompleks med fælles arealer og kollektive faciliteter, men hvor hverdagen kun i begrænset omfang tilrettelægges kollektivt. Herved adskiller boformen sig fra et kollektiv. (Kilde: Gyldendal. Den store danske.)

”Jeg blev meget hurtigt, meget glad for at bo her” fortæller Andreas: ”Folk var enormt søde til at tage imod os, og vi havde ikke boet her ret mange minutter, før den første af nabobørnene bankede på og spurgte om drengene kom ud og legede.”
Når man ser på de fysiske rammer som omgiver Sneglebo, er det da også let af forstå, hvorfor man som børnefamilie føler sig tiltrukket af at bosætte sig netop der. Der er mange grønne områder tæt på, og ikke så langt derfra er der en fold, hvor der bl.a. går får og geder. På Sneglebos grund er der kaniner, og der er et lækkert udeområde med køkkenhave. Der er hyggeligt og lidt landligt, men det er alligevel ikke alt for langt væk fra centrum af Roskilde.

Det er også tydeligt, at det ikke kun er Andreas som er blevet rigtig glad for at være i bofællesskabet. Hans to drenge Kristian og Mikkel er også faldet godt til. Faktisk så godt, at de i sommerferien langt hellere ville tilbringe deres tid dér, end de ville ud og se på resten af verden. ”Her i sommer havde jeg planlagt alt muligt, vi skulle opleve, men de ville hellere bare være hér og hænge ud. Så var det sådan nogle dag-til-dag-ting i stedet for. Vi vågnede op og sagde ”skal vi spise morgenmad udenfor? Så gjorde vi det. Pludselig var kl.17 og så blev vi enige om at grille. Så gik vi over i køkkenhaven og plukkede salat. Der var nogle naboer der havde dyrket fire forskellige slags salater, og der var bær, squash, ærter og alt muligt. Det var sådan noget med at rende rundt med bare tæer i græsset hele sommeren. Det var fantastisk. Det var den fedeste ferie, og vi havde bare været lige dér.”

Børnegruppen
I Sneglebo bliver der sat stort fokus på trivslen blandt børnene. Der er en ”Børnegruppe” som står for aktiviteter for børnene. Det kan fx være planlægning af Fastelavn, Halloween eller juleklip, men de står også for planlægningen af en fællesfødselsdag for alle børnene. Det gør de for at sikre sig, at alle børn bliver fejret og fordi det er nemmere end at skulle holde 15 børnefødselsdage på et år. ”Så holder vi bare én samlet. Den varer til gengæld hele dagen, og rigtig mange i Sneglebo er engagerede i det,” siger Andreas, og fortæller at fællesfødselsdagene ofte har et tema, og indeholder fx bueskydning, skattejagt, grillmad eller andre rare ting.

Men fokus på trivslen blandt børnene i Sneglebo handler ikke kun om fejring og fester. Det handler også om værdien i at mærke, at man selv som barn kan bidrage til et fællesskab. De fleste bofællesskaber har fælles arbejdsdage, hvor der skal ordnes forskellige praktiske ting. I Sneglebo er der tre årlige udendørs arbejdsdage og én indendørs, hvor alle børn og voksne er med. Alle bidrager efter evne, så børnene arbejder selvfølgelig på lidt andre vilkår end de voksne, men de bidrager stadig. Om efteråret kan der fx være, at de samler nedfaldsæbler op fra græsplænen eller river løv sammen, mens de voksne slår græs, klipper træer og buske ned, renser tagrender osv. På den måde har børnene også en funktion, hvor de tilfører fællesskabet noget værdi og de har en arbejdsevne som bliver sat i spil. Undervejs er der fælles frokost, og hygge med boller og kakao eller lignende.

 

Sneglebo er et bofællesskab i den vestlige del af Roskilde, beliggende i nærheden af Boserupskoven og fjorden. Der findes 20 selvstændige lejligheder, med 2, 3 og 4 værelser på 55-85 kvm. Sneglebo blev opført i 1987. Mere information kan findes på hjemmesiden Bosj.dk/sneglebo

Fællesspisning
Men selv om fællesskabet er i fokus, er der alligevel meget personlig frihed i Sneglebo. Fællesspisning er eksempelvis ikke obligatorisk. Hvis man har en periode med stress, sygdom eller andet, så er der en fin forståelse for at man trækker sig. Både fra fællesspisning og fra andre pligter som man ellers plejer at bidrage med til fællesskabet. Der kan godt være lidt varierende holdninger til dette fra bofællesskab til bofællesskab. Nogle steder er det forventet at man deltager i fællesspisning. I Sneglebo forventes det som udgangspunkt, at man laver mad fem gange i kvartalet. Det svarer til, at der cirka er fællesspisning fem dage om ugen, hvis alle gør det. Overordnet set er det et system der fungerer, selv om det i nogle perioder fungerer bedre end i andre. Andreas udtrykker: ”For det er mennesker der er i dét system, og der skal være plads til folk.” Rummeligheden ift. at mennesker har forskellige behov kan også spores i selve madlavningen. Her er der ofte et bredt udvalg, fordi der er nogle blandt beboerne som ikke spiser kød og andre specifikke fødevarer. ”Vi køber økologisk og vi køber sundt. Primært. Så det er god kost vi får, og det er meget, meget lækkert.” fortæller Andreas.

 Man skal lære at dele
Men selvfølgelig er der også enkelte ulemper ved at bo i et bofællesskab. En del bofællesskaber har meget små lejligheder, men til gengæld er der fællesfaciliteter som er tilsvarende store, for at kunne huse store dele af fællesskabet. Det kan man så bruge omkostningsfrit. I Sneglebo er lejlighederne også ret små, men der er et fælleshus, hvor der bl.a. er et stort køkken med industrikomfur og ovn. Fælleshuset kan man også benytte som en ekstra dagligstue, hvis man vil holde en stor fødselsdag, fest eller lignende, fordi der kan sidde omkring 30 mennesker. Derfor er der ikke helt det samme behov for at have et stort hus selv. ”Mine børn har jo aldrig været vant til andet end at have deres eget værelse, før de kom ud i et bofællesskab. Det har de ikke mere nu, for det er der ikke plads til. Men det er ikke kun en ulempe.” forklarer Andreas. ”Det er ligesom alt muligt andet herude, at så skal man lære at dele. Og det er en god ting at lære sine børn.”