Af Maria Lyngsø Hougaard
– Der er sponsorerede produkter i artiklen, men mine meninger kommer fra hjertet.
Det er igen coronatid. Eller det har det jo været i et år. Men der er slukket og lukket. Samfundet er sat på pause. I hvert fald de dele, der handler om fornøjelse og underholdning. Så det kræver lidt mere af børnefamilien. Vi er så heldige, at vi for noget tid siden fik en “ScanNCut CM260” maskine fra Brother. Vi er stadig ikke helt klar over alt det, den kan. Den kan scanne, klippe/skære, tegne…i papir, pap, stof, plexiglas. Det ved vi. Og det giver et utal af muligheder, hvor kun fantasien sætter grænser.
Til Halloween lavede vi en græskarmaske.
I denne coronatid har vi udforsket maskinen endnu mere, og vi deler gerne et par idéer med andre underholdnings-hungrende børn og voksne:
Vinterpynt: Sne-krystaller
Alt julepynten er taget ned. Og næste sådan officielle pynt-op-periode er nok Påsken. Men hvorfor ikke hylde vinteren lidt – også nu hvor den har været så sød at komme med dejlig sne til os. ScanNcut maskinen indeholder et hav af symboler og billeder – 600 af slagsen, men du kan også tegne dine egne og scanne det ind i maskinen. Vi brugte maskinens egne snekrystaller i tre forskellige designs. Vi indstillede dem til at være tre forskellige størrelser og skar dem ud i glitrende karton. Imellem dem sagt vi en stolebens-filtdut, så de blev hævet lidt fra hinanden.
Pyntning af bilens bagsædeophæng
Anker har en holder med en masse lommer foran sig i bilen – den hænger på sædet foran. Lavet i sort filt. Vi fandt en masse gamle stofrester, som vi lige havde i gemmerne, og så pyntede vi den sorte filt med figurer, som maskinen skar ud i stoffet. Hvis man for eksempel vælger en båd blandt maskinens figurer, så består den af flere dele – også dele der ligger ovenpå hinanden og giver lidt dybdeeffekt. Så man kan vælge at skærer de enkelte dele ud i forskelligt stof/papir.
Figurer – til leg og pynt
Drengene er helt vilde med bare at lave figurer i karton på maskinen. En kat, en hund, en bil. Og så leger de bare lidt med dem. Men mest af alt er det bare sjovt at vælge en figur, indstille størrelse, printe og lime sammen.
Kom meget gerne med idéer og fortæl, hvordan I bruger maskinen derhjemme. Eller hvordan I i det hele taget for tiden til at gå i denne kolde coronatid:-)