Af Victoria Klostermann Olsen
Jeg kan nok ikke benægte, at det var min idé at tage ind og se Frozen 2 i juledagene. Et par gange i løbet af juleaften og juledag kom jeg endda til at tænke på, hvor meget jeg egentlig glædede mig til at se filmen – for Frozen fænomenet er ikke kun for børn. Det er for alle, hvis man spørger mig.
Jeg elsker personligt at se med, når de små ser tv – det er hyggeligt, og Disney film er aldrig helt ringe på en sløv søndag formiddag. Jeg tror faktisk, at jeg kendte til Frozenfænomenet, før jeg så filmen første gang? Det er næsten umuligt ikke at kende til det. Både Anna og Elsa fylder alle butikkerne med diverse merchandise, og kæmpe hittet “Let it go” blev spillet i utallige børnehaver – og herregud, en god portion af børnene der ringede på hos os til Halloween var “zombie Elsa”.
Og da jeg hev min kæreste med i biografen for at se Frozen 2 den 25. december, var der faktisk knap nok nogle børn at spotte. Biografen var næsten fuld af voksne mennesker.
Hvorfor er Frozen blevet SÅ populær?
Så hvorfor er Frozen så populært? Spørger man Time Magazine, skyldes det, at de yngste børn er styret af deres impulser, i lige så stor grad som Elsa og hendes ustyrlige evner. Ud over dette, så er truslerne i Frozen generelt også lidt mindre. Rapunzels mor i Disneys Tangled er langt mere skræmmende i forhold til skurken Hans i Frozen 1, der synger og danser. Både Time Magazine, Vulture og jeg selv er dog meget enige om, at det er musikken, der gør udslaget i Frozen 1 og 2. Det er suveræn ørehængende musik, og sangene er ekstremt catchy og genkendelige, men har stadig sin egen identitet. Min kæreste og jeg var da allerede helt oppe og køre over sangen “Into the Unknown”, inden vi overhovedet havde set filmen, og kærligheden blev kun forstørret efter vi rent faktisk havde set filmen.
Søde sidekicks
I Frozen fik vi Olaf, og i Frozen 2 får vi intet ringere end verdens sødeste lille gemyt af en salamander (meget lig den fra Tangled faktisk). Frozen 2 har dog både Olaf, det søde lille nye salamander-sidekick, Svend og en million andre søde rensdyr linet op og klar til at underholde os igennem filmen. Salen var bestemt fyldt med flest voksne, men man kunne ikke undgå at høre de søde små skraldgrine på forreste række, når Olaf lavede ballade igen. Spørger vi på sider som Quora, er det også humoren og karaktererne, der er med til at skabe den gode stemning, selv i midten af de mere seriøse scener.
Tematikkerne
Frozen-filmene har mange indirekte og direkte temaer kørende, der er smurt fint og elegant ind i selve plotlinjen som søsterkærlighed, familie, drømme, visioner og kærlighed. Frozen 2 bringer dog nogle tematikker på bordet, der er en tand mørkere end den første Frozen film; accept, ensomhed, tab, frygt, sorg men indeholder også tematikker som styrke, vilje, eventyr, magi, venskab (både nye og gamle), forsoning og ikke mindst familie og søskende kærlighed. Frozen 2 kommer igennem alle temaerne utrolig elegant, og man får lov til at tænke og reflektere, mens man ser filmen.
Virkelighedsnært og familiært
CNN har lavet et interview med diverse eksperter inden for området om, hvad de mener er den største grund til, at Frozen som fænomen er blevet så enormt stort. Svaret ligger i familiedynamikken, og at Elsa ikke er en heks, i klassisk forstand. Børn lever i en verden, hvor fantasien har frit spil i hverdagen, og hvor hekse og monstre hurtigt kommer til at føltes meget konkrete og virkelighedsnære. Som voksne kan vi tolke disse skurke eller monstre om til en anden måde at fortælle en historie, hvorimod børn i større grad føler frygt, og ikke er i stand til at omsætte det til viden eller forståelse for konteksten i filmen. Og derfor er Elsa mindre skræmmende. Hvad de også forstår fra filmen er det virkelighedsnære familiære bånd, som Anna og Elsa deler. Spørger man eksperterne, kan de fleste børn genkende følelsen af, at deres søskende måske ikke altid vil lege, men at de deler et bånd som familie, der gør at de altid holder sammen.
Klassisk anmelderagtigt kan jeg sige generelt om filmen, at den var utrolig god. Den var fyldt med alle de ting, der karakteriserer en god Disney film, og jeg gik bestemt ikke derfra skuffet.
Og så er det jo ikke helt ringe, at filmene trækker inspiration fra H. C. Andersens eventyrSnedronningen. Det syntes jeg personligt selv, er ret så sejt. Og han får da minsandten også et lille shoutout i filmen! Men man skal være opmærksom- ellers misser man det nemt.
Kilder:
https://time.com/3656230/why-kids-cant-resist-frozen/ https://edition.cnn.com/2017/04/25/health/frozen-let-it-go/index.html https://www.thelist.com/176145/frozen-2-small-details-you-missed-in-the-disney-sequel/