Af Camilla Anderson
Solen skinner fra en skyfri himmel. Duften af nyslået græs blander sig med duften af den varme asfalt, hvor kridtstreger og sjippetorv ligger henslængt fra dagen før. Sommerferien melder snart sin ankomst og dagene ligger (måske) åbne for leg og nærvær. Men hvad kan man egentlig lege, på sådan en dejlig sommerdag? Her er fem lege fra da mor var barn, som du kan lege med dit/dine børn.
HOPPEELASTIK
Deltagere: 1 eller flere.
Styrker: motorik, balance og sprog
Man skal bruge en lang elastik (cirka 6 meter) hvor enderne bindes sammen. En person stiller sig i hver ende med elastikken rundt om anklerne og benene spredt i skuldrenes bredde. Alternativt kan man stille en stol i hver ende, med elastikken rundt om to af stolens ben. Et barn stiller sig i midten, og hopper en bestemt rytme med elastikken, samtidig med en sang eller et rim. Der findes mange forskellige måder man kan hoppe på, men et forslag kan være, at man siger ti-tabellen, samtidig med at man hopper således:
10 – benene på hver side af den ene elastik
20 – benene på hver side af den anden elastik
30 – man hopper tilbage og har benene på hver side af første elastik
40 – tilbage igen som ved 30
50 – man hopper ind i midten med samlede ben
60 – man hopper og spreder benene let så elastikken rører ydersiden af anklerne
70 – man hopper ind med samlede ben igen
80- man hopper ud med spredte ben igen, men denne gang med benene på ydersiden af elastikken
90 – man hopper og samler benene i midten igen
100 – man lander med en fod oven på hver elastik
Vil man gøre det sværere, kan man udvide med fx at tage den ene elastik over den anden med foden, hoppe og lande i midten/på den ene side. Eller man kan sno elastikkerne, hoppe og lande i midten. Kun fantasien sætter grænser for mulighederne.
SVINGFIGUR
Deltagere: minimum 3 men legen bliver sjovere hvis der er flere deltagere
Styrker: Balance, fantasi og sociale kompetencer
Legen leges på en stor græsplæne, eller et sted med blødt underlag. Der skal være plads til at svinge den enkelte deltager. Svingfigurerne skal sælges og er derfor i “butikken”
Legen begynder med, at der vælges en sælger og en kunde. De øvrige deltagere er svingfigurer.
Således leges legen:
Deltageren som vælges til kunde går “ud af butikken”. Deltageren som er sælger, svinger de andre deltagere én efter én. Når svingfiguren lander fra svingeturen, skal han/hun blive liggende i den stilling som vedkommende lander i. Svingfigurerne beslutter hver især hvad de skal forestille, men siger det ikke højt.
Sælgeren stiller sig bagefter op med armene placeret i siden og med spredte ben. Kunden går hen og kikker gennem vinduerne i butikken (under armene på sælgeren). Derefter beslutter kunden sig for at gå indenfor (kunden kravler gennem sælgerens spredte ben) og siger “dingelingeling” (lyden af dørklokken). Sælgeren byder velkommen i butikken og viser kunden alle de fantastiske svingfigurer. Når sælgeren trykker svingfigurerne på start/stopknappen (næsen), starter svingfiguren med at opføre sig som den ting den skal forestille. Når man trykker den på næsen igen, stopper svingfiguren i den stilling svingfiguren endnu en gang står i. Gætter kunden hvad svingfigurerne forestiller, så er figuren købt. Når alle svingfigurer er demonstreret og forsøgt gættet – kan legen begynde forfra.
Leges legen med små børn kan købmanden have en assistent. Assistenten er en leder/voksen som har kræfterne til at svinge figurerne.
(www.idespejd.dk)
JEG MELDER KRIG MOD
Deltagere: 3-8
Styrker: Balance, opmærksomhed, motorik
Tegn en stor cirkel med kridt på asfalt eller fliser, og del cirklen ind i felter. Hver person vælger et felt og et land. Landet skrives uden for feltet (se billedet). I centrum af cirklen tegnes en mindre cirkel, som er ingenmandsland. Alle står med en fod i sit eget land, og er ”klar til krig”. Legen starter ved at en deltager stiller sig i midten med en bold og melder krig mod et andet land. Det gøres ved at sige: “jeg melder krig mod Sverige” – bolden kastes i jorden samtidigt. Alle løber væk fra cirklen – undtagen Sverige. Det gælder om hurtigst muligt for Sverige at tage bolden og råbe STOP.
Sverige har nu 3 lange skridt og en spytklat til at nå så tæt på personen der har meldt krig mod Sverige. Den der har meldt krig, danner en ring med armene og nu skal Sverige forsøge at kaste bolden igennem armene. Lykkes det må Sverige indtage et stykke af den andens land – Lykkes det ikke, er krigen tabt og Sverige må afgive et stykke land.
Erobring af land foregår således: På ét ben stiller landeerobreren sig i den lille midtercirkel. Med en kridtstreg tegnes et område så stort som muligt af det vundne land. Mistes balancen, fortsætter man den uafsluttede streg ind til den nærmest kant. Næste gang personen erobrer territorie fra det samme land, må han/hun stille sig i det felt i stedet. Der skrives landenavn i det nyerobrede. Nu er det erobrerens tur til at sige “jeg melder krig mod”. Legen fortsætter indtil al land er erobret
(dgi.dk)
BJØRNEFØDSEL
Deltagere: 3
Styrker: Kropsbevidsthed, styrke, sociale kompetencer
Den første deltager lægger sig på ryggen på græsset (eller gulvet). Den anden lægger sig på maven, på tværs af den første. Den tredje deltager lægger sig ovenpå i samme retning som den første, men med hovedet ved den førstes fødder. Første og tredje deltager holder fast i hinandens ben og skal forsøge at forhindre, at deltager to slipper ud. Deltager to er bjørneungen som skal forsøge at blive født (slippe ud af grebet fra de to andre).
SYVSTJERNEN
Deltagere: En eller flere personer
Styrker: Talforståelse, motorik,
Du skal bruge en jævn væg og en bold. Bolden kastes på følgende måde mod væggen. Hvis man taber bolden, skal man starte forfra.
7 kast som skal ramme væggen først, derefter jorden og så gribes.
6 kast som skal ramme væggen og gribes.
5 kast som skal ramme jorden først, dernæst væggen og så gribes.
4 kast som skal under benet, ramme væggen og gribes.
3 kast som skal ramme muren og derefter gribes. Mens bolden kastes, skal man klappe først 1, så 2 og til sidst 3 gange inden bolden gribes.
2 kast som rammer væggen. Imens skal man klappe foran og bag ved ryggen og dernæst gribe bolden.
1 kast som rammer væggen. Imens skal man dreje rundt om sig selv og dernæst gribe bolden.