Af Maria Lyngsø Hougaard, brystkræftpatient og mor til to små drenge 

Artiklen er betalt af Avène, der laver hudplejeprodukter, som er velegnede  til kræftpatienter, men de gode råd kommer direkte fra hjertet.

Gode råd fra en kemobehandling:
38 år gammel. Det var det år, jeg blev ramt af brystkræft. Eller det var i hvert fald det år, hvor vi opdagede et stort område af forstadier i mit højre bryst – og to små kræftknuder. Jeg stod som mor til to små drenge på halvandet og 4 år.

Det er nu to år siden, og jeg bliver stadig blown away over, at jeg blev ramt. Det er jo noget ”naboen” bliver, ikke. Og samtidig oplever jeg flere kvinder på min alder blive ramt. Sundhedsdatastyrelsen skriver, at der er sket en stigning i antallet af nye kræfttilfælde de seneste 10 år. Og de fleste af os kommer i berøring med sygdommen – enten som ramt eller som pårørende.

Og hvad stiller man så op – fra en tidligere kræftpatient til en anden – eller en pårørende? Ingen kræftform er jo ens, ingen odds er ens. Men der er nogle generelle råd, som jeg synes kan gå igen. 

Spil på flere heste
Jeg blev mødt af kræftpakken, operationer og læger. Det går stærkt, og det kan være svært at få hovedet med. Der lægges en behandlingsplan, og det er bare om at hoppe med på toget.
Og så sidder man der og får lægens odds. Måske får man endda en procent – en procent for overlevelse. Og det er her, jeg vil råde til, at man udvider sit spillerum og dermed (måske) højner sin procent på den måde. 

Jeg vil anbefale, at man vender sit blik ud i det alternative. Imens man tager imod den plan lægerne har. Om ikke andet så for at få følelsen af selv at gøre noget mere. At tage noget kontrol. Ikke bare sidde afventende. Det gav mig styrke og ro. Kort fortalt brugte jeg zoneterapi, akupunktur og diverse kosttilskud. Men der er meget at afprøve, hvis man vil have følelsen og styrken af at gøre mere.

Vær god ved dig selv
Og det gælder også i forhold til velvære. Hvad gør dig glad? Hvad gør dig godt? Gør noget mere af det! Jeg besluttede mig også for at gøre ting for min krop, så giften fik lov at ødelægge mindst muligt. Kemo er jo gift, og den har bivirkninger og ødelæggelser med sig. Og selvom det måske kan føles ligegyldigt under en livstruende sygdom, så besluttede jeg mig fx for at pleje min ansigtshud rigtig meget. At gøre noget for ikke at komme til at se 10 år ældre ud på et halvt års kemo. Ligegyldigt i forhold til at overleve eller ikke overleve, men det var en måde at gøre noget godt for mig selv. Og for at vise mig selv, at jeg har mange år at leve i. 

Jeg fandt nogle produkter fra franske Avène, der faktisk arbejder med at lave hudpleje til mennesker i netop kemobehandling og med hud, der stråles eller bliver arret. Jeg blev særlig glad for deres XeraCalm A.D rens og balm samt deres Cicalfate+ reperationscreme, som jeg i sin tid fik anbefalet til hudløse brystvorter under amning. De kan nemt købes på apoteket. Jeg ved ikke, om det er hudplejen eller kosttilskuddene, men min ansigtshud er ret meget, som den var før kemoen.

Luk ikke børnene ude
Som mor til to små børn skulle jeg tage stilling til, hvordan jeg ville inddrage dem i sygdomsforløbet. For mig var der aldrig et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle inddrage dem. Jeg tror kun, man gør det værre så. Børn kan tydeligt mærke forandringer og stemninger, og de kan meget nemt komme til at tro, at det er deres skyld. 

Vi inddragede dem i børnehøjde. Jeg fortalte, at mit bryst var blevet syg og skulle fjernes, og at jeg derefter skulle have medicin, så det andet bryst ikke blev sygt. Så det ikke var mig, der var syg, men brystet. 

Da mit hår begyndte at falde af, var drengene med til at klippe og barbere det sidste af. Det er jeg sikker på gjorde, at de ikke synes, det var noget særligt. Fem minutter efter legede de rundt og havde fokus på noget helt andet. 

PS Hovedbunden kløede og kradsede, og også her var de fede creme fra Avène super gode. Også til arrene efter min brystoperation.

Der er helt sikkert mange flere råd. Og jeg oplevede selv at nyde rigtig godt af andres erfaring. Lad os hjælpe hinanden og dele. 

Nu er jeg blevet 40 år gammel, og da jeg i sommer stod til min store fødselsdags-havefest, lagde jeg netop vægt på det i min tale. Hvor heldig jeg er at være blevet 40 år gammel. Mange siger; åh nej, 40 år, puha, det er gammelt. Men jeg har lært fantastiske kvinder at kende på min vej, der ikke fik lov at blive 40 år. Så stort tillykke til alle os, der får lov at blive ældre.

Masser af tanker og styrke til jer andre derude. 
Kærligst Maria