Af Maria Lyngsø Hougaard – Fotos: Frederikke Brostrup

Føljeton: Jeg er 38 år gammel og mor til to drenge på snart 2 og 5 år. Jeg har haft brystkræft og går nu igennem et kemoforløb. Da jeg selv har haft meget glæde af at læse om andres forløb, og vi ikke er mange på min alder, der får brystkræft, har jeg besluttet at dele – i håb om at andre kan have glæde af mine erfaringer, tanker og tips.

Vi har talt med vores børn igennem hele forløbet. Først var det brystet, der var blevet sygt og skulle skiftes ud med et nyt bryst. Det var dejlig konkret og nemt at forstå, og de tog det så fint.

Det føltes straks lidt sværere med kemobehandlingen. At forstå at jeg er opereret kræftfri, men at jeg skal igennem en behandling, for at sygdommen ikke kommer igen – en behandling som gør mig syg. Men jeg synes, det er virkelig vigtigt at tale med dem om de ting, der sker – dog har jeg undladt at nævne, at det er en sygdom, jeg kan dø af.

Børne-retorik og forberedelse
Vi fik hjælp fra en børnebog, som vi fik på Riget, der hedder “Kemo-manden Kasper – og hans jagt på de sure kræftceller!” Den gav min søn på knap 5 år et sprog omkring det hele. At kemo-mændene skal ind og spise de sure kræftceller, men at de har dårligt syn og derfor nogle gange kommer til at spise de søde hårceller også.

Da jeg 2 uger efter første kemobehandling begyndte at tabe håret, viste jeg børnene det. Jeg kunne i tre dage fylde håndvasken med hår bare ved at rede det. Så da de tydeligt havde set, at kemomændene var kommet til at spise de søde hårceller, var vi klar til at tage resten – sammen.

Om morgenen fortalte jeg Anker og Svend, at når de kom hjem den dag, så skulle vi klippe mit hår af, fordi det faldt af i store totter, og min hovedbund var ret så øm. Jeg forklarede, at jeg ville flette det i en fletning, som vi så skulle klippe af. Anker på knap 5 år sagde straks, at han gerne ville stå for den del.

• 

• 

At tale ud fra billeder
Da børnene var blevet hentet, kom vores familiefotograf Frederikke Brostrup på besøg. Hun var også med til Svends fødsel og havde vist interesse for at forevige dette specielle øjeblik for os.

Herhjemme betyder billeder meget. Jeg fotograferer selv – både for andre familier, for virksomheder og os selv – og vi har fundet ud af, at der ikke er noget bedre at tale ud fra end billeder. Anker har for eksempel en bog med billeder fra sine første to år, og den har han kigget virkelig meget i – og ud fra det har vi talt meget om babyer, hans fødsel, første år osv.

Da børnene var hentet, satte vi os nede i stuen med et stort spejl foran os. Jeg flettede den sidste rest af mit hår, der var tilbage. Det var blevet virkelig tyndt. Og så klippede Anker fletningen af. Det var en ret vild oplevelse! Jeg har altid haft langt hår. Men jeg vidste, at jeg nogle dage efter skulle hen og prøve fine parykker og turbaner hos Vila’s Skandinavisk Parykcenter. Det her hårtab var i det hele taget noget, jeg havde forbedret mig på længe. Og hovedbunden gjorde rigtig ondt, så det var også en lettelse at give slip på det sidste. Da jeg sad med fletningen i hånden, fik Svend på knap 2 år lov til at klippe lidt i min skæve page – hvornår får man lige lov til at klippe i sin mors hår?!

• 

• 

Så tog Anker og far trimmeren i fællesskab, imens lille Svend støvsugede og børstede hår af mit tøj. Trimmeren gik selvfølgelig kold! Den var ikke vant til så meget hår;-) Heldigvis bor min svoger længere nede af vejen, så han kunne bringe en trimmer til vores hjem på kort tid, så jeg ikke skulle føle mig som en halvplukket høne.

De var med i processen og så det ske
Bum! Så sad jeg der som en anden Sinead O’connor med 1 cm hår og lidt skaldede og knap så flatterende pletter.

Jeg var overrasket over, hvor fattet jeg var. Svend pustede på min hovedbund, fordi jeg havde sagt, at den var øm “on i hoedbund…meg puste,” sagde han. Da min kæreste kom og holdt om mig, fældede jeg lidt tårer over hele situationen, men jeg var også lettet og glad. Nu var det overstået – det som jeg vidste ville komme. Og drengene syntes, det var sjovt, og de afviste mig ikke, som jeg havde været lidt nervøs for, når man i den grad ændrer udseende.

De var helt naturlige omkring mig. Svend satte sig på mit skød og krammede, og Anker sagde “Nå, skal vi ikke lægge et puslespil nu?”. Det var lige præcis som det skulle være! De var ikke specielt mærket af det. De havde været med i processen og selv set det ske – det kan jeg virkelig kun anbefale andre!

Jeg er i det hele taget fortaler for, at man inddrager sine børn – også i svære stunder – istedet for at gemme det for dem og dermed lade dem gå og spekulere, for selvfølgelig kan børn mærke, at der er noget galt. Og hvorfor ikke lade dem se, hvordan man kan takle svære situationer. Det tror jeg, der kommer stærke børn – og stærke familier ud af.

• 

• 

Følg gerne med på www.instagram.com/marias_morskab

Se mere til dygtige fotograf Frederikke Brostrup her

Læs evt. forrige artikel i føljetonen HER… og næste artikel i føljetonen HER.