Af Maria Lyngsø Hougaard – Illustration: Lullus Illustrationsbiks

Føljeton: Jeg er 38 år og mor til to små drenge. Jeg har haft brystkræft og indtager nu med jævne mellemrum “den røde djævel” (kemo). I den her verden er jeg meget ung, og jeg har selv nydt godt af andre “unge” brystkræftpatienters beretninger og vidensdeling. Ellers kan det nemlig godt føles som om, man er en blandt en masse 60-årige. Derfor har jeg nu selv besluttet at dele tilbage – i håb om at andre “unge” kvinder kan have glæde af mine (og andres) erfaringer, tanker og tips.

Jeg har haft brystkræft! Haft. I denne sammenhæng et lille ord med meget stor betydning.

Det hele startede med en brystvorte, der blødte – og ja, det skal man altså reagere på! Lov mig det alle I kvinder derude. Blod, mærkelige fordybninger og en forandret brystvorte – brystkræft kan komme med mange forskellige signaler.

Biopsien viste et stort område af forstadier grad 1 (de kan gå fra grad 1 til 3, hvor 3 er inden de bryder igennem mælkegangene og bliver til kræft). Området var så stort, at anbefalingen lød at fjerne brystet – hele brystet. Som brystkirurgen sagde, var risikoen for at et af disse mange forstadier ville udvikle sig til kræft i løbet af en årrække for stor.

Min kæreste og jeg syntes, det var lidt vildt – det var jo kun forstadier grad 1. Vi kunne læse os til, at det også kunne ende med aldrig at blive til andet end det. Der er mange artikler om overbehandling, efter der blev indført mammografi, fra man fylder 50 år. Men okay, vi lyttede til eksperterne. Det var en mega sørgelig og voldsom dag. Indholdet af mit højre bryst blev fjernet + brystvorten, og huden blev fyldt ud med et implantat. Det er en stor operation, når man får brystet rekonstrueret, og det kræver en lang periode bagefter, hvor man ikke må løfte, sove på siden/maven, køre bil og cykel, er træt fordi kroppen heler etc. Og genoptræning. Først var jeg virkelig ked af resultatet, det var hårdt og sad for højt, men nu er det faldet ret pænt til. Det er stadig kunstigt, men når det nu skal være, så er det ok.

Forstadier blev til kræftknuder
10 dage efter operationen skulle vi tilbage på Riget og have at vide, hvad de havde fundet i det bortopererede væv – vi regnede selvfølgelig bare med, at det var det store område af grad 1 forstadier. Men det viste sig, at størstedelen af området var med forstadier grad 3 (altså lige inden det bliver til kræft) og så 2 små kræftknuder. Bum!
Det var som om, vi reagerede mere, da vi tilbage i september fik at vide, at der var forstadier, og at brystet skulle fjernes. Det var åbenbart hårdere at gå fra det gamle liv, hvor udfordringerne mere handlede om hente/bringe af børn, hvad vi skulle i sommerferien etc. Det liv vi i dag helt vildt gerne vil tilbage til – og det kommer vi – men vi vil nok aldrig blive helt de samme.
Da vi fik beskeden om brystkræften, var vi inde i en stime af sygdom og alvor. Vi var på en eller anden måde polstrede. Og reaktionen var også tosidet, for hold nu op, pludselig gav det helt vildt meget mening, at det bryst var blevet fjernet! Det var ingen overbehandling! Og samtidig; øhh, kræft, siger I?!…

I den her klub er jeg ung
Der manglede svar på et par ting omkring kræften, men brystkirurgen kunne oplyse, at jeg skulle have efterbehandling, hvis nogle kræftceller har revet sig løs og lige nu fiser rundt i kroppen på mig. Det er meget ungt at få brystkræft som 38-årig. Ja, når man er i fertilitetsbehandling som 35-årig er man gammel, men på brystkirurgisk er man ung, når man er under 40 år. For ung. Jeg blev derfor anbefalet en genetisk test. Ofte er kræften også mere agressiv, jo yngre du er, fordi yngre celler deler sig hurtigere. Nye spørgsmål kom op; skulle jeg have fjernet det andet bryst forebyggende? Hvad har mine børn arvet? Hvad er min risiko for, at det kommer igen?

Kemo-bussen kører
Nu sidder jeg her og har fået den 1. kemo. Det har været en tumultarisk julemåned. Min prognose er rigtig god. Min krystkræft blev opdaget meget tidligt. Den er østrogen følsom, så de kan behandle med anti-østrogen – den er HER2 negativ. Det er rigtig positivt. På den negative side er min alder, tumoremboli i brystets blodkar (celler der har spredt sig), enkeltlejrede tumorceller i min lymfe i højre armhule, og at østrogenfølsom brystkræft har en større risiko for at vende tilbage hele livet.
I Danmark anbefales man at få kemo som efterbehandling, når man er under 40 år. Men man kan sige, at jeg lidt er i en gråzone, fordi jeg trods min alder har en rigtig god prognose, fordi det er opdaget så tidligt.

Kemo-mor
Kemobehandling er derfor måske en overbehandling for mig, men omvendt havde de to små kræftknuder trods deres størrelse nået at sprede celler i blodkar og lymfe. Og jeg har rigtig mange år, det kan komme tilbage i. For det er det, der ikke må ske – at det kommer tilbage! En ny brystkræft kan opdages i tide, for jeg skal fra nu af gå til tjek hvert halve år på Onkologisk afdeling og mammografi hvert år. Det er tilbagefaldet, man ikke ønsker! Hvis celler fra denne brystkræft har spredt sig. For brystkræft kommer oftest tilbage i hjernen, leveren og knoglerne. Og så er det uhelbredeligt!

Derfor skal jeg den næste tid være kemo-mor – og finde balancen imellem at gennemgå kemoterapi og være småbørnsmor!

Mit mål er, at få min lille familie bedst muligt igennem det. Anker på snart 5 år og Svend på snart 2 år skal se deres mor miste sit hår (Anker sagde NEJ, da jeg fortalte ham det første gang), men vores plan er, at de de værste 4-5 dage efter hver kemo skal være hos deres bedsteforældre, så de ikke ser deres mor have det allermest dårligt. Det bliver hårdt. Og efter kemoen følger 10 år på anti-østrogen piller. Men på den anden side kan jeg så sige, at jeg har gjort alt, hvad der var muligt. Alt hvad de havde i værktøjskassen for, at kræften ikke vender tilbage. For mine børns skyld! Og min.

Hvorfor deler jeg det her?
Og hvorfor skriver jeg så det her? Jo, når man står der som 38-årig og har fået brystkræft, er det så rart at finde andre i samme situation. Jeg mødes hele tiden af “du er alt for ung til det her…”, og de fleste er over 60 år. Så de yngre der deler på blogs eller på Instagram er en kæmpe gave til os andre! De har også små børn. Finder meget identitet i deres lange hår. Og de tips og tricks og erfaringer jeg har fået via dem, er guld værd. Erfaringer til at klare bivirkningerne. Tankerne. Hvordan de har taklet det i forhold til deres børn. Hvordan med sygemelding. Hvordan prioriterede de den sparsomme energi, de havde.

Og jeg vil derfor betale tilbage. Til dem, der desværre følger i hælene på mig. Andre unge kvinder. Så det her en en føljeton med erfaringer, tanker og tips, som jeg får på min vej igennem tiden som småbørnsmor i kemobehandling…

2. artikel i føljetonen kan læses HER