Af Maria Hougaard
Fertilitet er en underlig størrelse. Det er noget, som mange nok tager for givet, indtil de skal bruge den, og den så måske svigter. For det gør den for mange. Måske fordi vi bliver ældre, når vi får børn. Måske fordi vi fylder os med underlige hormonforstyrrende ting. Mellem 16 og 25 procent af alle par har forsøgt at få børn, uden at det lykkes, og cirka hver femte kvinde har oplevet fertilitetsproblemer.
Når fertiliteten svigter, så fylder det rigtig meget. Hvis man læser om det, er der flere ting, man selv kan gøre – ændre livsstil, spise gode vitaminer og stresse af. Eller det modsatte; helt ændre fokus og tænke på noget andet (nemmere sagt end gjort). Men det kan også være et skridt i den rigtige retning at tage noget kontrol og finde et sted, hvor du kan hjælpe naturen lidt på vej og samtidig få ro og en ventil for alle de tanker, der florerer i dit hovede.
Booster fertilitet med zoneterapi
Izabella Winther er zoneterapeut hos Husk Dig Selv med særligt fokus på fertilitet og barnløshed. Som hun siger, kan der være mange årsager til barnløshed – og i de fleste tilfælde kræver det blot tid og tålmodighed. Men hvis menstruation og ægløsning er meget uregelmæssig og i værste fald udebliver for eksempel efter mange års brug af p-piller, så arbejder Izabella med zoneterapi på at regulere cyklussen, så den igen bliver regelmæssig.
Når man kommer hos Izabella, tager hun først en lille snak med en, om hvor man er i processen. På briksen er det dejligt afslappende at få “nusset” sine fødder under et varmt tæppe. Izabella forklarer, at hun aktiverer livmoderen, og det er ret ømt, da hun trykker på det zonepunkt.
En ventil for alle tankerne
Izabella forklarer, at hun ud over behandlingen gør meget ud af at tale med kvinden om alle de tanker og følelser, som hun bærer rundt på – for dem er der ofte rigtig mange af. Nogle kvinder finder det svært at tale med veninder eller deres partner om alle deres tanker, fortæller Izabella.
Så at booste sin fertilitet hos en zoneterapeut kan både være mental terapi og et boost af den del af kroppen, der skal slå et slag for, at der kommer en baby.
Zoneterapi betegnes som “alternativ behandling” – og virker det så?
Det korrekte svar må være, at det er svært at vide, hvordan tingene var gået, hvis man ikke havde været til zoneterapeut. Men hvis man har brug for at finde ro i krop og sjæl samt føle, at man tager sagen lidt i egen hånd og gør noget, så er zoneterapi bestemt en mulighed.
*********
Hvad er zoneterapi?
“Når noget i din krop ikke fungerer, kommer den i ubalance, og ubalance kan resultere i sygdom, smerter, ubehag og træthed. Zoneterapi kan genskabe denne balance ved tryk på fødderne. Under og på dine fødder findes en zone, kaldet en reflekszone, for hvert eneste område af din krop. Hvis en reflekszone er øm, er der problemer det tilsvarende sted på kroppen. Under zoneterapi behandles reflekszonerne med særlige trykkombinationer, og zoneterapeuten løser problemerne, så kroppen igen kommer i balance.” (Izabella Winther)