Af Bettina Holst

Camilla Hall Mauritzen er 37 år. Hun har valgt at være solomor og har netop født sit første barn, Alvin. Før fødslen interviewede jeg Camilla om hendes tanker omkring rollen som solomor, og tankerne hun gjorde sig op til graviditeten.

Hvordan opstod tanken om at blive solomor?
Jeg kan ikke helt huske, hvordan tanken opstod, men jeg har gået i mange år og haft lyst til at blive mor. Jeg har været i gang i et par år, for at prøve at blive gravid. Det er hårdt, når man ser veninder og familie få børn, også selvom, det er rigtig dejligt, og jeg elsker deres børn, men man kan godt føle sig sat udenfor. Det er faktisk det, jeg synes har været det største problem; at man bliver udelukket. Folk tænker; ”hun er single, hun gider nok ikke komme til børnefødselsdag”, så man bliver ofte fravalgt uden at ville det. Det føltes lige pludselig så ensomt at ”miste sine veninder”.

Hvad har været din bevæggrund for valget?
Den største bevæggrund har været mit eget behov, mit eget ønske. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle være mor, jeg drømte om at have mit eget barn, som de fleste kvinder jo gør. I marts 2015 mistede jeg min mormor. Hun var den eneste bedsteforælder, jeg havde, og vi var meget tæt knyttet, så det tog hårdt på mig. Jeg kan huske at efter et par måneder sneg tanken sig ind, det med døden og familie. Det gjorde mig så ondt, at jeg aldrig havde nået at sige til hende, at hun skulle være oldemor. Jeg havde en lang snak med min mor, hvor jeg nævnte de her ting og sagde: ”jeg har virkelig lyst til at gøre det nu, hvad synes du? ” Og så sagde hun; ”vi står bag dig uanset hvad, der er ikke noget at vente på”.

I lang tid har jeg ikke haft nogle faste forhold. Jeg har haft flere mænd, hvor jeg tænkte, at det kunne være potentielt at blive forældre sammen, men de har ikke haft samme mening som mig. Dem jeg har mødt har været sådan: én havde børn i forvejen og ville ikke have flere, en anden ville slet ikke have børn, så det har bare ikke passet ind.

Jeg havde gået i tiden op til, som 34 årig, og tænkt, at det måske var for tidligt at vælge at blive solomor og havde tanken om, at jeg jo stadig kunne nå at møde en, og om jeg var lidt for ivrig og impulsiv. Men min mor sagde; ”hvis det er det, du gerne vil, så synes jeg, du skal gøre det”. Så skulle jeg sige det til min far, og han var bare sådan ”det var noget værre pjat”. Han skulle lige finde ud af, hvad det var for noget, men derefter var han helt ombord, og det har min familie og mine veninder været lige fra start.

Hvordan startede du op på behandling?
Jeg gik i gang i 2015, så jeg har været i gang i 3 år. Der er en lang ventetid og lang venteliste, og jeg startede i fertilitetsbehandling på klinikken Trianglen i Hellerup. Der havde jeg 4 insemineringsforsøg. Jeg fik ikke hormoner, men man skal have checket, hvor mange æg man har, og checket ens æggeledere – og ja, den var led, den der æglederundersøgelse, det gjorde så ondt. Men det viste sig, at jeg havde færre æg end der var normalt for en kvinde på min alder, så min læge sagde; ”hvis du ved at du vil have børn, så gå i gang nu”. Så gik jeg så i gang.

I alt har jeg haft 7 insemineringer og 6 IVF forsøg på henholdsvis privatklinik og hospitalet. Jeg blev gravid i 2016, men tabte det, da jeg kun var et par uger henne. Alle de gange jeg har stået med negative tests, og så pludselig stå med en positiv og så alligevel ikke, det har været hårdt.

Derefter holdt jeg faktisk en pause, hvor jeg startede på en coachuddannelse. Det havde jeg brug for, for det er sindssygt hårdt psykisk at være i behandling. Jeg holdt en pause i 6-7 mdr. og blev uddannet som coach den 14. januar og var inde ugen efter og få sat et æg op. Jeg fik at vide den 14. februar, at jeg var gravid. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den indsigt jeg fik, og den ro som den coachuddannelse gav mig, medførte at min krop blev rolig og klar til at være gravid.

Nogle læger sammenligner det at være i fertilitetsbehandling med at have en kræftsygdom, fordi det er så psykisk hårdt. Bare perioden fra du er blevet insemineret, og de 14 dage indtil du har fået svar, de dage er ”mindblowing”, fordi du skal prøve ikke at tænke på det, selvom du ikke kan lade være med at tænke på det. Du kan i realiteten være gravid, så der er nogle ting, du ikke vil gøre, f.eks. drikke alkohol. Omverdenen har ikke vidst noget om min fertilitetsbehandling, kun dem der var tæt på mig vidste, hvad jeg gennemgik.

Hvordan har dine venner og familie reageret på din graviditet?
Altså min søster har været en stor del af det og skal også med til fødslen, og hun har kørt mig frem og tilbage, og min bror har hjulpet mig økonomisk. Men man kan sige, at dem jeg har lænet mig mest op ad, i al den her tid, er nogle kvinder fra et netværk jeg blev en del af, efter et foredrag med Signe Fjord. Hun har skrevet flere bøger om at være solomor, og er tit i medierne og tale om solomødre. Der blev oprettet en lukket facebookgruppe for os, og det har mest været dem jeg har snakket med, når der har været noget. Der er nogle man knytter sig mere til, men man kan altid skrive med nogle her, når man lige har brug for det.

Som solomor handler det om at løfte hinanden op. Det vigtigste er at du er parat til det. Man kan alt, hvad man vil. Jeg bliver så provokeret af de holdninger, jeg møder omkring; ”er du godt klar over, hvad du går ind til?” Ja selvfølgelig er jeg det, det kan godt være jeg ikke 100% ved, hvordan det er, men det er som om, folk glemmer at tænke på (mit vigtigste budskab), at vi har overvejet det meget mere end alle andre forældre, der tænker; ”nu skal vi være mor, far og børn, og bliver det ikke hyggeligt”.
Der er jo intet i min situation, jeg ikke har overvejet ned til mindste detalje, inden jeg tog beslutningen. Det allervigtigste er, at jeg har tilvalgt det her med fuld bevidsthed om de fravalg, jeg tager. Det er så vigtigt at få udbredt, fordi der er alt for mange, der har en attitude omkring det. Men det er jo det samme med kvinder, der insisterer på at fortælle en, hvor meget der gik galt under fødslen. Jeg tænker ”hvorfor fokusere på det negative?”
F.eks. har jeg, i forhold til opdragelse, et klart billede af, hvordan jeg vil opdrage min søn, og nogle gange når jeg tænker ”jeg forestiller mig, at vi er sådan nogle der tager ud og rejse” så siger folk  ”ja ja vent du nu bare, man kan ikke rejse med et spædbarn”. Jeg har en klar overbevisning om, at det jeg føler, at jeg kan, det er det, jeg kan. Det kommer selvfølgelig til at være på mine og mit barns præmisser, men der er rigtig mange, der prøver at pådutte mig deres begrænsninger.

Tror du, det er, fordi du er alene om det, at der kommer flere velmenende gode råd?
Jeg tror, de føler, det mere legalt. At fordi jeg er alene om det, så vil jeg sikkert gerne have nogle råd og guides. Men det behøver jeg faktisk ikke. Jeg har vænnet mig til at skulle være alene, og det er den her måde, det skal ske på. Jeg hører om så mange skilsmissefamilier, og jeg er SÅ glad for, at jeg ikke behøver det.

Hvad tænker du om fremtiden, hvis du møder en mand?
Jamen det gør jeg da forhåbentlig en dag. Jeg vil gerne møde en og vil gerne giftes, jeg har bare taget familien i den omvendte rækkefølge. Og så letter det mig faktisk lidt, at der ikke ligger noget pres for, at jeg skal finde en fyr, for at få et barn. Jeg tror da også, at det skiller fårene fra bukkene. Jeg har datet nogle mænd, hvor det ikke var rigtigt, men jeg forsøgte, for tænk nu hvis det kunne fungere. Der er ingen af de solokvinder jeg har mødt, der synes, at mænd er overflødige på nogen som helst måde. Tværtimod vil de alle gerne have sig en mand, det er ikke fordi, de gerne vil gøre det alene. Der er måske nogle få, der også starter tidligere med at blive gravide alene, men der er ingen af dem som tænker, de skal være alene resten af livet.

Hvad tænker du ift. homoseksuelle par, og det at have kendte fædre til dit barn?
Jeg har i et splitsekund overvejet det. Men der er jo en masse ting, der ikke kun handler om det følelsesmæssige, altså det juridiske og valg man skal træffe, og min mavefornemmelse sagde mig. at det ikke var noget for mig. Al respekt for regnbuefamilier, men jeg havde det svært med at skulle dele mit barn og give medbestemmelse. Når jeg nu har truffet beslutningen om at få barn alene, vil jeg også gerne have fuld bestemmelsesret over, hvornår barnet skal have sin første slikkepind eller må barnet nu det og det. Det er svært nok, når man er i et romantisk forhold, men hvis det er en, jeg slet ikke kender, tror jeg bare, det vil skabe flere problemer end det vil gavne.

Har du på noget tidspunkt i forløbet overvejet adoption?
Nej, for jeg ønskede også at prøve dét at være gravid. At få mit eget biologiske barn. Jeg har truffet nogle bevidste valg omkring donor, f.eks. om det skulle være åben eller anonym. Al respekt i forhold til valg af anonym donor, men det føltes ikke rigtigt for mig. Jeg følte et ønske om gerne at ville give min søn muligheden for at vide, hvem han er.

Hvad ved du om donor?
Jeg ved en masse ting. Jeg har selv valgt nogle få ting, fordi det er sådan det foregår. Jeg bryder mig ikke om, når folk siger, det er en designerbaby, for det er bestemt ikke det, det handler om. Jeg har truffet nogle valg ud fra det grundlag at jeg gerne vil have at mit barn skal ligne mig mest muligt. Jeg er ikke interesseret i at lavet et designerbarn. Jeg er bare interesseret i at få min søn.

Er det en anonym donor?
Nej, det er åben donor. Der er jo tre forskellige: anonym donor, kendt donor og åben donor. Og med åben donor, der kan min søn selv få oplysninger om donor, når han bliver 18 år. Jeg har valgt en donor med en udvidet profil, dvs. at jeg har lydklip, medicinsk historie på donor og pårørende, alder, fritidsinteresser, temperamentstest, babybillede, håndskrevet note, personalets indtryk og beskrivelse af hans ansigtstræk. Det er fra European Sperm Bank.

Alle de valg man træffer, træffes ud fra mavefornemmelse. Det eneste jeg havde tænkt var, at han skulle ligne mig, men jeg tænker da også på, hvor meget min niece ligner sin far, så jeg er meget spændt på at se hvilke træk, jeg ikke kan genkende. Jeg glæder mig bare til at lære ham at kende. Og så har jeg fået en kønsscanning, så jeg vidste allerede tidligt, at det bliver en dreng.

Hvordan forholder du dig ift. mandlige rollemodeller for din søn?
En af mine gode venner skal også snart være far og får en dreng, så der bliver også mulighed for en god relation der. Jeg har to nevøer på 11 og 13, og om 5-6 år er de jo store, når min søn har brug for en rollemodel. Derudover har jeg min tvillingebror, min egen far og masser af andre dejlige, mandlige venner, som min søn kan spejle sig i.

Tænker du, at du vil være åben omkring donor overfor din søn?
Ja, der vil altid komme til at være noget, det kan man ikke forhindre. Uanset hvor åben man er omkring det, tænker jeg, der vil komme oplevelser, hvor det skærer i hjertet, og min søn siger ”hvorfor har jeg ikke en far? ” Den bro må vi krydse, når vi når til det. Men så må jeg fokusere på, det vi har, og ikke det vi ikke har.

Jeg tror på, at det bliver lettere fremadrettet. Der er 34 forskellige familieformer nu til dags, og det bliver mere udbredt at leve på forskellige måder. De andre forældre har jo også et medansvar for at uddanne deres egne børn i, at konstellationen ikke nødvendigvis er far-mor-børn. Jeg har f.eks. nogle gode venner som er gift homoseksuelle, de har et tvillingepar med en lesbisk veninde. Der er dine børn, mine børn, vores børn og selvom kernefamilien stadig er mest udbredt, så skal og bør der også være plads til andre konstellationer.

Hvad tænker du om fremtiden?
Jeg glæder mig, men jeg har også lagt hjernen lidt fra mig, nu skal tiden lige gå, nu hvor jeg er gået på barsel. De ting jeg er bekymret for er mest de første par dage alene, selvom min søster har sagt, hun vil blive her et par dage. Jeg er ret sikker på, at jeg bliver en sej mor og at alle er usikre til at starte med, men jeg synes selv, at jeg klarer det godt ift. min holdning.
Der er kvinder, der går i panik over fødslen eller om de skal have kejsersnit osv. og der har jeg bare den holdning, at der sker, hvad der sker. Der er ikke to fødsler der er ens, jeg har ingen kontrol over, hvad der skal ske til den fødsel. Ud skal han jo nok komme, og i dag er det jo sjældent, at der sker noget. Han sidder med hovedet nedad og er klar og vokser fint. Jeg tænker selvfølgelig på fødslen, f.eks. smertelindring. Jeg ved, at jeg har en lav smertetærskel, men ved også at det ikke er sikkert, jeg kan nå at få noget. Der er så mange, der har gjort det før mig. Det kommer til at gøre ondt, men det kan tydeligvis ikke være så slemt, når kvinder gør det igen og igen, og det er jo glemt, når man sidder med sit barn, så det opvejer jo, og er det hele værd.

I forhold til amning tænker jeg, at jeg gerne vil amme, hvis det kan lade sig gøre. Det håber jeg selvfølgelig, men ellers gør det mig ikke til en dårligere mor, hvis jeg ikke kan.

Hvad er det bedste råd du kan give ift. at blive solomor:
Jeg synes, at det man skal være mest opmærksom på er, at alle mennesker vil have en mening, og det eneste der betyder noget er din egen. Du kan mærke det, hvis din mavefornemmelse siger dig, at du ønsker at være gravid og få et barn. Det kan man instinktivt mærke. Og hvis man har den følelse, så synes jeg, man skal følge sin mavefornemmelse, inden det er for sent.