3. Trimester: Er du gravid eller har du bare spist for meget?

Af Catalina Kromann Lyngsø

Catalina er uddannet psykolog, kostvejleder og personlig træner. Hun er gravid med termin til oktober 2019 og vil løbende tage fat i emner, der vedrører hendes egen graviditet – og dermed også mange andres.

Jeg skal føde lige om lidt, og det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle få lyst til at få taget billeder af min gravide mave. Men det endte med at være en fantastisk ting at få gjort. Hør her, hvordan jeg gik fra at føle, at jeg blot lignede en, der havde spist for meget buffet – bestemt ikke værd at forevige! Til at stå foran kameraet og få et boost ud af det.

Skal du have vin?
Min kæreste har flere gange gennem graviditeten hintet til, at han gerne vil have nogle rigtig flotte billeder af min store gravide mave, men den har virkelig ventet længe med at blive sådan rigtig stor og fin. Så på et billede fra min ferie, hvor jeg var i uge 26, ligner jeg ærligt en, der bare har spist alt for meget buffet dagen før! Husker flere gange fra den ferie hvor jeg blev lidt fornærmet over tjenere som spurgte, om jeg skulle have vin – kunne de da ikke se jeg var gravid! Men det var altså ikke særlig tydeligt med mindre jeg var i bikini.

Så indtil omkring uge 30 var jeg ikke meget med på ideen om et photoshoot, for jeg følte mig ærligt ikke ret synlig gravid – i hvert fald ikke på en måde som jeg synes skulle foreviges af en fotograf. Desuden var jeg nok blevet lidt skræmt af alle de beretninger om 20 kg væskeophobning, strækmærker over hele kroppen, uren hud mv., så min tiltro til at jeg kunne komme ’helskindet’ igennem graviditeten var ikke så stor. 

Fotograf Stine Bro

En heldig graviditet
Selvom der selvfølgelig er mange selektive faktorer, der kan spille ind på, hvordan ens krop former sig, så er der også en del, som er uden for ens egen kontrol. Det er derfor ikke til at sige på forhånd, hvilken type graviditet man kommer til at få, og hvordan ens krop vil komme til at se ud. Jeg har været så heldig at min graviditet har været rimelig nem – jeg er i uge 37 nu, så der kan selvfølgelig stadig nå at ske alt muligt. 1. trimester var jeg meget plaget af manglende energi, hovedpine og opkast/kvalme, så den periode var ikke så sjov. Men fra 2. trimester og frem, har jeg været i stand til at holde ved min træning – dog med modifikationer og nedjustering. Jeg tog min sidste løbetur i uge 29 og har derefter holdt mig til cykling, svømning og crosstrainer. Jeg døjer ikke med væskeophobning, kvalme eller store gener. Jeg har da dage, hvor tyngden giver smerter i bækken og ryg, men så er det bare en super undskyldning for at kæresten giver lidt massage! Så jeg føler mig privilegeret over den graviditet jeg er i, selvom jeg glæder mig en del til den er overstået, så jeg endelig kan møde vores lille pige. 

Klar til at give gravidbilleder en chance
Da jeg ramte uge 30 og min krop endelig præsterede at se ’rigtig’ gravid ud, så kunne jeg, trods tidligere protester mærke, at jeg var klar på at give det forsøget med nogle gravidbilleder. Dog var jeg lidt skeptisk med udformningen af dem, for sådan et photoshoot har altid ligget lidt fjernt for mig. Det er nok fordi jeg oftest har set gravidbilleder hvor kvinden står halvnøgen på stranden, i en kjole med et langt slæb, der blæser i vinden. Da det slet ikke er mig, måtte jeg gå i min kreative tænkeboks og finde på måder jeg kunne forene ideen om nogle flotte gravidbilleder, med netop den personlige stil jeg har. Så da jeg skulle pakke til photoshoot bestod tasken af sweaters, skjorter, bukser og andet efterårstøj. 

Foto Stine Bro

Et sjovt boost!
Det er ikke helt fremmed for mig at være foran kameraet, men grænseoverskridende var det nu alligevel at gøre det, når man føler sig lidt sårbar i sin gravide tilstand. Men ret hurtigt i selskab med fotograf Stine Bro gik det op for mig, at det blev en helt fantastisk oplevelse for mig selv – og ikke kun som led i ønsket om at give Jacob et flot gravid-mama billede. Jeg fik et enormt boost i min følelse af at være i kontakt med mig selv og min baby, og så var det bare helt vildt sjovt samtidig! Jeg har aldrig på den måde skulle posere foran et kamera i fuld figur, så jeg var totalt blank, da jeg stod der med kort sweater og en stor gravid mave foran. Hvad gør jeg med mine arme? Hvordan skal jeg dreje hovedet? Stine var fantastisk til at guide mig igennem og skabe den tryghed jeg havde brug for, for at folde mig ud foran kameraet.

Foto Stine Bro

En fejring af barsel
Sådan et photoshoot kan være en rigtig sjov måde at fejre din barsel på! Men sørg for at vælge en fotograf der har erfaring med gravide. For mig var det virkelig svært at finde de rigtige måder at posere på til en start, så der var det skønt at Stine er vant til at arbejde med gravide. Der er jo lidt nogle andre ting i fokus end normalt, når der titter en stor ballon frem på fronten. Jeg blev virkelig overrasket over, hvor fed en oplevelse det var. For mig var det den perfekte måde at starte min barsel – og så er jeg virkelig taknemmelig over at have nået det, inden en potentiel væskeophobning måtte melde sig. 

Er du så heldig at være bosat i kørselsafstand af Aalborg, så går mine varmeste anbefalinger til fotograf Stine Bro. Jeg ved helt klart, hvor jeg skal have taget nyfødtbilleder af lillepigen, når hun melder sin ankomst. 

Fotograf Stine Bro har sin gang i Aalborg

Der er sponsorerede ting i artiklen – samarbejder med brands er altid nøje udvalgt og håndplukket af Mor-skab, og holdningerne kommer fra hjertet //Mor-skab

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *