Af Ena Hajdari

Til Liva…

Den 17-årige gymnasieelev Ann Sofie blev gravid med kæresten Jacob, og ni måneder senere var Ann Sofie alenemor til en smuk og sund lille pige. Men Liva var kun ti uger gammel, da Ann Sofie en kold januar morgen finder hende livløs i sin seng. Livas lys var slukket, og Ann Sofie var ved at give op på sit eget liv.

Jeg møder Ann Sofie i Ringsted by, halvfrossen en kold regnvejrs eftermiddag. Med sig har hun en barnevogn, hvori hendes fire måneder gamle søn Magne ligger. Jeg giver hende pænt hånden og introducerer mig selv. Hun giver mig straks det varmeste smil og et fast håndtryk, men bag det bløde og sympatiske smil, opfanger jeg et glimt af dyb, dyb sorg.

Jeg erfarer hurtigt, at Ann Sofie kun er 20 år gammel, hvilket kommer lidt bag på mig, taget hendes historie i betragtning. For snart to år siden mistede Ann Sofie sin ti uger gamle datter til vuggedød. I dag er Ann Sofie igen mor, og hvis du spørger hende, så er hun stadig mor til to.

For tre år siden var Ann Sofie og kæresten Jacob unge og nyforelskede. Efter måneders ung kærlighed erfarer Ann Sofie, at hun er gravid. Med en klump i halsen og svedige håndflader, fortæller hun kæresten Jacob om graviditeten. Hans reaktion består udelukkende af tavshed og forvirrende, tomme øjne.
Jacob tager de følgende par dage afstand til Ann Sofie, men det hindrer hende ikke i at tage en hård, men sikker beslutning. Med en følelse af knivstik i hjertet, beslutter Ann Sofie at beholde barnet og satse på et nyt liv som ung mor. Jacob, der kun er tre år ældre end Ann Sofie, vælger fortsat at holde afstand. Han vil ikke være en del af hverken hendes eller barnet liv. Men en dag får de talt om det:

”Jeg fik endelig lov til at tale med Jacob om alt det her og efter timevis af snak, fortæller Jacob mig, at vi nok skal klare det her, og at alting nok skal ordne sig – det jeg bare ikke vidste var, at det var sidste gang jeg så Jacob”.

Et ansvarsfyldt privilegium

”Jeg stod alene med ansvaret. Jeg kunne ikke få kontakt til ham, og ligegyldigt hvor mange gange jeg ringede og skrev, så gav han ikke lyd. Han dukkede ikke op til skanningerne, selvom jeg sendte tidspunkter og adresse. Jeg stod helt alene i min graviditet”.

Ann Sofies og hendes forældre har ikke altid været på lige god fod med hinanden. Som ung teenagepige kan man have svært ved at sætte sig ind i de voksnes ansvarsfulde tilgang til verden, men under graviditeten og efter fødslen får Ann Sofie en øjenåbner og indser, hvor vigtig familien er for hende. De er hendes klippe i livet, og det har de altid været, men der skulle et barn til, før hun indså, hvor værdifuld familien er, og hvor anstrengende det kan være at tilsidesætte sine egne behov på fuldtid for et andet menneske. Samt det privilegium det egentlig er at have et barn:

”Den tolvte oktober 2014 føder jeg Liva. Jeg græd. Jeg var stolt, og jeg var glad. Jeg tog imod hende, hun kom op og ligge sammen med mig, og det første Liva gør, er at give mig et smil. I dét øjeblik sagde jeg; “dig og mig for altid”.

Liva ændrede mit liv
Da jeg møder Ann Sofie, kigger jeg, lige efter at have hilst på hende, selvfølgelig ned i barnevognen for at hilse på baby. Han er en smuk lille dreng ved navn Magne med lyst hår og himmelblå øjne. Magne giver mig i samme øjeblik et kæmpestort smil. Hans øjne stråler, og hele hans ansigt lyser op. Der ligger en melankolsk smerte i Ann Sofies øjne, når hun smiler, mens vi taler, men Magnes smil er selve betegnelsen på ren uskyld og evig glæde.

Vi sidder i Ann Sofies og hendes nye kærestes, Magnes fars, stue. Jeg sidder med Magne på skødet og spiser hjemmelavede julekager, mens Ann Sofie fortsætter med at fortælle sin historie. Hun stopper indimellem op, fjerner blikket fra Magne og jeg, og fælder tårer i skjul. Hun undskylder, smiler let, tørrer øjnene og fortsætter:

”Det var en forandring allerede fra da jeg valgte at beholde barnet, men da jeg gav liv til Liva, ændrede hele mit liv sig fuldstændig”.

 

En fuldstændig forandring af et fundament

”Det var så nyt, og jeg var egentlig ret utryg ved det hele. Jeg skulle jo lige vænne mig til, at jeg nu skulle være mor. Hvordan skulle jeg håndtere situationer, hvor Liva græd, eller hvor hun ikke kunne falde i søvn? Hvordan skulle jeg vide, hvad der var rigtigt og forkert at gøre?”

Der gik ikke lang tid før Ann Sofie faldt på plads i sit nye liv som mor. Ansvaret og den konstante opmærksomhed på et lille menneske var nu ikke så fjern for hende som frygtet, og det virkede mere og mere naturligt. Ann Sofie lærte med tiden at vokse med rollen som mor og med den rolle, voksede også hendes kærlighed til Liva. Forholdet mellem mor og datter blomstrede hver dag, hvert minut, hvert sekund, der gik. Livas smil havde fæstnet sig i Ann Sofies hjerte for evigt og altid.

”Jeg vælger at skrive til Jacob kort efter fødslen. Jeg informerer ham om, at han har fået en sund og rask lille pige på så og så mange gram, og så og så mange centimeter. Han svarer mig og skriver, at han gerne vil se hende, og spørger samtidig, om vi ikke nok kan blive kærester igen.

Jeg skrev nej og – du ønsker ikke min datter, så jeg ønsker ikke dig. Men du er dog velkommen til at se din datter til hver en tid”.

Ann Sofie sænker sit blik, tager en tår af sin te. Løfter blikket tilbage til mig og fortsætter:

Liva var et meget roligt barn, der græd meget sjældent og krævede meget lidt. Hendes smil var smitsom, hun smilede altid”, fortæller Ann Sofie.

Livas besked til far

Kontakten imellem Ann Sofie og Livas far kører ikke på skinner, men hun gør et forsøg mere for, at Liva skal møde sin far og han hende:

”Nytårsdag valgte jeg at skrive en besked til Jacob. Beskeden skulle være fra Liva. Det skulle stå, som Liva ville skrive den, hvis hun kunne;
Hej far. Jeg ved godt, at du ikke vil have mig, men jeg vil gerne have, at du ved, at jeg er til stede, og jeg har det godt. Jeg trives hos min mor, og mor vil rigtig gerne høre fra dig. Vi vil gerne vide, om du har det godt”.

Ann Sofie blev ringet op af Jacob samme dag. Han fortalte hende, at han var trist, og at han gerne ville møde Liva. Han græd i telefonen og fortalte hende om alle sine frustrationer, så Ann Sofie foreslog endnu engang et samarbejde mellem de to unge forældre for Livas skyld. Men Jacob nåede desværre aldrig at møde lille Liva.

Den værste dag nogensinde
Den anden januar vågner Ann Sofie op til hendes nok værste dag nogensinde. Liva ligger kold og livløs i sengen:

”Jeg vidste godt, hvad klokken havde slået. Hun lå med dynen over sit hoved, men hun havde ikke skreget. Hun havde ikke givet lyd fra sig hele natten, så hun kunne ikke være blevet kvalt? Det ville hun da have reageret på. Jeg river dynen af hende og tager hende op i mine arme, hun er livløs. Jeg løber ned igennem stuen og ned til mine forældre. Min far løber ud til mig”.

Ann Sofie stopper med at tale. Igen sænker hun blikket og samler mod til at fortsætte. Der spreder sig en ubehagelig stilhed i rummet. Hendes øjne vender fra side til side – smerten i hendes ansigt er tydelig.
Jeg mærker selv en ubehagelig følelse sprede sig  fra min brystkasse, op ad struben og ned i maven. Jeg skynder mig at skjule min reaktion, blinker hurtigt med øjnene for at presse tårerne tilbage og fokuserer igen på Ann Sofie.

Den største frygt for en forælder

Ann Sofie påbegyndte førstehjælp – uden held. Ambulancen kom, og hun blev rykket ud ad køkkenet.

”Jeg så dem lægge et tæppe over hende. Jeg vidste, at det måtte betyde, at hun er død, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hun fik tæppet på, fordi hun frøs. Hun var bare kold. Jeg ville ikke tro på, at min lille pige var død. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at hun bare skulle have varme.
En af ambulancemændene kom ind til mig, og idét jeg ser hans ansigtsudtryk, bryder min verden sammen. Jeg løber ud til Liva og tager hende i armene. Jeg begynder at synge og hvisker i hendes øre, at det er dig og mig for altid. Jeg kunne ikke give slip”.

I al panik, rædsel og smerte, bliver Ann Sofie og Liva kørt på sygehuset:

”Inde i ambulancen sidder jeg med Liva i armene på vej mod sygehuset. Ambulancemanden kigger på mig et trist blik og begynder at græde. Jeg forstår i første omgang ikke, hvorfor han græder? Han forklarer sig, og fortæller, at han også har børn. Han fortæller at dét her ville være hans største frygt. Han trykker min hånd og kan ikke stoppe med at græde”.

På sygehuset kommer familiemedlemmer og siger farvel til Liva. Også Jacob kom for at sige farvel.

Jeg er mor til to!
Lige efter Livas død blev Ann Sofie indlagt et par dage på psykiatrisk afdeling, hvor hun efterfølgende fik en alvorlig depression. Det førte til tvangstanker, manglende livslyst og glæde:

”Nogle måneder efter begravelsen så jeg hende, Liva. Jeg så hende flyve i himlen. Det var lidt utydeligt, men det bekræftede mig i, at hun er et bedre sted, og det var dét billede, jeg havde brug for – den bekræftelse jeg skulle have for at give mig selv lov til at komme videre”, fortæller hun.

I dag  er Ann Sofie tyve år gammel og er en glad og lykkelig mor til Magne. Hun holder barselsorlov fra skole og job. Lige nu nyder hun sin lille familie bestående af den nye kæreste og sønnen Magne – og Liva. For hun vil fortsæt leve videre i familiens hjerte.

”Når folk spørger mig, så er jeg mor til to”, siger Ann Sofie og smiler stolt.