Af Bettina Holst

Julie Ugleholdt (født 1987) udkom i 2018 med sin første bog ”Projekt Baby”. Bogen er en personlig fortælling om hendes første år som mor, med særligt udgangspunkt i de udfordringer hun stod overfor, i sin nye rolle som forælder, med en fødselsdepression.  Det er tanker om drømme og håb, en spirende karriere og en let tilgang til det at skulle balancere karriere og baby.

”Flere har sagt at det er hårdt at få børn. Men hvad betyder det for én, der aldrig har prøvet det før? Der er mange ting, der er hårde. Det er også hårdt at gå på arbejde, men de to ting kan ikke sammenlignes. Så det er jo en super ukonkret ting at sige (…) I de seneste tre år af mit liv har jeg længtes efter et barn, som vil berige mit liv. Jeg glæder mig til den første tid, hvor jeg skal studere de små tæer og fingre og de smukke nysgerrige øjne. Det søde barselsliv med spandevis af kaffe på de københavnske cafeer, mens min lille guldklump sover tungt og trygt. Jeg vil gerne være en af de familier, man ser i parken. Far gynger den store, og mor ammer den lille” (s. 13)

Hvorfor er du ikke glad?
Julie forbereder sig, og i bogen beskriver hun sine forberedelser til rollen som mor. Indkøb af babyting, fødselsforberedelse, pakning til fødslen – og man fornemmer ”projekt baby” tage form, herunder alle de forventninger til det søde liv med baby, der tydeligvis dominerer. Fødslen går i gang – og lille babypige Charlie kommer til verden efter et langt og hårdt fødselsforløb, med efterfølgende kejsersnit. Julies forventninger til egne følelser træder tydeligt frem:

”Hvor må du være glad!
For du er jo glad, er du ikke?
Du burde jo være glad.
Hvorfor er du ikke glad?” (s. 61)

Forsinkede moderfølelser
I bogen beskriver Julie sine tanker og reaktioner efter den traumatiske fødselsoplevelse, forsinkede moderfølelser for Charlie og savnet efter en normaliseret hverdag. Det er personlige beskrivelser af datterens kolik-symptomer, frustrationer og manglende søvn, og dens betydning for etablering af mor-rollen, og ændrede fokusområder:

”I takt med den eskalerede amning og Charlies uroligheder flyder vi rundt i gylp, mælk, bræk, blod, tis, sved, babylort, tårer, savl, snot og senere sæd (…) jeg kan ikke leve op til idealet om det rene hjem længere. Udmattelsen er for stor til, at jeg orker at gøre noget ved væskerne. Tiden til at få bugt med snavs og lort er der bare ikke. Man må bare leve med det. Det er nødvendigt at økonomisere med min tid for at kunne klare mine primale behov for søvn og mad. De kommer i første række, så må alt andet vente.” (s.88)

Depression og selvmordstanker overtager Projekt Baby og Julies tanker. Bogen indeholder fortællinger om ammestop og brugen af sociale medier, presset fra andre kvinder på facebookgrupper for mødre, tilstand af afmagt, nattetanker, manglende samliv og alternative behandlinger, for at afhjælpe skrigeture hos lille Charlie. Det er råt og genkendeligt, og beskriver på ærlig vis kvinden Julies forfald, fra at være ung karrierekvinde med forventninger og forhåbninger om familielivet, til søvnløs, opgivende og selvmordstruet mor.

Supermor-idealer
Det er skræmmende læsning, om samfundets betydning for hvordan mødre måler og vejer sig ift. det perfekte ”Projekt Baby”-billede. Om supermor-idealer, brugen af sociale mediers betydning, og en udfordret ny familie. Det er fortællingen om en kolik-ramt pige og en traumatiseret mor med ødelagte drømme om barselslivet, der når derud, hvor der er brug for akut hjælp og behandling. 

”Jeg har ikke lyst til at være mor længere. Alt er gået galt, siden jeg blev mor til Charlie. Det er ikke et værdigt liv, jeg har. Det er ikke kun tankerne, den er gal med. Min krop ryster. Det flimrer for mine øjne. Jeg har hjertebanken. Jeg kan ikke sove. Jeg kan ikke spise. Jeg kan ikke læse. Jeg er ude af kontrol bogstavelig talt” (S. 212)

Julie beskriver sin vej igennem systemet, om betydningen af hjælp fra venner og familie, støtte fra sin mand, flugten til Indien, om brug af yoga og meditation og om oprejsning, psykologtimer, besøg i det psykiatriske system, og alternativ medicin. 

Sårbarhed i forældreskabet
Som læser sidder man tilbage med en indsigt i Julies første år som mor, og en følelse af at bogen afsluttes pludseligt lykkeligt – lidt for brat går den fra ulyksagelighed til de store lykkefølelser. Og at der stadig er arbejde i at finde hjem og komme sig efter den svære start på livet, som Charlie fik, og som fik så stor betydning for forældrene.

Som mor kan man genkende følelser og fortællinger i bogen, og disse fortællinger er et vigtigt bidrag til en øget åbenhed omkring sårbarheden i forældreskabet.

Som fagperson i arbejdet med udsatte familier får man et fint indblik i Julies negative tanker, og bliver herigennem bekræftet i betydningen af tidlig indsats og opsporing af fødselsdepression, med mulighed for hjælp til begge forældre.

Åbenhed om det uperfekte familieliv
Det er, trods den til tider flakkende beskrivelse af det udslagsgivende element for bedring, en ærlig bog, der bidrager til en stigende åbenhed omkring det uperfekte familieliv, og de udfordringer, der kan opstå i forbindelse med at være forælder i Projekt Baby.

Og i sidste ende indeholder Julie Ugleholdts babyprojekt også lykkelige stunder og begyndende store følelser:
”Jeg kan slet ikke få nok af det lille smil med de to fremkommende tænder. Jeg kan kigge på det i flere timer. Hele dagen kunne jeg bruge på at holde hende tæt og knuge hende ind til mig. Hun har sin egen duft. Den er varm, og rund, med et pift af vuggestue og rugbrødsmadder (…) maven er helt blød og i god stand. Med min mund laver jeg høje pruttelyde, så de kan høres i hele huset. Vi tumler rundt i puderne, og hun skriger: Mer mer!” (s. 255).