Af Nadia Andersen

For mange forældre er det en drøm, som endelig går i opfyldelse, når man begynder at stifte familie og bringe små mirakler til verden. Børnene er fantastiske og kærligheden er ubetinget, men mens ens liv og hverdag bliver invaderet af de små opmærksomhedskrævende englebasser, som på bedste vis suger al tid og overskud ud af os forældre, så skal vi huske at give en smule af vores opmærksomhed til os selv, samt vores partner.

Jeg har besøgt parterapeut og coach Inge Hülsen i hendes praksis på Frederiksberg, hvor vi fik en god snak om de ting, man skal huske, når forelskelse og romantiske middage bliver erstattet af mangel på søvn, tid og overskud. Hvad kan vi gøre for at passe på vores parforhold, mens vi i en årrække er udfordret af de typiske problematikker, der følger med det at være en småbørnsfamilie?

Du skal tage ansvar for egne behov!
Hverdagen som småbørnsfamilie går hurtigt op i madpakker, logistik, putning, legeaftaler og alverdens andre aktiviteter. De færreste af os kan derfor sige os fri for, at størstedelen af vores tid og overskud centreres omkring vores børn – og det er slet ikke dårligt overhovedet. Det er dog, ifølge Inge, vigtigt at vi også husker at være tilstede i andet end det hamsterhjul, som hverdagen hurtigt kan blive, hvis ikke vi skal løbe sur i det.

–Når man løber sur i det, så kan det være, fordi man ikke får mærket sine egne behov. Man er måske rigtig meget på som forælder og mor, og logistikken i hverdagen skal gå op. Hvis vi bliver for længe i kun dét, så kan vi simpelthen miste fornemmelsen af vores egne behov. 
Vi skal altid sørge for at starte hos os selv og tage ansvar for vores egen kerne af indre følelser.
Vigtigst af alt er det derfor, at vi vender blikket indad og selv tager ansvar for vores egne behov og vores egen lykke. Hvis ikke vi tager bare en smule hånd om vores egne behov, så klapper fælden og man begynder at projicere frustrerede og vrede følelser over på sin partner. Det kan ende med at give en enorm ubalance i forholdet, og kan blive et mønster som kan være svært at bryde igen, forklarer Inge.

Hvis du peger fingre af din partner
Hvis vi pludselig begynder at pege fingre af vores partner, og påpege irriterende ting han/hun gør, så er det et meget godt pejlemærke til, at vi ikke trives selv; 

Vores følelser ligger grundlæggende i os, og de er aldrig forkerte, men det kan være, at vi har mistet følingen med, hvad vores eventuelle vrede og irritation i virkeligheden dækker over, forklarer hun.  

Når Inge taler om, at vi skal huske vores egne behov, så handler det bestemt ikke om egoisme. Det er ikke sådan, at vi pludselig skal begynde at sætte os selv i centrum og kræve af vores omgivelser, men vi skal huske vores egne grundlæggende behov, for at kunne fremme den konstruktive dialog med vores partner;

Både kommunikationen og parforholdet trives bedre, hvis begge parter har godt fat i sin egen kerne, og ved hvad de hver især har af grundlæggende behov, forklarer Inge.

Måske lægger du sket ikke mærke til det
Det lyder såre simpelt, som Inge sidder der i det stemningsfyldte lokale for forklarer, men gennem arbejdet med sine klienter kan Inge bekræfte, at det for mange er noget som sker gradvist og næsten ubemærket.

– Det er jo ikke sådan, at vi bevidst pludselig vælger at kommunikere dårligere med vores partner. Når morgenerne er hektiske, eftermiddagene centreres omkring børnenes behov, og aftensmaden udvikler sig til hurtigt at få maden indenbords inden badning og putning, så skal vi huske at tage et kort pusterum og finde hinanden igen. Man siger, at man i et parforhold skal genfinde hinanden mange gange, ja nærmest dagligt. Vi skal derfor huske, at det også er vigtigt at få taget ordentlig afsked med ens partner om morgenen, og næsten endnu vigtigere at få taget godt imod hinanden igen om eftermiddagen. 

Tip til at genfinde sin partner
Hendes konkrete råd er, at tage sig to minutters tid til at se ens partner dybt i øjnene, når man mødes efter hver sin arbejdsdag; 

Der kan ske meget på de otte timer, man er adskilt, siger Inger og fortsætter; Måske har man diskuteret med chefen, fået en parkeringsbøde eller blevet tilbudt en lønforhøjelse. Det er ikke sikkert, man er helt den samme, når man kommer hjem igen. Derfor er det vigtigt, at vi får mærket hinanden et øjeblik og dermed får genfundet hinanden igen efter dagens adskillelse. 

Forældre skal altså huske at give hinanden små øjeblikke i hverdagen, og fortsat bekræfte hinanden som partnere. Ikke blot som samarbejdspartnere. 

– Når vi fastholder at være overbærende overfor hinanden, så fylder de små ting pludselig ikke så meget længere. Når vi selv bliver mødt af overbærenhed  og kærlighed, ser vi pludselig ikke skoene som altid er kastet i gangen, eller opvasken som måske ikke helt er taget, forklarer Inge.

Bliv på egen banehalvdel
Hun mener, at nøglen til at genfinde den gode balance i parforholdet, er konstruktiv kommunikation; 

Rigtig mange gnidninger og problemer med ens partner kan undgås, hvis man prøver at kommunikere konstruktivt, og en vigtig kilde til dette er at blive på egen banehalvdel, siger Inge og fortsætter;
Når vi tager udgangspunkt i os selv, så undgår vi at træde ind over hinandens sko, og dermed bliver resultatet også, at vi undgår misforståelser og uvisse forestillinger om hinanden. Vores dialog og kommunikation vil derfor glide lettere og forblive mere konstruktiv og sand, når vi først og fremmest forholder os til os selv.

Inge har derfor altid nogle plancher, som hun gerne viser parrene (se hvilke nederst i denne artikel), når de kommer i konsultation hos hende. Her kan parrene få tilknyttet forskellige ord til den måde, de handler og agerer på i deres eget forhold.

– Min oplevelse er at parrene pludselig kan se sig selv og deres egen reaktion, og det giver en god base for at kunne arbejde aktivt med det. På den måde kan de finde større forståelse for dem selv og hinanden, og så kan de flytte sig mod hinanden i stedet for ubevidst at bevæge sig væk fra hinanden.

Find det, der skygger for kærligheden
Inge Hülsen ved at der ikke nødvendigvis skal dyre weekendrejser til for at finde hinanden igen. Det handler om at huske hinanden i hverdagen og være overbærende og kærlige overfor hinanden, også selvom overskud måske er en mangelvare; 

For langt de fleste af de par som kommer i min praksis, er kærligheden stadig derinde. Det gælder bare om at finde frem til det, som skygger for den, og det er her parrene aktivt arbejder. Både individuelt og med hinanden. 

Som et sidste råd påpeger Inge, at forældre skal huske, at de er repræsentanter for deres børn. Vi skal vise dem, hvad kærlighed er, og ikke kun kærligheden til dem, men i særdeleshed også kærligheden i vores parforhold, som Inge forklarer; 

Prøv at se det uvurderlige i, at børnene oplever mor og far tage en spontan svingom i køkkenet, og lad dem opleve at vi tuner ind på hinanden i familien henover aftensmaden. Det er positivt for børnene at opleve os forældre indgå i en dialog, hvor vi genfinder hinanden og taler kærligt om og til hinanden. Det er sundt for børnene at se kærligheden mellem deres forældre, for det er jo os som sætter standarden for deres fremtidige kærlighedsforhold.

Faktaboks:

Inge Hülsen er essens coach, parterapeut, samt mindfulness- og meditationstræner med praksis på Frederiksberg.

Hendes terapeutiske virke er hovedsageligt som parterapeut, individuel terapi, coach, konsulent, underviser og foredragsholder.

Derudover er hun medstifter af Essens Instituttet og ejer, sammen med sin mand, virksomheden Institut for Sundhed og Trivsel.

Inges plancher til parterapi:

Opmærksomhedens zone:
Handler om hvordan vi som individer bevæger os for meget i den mellemste zone. Det betyder, at vi tænker en stor del af tiden, og snyder os selv for virkelig at sanse omgivelserne omkring os (vores mad, vejret, fuglen som synger, berøring på kroppen osv.)

Majoriteten af os har en tydelig tendens til konstant at befinde os alle andre steder end i nuet. Vi tænker, har forventninger, mindes og planlægger, hvilket bevirker at vi en stor del af tiden befinder os i enten fortiden eller i gang med planer og drømme for fremtiden.

Det er jo som sådan ikke en dårlig ting at mindes gode stunder, eller opbygge drømme for sin fremtid, men det kan blive problematisk at vi aldrig helt mærker os selv i nuet, og dermed mister denne kobling til os selv samt vores partner. 

Personlighedens lag:
Her ser vi de fire grundfølelser i vores kerne, og det er dem som alle andre følelser er afskygninger af; sorg, vrede, glæde os seksualitet.

I det yderste lag har vi klichéen. Det er her vi er overdrevet høflige overfor hinanden og specielt overfor fremmede vi møder på vores vej. 

Det næste lag er vores rollelag. Her tilbringer vi virkelig meget tid, fordi det er her vi ligesom tager en særlig kasket på. På arbejdet er vi måske særligt professionelle og effektive, men når vi så henter vores børn så tager vi en ny kasket på. Det er den kasket vi skal huske at lægge væk når der er ro derhjemme. Ofte har vi den på hele eftermiddagen fordi den tid står i børnenes tegn, men hvis ikke vi som partnere ser hinanden udenfor dette lag, så opstår der pludselig helt automatisk en afstand mellem os. 

Rundt om vores kerne af indre følelser ser vi en barriere af angst, og det er fordi det som oftest kan føles angstfuldt at skulle helt ned i sine egne følelser. Men vi skal turde mærke efter alligevel og arbejde på at lukke os selv og hinanden ind i små bidder ad gangen – det er her den ægte samhørighed opstår.

Det sidste lag er vores beskyttelseslag. Her kan der forekomme selvskadende og destruktiv adfærd og det er blandt andet her mange former for afhængighed opstår, simpelthen i et krampagtigt forsøg på at undgå at mærke vore følelser dybt i den indre kerne.

De fire personlige livsarenaer:
Her ser vi de fire livsgrene for individet; jeget, parforholdet, arbejdet og familien.

Denne model er god til at give et visuelt indtryk af hvordan vi i virkeligheden fordeler vores tid. Nogle vil måske opleve at de faktisk arbejder rigtig meget, også når de burde være tilstede derhjemme, mens andre måske vil opleve at de ikke sætter deres eget jeg nok i centrum og dermed er i fare for at miste forbindelse til både dem selv og deres partner