Af Maria Lyngsø Hougaard

Jeg håber, at andre ved at læse min beretning, kan få en god følelse med deres kommende fødsel. Alt for ofte fortæller kun de kvinder, der har haft en dårlig oplevelse – også selvom man står højgravid ved siden af dem, og det er det sidste, man har brug for.

13 dage over termin blev vi ringet op om morgenen – Hvidovre Hospital var klar til at tage vandet. Vi kunne roligt afvente, at farmor kom og tog storebror, og da vi ankom på hospitalet, var der stille og god tid. En rigtig sød jordemoder ved navn Emilie tog imod os. Hun havde læst, at jeg var nervøs for fødslen, så måske derfor tog hun sig god tid, gav mig tid til et langt bad, en god frokost og bookede fødegangens største fødestue med et kar, der kunne lyse badevandet op i alle mulige farver.

Arven fra den første fødsel
Fødslen af min første søn blev en igangsættelse 12 dage over tid med Angusta-piller, og det resulterede i en fødsel med tryk på. Jeg sprang opstarts-fasen over og gik direkte til nogle kraftige og meget hyppige veer, og på 4 1/2 time var han ude. Pauserne var meget korte eller ikke tilstede, så jeg følte ikke, at jeg kunne grounde mig selv, og min kæreste kunne ikke bruge de afslapningsteknikker i pauserne, som vi havde lært til fødselsforberedelse hos Mamaprofylax. Da jeg kom sidst i min anden graviditet, begyndte nervøsiteten for fødslen at kræve sin plads.

Derfor tog jeg privat fødselsforberedelse med jordemoder Heidi Meyer i vores eget hjem. Heidi har nemlig specialiseret sig i at arbejde med fødselsangst, samtidig med at hun har udviklet Meyermetoden og er super dygtig til at lære ens fødselspartner gode teknikker, så han/hun bliver meget aktiv under fødslen.
Læs her min artikel om vores fødselsforberedelse med Heidi.

Ønsket om at undgå igangsættelses-piller
Jeg havde stadig ikke jublende lyst til at gå i fødsel og var nervøs, da vi kørte mod hospitalet, men det skulle vise sig, at rammerne for fødslen, og de valg jeg havde taget, fik stor betydning for mig.

Egentlig ville hospitalet også denne gang give mig Angusta-piller, da der var noget livmoderhals tilbage. Men Heidi var den bedste mentor i dagene op til igangsættelsen og hjalp mig til at stå fast på mit ønske om ikke at få Angusta-piller igen. For hun havde lært mig, at det er MIN fødsel, og man gerne selv må bestemme, og derfor stod jeg fast på at få taget vandet istedet, og de gik med til det. Jeg havde nemlig en stærk fornemmelse af, at min krop godt kunne, når den nu havde reageret så kraftigt på få piller under min første fødsel.

De var to jordemødre fra hospitalet, da vandet blev taget – den ene tog vandet, mens den anden sørgede for at babyen i min mave ville glide langsomt ned i bækkenet. Og ganske rigtigt – ca 15 min senere begyndte mine veer at komme helt naturligt. Med opstartsfase og pauser!

Det, at jeg denne gang havde en opstartsfase, gjorde, at jeg fik lov at komme med op ad bjerget stille og roligt. Jeg kom ind i en rytme med at mestre veerne, så jeg var bedre klædt på, når de hårde veer trådte ind.
Min kæreste kom godt i gang med alle de ting, Heidi havde lært ham. Han gav mig rebozo og massage og kys og kram.

Fotograf med til fødslen
Det var også deromkring, at vores fotograf kom. Jep, vi havde familiefotograf Frederikke Brostrup med til fødslen. Jeg havde forestillet mig, at det ville være lidt underligt, at have en fotograf omkring os, men det var det slet ikke. Frederikke er utrolig behagelig at være sammen med. Hun foreslog, at hun enten kunne sidde udenfor og komme ind engang imellem eller sidde på vores stue med sit strikketøj. Vi tog sidste mulighed, og det er vi super glade for, at vi gjorde. Frederikke satte sig med sit strikketøj, og mellem veerne (i opstartsfasen) hyggesnakkede vi om fødsler og navne.
Og jeg kan godt forstå, hvis du tænker; men hvorfor få fotograferet sin fødsel? Sådan har jeg selv tænkt. Men det har været så vildt at have de billeder her bagefter (læs mere om oplevelsen med at have en fotograf med til min fødsel her), og Frederikke var med til at skabe en særlig stemning på stuen, fordi hun er den, hun er.

Prikken over i’et
Her på min anden søns fødselsdag var vi så heldige, at jordemoder Heidi ikke havde planer, og derfor ville hun gerne med til fødslen. Heidi er et meget dedikeret og engageret menneske, og jeg kunne ikke ønske mig noget mere på det tidspunkt, for det gav mig en tryghed og ro. Aftalen blev, at vi skulle ringe, når veerne var godt i gang.

Da veerne begyndte at nive mere, ringede min kæreste til Heidi. Og hun kom netop ind ad døren, lige da jeg begyndte at blive udfordret i ve-mestringen. Nu var det ikke “sjovt” længere. Min kæreste gjorde et fantastisk stykke arbejde med Heidis teknikker – hun havde jo lært ham op. Heidi er virkelig dygtig til at skabe en fødselspartner, der har en rolle og som går op i den. Jeg tænker også, at det må være meget sjovere for fødselspartneren at have opgaver og redskaber. Ikke kun i pauserne, men næsten endnu mere under veerne, hvor mange partnere føler sig lidt magtesløse. Det får de ikke lov til under Heidis undervisning.

Det vildeste team
Og her startede så det vildeste team-arbejde ever!

Det er ikke underligt, at Heidi bagefter sagde, at hun gerne ville have min kæreste med som doula-dad, når hun skal ud som jordemoder. De var et sejt team de to. Min kæreste veg ikke fra min side (noget jeg også virkelig kunne se på Frederikkes billeder bagefter). Han lavede tryk efter Meyermetoden, støttede og roste. Han havde på Heidis opfordring medbragt en overraskelse – et sceneskifte – som man kan hive frem, når den fødende mister moder. Min var en lyskæde med påhængte fotos af vores ældste søn, som blev hevet frem, da jeg var ved at miste modet – her var målet! Målet med al smerten. Heidi hjalp mig mentalt (og gav mig Meyertryk).

Men så slog veerne mig ud
På et tidspunkt fik jeg virkelig brug for mental hjælp. Heidi havde egentlig forudset, at jeg snart ville føde, for veerne var kraftige og gode. Men jeg var stadig kun 4 cm åben! Veerne opførte sig som om, jeg var i slutfasen lige inden pressefasen. Det slog mig ud. Det var så demotiverende, at centimeterne ikke rykkede sig. Og det gjorde mega ondt. Hvis det så bare var tæt på pressefasen, men….

Det undrede også Heidi. Jeg kaldte på en epidural. Hvis jeg kun var 4 cm åben og skulle udholde det her i flere timer endnu, så havde jeg brug for smertelindring. Heidi gav mig ret, og hun tilkaldte anæstesi. Da den beslutning først var taget, havde jeg virkelig svært ved at holde det ud. Nu skulle jeg bare have lindring!

Mens vi ventede på anæstesilægen, gav Heidi ikke op. Hun havde en fornemmelse af, at babyen ikke lå rigtigt i bækkenet. At han simpelthen ikke var med til at trykke. Hun fik mig derfor op på alle fire med hovedet nedad, albuerne i madrassen og rystede så mit bækken med et rebozo-tørklæde, for at få min søn ud af mit bækken igen. Her fik jeg lyst til at drukne mig i badekarret. At have så smertefulde veer og så skulle stå med hovedet nedad og få rystet sit bækken samtidig! Bagefter var det om på siden og ligge med så åbent et bækken som muligt. Og så skulle næste ve presse min søn ned i bækkenet igen.

Fra 4 cm til 8-9 cm på 10 minutter
Og så skete der noget vildt! Pludselig var jeg 8-9 cm åben! På 10 minutter. Så veerne havde rigtig nok været slut-fase-veer, men fordi han ikke havde stået korrekt eller langt nok nede, manglede hans egen pressen på.

Anæstesi-lægen kom ind. Og jeg var så blind på min beslutning om smertelindring, at jeg havde meget svært ved at se hende gå igen. Jeg havde jo ønsket hende så meget. Og det var som om, jeg ikke forstod det, Heidi lige havde fortalt mig; at jeg nu var 8-9 cm åben.
Heidi fik indgået en aftale med mig. Anæstesi-lægen ville komme igen 20 senere, og hvis jeg ikke havde født der, kunne jeg få min epidural. Det var jo mest en mental ting for mig, for selvfølgelig skulle jeg ikke have en epidural så sent. Og ganske rigtigt; pludselig forsvandt de onde smerter i livmoderen, og pressetrangen kom.

Velkommen pressetrang!
Jeg er en af dem, der godt kan lide pressefasen. Selvfølgelig spænder og svier det, men jeg synes, udvidelsesfasen er så meget værre. Pressefasen er forløsning. Man får lov at give slip, og det føles helt rigtigt. Som at stå i en meget lang kø til toilettet på Roskilde Festival med dårlig mave, og så endelig ramme kummen.

Og efter at have mistet modet under den sidste del af udvidelsesfasen, var jeg meget opsat på at få ham ud, så jeg pressede igennem.
På ca 8 minutter var han ude. Så fra Heidi lavede rebozo på mine 4 cm og til jeg havde født, gik der kun 30 minutter!

Det var en god fødsel
På trods af at jeg mistede modet, og at det var virkelig smertefuldt, da jeg blev ved med at stå på 4 cm, så tænker jeg tilbage på det som en god fødsel. Fordi rammerne var rigtig gode, og jeg havde fulgt mine ønsker.

Nej, jeg har ikke lyst til at gå igennem den sidste del igen. Men (højst sandsynligt) fordi jeg ikke fik piller denne gang, havde jeg en opstartsfase og pauser – også nogle gange pauser af længder, hvor jeg kunne slappe helt helt af.
Fordi jeg havde arbejdet med min nervøsitet og selv taget hånd om den ved at kontakte Heidi, så havde jeg mentale redskaber og ve-mestringsteknikker, der kunne hjælpe mig igennem. Og en top-aktiv og engageret partner. Og vi havde forberedt os rigtig godt og talt om, hvad vi gerne ville. Men også at vi måtte følge fødslen, og hvad det ville bringe – intet var rigtig eller forkert.
Fordi jeg havde fortalt hospitalet, hvordan jeg ærligt havde det, havde de mulighed for at møde mig der med ro og tryg stemning.
Og fordi jeg havde valgt at tage et “entourage” med i form af Heidi og Frederikke, så var rummet bare fyldt med kærlighed, engagement og støtte. Alle havde ligesom et fælles mål, og jeg var ikke alene!

Seje kvinder og min kæreste skabte hjemlig hygge
Nu tænker du måske, at det er lidt voldsomt, at vi både havde en jordemoder fra hospitalet (Emilie), en privatjordemoder (Heidi) og en fotograf Frederikke med. Og ja, på skrift lyder det af mange. Men det skabte nogle helt fantastiske rammer, som jeg smiler af at tænke tilbage på.

Modsat min første fødsel var der en virkelig hyggelig og hjemlig stemning. Jeg forestiller mig, at det er ligesom i nogle andre lande, hvor man føder med flere kvinder i rummet, fordi det er en fest. En fødselsdagsfest. Det gav en fed stemning, fordi de her seje kvinder samt min kæreste bidrog med hygge, tryghed, stemning, hjælp og støtte, som helt fjernede den kølige hospitalsstemning. Og bagefter kunne vi juble sammen.

PS Vil du fortælle din positive fødselsberetning, så andre gravide kan få glæde af den, istedet for ofte kun at høre alle de dårlige? Så skriv til maria.hougaard@gmail.com. Jordemoder Heidi Meyer har også lagt op til, at vi på Instagram deler positive fødselsbilleder under hashtagget #positivebirthmovement – #positivebirthmovementdenmark