Af Maria Lyngsø Hougaard
Når jeg ser mig omkring, kæmper rigtig mange forældre med manglende søvn, og alt for mange babyer “får lov” til at sove alt for lidt, hvilket går ud over deres humør, indlæring og motorik.
Da min søn var lidt over tre måneder, kontaktede vi jordemoder Ditte Bach, der har “Baby Instituttet” og “Det private barselshotel”, fordi han sov alt for korte lure om dagen og skulle falde i søvn med brystet i munden om aftenen, hvilket resulterede i adskillige opvågninger hele aftenen, hvor han søgte tilbage til udgangspunktet (bryst som sut).
Barnet kan få gode søvnvaner
Jeg har hørt nogle sige, at man bare skal vænne sig til at være mor med det søvnkaos, der følger. Og at det lige frem er egoistisk at vise sin baby bedre søvnvaner. Men der er faktisk mange eksperter, der mener, at man giver sin baby en stor gave, ved at lære det gode søvnvaner fra start, for det kan følge en hele livet op. Plus at det på ingen måde er sundt for en baby at mangle søvn.
Nogle peger fingre og tror, det er fordi moderen vil se tv, skal vaske tøj og lign. Men de glemmer, at det også kan være fordi, det ikke er godt for babyen ikke at få god søvn.
Ditte er en af dem, der nok i gamle dage blev kaldt “den kloge kone”. Hun er uddannet jordemoder og ved bare en hel masse og har haft SÅ mange små børn i hænderne, at hun tydeligt kan se mønstre. Først tog hun fat i dagslurene, da man lærer bedst, når man ikke er alt for træt. Og hun ville også være helt sikker på, at min søn faktisk kunne finde ud af at falde i søvn. Det er her, Ditte tager afstand fra den udskældte bog “Godnat og sov godt”, hvor man lader sit barn græde sig i søvn, og på den måde “lærer” barnet at falde i søvn. Det er nemlig rigtig synd, hvis barnet faktisk ikke kan falde i søvn uden hjælp, for så beder man barnet gøre noget, de ikke er i stand til og derfor reagerer det med ulykkelighed. Hvorimod hvis et større barn sagtens kan, men bare skal have det sidste “skub” for at gøre det, så mener hun metoden kan være brugbar i en vis grad.
Allerede under første besøg fik Ditte vores søntil at falde i søvn i sin barnevogn, uden at vi skulle ud og trille, hvilket gav meget længere lure. Og med en stor indsats fra os og en masse øvelse i små skridt, blev han rigtig god til at tage lange lure. Når det så er sagt, så kommer alt med børn jo i faser, så der er gode og dårlige perioder. Nogle gange kan vi lægge ham i sin barnevogn og lade ham hygge sig selv falde i søvn – uden at skulle synge, vugge eller gå tur. Og andre gange skal vi lige bevæge barnevognen lidt på stedet, så han falder til ro. Derefter tog vi fat i de lette opvågninger hvert 45 min, som alle babyer har, og hjalp ham med at forlænge dem.
Læs mere om vores arbejde med hans dagslure i den første artikel om Ditte Bachs søvnhjælp HER.
Anonyme brystafhængige
Næste skridt var så aftenputningen, som rigtig mange forældre kæmper med. Vi lærte af Ditte, at hvis barnet falder i søvn med fx. ens bryst i munden eller under vuggende bevægelser, så er der en stor risiko for, at han eller hun vil vågne igen inden for kort tid, fordi barnet i den lette søvn registrerer forandringen.
Vi var kommet ind i en vane, hvor vores søn død og pine skulle have mit bryst i munden for at falde i søvn – ikke for at amme, men for ham hang det at falde i søvn sammen med brystet. Farmand og jeg lavede sjov med, at han var medlem af Anonyme brystafhængige, men det var faktisk ikke spor sjovt, når han efter en aftenputning vågnede syv gange inden for tre timer og græd.
Jeg var ved at være desperat efter at lære ham, at han altså godt kunne falde i søvn uden mit bryst. Men samtidig kunne jeg ikke lide sundhedsplejerskens opskrift, der lød på, at vi bare skulle tage en kold tyrker, hvor han simpelthen ikke fik brystet lige meget hvad.
Dittes opskrift tiltalte mig meget mere, med først at vise ham om dagen, at han sagtens kan (hvor han havde mere overskud) og så vide, at han rent faktisk godt kunne det, vi bad ham om.
På Dittes barselshotel
Nogle uger efter Dittes besøg hjemme hos os, mødte vi op til et døgn på hendes barselshotel “Det private barselshotel“, hvor man som forælder kan indlogere sig og fx få ammehjælp et helt døgn – eller som os få hjælp til søvnen.
Da det blev vores søns puttetid, svøbte vi ham i hans Ergobaby svøb, som vi plejer, og jeg ammede og sang, men lagde ham så over i vuggen, lige før han faldt i søvn, hvilket han selvfølgelig brokkede sig over.
Efter lidt tid begyndte Ditte at vugge ham hen til søvnen med en snip fra en stofble over øjnene for at hjælpe med at lukke ned for dagen. Men lige som med barnevognen, skulle han selv tage sidst step. Det vigtige her var, at vi så Ditte bruge sine teknikker og sin målbevidsthed, for så ved man, hvad der virker, når man selv skal gøre det.
Jeg siger ikke, at det er let. Det kræver øvelse at give sit barn gode søvnvaner, og det kører op og ned, men jeg er stensikker på, at det kun bliver sværere med alderen, hvis man venter.
Fra 3 timer til 20 minutter!
Men nu er vi simpelthen der, hvor vi nogle gange kan lægge ham i sengen med sin bamse, og så hygger han fem min, indtil han falder i søvn. Andre gange – og de fleste – skal han op en eller flere gange og lige have lidt mere at drikke eller trøstes lidt og så lægges ned igen. Men vi er altså gået fra, at det før Dittes hjælp kunne tage tre timer at putte til nat, til at det nu ofte blot tager tyve minutter. Hurra!
Læs mere om Dittes hjælp HER
En tanke om "God nattesøvn til din baby"