Vi har altid god tid om morgenen. Hannah er 22 måneder og bliver nemlig passet hjemme. Hannah starter dagen med æg. Hver morgen uden undtagelser, efterspørger hun æg, når øjnene slår op. Hun henter selv sit æg hos hønsene, når vi lukker dem ud. Efter hønsene går turen til fårene. Vi har fire, men det ene ligger nu i kummefryseren. Hønsene fik vi med i huskøbet i marts, men fårene fik min kæreste leveret til døren af en lokal cowboyder, der fragtede dem på bagsædet af sin Suzuki for en stressfri kørsel.
Vi har boet her for enden af grusstien på en lille mørkerød gård siden marts 2017. Men før det havde jeg ikke forestillet mig at gå i den her retning. Jeg er 29 år, og min kæreste er 30 år og gymnasielærer. Vi er flyttet fra København til den lille by Kærby – og passer vores datter hjemme.
Min nye jobbeskrivelse Hun smiler sødt: ”En tår vaaand”. Hun opererer primært med bydeform, så jeg skynder mig at fylde et glas, inden chefen ombestemmer sig. Hun kniber øjnene sammen og rækker glasset ud i strakt arm og bliver pludselig alvorlig. Som om hun overvejer mulighederne, der foreligger i sådan et fyldt glas vand. I et snuptag vender hun bunden i vejret på glasset, hælder det ned af sig selv og brøler; ”DEN ANDEN GLAS VAND!! DEN ANDEN!!”.
Min chef er uretfærdig. Hun prikker mig dagligt i ansigtet og fortæller mig, at jeg har ”et lille sår på kinden”. Hun er ubeslutsom, vægelsindet og utilregnelig, og hun har trukket tårer frem i frokostpausen, mere end nogen anden arbejdsplads ville tillade. Sådan er jobbeskrivelsen herhjemme, og jeg tilføjer dagligt nye adjektiver på listen over flere, spændende kvalifikationer. Omstillingsparat, tålmodig, (passivt aggressiv), bevarer overblikket i pressede situationer (nogen leger sandkasse i kattebakken med en grydeske), hurtig (tøj af-tøj på), og så sætter jeg punktum-punktum-komma-streg som den Cand.mag., jeg trods alt også er.
Ikke en nemmere løsning I starten når jeg fortalte andre, at jeg går hjemme med vores datter, vidste jeg ikke lige, hvordan jeg skulle forklare det. Vi ser det ikke som mig, der er hjemmegående, men i stedet vores datter der er hjemme. Nogle får måske den opfattelse, at jeg mangler ambitioner for mig selv eller ikke ønsker at arbejde. Min kæreste er den, der hiver dollars hjem, mens jeg laver glutenprøve på speltboller derhjemme, og det placerer os i et flot kønnet familiemønster anno 1950, som vi langt fra identificerer os med. Men det handler ikke om mig, men derimod om vores datter og vores fælles familieliv.
Jeg kan se hos andre familier, at det også er en (sen)moderne tendens at give det rolige liv et skud. Og en reaktion på pressede daginstitutioner med for mange børn og for få hænder, får måske nogle forældre til at holde børnene hjemme. Der er mange forskellige årsager til at passe hjemme, men mit indtryk er, at langt de fleste selvfølgelig indretter sig på den her måde, fordi det giver mening for familielivet. Ikke fordi det er en nemmere løsning end at arbejde.
Egoistisk valg Inden vi forlod Vesterbro i foråret, havde vi besluttet os for at prøve at holde vores datter hjemme. Hun havde blot et enkelt leveår i bleen, og vi syntes begge, at hun virkede så lille at sende afsted i vuggestue. Tilfældighederne ville, at jeg lige havde afsluttet seks år på universitet inden min barsel, mens min kæreste havde fast arbejde på et gymnasium. Derfor var det oplagt, at jeg blev hjemme. Men næste gang – eller på et andet tidspunkt – er det min kæreste, der overtager husholdningen. Jeg nåede at have et par møder hos min a-kasse, hvor jeg luftede mine tanker omkring det, inden vi besluttede os. Jobkonsulenten var overraskende positiv, og hun forsikrede mig, at jeg jo ikke har mistet ambitioner – de er bare blevet justeret, efter jeg har fået barn.
Både min kæreste og jeg vil begge opleve starten på livet sammen med vores datter, og for os føltes det helt mærkeligt at overlade de fleste af hendes vågne timer hos andre, når vi gerne ville tilbringe en masse tid sammen alle sammen og havde muligheden for at gøre noget andet. Det var et ganske egoistisk valg fra vores side, men heldigvis med god mavefornemmelse.
“Bliver du ikke bims?” Jeg oplever tit, at folk spørger, hvad vi mon får dagen til at gå med, og om ”jeg ikke bliver bims”? Hånden på hjertet, så synes jeg, at min datter er strålende selskab, og at dagen går rimelig hurtigt, inden hendes far er hjemme ved 14.30-tiden. Vi vågner ved 8-tiden. Spiser morgenmad, går udenfor og leger, tager i legestue, når vi har tid og lyst, og får besøg af bedsteforældre eller tager hen til venner, der også har taget rykket fra by til land samtidig med os.
Nogle mødre, der overvejer at hjemmepasse, er måske bekymrede for, om de kan underholde og stimulere på samme niveau som en uddannet pædagog, der kan alle vers af ”Fem små aber” med tilhørende armgymnastik. Der kan jeg berolige med, at man kan komme langt med to melodier, lidt enderim og et hop på stedet og tramp i gulvet. Jeg føler egentlig ikke, jeg skal tilbyde en særlig slags stimuli, som kun uddannede pædagoger kan tilbyde. Børn har været ved deres mødre og fædre og ”fulgt flokken” altid, så vi behøver ikke otte-kantede legedimser med bjælder i for at blive stimuleret tilstrækkeligt i hverdagen.
Jeg må indrømme, vi hører mere Rihanna end Åh abe, og min datter kan sagtens være med i køkkenet, selvom hun kun er halvandet år. Hun skal selvfølgelig ikke lave spaghettisquash på mandolinjernet, ligesom vi venter med at stavblende, til hun er på den anden side af to år. Pointen er nok, at vi egentlig laver det, vi har lyst til i løbet af dagen. Om det så er at lege med traktor og lastbiler, eller om det er at lægge vasketøj sammen, så er det en fest for hende, når hun får lov at være med.
Hvad med det sociale? Modsat den opfattelse nogle måske har, om ungerne nu får set andre børn og bliver socialiseret, stimuleret, aktiveret osv., så giver hjemmepasningen faktisk gode muligheder for at skabe nære relationer til mennesker, som man selv vælger til. For selvom vi hygger os med de jævnaldrende i legestuen, er det tydeligt, at min datter griner vildere, når hun løber om kap med sin farfar eller læser bog med farmor, og hun synger højere, når hun spiller guitar med sin mormor. Sammen med sin veninde på 3,5 år leger de to helt uforstyrret og fantasifuldt og bygger huler uden forældres indblanden. I legestuen leger børnene mest ved siden af hinanden, mens vi voksne en gang i mellem bruger lidt krudt på konfliktløsning, når flere tunger savler over den samme plysbjørn.
Flere sundhedsplejersker og psykologer bekræfter også, at børn først efter 2 års-alderen kan blive enige om, at det er sjovt at stable klodser i fællesskab. Men derfor er det stadig fint at have et netværk i f.eks. en legestue for både mor/far og barn, når man passer hjemme.
Tilskud til pasning af eget barn Man behøver ikke spise havregrød tre gange om ugen, men det er en klar prioritering at passe hjemme alligevel. Vi er heldige, at vi er flyttet til en kommune, der giver tilskud til pasning af eget barn. Inden vi forlod København, var vi ret opsatte på projektet, og det lykkedes os. Men generelt er vi ret fornuftige med forbruget, når ikke min kæreste online-shopper (flere) dyr. Vi købte for eksempel en varmepumpe i stedet for at tage på bryllupsrejse. Heldigvis kan vi hurtigt få 28 grader indendørs og med Club Tropicana på anlægget, savner vi ikke syden. Vi er enige om, at det kan vente. Nogle kommuner giver op til 7000 kroner om måneden i tilskud til pasning af eget barn i et år, og faktisk kan man spare op til 4000 kroner om måneden ved ikke at betale institutionsplads. Hvis man er lidt kreativ og undersøger sin a-kasse, fagforening osv. kan man få nedsat kontingent på de forskellige medlemsskaber, man måtte have.
Tid til lange morgener Det er altid en prioritering, for vi kunne jo have væsentligt flere sedler i banken, hvis vi havde to fuldtidsindtægter. Men frem for at vælge arbejdsindkomster fra, er det for os mere et valg om at vælge tid til. Tiden sammen og til hinanden og særligt imens, vores datter er lille. Det er livet lige nu. Når perioden med tilskud udløber, vil vi stadig passe vores datter hjemme. Dog vil jeg gerne arbejde også og har mulighed for at arbejde om eftermiddagen og om aftenen. På den måde skaber vi en fin balance i familieliv og arbejdsliv, så alle trives i bedste velgående – og vi stadig har god tid om morgenen.
”Drrrriiiinng”. Forestil dig, at det ringer på døren. Udenfor står dén mand, som du nøje har udvalgt til at blive dit kommende barns far. Med sig bringer han en plastikkop med låg, hvor han opbevarer sit ”bidrag” til det ønskede fælles barn. Han er cyklet derhen med koppen i armhulen, for at holde den varm hele vejen. Nu er det så din tur til at fuldende hjemmeinsemineringen med en kanyle. Lyder det som et akavet scenarie? Det var det også for Mathilde, som har fået sin søn Jonathan på denne måde ved hjemmeinseminering.
Hvorfor få et barn ved hjemmeinseminering? En del singlekvinder, som ønsker at få et barn, men som ikke kan finde ”den eneste ene”, bliver i dag insemineret med en ukendt donor. Ulempen (eller fordelen, afhængigt af øjnene der ser) er, at barnet ikke får en deltagende far:
”Jeg tror, det er et voksende fænomen.” siger Mathilde: ”Måske især et storbyfænomen. Vi er mange singler i storbyen, men vi kan ikke rigtig ‘finde’ hinanden. I hvert fald kun for en kortere periode, og vi kan ikke comitte os nok, til at turde få børn sammen.”
Mathilde var selv single og ønskede at få et barn, men hun ville gerne have, at der også var en far, som hun bl.a. kunne dele alle barnets små sejre med. Derfor valgte hun at oprette en profil på Regnbuebarn.dk, hvor hun fandt en mand, som også brændende ønskede at få et barn.
Regnbuebarn.dk Når man klikker sig ind på Regnbuebarn.dk, ligner det næsten en form for datingside. Man kan oprette en profil, hvor der er plads til, at man kan give udtryk for sine ønsker. Alle kan oprette en profil uanset køn, seksuel orientering og kulturel baggrund. Til forskel fra datingsiderne, er det dog ikke ønsket om den store kærlighed (eller casual sex), der er det bærende for, at man opretter en profil her. Nej, det er ønsket om at skabe et nyt liv sammen. Alligevel beskriver Mathilde optakten til den store beslutning, næsten som om det handlede om dating.
”Jeg havde faktisk en form for ”lurerprofil” i 2-3 år, dengang jeg stadig var i overvejelsesfasen. Altså en profil uden tekst, hvor jeg kunne se det hele lidt an. Min overvejelsesfase var nok lidt lang, for det er jo en stor beslutning, men da jeg besluttede at jeg ville gøre det, så skrev jeg denne tekst”.
Nedenstående er et udsnit af Mathildes profil på Regnbuebarn.dk:
”Ham jeg endte med at vælge, havde skrevet at han boede her i nærheden. Det var vigtigt for mig, at han ikke boede alt for langt væk, fordi jeg tænkte at det ville gøre hverdagen mere besværlig ift. vores barn.” Fortæller Mathilde og fortsætter:
”Da vi havde skrevet lidt sammen, begyndte vi at ”date”. Vi var bl.a. på cafe i Holmbladsgade, hvor vi talte om vores jobs og andre lidt mere praktiske ting.
Efter første date tænkte jeg, at han virkede fornuftig og velovervejet, og jeg havde en god fornemmelse, så vi fortsatte med at ”date”. Efter tredje møde holdt vi på et tidspunkt for rødt lys med vores cykler. Jeg kan huske, at han vendte sig mod mig og sagde ”dét her, det vil jeg rigtig gerne”. Vi var begge to meget glade og følelsesmæssigt påvirkede. Vi var ikke forelskede, som man måske kan blive, når man ellers dater, men man kan vel sige, at vi var forelskede i projekt baby.”
Mathilde og faderen til hendes kommende barn mødtes derefter en gang om ugen i løbet af det næste halve år, hvor de brugte tiden på at lære hinanden bedre at kende. Første gang de prøvede at inseminere hjemme hos Mathilde var ved juletid i 2012.
”Vi havde været inde på en inseminationsklinik først, hvor vi havde købt os til en samtale og fik ”et kit” med hjem med plastikkopper, den rigtige type sprøjter og nogle foldere med informationer. Vi skulle prøve at inseminere to gange i hver cyklus, og tredje gang lykkedes det,” fortæller Mathilde med et smil.
Tegnet af Regitze
En anderledes familie Men selv om det umiddelbart er en rigtig god løsning, og at Regnbuebarn.dk har været udgangspunktet for mange glade regnbuefamilier, er det dog ikke kun ren lykke.
”Det her er min plan B.” fortæller Mathilde. ”Det er en stor sorg for mig, at jeg ikke har oplevet dén der kombination af forelskelse og en baby. Jeg ville hellere have haft en kernefamilie. Jeg synes, at min søn Jonathan betaler prisen for, at jeg gerne vil have et barn. Hans livsvilkår er jo, at han skal bo to steder, og det har jeg det ikke godt med. Jeg har talt med Jonathans far om, at vi gerne vil bo endnu tættere på hinanden, så Jonathan selv kan gå mellem os.”
Fordelene er dog alligevel også til at få øje på. ”Jeg kommer ikke hjem til Jonathan hver eneste dag og jeg tror, at jeg bliver en bedre og mere nærværende mor af, at jeg også har noget mig-tid. Jeg kan være mere på, når jeg har haft et par dage uden ham. Men jeg savner ham, når han er hos sin far.”
Mathildes gode råd, hvis man overvejer at få et regnbuebarn:
Man skal have snakket de vigtigste ting igennem først – også de svære ting. Altså fx hvordan man vil dele barnet. Det er ikke alt man kan aftale på forhånd, men man kan forsøge at forventningsafstemme.
Man bør være indstillet på, at aftaler kan ændres undervejs, hvis barnets behov eller forældrenes livsvilkår ændres.
Moderen skal i højere grad end i en traditionel familie, lære at kunne give slip på barnet. Det bliver nødt til i en vis grad at ske i moderens tempo og det stiller kæmpe store krav til faderens tålmodighed. Jonathan overnattede første gang hos sin far, da han var omkring 7 måneder, for der var min barsel slut.
Spring ud i det før I er for gamle. Jeg ville selv ønske, at vi var startet tidligere, for så kunne jeg være i Jonathans liv længere.
Lav en kontrakt. I vores står der bl.a. at den ene ikke må flytte fra Storkøbenhavn, uden at den anden er indforstået med det. Et andet vigtigt punkt, som vi har tilføjet senere er, at hvis den ene part synes der er problemer og har brug for familieterapi, så må den anden ikke sige nej.Du kan læse mere på www.regnbuebarn.dk
Mette Marie og kæresten Kasper glædede sig til at blive forældre til deres første barn i slutningen af marts 2016. Hendes termin var sat til 22. marts, så da vandet gik d. 28. December 2015 var det alt for tidligt.
Bille blev født to dage efter kun 39 cm lang og med en vægt på 985 gram.
=&0=&
Fra starten valgte de at være positive. Glæden over at være blevet forældre, det faktum at Bille hele tiden gjorde fremskridt og ikke mindst, lettelsen over at kunne se ham og følge udviklingen udenfor maven, gjorde det lettere at tackle den medfølgende uvished og det åbenlyse tab af kontrol.
Bevidst valgte de ikke at søge efter information om for tidlig fødte børn på internettet og dermed risikere at blive negativt påvirket. I stedet støttede de sig op af fagpersonalets kyndige råd og vejledning, og Mette Marie meldte sig ind i forskellige grupper på Facebook for forældre med præmaturbørn.
Bille blev født under juleferien i Sønderjylland, langt væk fra de vante rammer hjemme i København. Så udover at skulle tackle den nye dagligdag på hospitalet, meldte der sig også en række praktiske spørgsmål; ”hvor lang tid skal vi blive her?” og ”hvad skal der ske”. Den 16. Januar kom de endelig tættere på hjem, da de blev overflyttet til Hvidovre Hospitals Neonatal afdeling – en hård transporttur, hvor der ikke var plads til andre end Bille i ambulancen. Så Mette Marie og Kasper måtte følge efter i deres egen bil.
Bille 14 dage gammel Foto: Mette Marie Tondering
=&1=&
De fleste førstegangsforældre kommer hjem efter et par dage på barselsgangen og kan tage hul på den nye hverdag som forældre. I Mette Marie og Kaspers tilfælde var det dog noget anderledes. På trods af at de blot befandt sig få km fra deres hjem, blev hospitalet nu deres faste base. For efter den første måned hvor Kasper var medindlagt, skulle han nu tilbage på arbejde og Mette Marie være alene i dagtimerne, hvor hun udover at skulle lige hud-mod-hud med Bille det meste af tiden, også deltog alene i dagens lægesamtaler og undersøgelser. Det bliver meget ensomt i længden og der er derfor også et hårdt slag, da de tror de skal udskrives første gang, men det desværre viser sig at Bille ikke kan trække vejret selv endnu. Den 26. Februar får de endelig lov til at tage deres lille dreng med hjem. De kommer hjem på THO (Tidlig Hjemme Ophold), og Den 1. Marts bliver de endeligt udskrevet – 22 dage før at de oprindeligt skulle have været forældre.
Den nye hverdag byder også på flere opfølgningsbesøg på hospitalet, hos fysioterapeut, kiropraktor og ekstra besøg af Sundhedsplejersken. Bille skal følges ekstra tæt indtil 3 årsalderen, grundet den øgede risiko for tilstødende komplikationer. Udover disse skal de også hele tiden prøve at forudse Billes behov og reaktioner på eksempelvis sociale sammenhænge, kan de tage ud eller skal de blive hjemme? Og hvilken slags institution skal Bille gå i? Skal det være en for børn med specielle behov? For Mette Marie og Kasper har det dog været vigtigt ikke at isolere sig og afskærme Bille fra omverdenen, men i stedet være positive i udgangspunktet og gøre de samme ting som andre forældre gør. De tager ud og besøger familie og venner som før, dog nu med det forbehold at besøgets længde kan være alt imellem få minutter til flere timer, alt afhængig af Bille.
=&2=&
Det man oftest ikke skænker en tanke når det omhandler præmaturbørn er, at det jo ikke kun er børnene der bliver født for tidligt, men også forældrene der bliver forældre for tidligt. Mette Marie og Kasper gik glip af den sidste utålmodige ventetid hvor man tydeligt kan se og mærke liv udenpå maven. Det glæder Mette Marie sig til at opleve, når det engang bliver tid til at tilføje endnu et medlem til den lille familie. Mette Marie er ikke nervøs for en ny graviditet. Da det ikke har været muligt at konkludere en årsag til Billes for tidlige fødsel, er der derfor heller ikke nogen åbenlyse forbehold hun kan tage. Den eneste overvejelse som hun har gjort sig i den forbindelse, er at skrue en smule ned for løbeturene under graviditeten. Ellers håber hun blot på et ukompliceret forløb næste gang.
=&3=&
Som nybagt mor mødte Mette Marie en masse velmenende medlidenhed. Folk omkring dem syntes at det var en uretfærdig og ikke mindst forfærdelig start på deres familieliv, og derfor blev glæden over Billes ankomst nogen gange overset. Mette Maries råd til pårørende er at sige tillykke i stedet for at fokusere på det negative. Vær optimistiske og støt forældrene sig ”Hvor er det dog godt at de undersøger det” i stedet for ”Nej hvor forfærdeligt at i også skal igennem det”. Situationen i sig selv er alvorlig nok, så der er ingen grund til at tilføre mere negativitet til den.
Til de nybagte forældre er hendes råd ligeledes at være positive: ”Man skal huske på at hver situation er unik, derfor skal man også sortere i alt det generelle omkring præmaturbørn. Hvis du ser og tro på det positive, så er det også det der sker”. Derudover er det en go ide at melde sig ind i et forum, hvor man kan møde andre forældre med præmatur børn. Her ser findes de positive historier og man kan få dæmpet en del af den tvivl som kan opstå. Uanset hvad er det vigtigste dog at mærke efter og finde sit eget ståsted i situationen.
Derudover har Mette Marie fået bearbejdet en del af oplevelen ved at være åben og aktivt dele deres historie på Instagram, hvor hun via profilen @metzit giver et indblik i både det at være præmatur mor, men også inspirerer til at leve livet med positiviteten i højsædet, hvilket er til stor inspiration for mange mødre, præmatur såvel som mødre til rettidigt fødte børn.
=&4=&
Da Bille skulle døbes i maj, bød ceremonien til gæsternes storeoverraskelse ikke kun på en dåb, men også et bryllup. En klar følge af den lange hospitalsindlæggelse og de prøvelser de måtte igennem i forbindelse med Billes fødsel, hvis du spørger Mette Marie ”Det har altid ligget i kortene at vi skulle giftes, men på grund af situationen med Bille, er det bare sket hurtigere. Man ser nogle helt andre sider af hinanden og får nogle oplevelser som ikke kan måles med noget andet. Selvom vi var under et enormt pres har vi ikke skændtes eller været uenige på noget tidspunkt, så hvis vi kan klare det her, så kan vi klare alt”.
Bille 9 ½ måned gammel nu en stor dreng på 7, 6 kg og 67 cm Foto: Mette Marie Tondering
Efterfølgende har den lille familie skabt nye rammer for familielivet i hus lidt udenfor København, hvor Bille og Mette Marie ivrigt udforsker området på løbeturene med Babyjoggeren.
Nu er Bille startet i vuggestue, og Mette Marie er vendt tilbage til sit job som Account Manager. Hun glæder sig til at opnå en anden slags resultater, men har i høj grad nydt sit år på barsel, hvor hun har lært sig selv at kende på en helt ny måde og oplevet en helt ny side af sig selv – Morskabet.
=&5=&
Hvert år ankommer ca. 4500 børn for tidligt til verden. Det udgør ca. 7,3% af det samlede fødselstal.
Om et barn er præmatur defineres oftest efter graviditetens varighed:
For tidligt: uge 33-36
Meget for tidligt: uge 28-32
Ekstremt for tidligt: uge 23-27
Men kan også opdeles efter barnets fødselsvægt:
Lav fødselsvægt: under 2500 gram
Meget lav fødselsvægt: under 1500 gram
Ekstrem lav fødselsvægt: under 1000 gram
Det er ikke altid muligt at fastslå en årsag , i ca. 1/3 del af tilfældene kender man ikke årsagen. Der er dog en række kendte faktorer, som giver større risiko for tidlig fødsel end andre. Eksempelvis fødes flerlinger oftere end enlinger. Svangerskabsforgiftning, keglesnit, problemer med moderkagefunktionen samt urinvejsinfektion kan ligeledes forhøje risikoen for tidlig fødsel. Derudover forekommer for tidlig fødsel oftere hos kvinder under 20 år eller over 35 år.Stressfulde begivenheder kan sætte gang i fødslen, dog er der ikke dokumentation for at almindelig daglig stress kan sætte den i gang.
Kilde: Dansk Præmatur Forening
Vil du vide mere om præmatur børn, har brug for rådgivning eller andet, kan du finde hjælp hos Dansk Præmatur Forening: http://www.praematur.dk
Camilla Hall Mauritzen er 37 år. Hun har valgt at være solomor og har netop født sit første barn, Alvin. Før fødslen interviewede jeg Camilla om hendes tanker omkring rollen som solomor, og tankerne hun gjorde sig op til graviditeten.
Hvordan opstod tanken om at blive solomor? Jeg kan ikke helt huske, hvordan tanken opstod, men jeg har gået i mange år og haft lyst til at blive mor. Jeg har været i gang i et par år, for at prøve at blive gravid. Det er hårdt, når man ser veninder og familie få børn, også selvom, det er rigtig dejligt, og jeg elsker deres børn, men man kan godt føle sig sat udenfor. Det er faktisk det, jeg synes har været det største problem; at man bliver udelukket. Folk tænker; ”hun er single, hun gider nok ikke komme til børnefødselsdag”, så man bliver ofte fravalgt uden at ville det. Det føltes lige pludselig så ensomt at ”miste sine veninder”.
Hvad har været din bevæggrund for valget? Den største bevæggrund har været mit eget behov, mit eget ønske. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle være mor, jeg drømte om at have mit eget barn, som de fleste kvinder jo gør. I marts 2015 mistede jeg min mormor. Hun var den eneste bedsteforælder, jeg havde, og vi var meget tæt knyttet, så det tog hårdt på mig. Jeg kan huske at efter et par måneder sneg tanken sig ind, det med døden og familie. Det gjorde mig så ondt, at jeg aldrig havde nået at sige til hende, at hun skulle være oldemor. Jeg havde en lang snak med min mor, hvor jeg nævnte de her ting og sagde: ”jeg har virkelig lyst til at gøre det nu, hvad synes du? ” Og så sagde hun; ”vi står bag dig uanset hvad, der er ikke noget at vente på”.
I lang tid har jeg ikke haft nogle faste forhold. Jeg har haft flere mænd, hvor jeg tænkte, at det kunne være potentielt at blive forældre sammen, men de har ikke haft samme mening som mig. Dem jeg har mødt har været sådan: én havde børn i forvejen og ville ikke have flere, en anden ville slet ikke have børn, så det har bare ikke passet ind.
Jeg havde gået i tiden op til, som 34 årig, og tænkt, at det måske var for tidligt at vælge at blive solomor og havde tanken om, at jeg jo stadig kunne nå at møde en, og om jeg var lidt for ivrig og impulsiv. Men min mor sagde; ”hvis det er det, du gerne vil, så synes jeg, du skal gøre det”. Så skulle jeg sige det til min far, og han var bare sådan ”det var noget værre pjat”. Han skulle lige finde ud af, hvad det var for noget, men derefter var han helt ombord, og det har min familie og mine veninder været lige fra start.
Hvordan startede du op på behandling? Jeg gik i gang i 2015, så jeg har været i gang i 3 år. Der er en lang ventetid og lang venteliste, og jeg startede i fertilitetsbehandling på klinikken Trianglen i Hellerup. Der havde jeg 4 insemineringsforsøg. Jeg fik ikke hormoner, men man skal have checket, hvor mange æg man har, og checket ens æggeledere – og ja, den var led, den der æglederundersøgelse, det gjorde så ondt. Men det viste sig, at jeg havde færre æg end der var normalt for en kvinde på min alder, så min læge sagde; ”hvis du ved at du vil have børn, så gå i gang nu”. Så gik jeg så i gang.
I alt har jeg haft 7 insemineringer og 6 IVF forsøg på henholdsvis privatklinik og hospitalet. Jeg blev gravid i 2016, men tabte det, da jeg kun var et par uger henne. Alle de gange jeg har stået med negative tests, og så pludselig stå med en positiv og så alligevel ikke, det har været hårdt.
Derefter holdt jeg faktisk en pause, hvor jeg startede på en coachuddannelse. Det havde jeg brug for, for det er sindssygt hårdt psykisk at være i behandling. Jeg holdt en pause i 6-7 mdr. og blev uddannet som coach den 14. januar og var inde ugen efter og få sat et æg op. Jeg fik at vide den 14. februar, at jeg var gravid. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den indsigt jeg fik, og den ro som den coachuddannelse gav mig, medførte at min krop blev rolig og klar til at være gravid.
Nogle læger sammenligner det at være i fertilitetsbehandling med at have en kræftsygdom, fordi det er så psykisk hårdt. Bare perioden fra du er blevet insemineret, og de 14 dage indtil du har fået svar, de dage er ”mindblowing”, fordi du skal prøve ikke at tænke på det, selvom du ikke kan lade være med at tænke på det. Du kan i realiteten være gravid, så der er nogle ting, du ikke vil gøre, f.eks. drikke alkohol. Omverdenen har ikke vidst noget om min fertilitetsbehandling, kun dem der var tæt på mig vidste, hvad jeg gennemgik.
Hvordan har dine venner og familie reageret på din graviditet? Læs mere ...
Føljeton: Jeg er 38 år og mor til to små drenge. Jeg har haft brystkræft og går nu igennem et kemoforløb. Da jeg selv har haft meget glæde af at læse om andres forløb og erfaring, har jeg besluttet at dele – i håb om at andre kan have glæde af mine.Læs mere ...
”Børn græder jo”, ”Nu er I bare pylrede”, ”I er jo også førstegangsforældre”. Meget måtte Louise og Mikkel lægge ører til, når de fortalte om deres oplevelser med deres søn August. Mens læger og fagpersoner medicinerede August med symptombehandlende medicin og sagde, at han aldrig ville blive normal, satte Louise og Mikkel sig for selv at finde de bagvedliggende årsagssammenhænge og helbrede deres søn. Svaret skulle blandt andet findes i fødslen, kost, giftig skimmelsvamp og livsstil. I dag er det en hjertesag for Louise og Mikkel at hjælpe og oplyse andre forældre om den viden, som det offentlige danske sundhedsvæsen tilsyneladende ikke har. Læs mere ...
Føljeton: Jeg er 38 år og mor til to drenge på snart 2 og 5 år. Jeg har haft brystkræft og går nu igennem et kemoforløb. Da jeg selv har haft meget glæde af at læse om andres forløb, og vi ikke er mange på min alder, der får brystkræft, har jeg besluttet at dele – i håb om at andre kan have glæde af mine erfaringer.Læs mere ...
Af Maria Lyngsø Hougaard – Fotos: Frederikke Brostrup
Føljeton: Jeg er 38 år gammel og mor til to drenge på snart 2 og 5 år. Jeg har haft brystkræft og går nu igennem et kemoforløb. Da jeg selv har haft meget glæde af at læse om andres forløb, og vi ikke er mange på min alder, der får brystkræft, har jeg besluttet at dele – i håb om at andre kan have glæde af mine erfaringer, tanker og tips.Læs mere ...
